SØNDERJYLLAND // NY BOG – I år har Danmark kunnet markere to betydningsfulde historiske jubilæer: 100-året for genforeningen og 75-året for befrielsen. Begge begivenheder trak dybe spor i forfatteren Gretelise Holms sønderjyske familie, og det fortæller hun om i et essay i antologien, ‘Sønderjylland’, som forlaget Lindhardt og Ringhof netop har udgivet.
Det er i begyndelsen af marts 1925, og tågen ligger tæt hen over det flade landskab ved Harres, hvor den syvårige dreng, Andreas, løber hen over en nypløjet mark. Han har ingen ide om sin nationalitet, er bare flygtet i rædsel, da hans husbond endnu en gang hævede æ liem (staldkosten) over hans små rygstykker.
Hans største bekymring lige nu er, at han under flugten har tabt sin ene træsko, og at den anden hele tiden sætter sig fast i den våde og bløde pløjejord. Han standser et øjeblik, tager træskoen i hånden og løber videre, til han når vejen mod Visby, hvor han sætter sig under et vejtræ og græder. Til sidst snyder han næsen, tørrer øjnene med sine beskidte hænder, så han bliver mudret i hele ansigtet, og småløber videre ad jordvejen.
Han kender ingen i Visby, men ranker ryggen og går ind på den første gård. “Kunne jeg få arbejde her for 10 øre om ugen og mad? Jeg kan sove i stalden.”
Manden ser forbavset på ham og ryster på hovedet:
“Jeg har allerede en dreng.”
Det tredje sted udspørger de ham. Hvor han kommer fra? Hvem han tjener hos? Siger, at han kan blive lidt, og sætter ham til at pille spirer af en sæk spisekartofler. Samtidig sender de karlen af sted til drengens husbond.
Husbond kommer cyklende, og Andreas må løbe foran cyklen hele vejen tilbage. Når han ikke løber stærkt nok, får han et svirp med husbonds hestepisk.
Denne husbond var en tysk bonde, og min far, Andreas, tjente hos ham, indtil han var ti år og blev indlagt på Tønder Sygehus – voldsomt underernæret og med svære kvæstelser efter mishandling, fremgår det af journalen.
Min far lagde aldrig vægt på den ondskabsfulde husbonds nationalitet, for han havde mange historier om danske bønder, som ikke behandlede deres tjenestedrenge anderledes. Og hans næste plads hos en dansk bonde var kun marginalt bedre.
Næh, det handlede ikke om at være dansk eller tysk. Det handlede om at være rig eller fattig. Om at være bonde eller barneslave.
Dansk ved en politisk tilfældighed
Ved de politiske tilfældigheders sære spil og som resultat af mænds talrige konflikter og krige blev jeg dansker. Det kunne lige så godt have været anderledes. Begge mine forældre blev nemlig født i det daværende Nordslesvig – nuværende Sønderjylland – før denne del af det gamle hertugdømme blev dansk i 1920. Mine forældre var henholdsvis 1 og 4 år, da de blev danske statsborgere.
De voksede begge op i dansktalende hjem. Min mor, som var fra Aabenraa og havde en far fra København, talte både sønderjysk, rigsdansk og tysk, men min far havde livet igennem kun ét sprog, og det var den meget specielle sydvestjyske Ballum-dialekt, som for de fleste er svær at forstå, fordi den indeholder talrige ord, som ikke findes på rigsdansk eller har nogen lighed med andre danske ord:
Eksempelvis hedder fejekosten, som nævnt, æ liem, mavepine hedder butteveijh, middagsmad (varm) hedder unnen, et lille barn kaldes en baje, og en ustabil person kaldes en fakkeløjter (godt ord!). Det kan man ikke lige gætte sig til, og jeg har københavnske venner, som hævder, at de praktisk taget aldrig forstod et ord af, hvad min far sagde.
Yrsa Lønne fra min fødeby, Ballum, har i skriftet “Så’en snakke vi i Ballum” samlet cirka 1.000 ord og vendinger, som de bruges og udtales lokalt – hvis nogen skulle være interesseret i at lære et fremmedsprog.
Hertugdømmet Slesvig, hvoraf den nordlige del altså nu hedder Sønderjylland, har i lighed med mange andre hertugdømmer og len haft en omtumlet historie. De har gennem århundreder været købt, solgt, pantsat, delt, erobret eller afstået. Overordnet set alt sammen som led i hertugers, fyrsters, adelsmænds og kongers ønsker om at skaffe sig jord, ejendom og skatteobjekter.
