SEIKATSU – japansk hverdag: En ottendedel af alle japanere er over 75 år gamle. Færre og færre erhvervsaktive japanere forsørger flere og flere pensionister. Det lader sig kun gøre, fordi mange af de friske gamle selv gør en enorm uegennyttig indsats.
I mange egne ude på landet i Japan ser man knap nok børn og unge mennesker. Man kan rejse kilometer efter kilometer langs den ene rismark efter den anden, hvor alle, der arbejder i markerne, er over 65 og dermed i pensionsalderen.
Her ude på landet er Japans alvorlige demografiske udvikling tydeligst. En ottendedel af alle japanere er allerede over 75 år gamle, og det tal vil uundgåeligt stige i de næste mange årtier. Mange af de ældre bor ude på landet, mens deres børn og børnebørn for længst er flyttet til byen.
Mange steder i bjerglandsbyerne bor de ældre ensomme i huse med mange hundrede meters afstand, og de har derfor grumme svært at hjælpe og støtte hinanden, når sneen ligger højt.
Men selv om det er sårbart, så er samfundet ude i bjergene de færreste steder brudt totalt sammen. Langt færre steder, end man skulle tro. Og æren for dette tilfalder de næstældste, de, som stadig er nogenlunde friske og i god form, og som gør en fabelagtig indsats for at sikre, at de allerældste kan leve et anstændigt liv. Det er aktive ældre, der får det aldrende Japan til at hænge sammen.
Frivillige grupper
De slutter sig sammen i frivillige grupper, de laver mad til dem, der er ældre end dem selv, de laver gymnastik og øvelser sammen med dem, og de hygger om dem. Og jo, selvfølgelig spiller det også en vigtig rolle, at de på den måde får de en god anledning til at mødes med veninderne.
Japanere lever længere end noget andet folkeslag. Det skyldes en række gode vaner, sund mad og hyppige sundhedstjek. Disse gode traditioner holdes stadig i hævd, især ude på landet. Og her spiller de aktive grupper af knap så ældre en afgørende rolle.
De friske ældre – og dem er der heldigvis mange af – gør med andre ord en meget stor del af arbejdet med at skabe en ordentlig og behagelig hverdag for de endnu ældre, som ikke længere kan klare sig uden hjælp. Uden de aktive ældres indsats ville hele ældresektoren mange steder i Japan bryde fuldkommen sammen.
I byen Saku i Nagano-bjergene, hvor jeg sidste år lavede en reportage om aktive ældre til Kristeligt Dagblad, mødte jeg en gruppe pludrende, livlige kvinder i tresserne og halvfjerdserne, alle sammen i lyserøde t-shirts. Disse såkaldte shokkai-san havde i samarbejde med kommunens ernæringsrådgivere en nøglerolle i at promovere og fastholde sund kost og sund levevis blandt deres jævnaldrende.
Nye opskrifter
Shokkai-san gør en stor indsats for at udbrede de ældres kendskab til, hvordan man får saltindholdet ned. De kommer gruppevis rundt på plejehjem og ældrecentre og laver lækker mad til de gamle efter opskrifter på nye, velsmagende menuer med mindre salt, som de selv har udviklet.
Samtidig gør de gymnastik sammen, de har det gevaldigt sjovt, og på den måde holder de sig selv sundere, mens de gør det.
På landsplan er der rundt omkring i kommunerne ikke færre end 150.000 sådanne frivillige sundhedsfremme-aktivister, næsten alle kvinder. De uddannes nødtørftigt og får normalt ingen eller næsten ingen løn for deres arbejde. Men systemet ville nøgternt set slet ikke kunne fungere uden dem.
Frygt for tragedier
De friske ældre – og dem er der heldigvis mange af – gør med andre ord en meget stor del af arbejdet med at skabe en ordentlig og behagelig hverdag for de endnu ældre, som ikke længere kan klare sig uden hjælp. Uden de aktive ældres indsats ville hele ældresektoren mange steder i Japan bryde fuldkommen sammen. Det er svært at skaffe professionel arbejdskraft til området.
Man må håbe, at de aktive knap så ældre holder sig ”genki” (sunde og raske) i mange år endnu. De tænker ikke selv over det, når de som den naturligste ting i verden står og skærer grøntsager til de rigtigt gamle. Men Japan er som samfund dybt afhængigt af deres indsats.
Men den dag, hvor Japans næstældste borgere også bliver så gamle og svage, at de ikke længere kan sørge for at tage sig af at pleje de allerældste og give dem en anstændig tilværelse, så kan man godt frygte, at isolerede gamle mennesker i de små samfund i Japans bjerge vil blive ramt af den ene tragedie efter den anden.
Man må håbe, at de aktive knap så ældre holder sig ”genki” (sunde og raske) i mange år endnu. De tænker ikke selv over det, når de som den naturligste ting i verden står og skærer grøntsager til de rigtigt gamle. Men Japan er som samfund dybt afhængigt af deres indsats.
Mine japanske hverdagsklummer på POV ligger mig meget på sinde. Men POV lønner jo ikke sine skribenter. Så hvis du kan lide mine klummer og gerne vil hjælpe mig til at få tid og råd til at skrive flere af slagsen, er du velkommen til at donere et beløb for mit arbejde via Mobile Pay: 2636 0251. På forhånd tusind tak.
Foto: Asger Røjle Christensen
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
