De tyske socialdemokrater sender opsigelsesvarsel

i Europa/Politik & Samfund af

ANALYSE – Berlins store koalition, GROKO, bestående af CSU/CDU og SPD fik en kraftig lussing ved søndagens valg i Hessen. Et halvt år efter at koalitionen blev dannet under store vanskeligheder er den nu ved at gå i opløsning, skriver Nils-Chr. Nilson.

Både CDU og SPD mistede ti (10) procentpoint i Hessen, men CDU kan trøste sig med, at der ikke kan dannes et flertal imod ministerpræsident Volker Bouffier. Og hvis det ikke rækker til et flertal med den hidtidige partner, Die Grüne, så står det liberale FDP parat.

Nogle hurtige konklusioner: 1) SPD er i partiets historisk største krise og kan ikke finde en udvej, 2) kritikken mod forbundskansler Angela Merkel vokser, men hvis hun beslutter sig for at genopstille som partiformand på årsmødet i december, vil en modkandidat næppe have en chance og 3) Die Grüne rider på en grøn bølge, der placerer partiet lige så stærkt i midten og tæt på magten, som De Radikale tidligere var i Danmark. Den næste forbundsregering er ikke til at forestille sig uden grøn deltagelse.

SPD er ved at miste fodfæste i tysk politik … Partiets situation ligner en forskrækkelse uden ende

Værst er situationen for socialdemokraterne. SPD er ved at miste fodfæste i tysk politik. I en ny meningsmåling i aftes i Der Spiegel lå partiet igen på en 4. plads, efter CDU/CSU, Die Grüne og det fremmedfjendske AfD. Partiets situation ligner en forskrækkelse uden ende, og i aftes forsøgte den uheldige partiformand Andre Nahles at fremkalde en ende på forskrækkelsen.

SPD i krise kræver køreplan

’Vi kræver, at unionspartierne (CDU/CSU) løser deres indholdsmæssige og personelle problemer snarest. Vi lægger ikke vores skæbne i deres hænder. Vi forlanger en klar køreplan, og når halvdelen af legislaturperioden er overstået, må vi gøre status og beslutte, om koalitionen stadig er det rigtige for os’, sagde hun i en kort erklæring.

Det er en udtalelse, der ikke styrker regeringssamarbejdet, men kan virke beroligende på den voksende kritik fra venstrefløjen. Halvdelen af de vælgere, som i Hessen valgte partiet fra, motiverede det med, at de ville give koalitionen i Berlin en huskekage. Det chokerende for SPD er, at partiet ikke har kunnet holde sig ude af de voldsomme stridigheder mellem Bayerns CSU og CDU i de 15 andre delstater. SPD har ageret så uklogt, at det er blevet gjort medansvarlig for den kaotiske strid om grænsebevogtning og flygtningepolitik, samt nye regler for dieselbiler. SPD er lidt musen, der er blevet trådt ned under elefanternes slagsmål. Samtidig har SPD ikke formået at sætte en dagsorden, der øger den sociale tryghed, øger mindstelønnen eller beskytter lejerne mod huslejestigninger.

Hvis SPD træder ud af regeringen om et eller to år vil det formentlig udløse nyvalg. Og man må spørge, hvem der skal lede partiet i en valgkamp?

Partiets venstrefløj var forholdsvis tavs søndag aften, men et medlem af Forbundsdagen, Florian Post, var ude med en klar kritik: ’Valgene i Bayern og Hessen er en opstand mod forbundsregeringen. En stor koalition bliver for det meste ikke elsket, men tidligere stod den for stabilitet. Nu udstråler vi ikke en gang stabilitet, og respekten er gået fuldstændig tabt. Hvis vi ikke snart præsterer noget, når regeringen sin ende’.

Hvis SPD træder ud af regeringen om et eller to år vil det formentlig udløse nyvalg. Og man må spørge, hvem der skal lede partiet i en valgkamp. Partiformand Andrea Nahles og finansminister Olaf Scholz er bestemt ikke populære. Så kunne partiet satse på en af ministerpræsidenterne i delstaterne. F.eks. Michael Müller, Dietmar Woldke, Carsten Sieling eller Stephan Weil. Aldrig hørt om dem? Det har de tyske vælgere heller ikke.

Angela Merkel har nok ført sin sidste valgkamp

Kritikken mod Angela Merkel vokser i CDU, men den er floromvunden. Der er meget få, der tør vove sig ud med at krav om, at nu bør hun gå. Sporene skræmmer. I sine mange år i spidsen af CDU har Angela Merkel skånselsløst sendt sine kritikere i eksil. En anden betænkelighed er, at kongemordere i reglen selv ender på skafottet. Derfor er det ret typisk, når den tidligere forsvarsminister Franz Josef Jung (som bestemt ikke skylder Merkel noget) søndag aften sagde, at ’hvis Angela Merkel genopstiller som partiformand, kan jeg ikke tro, at nogen opstiller imod hende’. Man skal lægge mærke til det første ord: HVIS.