Krigene og nationaliteten
Jeg lærte i skolen, at kong Hans skar ørerne af friserne, fordi de ikke ville betale skat til den danske konge. Om det er historisk korrekt, ved jeg ikke, men det er et malende billede, som jeg aldrig har kunnet glemme, for friserne var jo sydvestjydernes naboer syd for grænsen.
Og sandt er det i hvert fald, at konflikter og krige for det meste har handlet om, hvilke stormænd, hertuger og konger, der skulle have retten til at pine naturalier, penge og arbejde ud af os andre, undersåtterne.
I det meste af verden er vores nationalitet således resultatet af disse stormænd og -magters konflikter og krige og ikke noget, der skyldes vores egen fortjeneste, og som vi derfor har grund til at være specielt stolte af. Hvis tyskerne ikke havde tabt første verdenskrig, havde jeg været tysk og givetvis helt tilfreds med det. Folkeafstemningen om, hvor grænsen skulle ligge, udsprang jo af tyskernes nederlag.
Vi kan sagtens være glade for, at vi ved tilfældets gunst havnede netop på denne skønne plet på jord, som kaldes Danmark – altså føle fædrelandskærlighed. Vi kan også være stolte af formødres og -fædres samt egen indsats for landets udvikling, altså have historie- og nationalfølelse, men når det kammer over og bliver til nationalisme, nationalchauvinisme og mentale vildsvinehegn, står jeg helt af.
Og jeg kan ikke holde ud, at vi som mennesker og borgere i dag er blevet til “danskerne” i alle de ledende politikeres munde. Man merkt die Absicht und wird verstimmt. (Man fornemmer hensigten og bliver forstemt.)
Jeg er født i grænselandet, og den holdning, jeg fik med hjemmefra, var, at det ikke handlede om dansk eller tysk som modsætninger, men om magt eller afmagt, rigdom eller fattigdom. Jeg er også et befrielsesbarn, født i 1946, og den bevidsthed, jeg fik dannet i efterkrigsårene, indeholdt en stærk uvilje mod krig, militarisme og støvletramp.
Fra jeg kunne stå på benene, og indtil jeg var et stort barn, flygtede jeg i rædsel og gemte mig, når jeg så soldater eller øjnede et militært køretøj i horisonten.
Jeg bliver stadig dårlig, når kampflyene øver sig over mit hoved, og jeg kan slet ikke begribe proportioner og prioriteringer i klimakampen: Militærindustrien, som er verdens mest dødelige samt en af de mest forurenende, er totalfredet, mens borgerne får strenge påbud om at spare på plastikposer og sortere deres skrald. Og mens det i al evighed kan diskuteres, hvor stor en del af klimaforringelserne, der er menneskeskabte, så er det dog uomtvisteligt, at al krig er menneskeskabt.
Mine forældres første hjem og mit fødehjem var et lille stråtækt hus med lerstampet gulv, der lå i Rejsby-Ballum som det sidste hus før marsken.
Ballum-området er meget naturskønt med marsk, vadehav, diger og fugleliv, og det ligger nu på kanten af Nationalpark Vadehavet. I midten af 1900-tallet var det ekstremt fattig udkant. Mine forældre købte i 1944 det lille hus i marsken for 800 kroner. Det svarer til 18.660 kroner i nutidspenge.
Min Oma
Den første grænselands-krigshistorie, som gjorde indtryk på mig, var historien om min “Oma” og hendes flugt.
Oma var en gammel kvinde, som sammen med 250.000 andre østpreussiske flygtninge kom til Danmark i krigens sidste dage. De var flygtet fra de fremrykkende russiske tropper, brændende byer, massakrer og voldtægt.
Det var helt overvejende gamle mennesker, gravide kvinder, børn, syge og invalider, som havde fået plads på flygtningeskibene over Østersøen. Udsultede, syge og traumatiserede af grusomme krigs- og flugtoplevelser blev de indlogeret på skoler rundt i Danmark.
