ARKTIS // BAGGRUND – Det politiske Grønland har i flere år arbejdet på at formulere en grundlov for et selvstændigt Grønland. Og nu USA vil skrue op for den politiske og økonomiske tilstedeværelse i Grønland under Trumps præsidentskab, bliver spørgsmålet endnu mere presserende, skriver Anders Stubkjær.
Artiklen er opdateret den 10. januar med indsættelsen af et link til en POV-analyse om Trumps pressemøde (red).
Nu igen! Lige før jul 2024 erobrede Donald Trump overskrifterne i internationale medier med udtalelsen om, at USA så det som en nødvendighed at få ”ejerskab og kontrol” over Grønland. Trumps udtalelse var næppe noget, den danske regering ønskede sig i julegave anno 2024. Og efter et vildt pressemøde i denne uge, kan ingen være i tvivl herom.
Landsstyreformand, Múte B. Egede, returnerede omgående bolden med en udtalelse om, at Grønland ikke var til salg, og at Grønland ikke skulle opgive sin ”årelange kamp for frihed…”. Han supplerede dog med høflighedsfraser om, at man da var interesseret i fortsat at udvikle relationerne til USA.
I 1941 indgik USA og Danmark den såkaldte ’Grønlands-aftale’. Essensen af aftalen var, at USA fik militær suverænitet over Grønland, hvilket USA i høj grad har benyttet sig af, mens Danmark bibeholdt den civile suverænitet
Som de fleste ved, lancerede Trump første gang ideen om at købe Grønland i 2019, hvilket i en periode udløste betydelige spændinger mellem Danmark og USA. Selv om Trumps præsentation af købsideen i 2019 var uelegant, så var den, set fra amerikansk perspektiv, på ingen måde ny.
Fra Monroe til Pituffik
Siden 1823 har USA med Monroe-doktrinen haft en politik om, at man ikke ville tillade, at fremmede magter gjorde deres entré på det amerikanske kontinent. I 1941 indgik USA og Danmark den såkaldte ’Grønlands-aftale’. Essensen af aftalen var, at USA fik militær suverænitet over Grønland, hvilket USA i høj grad har benyttet sig af, mens Danmark bibeholdt den civile suverænitet.
Grønlands-aftalen blev set som en opdatering af Monroe-doktrinen og placerede nu klart Grønland inden for den amerikanske interessesfære. I 1946 fik Danmark faktisk f.eks. et direkte købstilbud fra den amerikanske regering.
Under den Kolde Krig havde USA en betydelig militær tilstedeværelse i Grønland, særligt i forbindelse med Thule-basen, som i dag hedder Pituffik Space Base. Den militær-strategiske vigtighed har ikke ændret sig for USA, men mandskabsmæssigt er basen i dag reduceret til mindre end 1000 ansatte.
Hvornår er det Grønland, der bestemmer? Og hvornår er det Danmark? Og hvad vil Grønland egentlig selv?
Så selv om Trumps udtalelser om Grønland dengang, såvel som i dag, kunne fremstå både provokerende og udiplomatiske, så viser disse få historiske nedslag, at Trump taler ind i politiske og strategiske overvejelser, der i forskellige afskygninger, har eksisteret i USA gennem årtier.
Konfliktpotentialet mellem Nuuk og København
Isen i det Arktiske Ocean er ved at smelte. Det betyder, som det ofte bliver beskrevet i medierne, at blandt andet sejlruter og naturressourcer i den arktiske region i højere og højere grad bliver tilgængelige. Stormagter som USA, Rusland og Kina er fuldstændig klar over de muligheder, der kan ligge i regionen og alle vil, sagt lidt enkelt, have en så stor bid af den strategiske og økonomiske kage som muligt. Trumps udspil taler direkte ind i denne udvikling.
Grønlands betydning og selvsikkerhed som aktør er som en logisk konsekvens af dette løftet adskillige nøkker op på den internationale politiske scene i de senere år. Det er på mange måder ved at blive en udfordring for Rigsfællesskabet. For hvornår er det Grønland, der bestemmer? Og hvornår er det Danmark? Og hvad vil Grønland egentlig selv?
I de senere år er der opstået flere tvister mellem Nuuk og København, der har afsæt i denne problematik. For eksempel opstod der i 2023 en konflikt omkring udpegelsen af en arktisk ambassadør. Eftersom Danmark varetager Rigsfællesskabets udenrigs- og sikkerhedspolitik, så var det som en vel naturlig refleks, at Udenrigsministeriet ville stå for udpegelsen. Det modsatte Grønland sig dog. Sagen blev først landet lige før jul 2024, hvor det blev meldt ud, at Grønland skulle stå for udnævnelsen.
I 2018 var udbygningen af to lufthavne i Grønland et konfliktpunkt. Kinesiske firmaer bød på opgaven. Grønland havde hjemtaget transportområdet og kunne i princippet selv bestemme. Danmark kunne dog pludselig – uden tvivl motiveret af amerikanske ønsker og krav – se en sikkerhedspolitisk interesse i at spænde ben for, at Kina fik adgang til central infrastruktur i Grønland. Sagen endte med, at Danmark finansierede projektet, og at kineserne ultimativt trak sig.
For nyligt blev det noteret, at ’Grønlands udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske strategi for 2024-2033’ stort set ingen omtale havde af relationerne til Danmark. Det kunne man tolke som et klart signal om, at Grønlands egen politiske orientering definitivt var ved at skifte væk fra Danmark. Det har på samme måde vakt undren flere steder, at Danmark endnu ikke har været i stand til at finde så meget politisk fodslag med Grønland og Færøerne, at man har kunne opdatere den Arktiske Strategi, der udløb i 2020.
