Plagiatskandaler: Hvem tør kaste med sten i det spanske glashus

i Europa af

ANALYSE – Spaniens regering risikerer et mistillidsvotum af samme art, som bragte den til magten. Og dog, for hvem tør kaste med sten i det spanske glashus? Seneste nyt er, at regeringschef Pedro Sánchez fra det socialdemokratiske PSOE har skrevet dele af sin specialeafhandling af og dækket over afsløringen. Samtidig afventer den spritnye konservative leder, Pablo Casado fra Partido Popular, en afgørelse om sin egen plagierede afhandling. Og den altid renfærdige Albert Rivera fra det liberale Ciudadanos må se sit CV skrumpe dag for dag. Sara Høyrup beskriver den akademiske og politiske skandale, der har fået tilnavnet #mastergate

Den spanske mastergate bringer tragikomisk nyt hver dag. Toppolitikere i alle farver har pustet deres CV’er op, så ingen skal sige, at de ikke har lært noget, mens de gjorde karriere internt i partiapparaterne. Det giver mindelser om de tyske kvababbelser op igennem kansler Merkels tid, hvor ministre og nærtstående har måttet træde tilbage i skam – eller vores helt egen Anna Castberg.

Der er tale om en afart af korruption i termens brede forstand. Chancerne for at gøre “stur, stur” karriere forøges ved at købe sig til en mastertitel og skrive den tilhørende afhandling af efter andre, mens betalingsuniversiteterne lydigt lader inhabile akademikere sidde i bedømmelsespanelerne.

Selveste regeringschefen, Pedro Sánchez, er i søgelyset, og det samme er den nye konservative leder, Pablo Casado.

Om det så er korruptionsbekæmperen Albert Rivera fra Ciudadanos, er der noget helt galt med hans CV. Dermed er samtlige landets store partier ramt af affæren.

Det skulle være så nemt

De fikst klarede afhandlinger er klippeklistret på en tid, før digitale værktøjer til afsløring af plagiat var udviklet eller taget i anvendelse.

Faktisk er der et spænd på en snes år, fra det var muligt ad maskinel vej at tage snydepelsene med fingrene i klisterbøtten, til det blev skik og brug på universiteterne at udnytte muligheden.

En kulturminister med en skattesag i baglommen røg ud, som sig hør og bør. Men det rakte ikke: Sánchez har også måttet lade sin sundhedsminister gå i de senere dage. Der var problemer med hendes afhandling. Og nu er der problemer med hans

Selv nu er den spanske regering i første omgang sluppet af sted med selv at stå for plagiattesten af den økonomiuddannede Sánchez’ afhandling. De nåede frem til, at den var så godt som plagiatfri. Men så kom de tyske udviklere af det digitale værktøj og gjorde opmærksom på, at det krævede en om end meget venlig brug af værktøjet af nå til det resultat.

21 procent af premierministerens afhandling er plagieret, forlyder det fra Plagscan, fortæller både det catalanske dagblad La Vanguardia, den højre-unionistiske onlineavis OKDiario og det neutrale Europapress. Et andet software til plagiatafsløring, Turnitin, når frem til 13 procent. Og 20. september skrev selveste den socialdemokratiske avis El País, at Sánchez og en medforfatter i en fælles bog har kopieret flere sider fra andet hold uden citattegn og kildehenvisning.

Plagiatværktøjerne viser ikke, om sammenfaldet mellem en given tekst og alle andre tekster i universet reelt er et plagiat, og hvilken tekst som i så fald er den oprindelige. Softwaren tager nemlig ikke højde for teksternes udgivelsestidspunkter, og om der er tale om legitime citater – eventuelt af ens egne tidligere udgivelser.

Men noget er uldent ved den fremadstormende socialdemokrats akademiske meritter, og det kan ende med at blive hans bane.

#Mastergate

Mastergaten har optaget sindene, lige siden stor-Madrids konservative amtsborgmester Cristina Cifuentes måtte træde tilbage efter hårdnakket at have benægtet, at der skulle være noget galt med hendes masteruddannelse, som viste sig at være en vennetjeneste. Hun var indskrevet længe efter fristen og var ikke mødt frem til undervisningen – og alligevel stod hun bagefter på magisk vis med en fuldført masteruddannelse.