Min mor havde, før hun blev gift, haft en succesrig karriere som kaptajn i frikirken Frelsens Hær, der lægger særlig vægt på det praktiske sociale engagement, og da hun så kolonnerne af svage og syge, kvinder, børn og gamle mennesker på flugt, henvendte hun sig resolut til flygtningeadministrationen:
Hun, hendes mand og deres nyfødte barn havde ikke meget, men de havde da tag over hovedet og nok til at dele med en gammel kvinde. På den måde kom Oma i februar 1945 ud at bo hos mine forældre i marsken. Hun var en elskelig, gammel og meget kristen kvinde fra Königsberg, som min 29-årige mor bad sammen med og knyttede sig stærkt til. (Min mormor døde af tuberkulose, da min mor kun var otte år, så Oma blev en slags erstatning ).
Min mor citerede ofte Oma, som to gange i sit liv havde været krigsflygtning : “Die Männer wollen immer Krieg.” (Mændene vil altid ønske krig.) Mig lærte hun tidligt, at det altid er civilbefolkningerne, som er ofre i krigene. Især de svageste og fattigste.
I februar 1945 havde tyskerne i realiteten tabt krigen, og det vidste alle, så min mor måtte også høre, at det ikke var velset, at hun hjalp en tysk flygtning. Det tog hun sig ikke af:
“Her i huset er vi kristne mennesker, som ikke fører krig mod gamle kvinder og børn!” svarede hun kritikerne med sin høje frelserkaptajn-stemme.
I slutningen af april 1945, hvor alle var blevet overordentligt patriotiske, fik min mor besøg af en af egnens mest velstående gårdmænd, som også opfordrede hende til at smide Oma ud. Da han fremturede, mindede min mor ham om, at han selv var blevet ganske velhavende af at sælge korn til tyskerne i besættelsens første tre år. Det kunne måske blive en interessant avishistorie, sagde hun. Så luskede bonden af.
Den sønderjyske bonde stod ikke alene med sit synspunkt om, at man ikke skulle hjælpe krigsflygtningene. I de kaotiske dage op til kapitulationen forbød modstandsbevægelsen folk at hjælpe de flygtninge, som ankom til Frihavnen i København, så efter kapitulationen fandt man i Frihavnens haller 300 lig af overvejende kvinder og børn, som i disse dage døde af sår, sult, feber og tørst.
Ligene blev kastet på lastvogne og begravet i en massegrav på Vestre Kirkegård. Min mor og Oma fik tre gode måneder sammen – indtil befrielsen, hvor alle tyske flygtninge skulle interneres i lejre og ikke måtte have nogen kontakt med den danske befolkning.
Enkelte barmhjertige danskere, som søgte at kaste madvarer ind i lejrene, blev straffet, typisk med bøder på størrelse med en ugeløn. Oma kom til Oksbøllejren, hvor min mor – ved hjælp af en trosfælle fra Frelsens Hær, som var ansat i lejren – fik smuglet et uldtæppe ind til hende den vinter, hvor mange af de gamle døde af kulde.
I løbet af 1945 døde over 90 procent af de flygtningebørn, som var under ét år, og mindst en tredjedel af de børn, som var under fem år.
Enkelte danskere protesterede mod forholdene i flygtningelejrene, men den overvejende stemning i den offentlige debat var medlidenhedsløs:
Flygtningene havde ikke fortjent bedre, fordi de var tyskere og dermed ansvarlige for krigen. Også de nyfødte, må man gå ud fra, at folk mente.
Det mentale vildsvinehegn
Mens jeg skriver dette, har Europarådets Torturkomité på det skarpeste fordømt forholdene for de indsatte flygtninge i det tidligere Ellebæk-fængsel. Det er et af Europas værste interneringscentre, siger rådet.
Den socialdemokratiske justitsminister siger, at sådan skal det være. De indsatte er nemlig afviste flygtninge, som skal motiveres til at forlade Danmark. Nogle af dem kan ikke rejse, fordi ingen vil modtage dem.
Andre tør ikke vende hjem til deres ofte krigshærgede og farlige lande. De foretrækker de usle fængselsforhold frem for dødsrisikoen i de hjemlande, som Danmark i nogle tilfælde selv har været med til at sætte i brand med deltagelsen i ulovlige og/eller meningsløse og uprovokerede angrebskrige.
Vi har vist nok et nationalt selvbillede, hvor vi fremstår som humane og retsindige, og nogle politikere har vedtaget, at vi også er en kristen nation.
Det billede krakelerer, når man studerer vores behandling af flygtninge og fremmede. For mig at se er det latterlige og overflødige vildsvinehegn langs den dansk-tyske grænse ikke det store problem – i hvert fald kun for de dyr, som hænger fast i det og får en pinefuld død.
