MeToo YouToo

Fra #metoo til #YouToo – sådan tager vi det næste skridt sammen

i LIGESTILLING/Politik & Samfund af
#METOO // KOMMENTAR– Chokket fra Sofie Lindes #MeToo-kugle, som ramte hjertet af nogle af Danmarks mest synlige magtmiljøer, er ved at lægge sig. Mange er bevidst om, at der findes et ligestillingsproblem, hvad angår krænkelser på arbejdspladserne samt at der skal gøres noget, hvis kulturen skal ændres. Men er vi klar til det og hvordan kan vi gøre noget konkret, når ingen vil stå frem med navne? Hvordan forhindrer vi fremtidige krænkelser, og kan vi blive enige om, hvor grænserne går, spørger Le Lyby.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Når man vil lykkes med at skabe forandringer i fællesskaber, er man nødt til at arbejde med forskellige del-elementer for at ændre rammerne for måderne at samarbejde og møde hinanden på.

Hvordan kan vi gøre noget konkret, når ingen vil stå frem med navne? Hvordan forhindrer vi fremtidige krænkelser, og kan vi overhovedet blive enige om, hvor grænserne går?

Udsigt til forandringer skaber altid usikkerhed. Ofte betyder de også omfordeling af privilegier. Og derfor vil nogle altid være modstandere af forandringerne, mens andre øjner muligheder i det nye. Samtidig vil rigtig mange mennesker have for travlt med deres arbejde og hverdag til overhovedet at engagere sig.

Men sidstnævnte behøver ikke nødvendigvis være et problem. Se bare på, hvordan de mest aktive deltagere i ungdomsoprøret, trods den relativt begrænsede del af befolkningen som deltog, alligevel lykkedes med at skabe store kulturbrydninger, der kom til at påvirke hele samfundet.

Det handler om kulturel og menneskelig udvikling

Man siger, at Culture eats strategy for breakfast –  kulturen æder strategierne til morgenmad – hvilket betyder, at de gode mål og planer om en bedre fremtid nemt kan blive begravet i en ’vi plejer’-kultur.

Det kan også hurtigt blive toppen på den aktuelle #metoobølge i Danmark, hvis ikke vi snart går fra diskussion til konkret handling.

Truslen om stilstand er endnu større, hvis vi ikke formår at bevæge os fra perspektiverne hos dem, der ønsker forandringerne over til perspektiverne hos dem, der skal håndtere og understøtte forandringerne.

Aktivisterne bliver med andre ord nødt til snart at tage turen fra #metoo til YouToo.

For som Søren Kierkegaard sagde: ”At man, naar det i Sandhed skal lykkes en at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.”

Hvis vi vil lykkes med en reel kulturforandring kræver det bevidsthed, vilje, viden, mulighed og fastholdelse af en ny kultur

I det følgende vil jeg give et bud på, hvor vi står lige nu, og hvilke forandringselementer, vi er nødt til at forholde os til, hvis vi vil lykkes med en reel kulturforandring:

1. Bevidstheden om at der eksisterer et problem

Igennem årtier har der været forsket i forskellige vinkler på ligestilling og ulighed imellem kønnene i Danmark.

Der har været udgivet analyser og rapporter, der generelt beviste den eksisterende uligestilling. Men først i disse uger, hvor der er kommet materiale til indre film på folks nethinder qua et væld af ægte sexchikanehistorier med virkelige mennesker, er der gået rigtigt hul på bylden:

Mange har opdaget og fået sat ord på, hvad det egentlig er, der aktuelt kan foregå ude bag de lukkede organisationsdøre – og hvorfor det er forkert.

Flere brancher har taget opråbet om #metoo op efter mediebranchen – foreløbig bl.a. indenfor dele af medierne, i politik og hos lægerne – hvor kvinderne samler sig om fælles brancheopråb om, at en herskende kultur, præget af både sexisme og sexchikane fra magtfulde kolleger og overordnede, skal stoppe nu.

Problemet er med andre ord sat på dagsordenen, og folk ved efterhånden, hvad det handler om.