Det hjalp så heller ikke, at hun blev “skudt ned” med formodet friendly fire fra modstandere internt i Partido Popular. Nogen slap opportunt en video ud, hvor man så toppolitikeren nole skønhedsprodukter i stedet for pænt at betale for dem ved kassen – og så opgav hun at kæmpe imod.

Siden blev hendes partifælle, den tidligere spanske premierminister Mariano Rajoy væltet med belæg i den kolossale korruption, der har ædt det konservative folkeparti som en cancer med alles vidende. Ind fra højre er trådt en ung politiker med et rent look, Pablo Casado, som dog straks er kommet i klemme med en afhandling, som alle tegn i sol og måne tyder på, er plagieret.

Regeringen

Socialdemokraternes ambitiøse Pedro Sánchez satte ind på det bløde sted og væltede Rajoy med et mistillidsvotum med støtte fra udkantsnationalisterne i Catalonien og Baskerlandet. De borgerlige nationalister i det baskiske PNV havde ellers lige undertegnet en ny finanslov sammen med deres ideologiske fælle, Rajoy, i Madrid.

Sánchez er kommet bedre fra start, end han blev spået. Han har ikke ladet sig binde og baste af udkantsnationalisterne, som af samme grund ikke er ham særligt venligt stemt: De påstår hårdnakket, at han er af samme dej som Rajoy, skønt Sánchez går i dialog med separatisterne og sågar forsøger at sikre mildere straffe til dem for deres kupforsøg sidste år.

PSOE’s regeringschef har på kort tid gennemført en række tiltag ved brug af lovdekreter, der er et temmelig udemokratisk middel yndet af spanske mindretalsregeringer. Det er ad den vej lykkedes ham at sikre et opgør med den nationalkatolske diktator Francisco Franco, som venstrefløjen har ønsket i årtier.

En kulturminister med en skattesag i baglommen røg ud, som sig hør og bør. Men det rakte ikke: Sánchez har også måttet lade sin sundhedsminister gå i de senere dage.

Der var problemer med hendes afhandling. Og nu er der problemer med hans.

Oppositionen

For en kort stund så det ud, som om Sánchez havde redet stormen af. Hans uvilje med at lægge teksten åbent frem kunne forklares med, at han ikke ønskede at danse efter oppositionens pibe. Albert Rivera afæskede ham en offentliggørelse, samme dag som noget så vigtigt som opgravningen af Franco fra De Faldnes Dal var til behandling.

De kommende dage vil vise, om Rivera eller Sánchez har nogen gode forklaringer, som et korruptionstræt Spanien vil tro på

Det kunne man sådan set ikke fortænke Sánchez i at sætte hælene i over for. Men nu forlyder det altså, at afhandlingen faktisk er problematisk.

Hvem vinder ved det?

Casado er selv i klemme, så for få dage siden så skandalen ud til at tjene de liberale unionister i Ciudadanos. De er et halvandensags-parti: Oprindeligt er de i vidt mål dannet af socialdemokrater, som ikke udholdt mere leflen for den lokale nationalisme i Catalonien. Siden er de gledet mod højre.

Partiets erklærede mål er at dæmme op for separatismen og national-chauvinismen i dets nordøstlige hjemregion. I næste række kommer et opgør med korruptionen, som også i Catalonien har været enorm under nationalisterne ubrudte vælde i årtier.

Ciudadanos (Cs) kæmper nu med de konservative om de højre-unionistiske stemmer, som ønsker at holde Spanien samlet og ikke har synderligt travlt med social retfærdighed. I den rivalisering er korruptionsbekæmpelsen et oplagt våben for Cs at bruge mod PP.

Partiet præsenterer sig som en ny og renere løsning, og den renskurede leder i Madrid, Albert Rivera, med revisorlooket, er legemliggørelsen af det nye spanske højre uden snavs på jakkereversen. Men nu viser det sig sørme, at al hans bravur til trods er hans CV ikke okay.

Onde tunger?

Det er i alt fald, hvad Universitat Autónoma de Barcelona (UAB) siger. Rivera har givet det klare indtryk, at han havde en doktorafhandling på CV’et eller i alt fald på vej. Men det er efterhånden mange år siden, de har set noget til den travle politiker ude på studierne, så han er slet ikke indskrevet længere.