Det helt store problem er de mentale vildsvinehegn inde i vores hoveder, overbevisningen om, at vi er bedre end andre nationers befolkninger, at vi er de gode og rigtige mennesker, som må holde alt fremmed og ukendt, sygt og svinsk væk fra vores helt enestående og fantastiske nation.
Ved hjælp af den forestilling kan vi med god samvittighed anbringe krigsflygtninge i uhumske fangelejre og lave juridisk betændte særlove for etniske mindretal.
Samlet under Dannebrog kan vi dehumanisere de fremmede.
Over for denne nationalchauvinisme står den fine fædrelandskærlighed. Vi elsker vort land. Det gør jeg også. Og jeg elsker i særlig grad Sønderjylland og vil i den forbindelse citere forfatteren Erling Jepsen: “At være sønderjyde, det er ikke noget, man er stolt af. Det er noget, man er taknemmelig for.
Jeg har tumlet mig i leg ved Skamlingsbanken
Jeg boede kun i grænselandet, til jeg var et par år. Så flyttede mine forældre længere nordpå, og jeg tilbragte den betydeligste del af min barndom i Vejstrup Sogn, 12 kilometer syd for Kolding – ved foden af det nationale samlingspunkt Skamlingsbanken.
Jeg får stadig tårer i øjnene af den banale Giro 413-vise, Skamlingsbanken:
Hist hvor kornet gyldent bølger sig for vinden, og hvor bøgeskoven venligt titter frem …
Og tåren løsner sig og triller ved linjen:
Jeg har tumlet mig i leg ved Skamlingsbanken …
Skamlingsbanken, som med sine 113 meter er Sønderjyllands højeste punkt, er især kendt for en lang række folkemøder og -fester til støtte for den danske sag i Slesvig. Øverst på Skamlingsbanken står en 16 meter høj støtte lavet af 25 granitblokke til minde om den danske sags forkæmpere i Slesvig. Støtten blev rejst i 1863, sprængt i luften af preusserne i 1864 og rejst igen i 1866. Genrejsningen var mulig, fordi folk på egnen havde opsamlet og gemt stenene.
Fra jeg var 11, til jeg var 17 år, boede jeg i Vejstup Sogn, som var et af de otte sogne syd for Kolding, som hørte til Nordslesvig, men undgik at blive indlemmet i Tyskland efter nederlaget i 1864. (De otte sogne blev ved fredsforhandlingerne mageskiftet med blandt andet et område ved Ribe, som tyskerne så til gengæld fik, selv om det egentlig hørte til Danmark).
Jeg var senest på Skamlingsbanken i forbindelse med min guldkonfirmation i 2010. Guldkonfirmation er en sønderjysk tradition, som stammer fra den tid, hvor skoledistriktet og kirkesognet var sammenfaldende. Hvert år blev landsbyskolens 7. klasse konfirmeret. Så var der ikke flere klassetrin, og de 14-årige kom ud at arbejde.
Sådan var det stadig i 1960. Vi var 26 i klassen i Vejstrup Skole, og kun en lille håndfuld fik 10 års skolegang. Ingen blev studenter. Det var helt normalt på de kanter, hvor skolevæsenet vist aldrig har været det mest progressive.
Når man forlod skolen som 14-årig, var der selvsagt ingen studenterjubilæer at fejre, så i stedet fejrede vi konfirmations-jubilæer. I min klasse mødtes vi og fejrede både 10-års, 25-års, 40-års og 50-års jubilæer for vores konfirmation og skoleafgang.
50-års jubilæet – guldkonfirmationen – er traditionelt særligt festligt, for der indledes med en lille særandagt for guldkonfirmanderne i kirken. Efter kirkeandagten spiste vi 50-års jubilæumsfrokost på Restaurant Skamlingsbanken og mindedes de tider, hvor det var helt almindeligt at sende børn hjemmefra for at forsørge sig selv, når de var 14 år. Det var dog et stort fremskridt set i forhold til generationen før, hvor man – som min far – kunne komme ud at tjene, når man var seks år.
Indre Mission og de glade kristne
Der er kun 40 kilometer mellem Aabenraa i Østsønderjylland (min mors fødeby) og Tønder i Vestsønderjylland (min fars og min egen fødeby), og alligevel oplevede jeg som barn, at der var en verden til forskel på de to landsdele.