Og det store flertal af danskerne er enige i, at ulovlig sexchikane også er umoralsk og bør stoppes straks.

Der er dog endnu ikke faldet nogen straffe, der kan vise, at den slags har konsekvens. Til gengæld ved alle, der har oplevet krænkelser på deres arbejdsplads nu, at de ikke står alene

Bevares, der findes stadig fornægtere derude, der insisterer på, at problemet ikke eksisterer, fordi de ikke selv har oplevet det eller fordi de mener, at nogle kvinder drager fordele af et sexistisk system (eller ‘bare’ kan sige fra og gå til HR; “hvor svært kan det være”, lyder det fra nogle, også kvinder).

Der har også været vilde postulater og krav til kvinderne om at tie stille i medierne.

Men overordnet er der skab en konsensus om, at sexchikane er forkert, og at der er bred enighed om, at udøverne af det bør straffes. Der er dog blot endnu ikke offentliggjort nogen navne på konkrete sexkrænkere og dermed stadig ingen straffe, der kan vise, at den slags har konsekvens.

Til gengæld ved alle, der har oplevet krænkelser på deres arbejdsplads nu, at de ikke står alene – at det er ikke dem, der er problemet og ikke deres ansvar, at de er blevet udsat for ulovligheder og ubehageligheder.

Og mange af de mennesker, som ikke har haft problemet på radaren, fordi de ikke selv har følt problemerne på egen krop, har nu fået øjnene op for, at det eksisterer. Tavsheden er brudt, rejsen er påbegyndt. Vi er bevidste om problemet og kan diskutere dets kerne, samt hvad der bør gøres ved det.

MeToo YouToo

2. Ønsker om forandring

Rigtig mange af dem, der har lyttet til kvindernes fortællinger om overgreb og grænseoverskridelser, og som har fået rykket deres egne opfattelser og holdninger til problemerne med sexchikane på arbejdspladserne, kræver nu handling.

De mener ikke, det kan være rigtigt, at mænd, der begår krænkelser og åbenlyse ulovligheder, skal beskyttes længere, nu hvor vi kender til deres fremgangsmåder såvel som deres ofre.

Så længe de samme mennesker sidder på magten og står for undersøgelser af sig selv og for at sætte rammerne for kulturen på arbejdspladserne, er det svært at se, at der kan komme til at ske store kulturændringer

En ting er at sexchikane er ulovlig og umoralsk, men det anses også for umoralsk at lade det fortsætte uden konsekvenser for krænkerne. Kvinderne har ganske vist samlet sig og taler nu åbent sammen uden at skamme sig.

Så nej – det er ikke nok at slippe skammen og få større åbenhed og talerum. Landskabet har nok ændret sig med de nye informationer, og der kræves oprydning i moradset, hvis noget skal ændre sig rigtigt i forhold til at skabe en ny samarbejdskultur, hvor sexchikane er no-go.

Men så længe de samme mennesker sidder på magten og står for undersøgelser af sig selv og for at sætte rammerne for kulturen på arbejdspladserne, er det svært at se, at der kan komme til at ske store kulturændringer.

Især er det svært, når man får fornemmelsen af, at et antal erfarne og højt profilerede seriekrænkere på arbejdspladser og i organisationer simpelthen blot får lov til at blive siddende.

Det gør det ikke nemmere, at rigtig mange siger, de udmærket véd, hvem de mænd er.

Ingen vil være den budbringer, der skal tage hele skraldet, når en mand med et navn, en karriere, vigtige venner og retsstaten i ryggen anklages officielt

De vil bare ikke være dén, der siger det højt. Ingen vil være den budbringer, der skal tage hele skraldet, når en mand med et ‘navn’, en karriere og vigtige venner samt retsstaten i ryggen anklages officielt. Kravet er som bekendt, at det må være anklageren, der løfter bevisbyrden.

Det gør det svært for kvinderne, som er bange for repressalier i de brancher, de er afhængige af for at ernære sig. Og her er det sværest for freelancere og selvstændige.