I dag signalerer centrale grønlandske politikere, som f.eks. landsstyreformand Múte B. Egede, jævnligt frustration over relationen til Danmark og gør det klart at man ser mod særligt USA, hvis relationen til København en dag skal erstattes, eller i hvert fald suppleres. Det er sager om ufrivillig opsætning af spiral og brug af psykologtest ved fjernelse af børn af grønlandske forældre, der på det seneste har skabt frustration.
Hvad betyder selvstændighed?
Igennem adskillige år har der været en selvstændighedsdiskurs i Grønland. Landsstyreformandens svar på Donald Trumps seneste ouverturer indeholdt, som sagt, også sætningen om Grønlands ”årelange kamp for frihed…”. Den taler ind i den politiske linje, der drejer sig om yderligere frigørelse fra Danmark.
Hvis relationen mellem Grønland og Danmark forbliver et vedvarende tilvalg fra grønlandsk side, så vil USA, på trods af Trumps aktuelle tøndebuldren, måske ikke have en egentlig interesse i at gøre krav på den civile del af Grønland
Derudover har det politiske Grønland i flere år arbejdet på at formulere en grundlov for et selvstændigt Grønland. Det vakte derfor opsigt i de danske medier, at landsstyreformanden i sin nytårstale 2025 blandt andet sagde, at den ”… kommende nye valgperiode skal [vi] sammen med borgerne skabe disse nye skridt, baseret på de grundlag, der allerede er blevet skabt.
Udtalelsen kunne næsten kun læses som en kraftig antydning af en eller anden form for folkeafstemning, der i højere grad end tidligere kunne inddrage den grønlandske befolkning i processen om en grundlov. Umiddelbart er der dog endnu ingen, der med sikkerhed ved præcist hvad der skal tages stilling til ved en eventuel fremtidig afstemning. Den afgørende faktor vil være hvordan ’selvstændighed’ bliver defineret.
Da der i øvrigt skal være valg til Inatsisartut og, som bekendt, kommunalvalg i 2025, så kunne man også spekulere en smule over hvorvidt en grad af retorikken var rettet mod hjemlige vælgergrupper.
Uanset hvad, så synes bloktilskuddet fra Danmark og Grønlands økonomiske situation stadig at være den primære politisk-økonomisk kastebold, som alle aktører på kryds og tværs med iver bruger til at smide i hovedet på hinanden. Múte B. Egede fremhævede i nytårstalen turisme som én af de områder, der skulle fokuseres på for at udbygge bl.a. Grønlands økonomi. Essensen er, at der generelt synes at være et større fokus end tidligere på at diversificere økonomien for netop at skabe et mere solidt fundament for en mulig selvstændighed.
Sikkerhedsgaranti over alt
Hvis relationen mellem Grønland og Danmark forbliver et vedvarende tilvalg fra grønlandsk side, så vil USA, på trods af Trumps aktuelle tøndebuldren, måske ikke have en egentlig interesse i at gøre krav på den civile del af Grønland. Man må dog formode, at USA kunne forledes til at se en interesse i at overtage, hvis relationerne i Rigsfællesskabet for alvor begynder at knage.
Det vil formodentligt være nødvendigt at være endnu mere lydhør over for Grønlands interesser for at sikre stabilitet i Rigsfællesskabet
Købstrusler eller ej, så er det tænkeligt, at USA vil skrue op for den politiske og økonomiske tilstedeværelse i Grønland under Trumps præsidentskab. Dette vil alt andet lige styrke Grønlands position på alle fronter og dermed have potentialet til at komplicere relationerne mellem Nuuk og København yderligere, fordi Grønland i mindre grad vil acceptere diktat fra København.
I artiklen Vejen til de 2 procent gør Peter Viggo Jakobsen det klart, at Danmarks mest centrale sikkerhedspolitiske interesse er at fastholde den amerikansk sikkerhedsgaranti, der kommer via NATO, hvilket sagt lidt enkelt p.t. vil sige undgå fundamentale uoverensstemmelser med Trump.
Det vil sige, at den danske regering nu skal være i stand til at udføre en delikat balancegang for at det, historiker Bo Lidegaard betegner som ”trekantsdramaet” – mellem Washington DC, Nuuk og København – ikke kører af sporet.
Det vil formodentligt være nødvendigt at være endnu mere lydhør over for Grønlands interesser for at sikre stabilitet i Rigsfællesskabet. Som de historiske nedslag og eksemplerne på diverse konflikter her har vist, så vil det næppe blive nogen nem opgave.
Der synes ikke i de højere politiske luftlag i Danmark at være nogen form for villighed, ej hellere bredere enighed i forhold til at tage initiativ til f.eks. en nytolkning af Rigsfællesskabets konstruktion i et forsøg på at komme Grønland i møde.
Når talen falder på grønlandsk selvstændighed, nøjes flere politiske partier på venstrefløjen og i midten af dansk politik med rituelle proklamationer om, at grønlænderne selv må bestemme. Fra Konservative og længere mod højrefløjens ydre kant synes villigheden til at lade grønlændere vælge selv dog til at være ganske behersket.
Man må formode, at den politiske ”julegave” 2024 fra Donald Trump næppe har vakt begejstring i København. Den ser heller ikke ud til at være en af den slags gaver, hvor der følger et betænksomt byttemærke med
Samtidig vil regeringen være nødt til at styre udenom en konflikt med USA over Grønland, der i værste fald kunne udfordre den amerikanske sikkerhedsgaranti.
Man må således formode, at den politiske ”julegave” 2024 fra Donald Trump næppe har vakt begejstring i København. Den ser heller ikke ud til at være en af den slags gaver, hvor der følger et betænksomt byttemærke med.
Anders Stubkjær har sammen med Peter Nedergaard skrevet bogen Kampen om Arktis (Systime, 2022)
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