Objektivt set fremtræder landskaberne forskellige. Den vestlige del af Sønderjylland er flad, grå, våd og forblæst, mens den østlige er bakket, grøn og frugtbar. I vest drømte bønderne om den gode landbrugsjord på østsiden, og det var i det hele taget antagelsen, at livet var rigere og lystigere, men også mere syndigt på østsiden.
Sådan oplevede jeg det også, men det kan hænge sammen med, at det var to forskellige familier, jeg besøgte på øst- og vestsiden. Min gudfar var æ sejler (sadelmageren) fra Ballum, der som mange i min fars familie tilhørte den tunge del af Indre Mission. Ved min konfirmation rejste den lille, gamle og pukkelryggede mand sig og indledte sin gravrøst-tale med: “Ny-e-ligen opstegen fra gravens rand siger jeg Eder …”
Medlemmerne af min mors familie på østsiden var “de glade kristne”, grundtvigianere eller det, vi i dag kalder kulturkristne. Kristendom var ikke noget, man talte om, i hvert fald ikke før man lå for døden. Min mor skilte sig i den henseende ud fra sin familie, for hun havde i sin pure ungdom underskrevet en trykt “Pagt med Gud” om at føre “hellig krig” i Frelsens Hær.
På vestsiden var der aldrig alkohol på bordet. På østsiden kunne man godt dele en øl om lørdagen. På østsiden talte man hurtigt og lo meget. På vestsiden var man mere langsom og alvorlig, og med årene vendte mundvigene stadigt mere nedad. Måske var det bare sådan i min familie. Det var det sikkert, for jeg tror ikke på, at folk har geografiske karaktertræk.
På den anden side er det vel uomtvisteligt, at livsvilkårene kan præge kulturen? Og livsvilkårene var klart hårdere på vestsiden i den tid, hvor landbrug stadig var det vigtigste erhverv. Som barn foretrak jeg klart familiebesøgene på østsiden.
De politiske løgne og heltemyterne
Da landets spidser i januar 2020 var samlet til festforestilling i Det Kongelige Teater i anledning af genforeningen, forklarede en DR-reporter, at de fine folk var samlet til festen for at fejre “100 års fredelig sameksistens med Tyskland”. Hovsa, hun overså vist lige besættelsen, som trak dybe spor i Sønderjylland og i min familie.
Men måske var det en fortalelse, som alligevel giver mening, for samfundets overklasse kom utvivlsomt meget mere gelinde gennem besættelsen end de fattige sønderjyder.
I min sønderjyske efterkrigsbarndom blev vi proppet med løgne om Danmark under besættelsen. Enkelte nøgterne lærere sagde, at vi ikke ville blive undervist særlig meget i besættelsestidens historie, fordi den var alt for tæt på, til at historikerne kunne se klart. Men langt de fleste fortalte os historien om Danmark som det enestående, tapre lille land. David mod Goliat.
De politiske løgne og heltemyterne stod i kø, og vi sang “En lærke letted” og “Altid frejdig når du går” med grådfyldte stemmer. I skolegården legede vi “danskerne mod tyskerne”, og alting var sort-hvidt. Vi og vores tapre frihedskæmpere havde vundet over tyskerne – med lidt hjælp fra englænderne. Den virkelige historie, som siden er belyst med talrige kilder, var langt mere grumset, og en del af den kan illustreres med beretningen om min farbror Ole med hul i hovedet, der begik selvmord som 25-årig.
Ole med hul i hovedet
Ole kom i 1928 ud at tjene som syvårig, og i forbindelse med høstarbejdet ramtes han som 11-årig af en alvorlig arbejdsulykke. Han faldt fra høloftet ned i en stenbrolagt vognport og fik åbent kraniebrud. Han var langvarigt indlagt på Tønder Sygehus, hvor hullet i hovedet blev dækket med en sølvplade.
Et begreb som arbejdsulykke endsige erstatning fandtes ikke, så den 11-årige måtte bare tilbage i pladsen, så snart han igen kunne holde på en høtyv. Men hans omgivelser beskrev hans fysiske og psykiske forandringer. Han så ofte syner og talte i vildelse, og han led resten af sit korte liv af synsforstyrrelser, migræne og svimmelhed. Han blev siden kaldt “Ole med hul i hovedet”.
