SIKKERHEDSPOLITIK // ANALYSE – Danmarks ja til den franske atomparaply er et skridt væk fra periferien og ind dér, hvor Europas sikkerhed formes, skriver Michael Seidelin. Det er et nødvendigt svar på en ny verdensorden. Nu handler det om at skrotte de forældede EU-forbehold.
Paris – Da ugen begyndte, hørte Danmark til de lande, der sad langt tilbage i EU-bussen med de to forbehold for deltagelse i euroen og i EU’s retlige samarbejde. Det er stadig tilfældet. Men mandag rykkede vi meget langt frem, da regeringen midt i valgkampen meddelte, at Danmark sammen med blandt andre Tyskland, Sverige og Polen har indgået en aftale med Frankrig om deltagelse i Frankrigs atomare afskrækkelsesstrategi.
Aftalen har intet med EU at gøre. Men den er et eksempel på en type europæisk samarbejde, hvor grupper af lande på afgørende punkter vil samarbejde uden for EU-rammen om projekter som forsvar, teknologi og klima, hvor EU-institutionerne er tunge og bureaukratiske, og hvor modvillige lande kan blokere.
Kun et stærkt Europa har mulighed for at sætte værdier som demokrati, menneskerettigheder og en international retsorden i højsædet
Danmark er nu klar til at deltage i et projekt, som med den nye verdensorden, som politikerne med et poppet udtryk nu kalder den nye spilleplade, er af helt eksistentiel betydning for Danmark. Det naturlige skridt, som Danmark allerede er ved at tage, er at slutte sig til de lande, der inden for overskuelig fremtid vil etablere et formaliseret samarbejde om forsvar.
Det betyder lige så lidt som aftalen med Frankrig et brud med USA og Nato. Og hvis det sker, vil det blive på amerikansk initiativ.
Den europæiske forsvarsdimension er langt fra en verdensfjern utopi. Den eksisterer netop nu helt konkret omkring europæiske bestræbelser på at organisere støtten til Ukraine fra det øjeblik, en våbenhvile og senere en fredsslutning er indgået. Det arbejde er i fuld gang, Danmark deltager, og Danmark har noget at byde ind med.
Men Danmarks ja til den franske invitation har en anden og stærkt symbolsk rækkevidde.
Den ulykkelige forelskelse i USA
Tillad en tidligere Bruxelles-korrespondent, mangeårig udenrigspolitisk journalist og historiker at minde om danske politikeres og diplomaters reaktioner, når talen tidligere faldt på Frankrig og den franske atomslagstyrke.
Reaktionen hos 90 procent, ikke mindst blandt diplomaterne, var i bedste fald et skuldertræk, som oftest en hånlig bemærkning fulgt af en henført kærlighedserklæring til amerikanerne med stort A.
Den tidligere topdiplomat Michael Zilmer-Johns erkendte 18. februar i Politiken, at Danmark ligesom Holland har investeret meget i forholdet til USA
Vi var så naive og forblændede, at vi i modsætning til vores svenske og tyske naboer samt Frankrig valgte at deltage i USA’s katastrofale krig i Irak i 2003 med de katastrofale følger for Irak og hele regionen, som vi kender i dag.
Det højnede mildt sagt ikke vores anseelse i Europa. Og vi fik ikke tak af USA, som den tidligere direktør for Udenrigsministeriet, Friis Arne Mikkelsen, erkender i sin samtalebog fra 2024 med titlen ’Den forandrede verden’ (skrevet i samarbejde med Kurt Strand). Vores langt fra afsluttede kamp for Grønland sætter for nylig tykke streger under den kendsgerning.
Den tidligere topdiplomat Michael Zilmer-Johns erkendte 18. februar i Politiken, at Danmark ligesom Holland har investeret meget i forholdet til USA, men at vi i modsætning til dem har undervurderet den europæiske dimension.
»I bagklogskabens lys kan man i hvert fald sige, at det havde været bedre, hvis man havde haft en lidt mere balanceret politik«, konstaterede Michael Zilmer-Johns.
Den dobbelte atomparaply
Den erkendelse kommer sent. Men bedre sent end aldrig, og der er ingen grund til panik på Asiatisk Plads. Det fremtidige samarbejde med Frankrig betyder ikke et brud med Nato.
Den franske atomslagstyrke, der nu bliver styrket med yderligere sprænghoveder (de eksisterende har et større ødelæggelsespotentiale end samtlige bomber under 2. verdenskrig), er i modsætning til den britiske suveræn og uden den mindste afhængighed af USA. Hverken teknisk eller politisk.
Det har ikke forhindret den i at eksistere sideløbende med den amerikanske, og det nye samarbejde mellem Frankrig og otte europæiske lande vil ikke gribe forstyrrende ind i Natos atomare planlægning eller strategi.
Det centrale er, som præsident Macron udtalte det mandag i sin tale om den franske atomstrategi, at den franske atomparaply nu rækker langt ud over Frankrigs grænser
Der vil heller ikke blive tale om udstationering af franske atomsprænghoveder på dansk jord, men franske fly kan ifølge præsident Macron bruge danske baser. Danske enheder skal deltage i øvelser med franske. Der bliver tale om udsendelse af stabsofficerer samt kommunikation, overvågning og varsling af luftrummet.
Men det centrale er, som præsident Macron udtalte det mandag i sin tale om den franske atomstrategi, at den franske atomparaply nu rækker langt ud over Frankrigs grænser. Det sikrer Frankrig yderligere. Men ikke mindst betyder det, at Frankrig anser en trussel mod et af deltagerlandene, for eksempel Danmark eller Polen, som en trussel mod Frankrig, og at franske atomvåben i fly og undervandsbåde vil være klar til at imødegå den.
Vi vil stadig være beskyttet af den amerikanske atomparaply, så længe en amerikansk præsident vil være rede til at gå i aktion for Stockholm, København eller Hamborg. Men samarbejdet vil, med den danske regerings ord, komplementere den amerikanske atomparaply.
Skrot så de forbehold
Vejen ind i kernen af Europa er lang og besværlig. Vi er der ikke endnu, men vi er på vej. Så måske var det høje tid at tage skridtet fuldt ud, denne gang i traditionelt EU-regi, og sige farvel til de resterende forbehold for euroen og det retlige samarbejde.
Kendsgerningen er, at vi i realiteten deltager i meget af det. Det er besværligt, både for de andre og for os, og mon ikke danskerne er klar. Støtten til EU-samarbejdet har været støt stigende de seneste år, og der er bred konsensus om det europæiske engagement.
Det vil være for meget forlangt, at partierne gør det til et spørgsmål i valgkampen. Men en antydning af, at en folkeafstemning eller to kan blive en realitet i den kommende regeringsperiode, vil være velkommen.
Det vil være til Danmarks fordel at komme af med de forbehold. I praksis vil det ikke betyde meget for EU. Vores indbyggertal er trods alt kun det halve af Paris-regionens.
Men symbolsk er der al mulig grund til at styrke Europa. I disse dage ser vi nemlig, at Europa rent faktisk er tilskuer til de dramatiske begivenheder i Mellemøsten, hvor USA, der i modsætning til Europa historisk ikke har det ringeste forhold til den del af verden, sætter dagsordenen.
Europa kunne gøre det bedre. Men en nation eller region har, som Emmanuel Macron udtrykte det mandag, kun indflydelse, hvis den er stærk og frygtet. Det er trist, og det er kynisk. Men kun et stærkt Europa har mulighed for at sætte værdier som demokrati, menneskerettigheder og en international retsorden i højsædet, og en småstat som Danmark har al mulig interesse i at bidrage til den proces.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og