Det kræver et lydhørt øre ved vandrørene at fange kritikken mod Merkel, men et af hovedpunkterne er, at hun lader for mange problemer ligge for længe

Opfordringerne til Merkel om at fortsætte er få og sparsomme. Man venter på, at hun selv træffer en beslutning om at gå, så hun ikke lider samme skæbne som tidligere forbundskansler Helmut Kohl, hvis politiske liv sluttede med et surt valgnederlag. Hun er ligesom blevet tilbudt en udvej med et forslag om, at hun kan træde tilbage som partiformand, men fortsætte som forbundskansler. Det har hun klart afvist. Hun mener, at en doppelspitze er noget, der hører hjemme på en fodboldbane.

Det kræver et lydhørt øre ved vandrørene at fange kritikken mod Merkel, men et af hovedpunkterne er, at hun lader for mange problemer ligge for længe. Hendes beslutning om at åbne for flygtninge i 2015 udsættes stadig for kritik. Og så er der de store familiepolitiske spørgsmål: Den protestantiske præstedatter opfører sig ikke kristeligt nok i øjnene af de sydtyske katolske mænd, der længes efter et solidt familiemønster, hvor kvindens rolle er Kinder, Küche, Kirche.

Endelig skal man tage i betragtning, at CDU er en koalition af mange forskellige, religiøse, økonomiske og regionale interesser. Det er en kanslervælgerforening, og partiformandens vigtigste opgave er at sikre valgsucces. Og indflydelsesrige poster. Den opgave løser Angela Merkel ikke. Andre partiformænd er blevet tvunget væk af samme årsag. Konrad Adenauer, Ludwig Erhard og Rainer Barzel f.eks.

En grøn bølge skyller over Tyskland

Både Hessen og Bayern blev en klar succes for Die Grüne. Partiet har bevæget sig langt væk fra sin start som protestparti. Nu er det solidt og ansvarsbevidst, det har med succes siddet i regering i Berlin og er nu repræsenteret i 10 ud af de 16 delstatsregeringer. Partiet regerer i Hessen sammen med det lokale, meget konservative CDU og dets partiformand, Tarek Al-Wazir er delstatens mest populære politiker. I Baden-Württemberg, som tidligere blev regeret af politikere fra CDU’s højrefløj (Hans Filbinger, Lothar Späth og Erwin Teufel), sidder den grønne Winfried Kretschmann som en populær ministerpræsident. Og partiformanden i Schleswig-Holstein, Robert Habeck, er en af Tysklands mest kendte politikere, fast gæst i talrige talkshows i tv.

Man skal bemærke, at det især er unge vælgere, der vælger Die Grüne. Bevidstheden om klimaproblemerne er stor hos ungdommen, og Berlins slingrende politik i forhold til diesel-skandaler og diesel-forurening styrker Die Grüne. Partiet er ikke længere en borgerskræk, men et accepteret parti, som i fremtiden vil være centralt placeret ved enhver regeringsdannelse.

De liberale var lidt for smarte

Efter forbundsdagsvalget i september 2017 blev der i månedsvis forhandlet om en Jamaica-koalition. Landets flag er sort-grøn-gult, og der blev forhandlet mellem CDU/CSU (sort), Die Grüne (grøn selvfølgelig) og det liberale FDP (gult). Men partiets formand, Christian Lindner lod i sidste øjeblik forhandlinger sprænge. Han sagde, at det var bedre at sidde i opposition end at føre en dårlig regeringspolitik. Det har vist sig som en fejlslutning, hvis man ser på vælgertilslutningen. Partiet har kun i begrænset grad kunnet profitere af, at de to store folkepartier, de kristelige og socialdemokraterne, taber vælgere i spandevis.

I Tyskland er der et stærkt krav om, at der jo skal regeres. Fortiden plager stadig. Derfor har vælgerne ikke belønnet FDP for rollen i opposition. Det bedste, partiet kan håbe på, er at der bliver plads til det i sort-grønne koalitioner. Jamaica er på vej.

Situationen klokken 20.00

CDU 27,2 (2013 38,3), SPD 19,6 (30,7), Die Grüne 19,6 (11,1), AfD (fremmedfjendsk) 12,8 (4,1), Die Linke (socialister) 6,4 (5,2), FDP 7,8 (5,0).

Det ser ud til, at CDU og Die Grüne akkurat kan fået et flertal på en (1) i landdagen. Glipper det, er FDP mere end parat til at gå med.


Nils-Chr. Nilson, årgang 1945, er tidligere Bonn-korrespondent og takker for bidrag til farvepatroner, der kan sendes til 20333031.


Illustrationer: Wikimedia Commons

Nils-Christian Nilson går under navnet Nille. Han startede sin journalistiske karriere som elev på Middelfart Venstreblad i 1962. Som han siger "mesterlæren var ikke så dårlig." I 1963 startede han på Politiken, hvor han bla. arbejdede som Tysklandskorrespondent fra 1978-1981. Fra 1987 - 2015 var han ansat på Ekstra Bladet på en række redaktioner herunder den politiske. I dag er han fraskilt, bor i ejerlejlighed på Frederiksberg, spiller en masse squash og giver 30-40 år væk på banen. Foretrukne feriebeskæftigelse er cykelture i Kretas bjerge (75 km/t nedad) eller bjergvandringer på Gran Canaria (helst ikke mere end 800 højdemeter). Læser en masse historisk litteratur, og det er en undskyldning for spændingsromanerne. Som journalist har han især beskæftiget sig med arbejdsmarkedsforhold, dansk politik og udenrigspolitik, afbrudt af ca. 10 år som redaktionssekretær.

Seneste artikler om Europa