Det amerikanske valg har udviklet sig til en begivenhed, hvor det politiske en stor del af tiden står i skyggen af en hel masse andre ting. Det skyldes naturligvis, at kandidaterne er “usædvanlige”. Dels er der Trump, der for tiden synes at være ved at detonere indefra, efter en række spektakulære brølere, hvor han har fornærmet og såret så grundlæggende kategorier af sårbare mennesker, en sørgende moder til en krigsdræbt dreng og et spædbarn, at det kan være svært at finde eksempler på politikere, der har gjort det værre.
Man kan undre sig over, hvorfor Clinton-lejren holder sig relativt tavs i spørgsmålet, men en kommentator har mindet om, at Napoleon engang angiveligt sagde: ”Når fjenden er ved at begå en stor fejltagelse, er det meget vigtigt, at man ikke forstyrrer ham”.
Dels er der så Hillary Clinton selv, der har det problem, at hun er kvinde. Her vil en række kommentatorer indigneret hæve stemmen og forklare, at det ikke skyldes, at hun er kvinde, men at hun er krigsliderlig, spundet ind i alt for store økonomiske magthaveres interesser og en ting mere: Hun er grundlæggende uærlig.
Den med det krigsliderlige hænger på et klip fra en pressekonference, hvor Hillary omformulerer et citat fra den romerske kejser Julius Cæsar til en noget kluntet beskrivelse af USA’s indsats i Libyen. Enhver, der har set en amerikansk actionfilm ved, at det ikke er hendes egen beslutning. Det er svært at hænge en udenrigsminister op på et helt fodboldhold af militærrådgivere og sikkerhedsrådgivere og præsidentens egne politiske beslutninger, selvom det muligvis kan lade sig gøre.
For decades she’s been portrayed as a Lady Macbeth involved in nefarious plots, branded as “a congenital liar” – Jill Abramson
Det med de magtfulde økonomiske interesser er en amerikansk specialitet, der handler om, at praktisk taget alle præsidenter i nyere tid ad uransagelige grunde har udnævnt finansministre, der har været ansat i Goldman Sachs og andre storbanker, ligesom en række andre lande fra Italien til Sverige i øvrigt har gjort. Det er også svært at komme udenom, at der i pressen i mange år har hængt en slipstrøm af økonomiske historier efter Clinton-familien, men fortæller det noget om amerikansk politik eller om Hillary Clinton?
Den uærlige Hillary
Eller sagt anderledes: Man kan og bør kritisere både den amerikanske udenrigspolitik og den amerikanske indenrigspolitiske økonomiske orden. Men er det rimeligt at hænge personen Hillary Clinton op på den, fremfor så mange andre præsidenter og præsidentkandidater gennem tiden?
Endelig har vi det værste: Det uærlige. Meningsmåling efter meningsmåling viser, at amerikanerne ikke stoler på hverken Hillary Clinton eller Donald Trump. Men hvor det nærmest virker som et adelsmærke for ejendomsmagnaten – og ikke synes at bekymre ham – så er det et kæmpe problem for Clinton, der dels brander sig som en gennemredelig politiker, dels lider under konsekvenserne: en meget lav likeability.
Og netop her støder vi på det virkelig interessante: Hillary Clinton er nemlig ikke specielt uærlig. Det påstår i hvert fald den amerikanske politiske iagttager Jill Abramson, der selv var den første kvindelige chefredaktør for New York Times, men som blev fyret i 2014.
”For decades she’s been portrayed as a Lady Macbeth involved in nefarious plots, branded as “a congenital liar” and accused of covering up her husband’s misconduct, from Arkansas to Monica Lewinsky. Some of this is sexist caricature. Some is stoked by the “Hillary is a liar” videos that flood Facebook feeds. Some of it she brings on herself by insisting on a perimeter or “zone of privacy” that she protects too fiercely. It’s a natural impulse, given the level of scrutiny she’s attracted, more than any male politician I can think of.”
Hillary Clintons problem er med andre ord ikke, at hun er uærlig, konkluderer Abramson. Det er, at hun er fundamentalt usikker. Hun beskytter sin usikkerhed og sit privatliv på en sådan måde, at hun virker lukket, som om der er noget hun gemmer.
Og det er ikke så mærkeligt, hvis man tager graden af angreb, hun må stå i centrum for i betragtning. Men vi reagerer psykologisk med at forstå hende som uærlig. I sin strålende artikel argumenterer Jill Abramson ved hjælp af mytologien og psykologien omkring Hillary Clinton. Og giver et bud på, hvorfor mange mennesker fortsat har det nemmere med mænd, som de mener er nogle værre snydetampe, mens kvinder, der ikke er 100 procent sandfærdige blot hænges ud som gemene løgnere.
Det er ikke sikkert, det nogensinde lykkes Clinton at bryde den beskyttende skal, og det er tænkeligt, at det er en del af hendes personlighed på et dybere plan. Eller også skal der et præsidentembede til.
Topfoto: Det officielle senatsfoto af Hillary Clinton fra 1990’erne – public domain.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
