I lørdags gik jeg med De Gule Veste i Paris

af i Europa/Politik & Samfund

REPORTAGE // FRANKRIG – ‘Jeg hedder Clara. Jeg fylder 20 år i dag, og jeg har en smule eksistentiel krise: Hvad skal jeg bruge min tid på? Skal jeg bare tulle rundt i Europa som man gør, når man er ung og mangler noget at bruge sin børneopsparing på? Så jeg læste Politiken. Der læste jeg noget om De Gule Veste. Så tog jeg til Frankrig for at følge De Gule Veste, jeg tænkte, at det var bedre end at blive hjemme og se Netflix. Jeg læste 100 artikler om De Gule Veste og prøvede at forbedre mit fransk på duolingo i toget gennem Tyskland.’

I toget mod Paris snakkede jeg med en sød mand med mørkebrune øjne.

I morgen kommer der ikke til at være så mange demonstranter, sagde han.

Hvordan ved du det, spurgte jeg?

På grund af ”le grand debat”, som skal komme med en endelig løsning, et forslag der tilfredsstiller demonstranterne. Og fordi jeg er chefredaktør for det franske nyhedsbureau AFP.

Nå.

Så jeg troede, at der ikke ville være så mange. Og jeg boede på et hostel med væggelus og underlige typer, der var ivrige efter at tage op i Eiffeltårnet med mig og hele tiden spurgte mig, om jeg ikke ville købe dem noget fra automaten.

Der sprang en tåregasgranat ved siden af mig, og jeg blev desorienteret og prøvede at finde ud, finde et sted hvor man kunne trække vejret – bogstaveligt talt

Lørdag morgen d. 16. marts spiste jeg en blød, optøet baguette og tog ind mod centrum med min mors lyserøde hjemmestrikkede sokker på og to ekstra kamerabatterier i min bæltetaske.

Jeg mødte tre skolelærere i metroen, en mand med gråt hår og to kvinder omkring de 50.

Jeg spurgte dem, hvor Place de l’Etoile var. Der skal du ikke tage hen, sagde de, der er demonstration. Det ved jeg, sagde jeg og viftede med mit nye Sony-kamera.

Damen tog min hånd og sagde Oh, oui! Merci merci.

Jeg er hverken pro eller anti

Jeg fulgte dem ind på pladsen, der var ikke så mange endnu.

De tog deres gule veste op af lommerne og tog dem uden på deres jakker. Vi stod og snakkede lidt, manden tændte en cigaret.

Pludselig blev der sprøjtet vand på os, hans cigaret gik ud. Merde.

Nogle havde hjelm og gasmasker, de fleste havde ingenting. Jeg havde en halsedisse som jeg engang fandt til en fest i København, den lugtede stadig af mandeparfume

Han tændte en ny. Nogle folk begyndte at løbe, en gammel dame med sin rollator stod stille, mens de løb forbi hende. Det kradsede i halsen og sved i øjnene.

Nogle havde hjelm og gasmasker, de fleste havde ingenting. Jeg havde en halsedisse som jeg engang fandt til en fest i København, den lugtede stadig af mandeparfume.

Jeg vidste, at i hvert fald 16 demonstranter havde mistet livet og mange flere mistet hænder og syn, og jeg vidste, at jeg skulle være opmærksom, både fordi jeg ikke var vant til den slags demonstrationer i Danmark, og fordi jeg filmede. Jeg er egentlig generelt lidt naiv, tænkte jeg.

Der landede et metalskilt lige foran mig, og jeg fortrød, at jeg ikke havde købt en cykelhjelm. Til gengæld havde jeg det på film.

Jeg var som sådan hverken pro eller anti de gule veste, jeg havde ikke selv en vest, jeg råbte hverken aou aou (det fælles kampråb, der signalerer foragt for magthaverne og politiet) eller Macron – demission!

Jeg ville bare gerne forstå, hvad der egentlig skete, og det var ikke så let endda.

På et tidspunkt blev mit kamera gennemblødt pga. politiets vandkanoner, og jeg løb ind i en parkeringskælder for at tage batteriet ud og tørre det af. Folk lå på gulvet med hænderne over øjnene, og mens jeg var i gang med at duppe min linse, så jeg en lille rund rygende ting blive kastet ind fra oven og pludselig var hele parkeringshuset fyldt med tåregas.

Da jeg fik manøvreret mig ud derfra, så jeg folk stå og danse og synge og en mand på løbehjul, der truttede i et horn. Fire mænd i jakkesæt stod i et stort vindue på 1. sal og grinede, mens de filmede med deres smartphones.