UAB er selv parthaver i højere grad, end man ville forvente af et universitet. Stedet er kendt for at læne så uhildet til den lokalnationalistiske side, at unionistiske studenterforeninger ikke får lov at forsamles på campus.

Tværtom får separatistiske studerende lov at kanøfle dem, hvis en forkølet flok dissidenter stiller sig op og deler løbesedler ud. I en region revet over mellem separatister og unionister udgør Rivera derfor en trussel mod det, som universitetet står for.

De kommende dage vil vise, om Rivera eller Sánchez har nogen gode forklaringer, som et korruptionstræt Spanien vil tro på. Finanskrisen i 2008 gjorde kål på en mediterran laissez-faire holdning til misbrug af midler og positioner, og der bliver ikke ruttet med tilgivelse og skuldertræk længere.

Og hvad så?

Der er dem, der mener – eksempelvis på klummeplads i det neutrale dagblad El Periódico – at der er vigtigere at tage sig til end at finkæmme toppolitikernes CV’er. Den smertelige Catalonien-krise kunne eksempelvis med fordel løses lige med det vuns med daglige møder mellem premierministeren og regionschefen, Quim Torra, mener skribenter på den catalanske avis.

 Utroligt nok ser det i skrivende stund ud til, at de eneste landsdækkende partier, der kommer helskindet ud af mastergate, er venstrepopulisterne i Podemos og fascisterne i Vox, der har fået vind i sejlene som dem, der bekæmper og nedkæmper den catalanske separatisme

Og vel kan det hele synes petitessefikseret.

Men dels kan det vælte en regering mere, uden at det står klart, hvem der overhovedet er tilbage til at regere landet med stolt hævet hoved. Dels er det ved på det bål af politikerlede, som i sin tid bragte de to nye partier til verden: unionistiske Ciudadanos og populistiske Podemos, som har opslugt venstrefløjens gamle enhedsliste og hægtet sig sammen med den beslægtede bevægelse Los Comunes, som blandt andet regerer Barcelona (men næppe længe endnu at dømme efter det velmenende, men udygtige partis styrtdykkede popularitet).

Begge partier holder meget af udtrykket ”PPSOE”, som skal udtrykke så meget som, at PP og PSOE er ét fedt.

Populismen vinder

Utroligt nok ser det i skrivende stund ud til, at de eneste landsdækkende partier, der kommer helskindet ud af mastergate, er venstrepopulisterne i Podemos og fascisterne i Vox, der har fået vind i sejlene som dem, der bekæmper og nedkæmper den catalanske separatisme.

Og om så det er Podemos, opstår der i disse dage i bevægelsens meget åbne strukturer en ny fraktion udgjort af blandt andet gammelkommunisternes Julio Anguita, der lægger sig efter italienske Femstjernebevægelsen, der er mere højrepopulistisk end venstrepopulistisk.

Her skal syndebukken ikke være eliten, som Podemos Messias-lignende leder Pablo Iglesias da også åbenlyst er trådt ind i med sit kæmpe huskøb. Nu vil populisterne sanke stemmer ved at hade flygtninge og indvandrere.

Pludselig blinker en gammel advarselslampe på ny: Det var oprindeligt Podemos meget om at gøre at understrege, at bevægelsen hverken var højre eller venstre. Sidst, man hørte den påstand i Spanien, var i 1930’erne, og det var den fascistiske Falange, der således foregav at svæve over vandene.

Topfoto: Flickr, Pedro Sánchez

Sara Høyrup er freelance Spanienskorrespondent med base i Barcelona. Hun er uddannet i spanske forhold og har boet i byen on/off siden 1996. Hun holder også foredrag i Danmark, arbejder som tolk og oversætter samt arrangerer studieture til Spanien.
http://SaraHoyrup.com
POV lønner ikke sine skribenter - endnu. Så hvis du nyder Saras artikler fra Spanien, så giv gerne bidrag til hendes virke: reg. 8401, konto 8401534673
http://magasineteuropa.dk/sara-hoeyrup/

Seneste artikler om Europa