Som teenager var han i lange perioder indlagt på sindssygehospital. Han blev aldrig i stand til at passe eller fastholde et arbejde i længere tid ad gangen. I 1941 fik han – som 20-årig – ordre til at tage til Tyskland og arbejde – ellers ville hans arbejdsløshedsunderstøttelse/socialhjælp bortfalde.
Baggrunden for, at Danmark sendte de arbejdsløse ned til Hitler, var, at den danske regering kort efter besættelsen havde indgået en aftale med Tyskland om, at Danmark skulle levere arbejdskraft mod til gengæld at få kul fra Tyskland.
Hovedparten af tysklandsarbejderne var unge, ugifte mænd. Den forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussens far var også iblandt dem. I slutningen af 1941 rejste den danske trafikminister, Gunnar Larsen, rundt på officielt besøg i Tyskland, og han kom hjem og berettede stolt i Dansk-Tysk Forening :
“Jeg fik dels ved samtale med forskellige offentlige myndigheder og arbejdsgivere, dels ved samtale med de danske konsuler, det indtryk, at man i Tyskland nu var særdeles glad for den danske arbejdskraft.”
Da Gunnar Larsen senere blev minister for offentlige arbejder, noterede han også med tilfredshed i Rigsdagen (20. november 1942), at det var lykkedes at nedbringe arbejdsløshedstallet i Danmark stærkt takket være mange tusinder danske arbejderes beskæftigelse i Tyskland.
Sabotagevagt
Min onkel Ole flakkede rundt i Tyskland og havde forskellige småjobs, før han i 1943 kom tilbage til Danmark. Han var stadig ofte syg og havde svært ved at få og fastholde arbejde, men under sit Tysklands-ophold havde han lært sproget, og han havde især lært at arbejde for tyskerne, så det var nærliggende for ham at søge i tysk tjeneste som sabotagevagtmand – altså en person, som skulle forsøge at hindre sabotagehandlinger i Danmark.
Dette arbejde var ikke alene lovligt, men officielt prisværdigt. Både regeringen og kongen havde højlydt og gentagne gange fordømt sabotørerne og opfordret alle ansvarlige danskere til at være med til at bekæmpe terroren.
Mindre end et år før onkel Ole vendte hjem, havde den socialdemokratiske statsminister, Vilhelm Buhl, holdt en radiotale (12. september 1942) og sagt:
“Sabotage er en af de alvorligste forbrydelser, der kan begås … Vær med til at gøre det klart for alle, og navnlig for de unge, at den, som begår sabotage eller undlader at medvirke til opklaring af sabotage, handler mod sit fædrelands interesse … Det er mit håb, at vi ved fælles hjælp kan komme dette onde til livs …”
Da Erik Scavenius overtog regeringen den 9. november 1942, var linjen uændret. Der udsendtes en regeringserklæring med ordene: “Regeringen vil sikre opretholdelse af ro og orden i landet. Den vil ikke tåle sabotage og anden forbrydelse, der direkte eller indirekte retter sig mod besættelsestropperne.”
Kommunisterne, som i starten var blandt de mest aktive frihedskæmpere, blev af den danske justitsminister, Thune Jacobsen, i Rigsdagen beskrevet som medlemmer af en “international terrororganisation”, da syv af dem i sommeren 1941 af danske dommere blev idømt fængselsstraffe på op til 16 år for deres bidrag til den frihedskamp, som det officielle Danmark efter besættelsen skulle rose sig så meget af.
To måneder før farbror Ole tegnede sin første halvårskontrakt som sabotagevagtmand, havde kong Christian X (12. maj 1943) inviteret den tyske rigsbefuldmægtigede, Dr. Werner Best, til Amalienborg, og tre dage efter dette dansk-tyske topmøde på slottet holdt kongen en radiotale, hvor han i stærke vendinger fordømte sabotørerne og deres “forkastelige handlinger”:
“Fra den første dag har jeg opfordret alle i by og på land til at vise en fuldt ud korrekt og værdig optræden … Visse begivenheder i den senere tid viser imidlertid, at der findes personer, som ved udøvelsen af forkastelige handlinger tilsidesætter de hensyn, som ansvarsbevidste danske skylder deres fædreland … disse handlinger begået af ansvarsløse personer kan have de alvorligste følger for såvel enkeltpersoner, som for samfundet som helhed …”
I skolen lærte vi, at kongen modigt og frygtløst red rundt på sin hest i København under besættelsen, men måske havde han ikke så meget at frygte – fra tyskerne i hvert fald?