Kommunikationsrådgiver Anna Thygesen forklarer fint dilemmaet for især løst-ansatte udsatte for sexisme i et interview med journalist Asger Juhl:

Anna Thygesen: "Sådan har jeg oplevet sexchikane i mediebranchen"

Anna Thygesen: "Sådan har jeg oplevet sexchikane i mediebranchen"Asger Juhl interviewer

Geplaatst door Den Uafhængige op Donderdag 24 september 2020

Samtidig skubber de brede anklager mange mænd væk fra #metoo-sagen, fordi de opfatter sig som uretfærdigt anklagede. Det betyder, at ønskerne om forandringer af det bestående pt. går flere veje:

Nogle ønsker bare, at anklagerne skal stoppe. Andre ønsker at selve krænkelserne skal stoppe.

3. Viden om hvordan vi kan forhindre det

Derudover kommer, at nogle mere aktivistiske grupper også gerne vil benytte anledningen til at udvikle organisationskulturerne mere radikalt hen imod en mere generel politisk korrekthed.

Relativt uskyldigt lydende udvekslinger imellem kønnene, som muligvis er fortalt i MeToo-historier for at tegne følelser og kontekster i forbindelse med andre krænkelser, benyttes af nogle som et ‘bevis’ på sexisme, som skal stoppes.

Men for andre tager bemærkningerne om fx ‘flotte kjoler’ sig uskyldige ud som rene komplimenter, der kun gør hverdagen mere lys og munter. Og synes man det, mudrer denne type eksempler forståelsen af, hvad krænkelser egentlig går ud på.

Vi må skabe enighed om, hvor grænserne går for, hvad der overhovedet kan opfattes som alvorlige krænkelser

De mere uskyldige samtaler bliver en del af en aktuel bølge af woke og cancel culture, som kan være svær at agere i, fordi den bevægelse bygger på regler om retorik og krav om særlige hensyn, der for mange ikke rimer med den danske, ret ligefremme ‘hyggekultur’.

Hvis vi vil vide, hvordan vi kan forhindre fremtidige krænkelser, er det derfor bydende nødvendigt at få defineret et klart mål om at skabe enighed om, hvem, der krænkes, hvordan de krænkes, og hvor grænserne går for, hvad der overhovedet kan opfattes som alvorlige krænkelser, som andre behøves blive blandet ind i.

Kravene om strengt politisk korrekte omgangsformer ligger primært hos de yngre generationer, og de skal nok komme til at udfordre vores kulturer på den konto også på et senere tidspunkt.

Men vi er ikke der nu, så lad os være realistiske: Vi må gå efter ’zonen for nærmeste udvikling’, fordi for store skridt ift. ligestilling er helt urealistiske at nå og kan tage pusten af ballonen, samtidig med at de måske slet ikke er ønskelige.

Sexisme i forhold til platte kommentarer og grænseoverskridende retorik er ikke ulovligt, selv om det kan være ubehageligt eller pinligt for den ene af parterne. Omgangstone står altid til en vis grad af forhandling, så den del må skydes til hjørne i det store bilede, hvor der må henstilles til at der arbejdes på sagen med lokale dialoger.

Lige nu indgår det i kampen, at en del mænd føler sig krænkede over kollektive beskyldninger. Det kan man måske godt forstå, for som mandlig deltager i et grundlæggende patriarkalsk samfund kan man(d) ikke helt undgå at indgå som en del af opgøret.

Hvis kvinderne vil nå videre i MeToo-kampen for større ligestilling, er det nødvendigt at kommunikere mere nuanceret, så gode forbundsfæller ikke frastødes

Selv mænd, som gennem lang tid har arbejdet aktivt for progressive mål og ligestilling, må se sig selv presset op ad væggen, fordi de ufrivilligt sættes i selskab med nogle serie-krænkere, som de mildt sagt ikke føler noget fællesskab med.

Hvis kvinderne vil nå videre i MeToo-kampen for større ligestilling, er det derfor nødvendigt at kommunikere mere nuanceret, så gode forbundsfæller ikke frastødes og dermed forhindrer den bydende nødvendige udvikling.