Folk gik amok

Politiet havde afspærret alle sidevejene, man kunne umiddelbart ikke komme ud. På den anden side af deres skjolde og mørkeblå vogne sad folk og drak cappuccino og spiste oliven.

Det var svært at orientere sig. Efter at have småløbet forvirret rundt i 4-5 timer i forsøget på at finde ud af, hvad der egentlig skete, stod jeg klemt blandt en masse mennesker, der prøvede at bevæge sig i forskellige retninger.

Jeg forstod, hvor vigtig forandring var for dem, der gik på gaden, og hvordan det ser ud, når folk rent faktisk samles fysisk for det, de tror på – eller ikke tror på

Demonstranter på min højre side smadrede de høje vinduer på butikker som Louis Vuitton og Lacoste og brød ind i Hugo Boss’ kæmpe butik på hjørnet af Rue Galilée.

På min venstre side gik politimænd i kæde med deres skjolde forrest og pressede os ind mod butikkerne og kastede tåregasgranater med løs hånd ind i mængden.

Mit hjerte sad i min hals, og jeg glemte, at jeg havde lovet mig selv at filme alt. Jeg fik klemt mig ud, længere fremme kunne man se og høre et brag, en dreng skreg og tog sig til hånden. Folk klappede, da ambulancen kom.

Jeg satte mig på en bænk, mens folk løb rundt (man kunne lige så godt sidde ned, der var alligevel gas alle vegne) og tænkte på, at manden i toget nok havde taget fejl, at folk netop gik amok i dag fordi ”le grand debat” var noget pjat, som Macron sammenflettede efter at have været en uge på skiferie.

Jeg tænkte over, at jeg ville have købt nogle gule svømmebriller, sådan nogle små nogle der laver undertryk, hvis jeg havde været bedre forberedt.

Folk råbte “nique ta mère” – “knep din mor”, et af demonstrationens mindre konstruktive slogans.

Der sprang en tåregasgranat ved siden af mig, og jeg blev desorienteret og prøvede at finde ud, finde et sted hvor man kunne trække vejret – bogstaveligt talt.

Jeg var bange, også lang tid efter, når jeg hørte folk, der for eksempel tabte noget eller råbte eller begyndte at løbe.

Jeg forstod, hvor vigtig forandring var for dem

Jeg tog tilbage til mit hostel og lagde mig i min seng, og fulgte med i resten af demonstrationen på YouTube. Jeg havde dårlig samvittighed over ikke at være der til at dokumentere det.

Men så tænkte jeg over, hvad det egentlig var, jeg skulle bevise?

Hvad det er at være ung og skulle teste sine grænser osv. Jeg tænkte: hvad laver jeg, jeg er jo ikke journalist, jeg er jo ikke rigtig noget egentlig. Der er ikke rigtig nogen, der ser mine film, der er måske 20, der læser mine tekster.

Men jeg var der. Og jeg forstod, hvor vigtig forandring var for dem, der gik på gaden, og hvordan det ser ud, når folk rent faktisk samles fysisk for det, de tror på – eller ikke tror på.

Dagen efter skrev mange af de større franske aviser, at der havde været ca. 10.000 demonstranter i Paris.

Jeg kunne af gode grunde ikke tælle dem, men jeg har set, hvordan en folkemængde på 10.000 mennesker ser ud: en del mindre. I følge de officielle tal fra politiet havde 1500 af demonstranterne også været yderst voldelige – såkaldte casseurs.

Til det vil jeg sige, at hvis der var 1500, så gemte de sig godt, for jeg så de samme 30 løbe rundt i deres sorte elefanthuer, sorte jakker og sorte sneakers.


Fotos og video: Clara Trier.

jeg er 99’er, flydende fortæller, billedkunstner og filmskaber

jeg har ikke noget fast format, min hjemmeside blev formentlig hacket af IS, og jeg kan ikke overskue mere WordPress i mit liv, men jeg er tro min generation konstant aktiv og skabende på de sociale medier.

i 2015 tog jeg en 10. klasses eksamen og fik 02 i fysik, og i 2018 gik jeg på Holbæk Kunsthøjskole på film- og fotolinjerne.

jeg prøver hårdt at uddanne mig selv i sprog og kultur og holde mig opdateret politisk, og jeg har besluttet mig for at rejse rundt i Europa i stedet for at ligge i min seng og se Netflix. nu følger jeg stærkt med i hvad der sker med de gule veste og deres anti-eliteoprør og tager fra land til land for at have en ufordømmende finger på den gule vests puls.

Seneste artikler om Europa