KONCERT // ANMELDELSE – Kerem Hasan leverede både fornem og præcis direktion af DR Symfoniorkestret i et blandet program af musik af Britten, Elgar og Mozart. I sidstnævntes Klaverkoncert nr. 24 havde pianisten Martin Helmchens spil et svævende præg.
Torsdagskoncerten lagde i denne uge dystert ud med Brittens Sinfonia da Requiem fra 1940. Dens forhistorie er ualmindelig, idet værket egentlig var bestilt sådan lidt i dølgsmål af den japanske regering i 1939: Japan ville markere 2.600 året for kejserdynastiets grundlæggelse.
Dette fik den 26-årige Britten imidlertid ikke at vide under kompositionsarbejdet, og da værket forelå færdigt, ønskede japanerne ikke at modtage det, eftersom det ikke just var den slags sørgemusik, man havde haft i tankerne.
Ingen kunne på dette tidspunkt vide, at Japan selv som nation blot fem år senere skulle ligge i grus efter sit totale krigsnederlag. På ret og vis endte requiemsymfonien derfor som en art ubevidst skæbnefortælling for kejserrigets egen krigsundergang.
Da afslaget om Japans accept af værket indløb, lod Britten det i stedet opføre i en diametralt modsat del af verden, med New York Filharmonikerne i 1941, og da som mindemusik om sine afdøde forældre og under indtryk af den buldrende verdenskrig, der da var midt i sin første voldsomme opblussen.
Her især kom dirigenten og orkestret på noget af en prøve, der blev løst med både skarphed og flotte indsatser
Værkets tre satser, som alle er hentet fra det katolske rekviem, spiller uden pauser. Partituret er hovedsageligt struktureret og opbygget af korte gentagne musikalske sætningsled, der ligesom konstant kastes op og ud i rummet igen og igen uden at blive kædet sammen til egentlige udviklingsforløb. De står dermed tilbage som både markante og stærkt pågående lydbilleder, mest fyrigt måske i Dies iræ-satsen, der med sine jagende galopagtige og insisterende skingre udtryk mest af alt har karakter af en heksesabbat.
Her især kom dirigenten og orkestret på noget af en prøve, der blev løst med både skarphed og flotte indsatser af især messingblæserne og med beundringsværdig og millimeteragtig præcision i de store tutti-steders afslutning.
Følsom grad af maskulinitet
Efter Britten Sinfonia bevægede vi os over i Mozarts moltonearter med hans Klaverkoncert nr. 24, hvor komponistens leg med noderne bygger på en konstant vekslen mellem mol og dur. Man bemærker her især Mozarts vante bevægelser ud af de gængse stier, for så pludselig at lade spillet komme ind på en sidevej, hvor han pludselig stopper for ligesom at stille spørgsmål til sin egen musik og dens konstante forløb i mol-dur dialoger.
Pianisten Martin Helmchen forløste disse dialoger med stor klarhed og sensitivitet. Hans spil står med denne koncert for mig som en af de måske mest følsomme grader af maskulinitet, som musik kan frembringe.
Hans spil står med denne koncert for mig som en af de måske mest følsomme grader af maskulinitet, som musik kan frembringe
En særlig egenskab ved Helmchens spil er tillige hans lidt særegne brug af benene under koncertflyglet. Hvor hans højre fod her er travlt beskæftiget på henholdsvis klang- og dæmperpedal, holdes venstre ofte frit svævende eller helt udstrakt med skohælen sat let i gulvet.
Det giver tilsyneladende hans spil et svævende præg, der klart forplanter sig til klangen og bliver særdeles rammende for Mozarts leg på tangenterne og strengene.
Dette blev kun yderligere understreget i pianistens smukke fortolkning af en Andante fra en af Mozarts mange sonater, der som et tyst ekstranummer fortalte os, hvor intimt de mozartske klaverrefleksioner er i stand til fylde den helt store koncertsal ud til selv de fjerneste pladser.
Svar udbedes
To hjertesuk må i denne forbindelse bringes frem: Hvornår lærer det danske publikum mon at tilbageholde sin konstante hosten og rømmen sig og undlade, at de mange højlydte strubelyde flyder ud og henover musikken? Hvor svært kan det være blot at holde sig for mundtøjet i stedet for at udbasunere sine halsirritationer for hele omverden?
Kan man i DR virkelig ikke forstå, hvor invaderende og distraherende omvandrende fotografer er for såvel orkestermusikerne som for publikum, endsige for klaversolisten? Svar udbedes!
Det andet: Midt under klaverkoncertens allermest tyste passager i Larghetto-satsen vimsede en kvindelig DR-fotograf pludselig rundt med sit teleskoplinsekamera helt ude ved balkonkanten, hvor hun satte sig til rette midt på trappen og skulle til at højlydt at klikke løs. Undertegnede fik hende til at trække sig, men hvorfor og hvem lader overhovedet noget sådan passere i koncerthuset? Og hvem har ansvaret herfor?
Kan man i DR virkelig ikke forstå, hvor invaderende og distraherende omvandrende fotografer er for såvel orkestermusikerne som for publikum, endsige for klaversolisten? Svar udbedes!
Nøglen til de musikalske gåder
Efter pausen fik vi Edward Elgars suite af fjorten Enigma-variationer. De kom til verden i 1899 som en serie portrætskildringer af komponistens egne familiemedlemmer, venner og kolleger og bærer hver deres individuelle initialer. Komponistens skulle efter sigende sågar have leveret et selvportræt i suitens sidste variation benævnt ”E.D.U.”, hvilket var hustruens kælenavn for ham.
Samlet set kan man nærmest betragte denne suite som et katalog over de temperamenter og personkaraktertræk, der prægede Elgars omgangskreds. Om disse så også er flatterende og rammende for de beskrevne personer er en helt anden sag, og bliver næppe nogensinde opklaret.
Fascinerende var tillige den klarhed, hvormed det lykkedes Hasan at få det såkaldte Nimrod-motiv fra den 9. variation til brudstykkevis at dukke op til overfladen
Diskussionerne pågår således stadig, om hvem der reelt skildres i hver enkelt variation. Men at værket er en både intim og imposant musik, der på indtagende vis beskriver de menneskelige temperamenters forskelligheder er uomtvisteligt.
Igen leverede Kerem Hasan her både fornem og præcis direktion, og orkestret fik givet sit bedste i hver enkelt variation med sit præcise ensemblespil, hvor også basfagotten og tubaen leverede markante bidrag.
Fascinerende var tillige den klarhed, hvormed det lykkedes Hasan at få det såkaldte Nimrod-motiv fra den 9. variation til brudstykkevis at dukke op til overfladen adskillige andre steder i suiten. Som om det var Elgars personlige favoritmotiv/temperament, der dermed står tilbage som selve nøglen til de musikalske gåder, komponisten nedlagde i partituret.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og