Da onkel Ole søgte arbejde som sabotagevagtmand, lå han moralsk helt på linje med regeringen og kongen. Han var den ansvarsfulde unge dansker, som myndighederne igen og igen havde appelleret til. Med sit hul i hovedet havde han ikke fattet, at krigslykken og dermed den fremherskende politiske stemning var vendt, da han i 1944 blev ansat af det tyske vagtselskab Schweriner-Vagtselskabet i Nørresundby.
De var i bekneb for folk og ansatte ham til at gå vagt ved værkstedskomplekset Taarnborg i Lindholm. Han gik vagt i tre måneder, var syg i to måneder og vendte så tilbage som vagt i tre måneder.
Den 7. maj 1945 blev han anholdt og varetægtsfængslet for landsskadelig virksomhed. I hans sagsmappe på landsarkivet i Viborg kan man følge den lange og sørgelige historie om hans efterfølgende fængselsophold og indlæggelse på sindssygehospital med vrangforestillinger og “storhedsvanvid”.
Min onkels vrangforestillinger og storhedsvanvid gav sig udtryk i, at han ikke alene mente, at han sad uskyldigt fængslet. Han forlangte også respekt, fordi han havde efterlevet kongens og regeringens bud om at beskytte Danmark mod terrorister og kommunister.
Han kom aldrig til at fatte, at hans indsats for at opretholde ro og orden og forhindre terroren nu skulle betragtes som en forbrydelse, fremgår det af sagsakterne. Lægerne erklærede ham strafuegnet, men den 23. juli 1946 blev han ved retten i Nørresundby idømt tre års fængsel for sin landsskadelige virksomhed.
Den 23. marts 1947, dagen efter min 1-års fødselsdag, hængte han sig i sin celle. Han blev 25 år.
Syndebukkene
Ole hævdede til sin død, at han aldrig havde begået noget ulovligt. Det havde han heller ikke, for da han gik sabotagevagt, var det ikke alene fuldt ud lovligt – det blev jo også af de danske myndigheder betragtet som en prisværdig indsats.
Vagttjenesten blev først gjort ulovlig efter krigen, hvor der blev vedtaget et straffelovstillæg, som fik tilbagevirkende kraft. Ole blev dømt efter samme særlov som medlemmerne af Frikorps Danmark, hvis krigsindsats under besættelsen også var blevet velsignet af den danske regering.
I retsopgøret efter krigen blev i alt 13.500 mennesker dømt for at have samarbejdet med besættelsesmagten på den ene eller anden måde. De blev dømt efter det nye straffelovstillæg med tilbagevirkende kraft.
Af dem var mere end halvdelen, de 7.000, frikorpsfolk. Næststørste gruppe var de 3.900 sabotagevagter. Kendetegnende for de 3.900 sabotagevagter var, at de alle var mænd, der typisk aldrig havde været kriminelle før besættelsen, og som oftest ikke blev dømt for andre landssvigerforhold. De dømte var praktisk taget alle ufaglærte arbejdere, fra nederste lag i samfundet.
I sit psykotiske storhedsvanvid mente min onkel, at han sammen med kongen og regeringen havde været med til at opretholde lov og orden i Danmark – ved at begrænse sabotørernes og kommunisternes ødelæggende virksomhed.
Helt ved siden af virkeligheden var hans opfattelse ikke. Da Danmark blev besat, valgte regeringen – i modsætning til regeringerne i Norge, Holland og Belgien – at samarbejde med tyskerne. Ideologisk blev samarbejdspolitikken senere begrundet med, at man derved sikrede Danmark mod en ødelæggende krig, som på forhånd var tabt. Det var et godt argument, synes jeg.
Da Hitlers krigslykke vendte, og alt pegede på, at han ville tabe krigen, ændredes også regeringens holdning til samarbejdet med tyskerne, og argumenterne for at retfærdiggøre den hidtidige samarbejdspolitik stod i kø.
Regeringsmedlemmernes væsentligste forsvar efter besættelsen var, at de havde været tvunget af omstændighederne, at deres tyskvenlighed kun var på skrømt, og at såvel frikorpsfolk som sabotagevagter burde have gennemskuet, at politikerne og kongen ikke mente, hvad de sagde, når de velsignede indsatsen på Østfronten eller på det skarpeste fordømte sabotørerne som landsskadelige terrorister.