Samtidig burde det heller ikke være en konkurrence imellem hvem, der må tåle krænkelser – kvinder eller mænd – det burde være en fælles kamp for at få problemet stoppet.

Derfor må vi også være parate til at møde hinanden der, hvor vi er. Hvis vi skal forhindre fremtidige grove krænkelser, må vi gå efter nærmeste udviklingzone, hvor pilen peger direkte imod de reelle sexkrænkere, som vi ved findes, og som de allerfleste, kvinder som mænd, kan blive enige om, er det ulovlige umoralske element.

For det store problem er lige nu, at hvis forvirring og angst får lov til at sætte en stopper for udviklingen, fordi ingen kan blive enige, og ingen tør sætte navn på, vil vi se luften fise ud af MeToo-ballonen, og så risikerer mulighederne for reel udvikling at gå tabt.

Tidligere justitsminister Søren Pind sammenligner med tavshedsproblemet på voldtægtsområdet, hvor det også er meget svært at få krænkerne straffet. Han opfordrer som mange andre til at bryde tavsheden: 

Hvorfor er der mellem 4500 og 24.000 voldtægter i Danmark men kun mellem 50 og 100 domme om året? Hvorfor? På grund af…

Geplaatst door Søren Pind op Zaterdag 26 september 2020

4. At forhindre fremtidige overgreb – et konkret forslag

Med de mange anonyme fortællinger blev mulighederne åbnet og bevægelsen sat i gang.

Men nu er vi nået til et punkt, hvor det er nødvendigt at få taget hul på nogle formelle processer, dels så anklagerne ikke længere skal flyve vildt i luften, og dels så det kommer til at stå klart, at der ér konsekvenser af at begå grove krænkelser på arbejdspladserne.

Hvad vil der egentlig ske, første gang ”en af de krænkermænd, vi alle kender navnet på” bliver navngivet offentligt?  Retfærdighed? Heksejagt? Folkedomstol? Og hvem vil blive hårdest dømt; hende der påråber sig en offerrolle, eller den mand hun peger på?

Det er forståeligt, at ingen har lyst til at stille sig frem som budbringer, anklager og skydeskive.

Men hvad kan løsningen så være?

Vil nogle af de folk, der i dag er pensionerede eller af anden grund har forladt de brancher, vi hører anklager fra, stille sig til rådighed og sige det højt?

Og hvad vil der egentlig ske, første gang ”en af de krænkermænd, vi alle kender navnet på” bliver navngivet offentligt?

Hvad bliver konsekvenserne? Retfærdighed? Heksejagt? Folkedomstol?

Og hvem vil blive hårdest dømt; hende der påråber sig en offerrolle, eller den mand hun peger på?

Ligegyldigt hvad, vil det være problematisk, og derfor er det nødvendigt, at processerne foregår ordentligt i lukkede fora, hvor der er rum til nuancering, og hvor de personaleretlige og eventuelle politimæssige sager kan blive udredt.

Lovgivning imod sexchikane og krænkelser eksisterer allerede. Så vi har brug for nu at vide, at der bliver taget hånd om de værste, så de ikke bare får lov til at fortsætte ufortrødent

Lige nu ser jeg kun to realistiske muligheder for at få løst dette Catch22 i ro og mag, hvor mange ikke stoler på arbejdspladserne, og organisationerne og fagforeningerne ofte heller ikke kan gøre noget, fordi ingen stoler på dem:

  1. Der nedsættes politisk en national taskforce med en sexchikane-whistleblowerordning, som kan få ryddet op ved at udrede mængden og kvaliteten af anonyme sexchikane- og voldtægtsanklager imod konkrete, navngivne mænd, og som kan virke som mellemmand imellem ofrenes fortællinger og de anklagedes organisationer.
    Denne kunne evt. placeres under Arbejdstilsynet.
    Eller:
  2. Fagforeningerne nedsætter deres egne taskforces, der specifikt tilbyder dette. Det kunne med fordel være et blivende tilbud til medlemmerne.

