DOKUMENTARSERIE // ANMELDELSE – Dokumentarserien Den anden verden dykker ned i internettets krinkelkroge. Det er instruktør Søren Peter Langkjær Bojsens ambition ”at inspirere til en mere meningsfuld omgang med virtuelle verdener”, og vores filmredaktør, som selv har erfaring med at lave film i cyberspace, har set de to første afsnit, der også havde premiere på CPH:DOX.
Instruktør Søren Peter Langkjær Bojsen begynder dramaturgisk traditionelt med et igangsættende moment: efter endnu engang at være faldet i søvn med sin telefon i hånden, begynder hans drømme også at scrolle, som han siger på lydsiden. Det forstår jeg som, at der ikke er nogen kontinuerlig handling i drømmene, men kun fragmenter, der afløser hinanden i et visuelt vanvid. Billederne i denne serie er derfor ofte lige så højfrekvente i seriens første afsnit, hvor instruktørens voiceover er den, der skaber sammenhængen.
Vi hører dernæst om hans frustration over egne skærmtider og om internettet og Facebook-stifteren Mark Zuckerbergs magt over os, og iblandet flimrende billeder fra alle mulige virtuelle steder, introduceres vi også for et fysisk billedlag med instruktøren, der som en anden tv-doku-detektiv med en opslagstavle beslutter sig for at finde en ny digital frontier – en ”smuk virtuel verden” – væk fra mainstream-SoMe.
Men der er megen tale – uafbrudt monolog i de første cirka ti minutter – så det er svært at få det hele med: the uncanny valley, r/place, Hannah Arendt, 2b2t m.m. – men endelig sænkes tempoet, da han logger på en hemmelig server ‘nedenunder’ spillet Minecraft. Her møder han nemlig en anden ”spiller”, og de to taler om og udforsker dette mytisk-mystiske sted, hvor det man bygger, bliver ødelagt, men hov, stop! Det giver ikke rigtigt mening at referere de her detaljer, for det virker undervejs, som om det er det hele – livet, universet og alt det dér – der er svaret på det spørgsmål, som knap nok er stillet.
Den anden verden minder om tidligere film
Det var lidt det samme i instruktørens spillefilm Det store glitch/Paradisets Børn (2023), hvor nogle dagdrivertyper i en temmelig stimulerende blanding af en slackerfilm og en lavbudgets-science-fiction med københavner-Matrix-vibe får fornemmelsen af, at der er flere virkeligheder til stede på én gang. Eller noget. Selve handlingen kan man se stort på – det er i hvert fald det klogeste – for det er mere i de enkelte sceners klipning, i dialogen, i æstetikken, at man oplever noget helt andet og forfriskende. En oplagt kultfilm.
I den nye serie går enkelte af billederne fra spillefilmen igen, og første afsnit af Den Anden Verden slutter med, at det måske er grænsen mellem den virtuelle og den fysiske verden, der skal ledes efter. Og så kommer jeg i tanker om, at det har jeg da selv forsøgt at lede efter – sågar på film.
Second Life
Da vi i sin tid filmede den spillefilmslange dokumentarfantasi Min avatar og mig (2011) i den virtuelle verden Second Life, var det blandt andet vores ønske at finde ud af, hvordan cyberspace kunne rumme eller omfavne det menneskelige. At de menneskelige følelser rejste med, fandt jeg – og min avatar, Mike Proud – ret hurtigt ud af, men at der var en fysisk forbindelse var mere af en overraskelse. På den ene side fik Mike behov for at sætte sig ned efter et stykke tid, når han talte med sine venner, og på den anden side kunne Mikkel foran skærmen glemme spisetiderne, hvis vi havde det sjovt.
I andet afsnit af “Den anden verden” kommer vi også til – som han kalder det – ”alle virtuelle verdeners moder,” Second Life
For ja, der er faktisk forskel på at doomscrolle bevidstløst gennem ligegyldige videoer og på at have ægte relationer i en virtuelle verden – og det giver en anden og mere varig virkning på ens sjæl end tilfredsstillelsen af nogle likes på et af sine opslag. Det kunne jeg i den grad mærke, og jeg kan godt savne mit liv i Second Life, som jeg af forskellige grunde – mest computer-tekniske – ikke længere dyrker. Men Mike Proud bor der stadig, og derfor findes jeg også derinde.
I andet afsnit af Den anden verden kommer vi faktisk også til – som han kalder det – ”alle virtuelle verdeners moder,” Second Life, men ikke før fortæller-instruktøren opdager, at det er ensomt at grave helt alene i Minecraft. Da han samtidig ønsker en mere teoretisk tilgang, og dermed begribe den mere konceptuelle dybde i det virtuelle landskab, bringer det ham og os ind i en ret morsom og seriøs gennemgang af den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas’ begreb Den Borgerlige Offentlighed i form af tætpakket tale og en animeret ”dukkefilm”.