Ved hjælp af den slags rensende retfærdiggørelse kunne Vilhelm Buhl (“Sabotage er en af de alvorligste forbrydelser, der kan begås …”) igen danne regering efter befrielsen. Samtidig med at min onkel blev sat i fængsel for at have efterlevet hans henstillinger.
Den politiske elite havde efter besættelsen hårdt brug for syndebukke – så dens egen manglende patriotisme kunne glide i baggrunden. Det var lettest at kaste sig over folk som min onkel Ole med hul i hovedet, der havde efterlevet samme elites henstillinger og påbud.
Bukse-Marius og grev Rosenkop-Frydenskjold
Man kan forsvare samarbejdspolitikken ud fra den betragtning, at den hindrede omfattende død og ødelæggelse, men man kan ikke forsvare, at nogle af samfundets svageste efterfølgende skulle betale prisen for politikernes samarbejde med nazisterne – ved hjælp af en lovgivningsmæssig svinestreg : Straffelovstillægget med tilbagevirkende kraft.
Det er svært at vide nøjagtig, hvad der rørte sig i Oles skadede hoved under besættelsen. Om han var nazist eller sympatiserede med nazismen. Medlem af partiet var han nemlig aldrig.
Jeg har livet igennem gjort den erfaring, at fattige og underkuede mennesker har meget forskellige måder at reagere politisk på. Ikke så få reagerer ved at hakke nedad. Finde nogen, som er endnu dårligere stillet eller socialt svagere, som de kan foragte og forfølge. Særligt går man efter forsvarsløse minoriteter som for eksempel jøder, indvandrere, flygtninge, homoseksuelle, narkomaner, hjemløse eller kriminelle.
Der er altid nogen, som er dårligere stillet end én selv, eller nogen, som man kan udgrænse, marginalisere, se ned på og vende sin aggression imod – og derved hævde sig selv. Det er et usympatisk, men forståeligt reaktionsmønster, og ulykkeligvis er drevne magtmennesker og mange politikere gode til at samle de fattiges aggressioner op og kanalisere dem over i hel- eller halvfascisme, fremmedhad og social mobning af minoriteter.
For overhundene er det en fordel, at underhundene bruger deres vrede til at flå hinanden, så overhundene kan tygge deres kødben i fred og ro. Derfor oplever man igen og igen den uhellige alliance mellem Bukse-Marius og grev Rosenkop-Frydenskjold (nazisterne i Hans Scherfigs roman Frydenholm).
Jeg har – også i Sønderjylland – siddet med ved en del sammenkomster i bunden af socialgruppe 5 og hørt, at bøsserne skulle have en dragt prygl, så de kunne holde op med deres svineri. At man skulle sætte flygtningene på et fly og kaste dem ned over deres krigshærgede hjemlande – med eller uden faldskærm. At man burde genindføre dødsstraf, tortur og fysisk afstraffelse af kriminelle. Og at man burde bruge en gummiged til at skubbe de strejkende havnearbejdere i havnen – uden redningsvest!
I stedet for at rette den politiske vrede opad mod undertrykkere og udbyttere, retter man den nedad eller hen mod en let afgrænselig minoritet. Nazismen er ikke død. Den går igen i nye forklædninger, og en advarselslampe bør altid blinke, når fattige Bukse-Marius og rige grev Rosenkop-Frydenskjold ud fra vidt forskellige motiver finder sig en fælles fjende i en socialt svag minoritet (flygtninge og indvandrere, for eksempel).
Hovedlæren fra min barndom i grænselandet og Sønderjylland holder jeg derfor fast i: Vi skal ikke gå så meget op i de nationale forskelle, men hellere hæfte os ved de sociale og være solidariske med de dårligst stillede på tværs af grænserne.
Uddraget er fra bogen, Sønderjylland, der er udkommet hos Lindhardt og Ringhof. Bogen er rigt illustreret over 336 sider og koster 374,95 kr. Bogen kan bl.a. købes her.
Alle billeder fra bogen og private fra Gretelise Holm
Om topbilledet: 1966 – jeg (i badetøj) på besøg i mine forældres hjem i Hejls nord for Haderslev. Seks af mine syv søskende er med på billedet, som er taget af min veninde, fotograf Sisse Jarner. På det tidspunkt var jeg 20 år og arbejdede som journalist på dagbladet Børsen i København.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