Hvis fagforeningerne tilbyder denne særlige service, vil det også kunne bidrage til at sikre de stadigt flere løstansatte i de forskellige brancher, ligesom fagforeningernes sexchikane-task forces formentlig ville kunne få øje på mønstrene i forhold til de seriekrænkere, der findes derude. Her kan der dog ligge et persondataproblem, som må håndteres af de rette instanser.

Eksterne instanser til at hjælpe med at vurdere organisationernes interne sexchikane-problemer kan desuden bidrage til objektive bedømmelser af tvister og dermed legitimere, at der foretages afgørelser i tvister.

Lovgivning imod sexchikane og krænkelser eksisterer allerede. Så vi har brug for nu at vide, at der bliver taget hånd om de værste, så de ikke bare får lov til at fortsætte ufortrødent.

Tavsheden skal brydes i trygge rum, så krænkerne ikke bare kan arbejde videre på toppen af hemmelighed …. Toplederne skal gå forrest og tegne linjen tydeligt op for, hvad der er acceptabelt

Tavsheden skal brydes i trygge rum, så krænkerne ikke bare kan arbejde videre på toppen af hemmeligheder. Det handler både om at få ændret rammerne for kulturen og om vores fælles retsfølelse.

Derudover skal toplederne gå forrest og tegne linjen tydeligt op for, hvad der er acceptabelt, hvis man fremover vil arbejde i deres organisationer. Og ledere og tillidsfolk bør løbende uddannes i at håndtere de svære situationer, hvor mennesker støder sammen og hvor værdier, lovgivning og levebrød kan være på spil. Der kan juraen kun løse en lille del af problemet.

MeToo YouToo
“Lovgivning imod sexchikane og krænkelser eksisterer allerede. Så vi har brug for nu at vide, at der bliver taget hånd om de værste, så de ikke bare får lov til at fortsætte ufortrødent.” Foto fra Facebook/YouToo.

5. Styrkelse af kulturændringen – også når ugen er omme

Med italesættelsen af kulturerne på arbejdspladserne i forbindelse med de mange #metoo-eksempler, der har fyldt medierne i de seneste uger, virker det sandsynligt, at mange organisationer allerede har startet interne dialoger og/eller er i gang med at udarbejde koncepter og redskaber til at undgå den slags krænkelser fremover.

Flere vil forhåbentlig have fået blod på tanden til at sige det højt, hvis de oplever seksuelle og sexistiske grænseoverskridelser.For det er ikke altid sikkert, at folk ved, at andre føler sig krænket af deres sprogbrug. Og så må de få det at vide.

En anden ting, der forhåbentlig vil styrke en ny kultur, er at der er kommet opmærksomhed på grænserne for samtaler og omgang med seksuelle undertoner på arbejdspladserne, hvor flere forhåbentlig vil have fået blod på tanden til at sige det højt, hvis de oplever seksuelle og sexistiske grænseoverskridelser.

For det er ikke altid sikkert, at folk ved, at andre føler sig krænket af deres sprogbrug. Og så må de få det at vide.

Samtidig kan vi håbe på, at den kommende samtykkelovgivning, hvor der stilles krav om større fokus på, om den anden part har modsvarende interesser med en selv i sager, hvor der er sex involveret, også vil påvirke dialoger og forventninger.

Det kan forhåbentlig på længere sigt ændre landskabet over seksuelle relationer – også på arbejdspladserne – til en højere grad af ligestilling og ligeværdighed, hvor begge parter skal sige ja og tage ansvaret for deres aktive tilvalg af sex.

Den udvikling vil komme os alle til gode – undtagen serie-krænkerne. Og det må de lære at leve med.

LÆS FLERE ARTIKLER OM #METOO I POV HER


Topillustration: Fra #MeToo til #YouToo. Illustration fra Goodreads.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Le Lyby er kommunikationskonsulent og Change Manager
Hun er uddannet cand.mag. med kommunikation og sprog fra Syddansk Universitet og har senere suppleret med bl.a. arbejds- og organisationspsykologi, systemisk coaching, ledelse og procesledelse. Hun har arbejdet ca. 20 år i hhv. reklame-, web-, medie- og kommunikationsbrancherne.

Seneste artikler om LIGESTILLING