Andet afsnit ændrer sig
Derefter kommer vi lidt tættere på formen for en mere traditionel dokumentarfilm, dels med et interview med en slags ekspert, en mand i Berlin ved navn Julian Lil Internet, dels med besøg – både virtuelle og virkelige – med den gruppe, der kaldes furries. Det vil sige folk, der både on- og offline iklæder sig dyrekostumer. Blandt andet på Nørrebro! Det har ofte en seksuel undertone, men Langkjær Bojsen konkluderer alligevel – eller måske derfor? – at pelsfolket ”kan lære os, hvordan vi kan gøre det virtuelle mere nærværende og inderligt”.
Her er andet afsnit næsten slut, men ikke helt. Den iscenesættelse af instruktørens mission, der illustreres med hans opslagstavle på kontoret – se også topbilledet – er tydeligvis en konstruktion, som ironiserer over den kliché, der ofte optræder i moderne tv-dokumentarer. Dette bliver ekstra tydeligt, da der opstår en sort klat i midten af hans tavle og endnu mere, da et billede derefter ligefrem er optaget med subjektivt kamera, som om opslagstavlen selv har et blik.
Instruktørens empatisk-sympatiske tilgang til alle han møder, og det herligt megalomane ambitionsniveau er et plus
For mig var det tiltrængt, fordi det cementerer en selvironi, der nok undervejs har været der, men som i mine øjne ledsages af det lille bitte anstrøg af selvhøjtidelighed, der hviler over projektet. Det er måske bare mig, men som nævnt er serien temmelig tekst- og taletung – og det på den lidt højpandede måde.
Men det opvejes heldigvis af en ekspressiv og musisk klipning af arkivmateriale og de imponerende animationer, der er lavet til nogle af seriens scener af Mathias Rodriguez Bjerre. Og det afbalanceres af instruktørens empatisk-sympatiske tilgang til alle, han møder og ærligt talt også af det herligt megalomane ambitionsniveau.
Til gengæld er optagelserne i de virtuelle verdener temmelig undervældende og ligner noget, der er lavet for mange år siden. Formentlig fordi den skal mime brugerens first person-oplevelse, hvilket desværre hæmmer seerens indlevelse eller immersiveness. Men måske vil fortælleformen ændre sig lidt fremover og give sig mere tid til at blive emotionelt inddragende? Jeg vil gerne tro, at instruktøren har andet i ærmet.
Dokumentar til tiden?
På den ene side er det jo en dokumentar til tiden, men på den anden er vi flere årtier inde i internettets historie og Second Life startede i 2003, og mens det er forståeligt, at instruktøren gerne vil finde en inderlighed i cyberdyndet, og selvom jeg er helt med på, at et filosofi-teoretisk bagtæppe er en god idé, så glæder jeg mig til at få syn for sagn for, at jagten har dyb relevans for en moderne seer. Zuckerberg nævnes igen i andet afsnit som den store nemesis, så ham kommer vi til at høre mere om, og det er nok godt.
Der er selvfølgelig noget fedt i, at instruktøren prøver at kurere sit eget skærmoverforbrug med at gå endnu dybere ind i moradset, men jeg er bange for, at han taber for mange, som ellers ville have godt af at tænke lidt over, om internettet i det hele taget og halvlukkede virtuelle verdener, hvor man kan gemme sig (mon ikke vi kommer til at høre om terrorceller og manosfæren i kommende afsnit?) er godt eller skidt for den demokratiske samtale. Eller for den enkelte af os og vores følelse af at være til.
Ja, jeg skal selvfølgelig se videre, og hvis du bare er en anelse interesseret i forholdet mellem samfund og cyberspace, så kig selv med fra søndag d. 11. maj. I pressematerialet til serien står der, at serien er en ”digital pilgrimsfærd, der stadig finder sted – for sidste optagelse er ikke lavet endnu, da publikums respons på serien er en del af fortællingen.”
Og da internettet og de fleste virtuelle verdener først og fremmest handler om at kommunikere, så er det måske på sin plads at komme med respons? Jeg vil for mit eget vedkommende lige se, om Mike Proud er vågen inde i Second Life.
Første afsnit af Den anden verden har premiere 11. maj på YouTube-kanalen ”Del af Labyrinten”. Derefter udkommer seriens næste tre afsnit hver 14. dag indtil 22. juni. De sidste to afsnit kommer til efteråret.
Det store glitch/Paradisets Børn af samme instruktør kan ses på både Filmstriben og TV2 Play.
Filmen Min avatar og mig (instr.: B. Milton og M, Stolt, 2011) kan ses på Filmstriben og der ligger en forfilm her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og