Efter en usædvanlig udskydelse på en uge kunne det svenske akademis talsmand kl. 13 torsdag 13. oktober meddele, at Nobelprisen i litteratur i år går til Bob Dylan. Han har gennem mange år været indstillet til prisen af de forfatterforeninger og institutioner, der er indstillingsberettigede. POV International bringer her en ny og omarbejdet version af vores store fødselsdagsportræt af mesterpoeten fra tidligere i år.
Så skete det. Bob Dylan fik Nobels litteraturpris. Der har flere gange tidligere været spekuleret i, om Dylan nu også har de kvaliteter, der skal til, rent litterært. Det er komiteen tydeligvis, ligesom undertegnede, overbevist om, for de formulerer med stor præcision, at den pribeslønnede musiker og poet får prisen “for having created new poetic expressions within the great American song tradition”. Bob Dylan har med andre ord gennem mere end 50 år og gennem 500 sange vist, at han mestrer en form for digterisk skrivning, der fornyer sproget, rummer lag på lag af mulige meninger og potentielle tydninger.
Der knytter sig en form for elektrificerende effekt til hans tekster, og det har der gjort lige fra begyndelsen, hvor sange som A Hard Rain’s a-Gonna Fall har snablen dybt nede i 1600-tallets engelske poesi og Blowing In The Wind trækker på inspiration fra folkedybets sangskat.
På en måde er det en skæbnens ironi, at Dario Fo, der fik nobelprisen i 1997, dør netop dagen inden, for de to er blandt de eneste, der har fået nobelprisen i litteratur for et arbejde, der ligger udenfor den skriftlige litteratur i bogform. Det er som en scene fra slutningen af den mest berømte forfatter, der aldrig fik nobelprisen, Graham Greenes roman Magten og Æren (1940), hvor den sidste folkelige helt dør på en ø i oprør, samtidig med at en ny træder i land for at fortsætte arbejdet.
Dylan har ikke desto mindre flere arbejder i bogform. Dels den surrealistiske digt-roman Tarantula fra 1966, udgivet 1971, og et muligt 1. bind erindringer, “Krøniker vol. 1”, hvis ikke det hele er en titel, som han udgav i 2004, og som har vist sig at indeholde mere fiktion end man lige skulle tro.
Bob Dylan er født 24. maj 1941 i Minnesota i Midwesten i USA af jødiske forældre. Hans bedsteforældre var indvandret fra henholdsvis Litauen og Krim.
Ved hans 75 års dag bragte POV International et stort portræt af Bob Dylan, som også var skrevet af mig. Det kom umiddelbart efter udgivelsen af albummet Falling Angel med jazz-standards. Men hvem er Bob Dylan overhovedet? Hvad kan man vide om et menneske, der har gemt sig bag sine egne masker i 50 år? Her er 10 skæve vinkler på sagen:
1: Dylans sjoveste løgn
Dylan har længe haft et ry som mytemager, særligt på egne vegne. Da Dylan for få år siden modtog Legion d’Honneur, den højeste franske orden, indstiftet af Napoleon Bonaparte, kom François Hollande, den franske præsident, hen til ham for at småsludre lidt ved en sammenkomst efter overrækkelsen. Samtalen blev overhørt af en journalist.
”Hvor bor De?”spurgte Hollande.
”I’m a Texas Man,” svarede Dylan med stor overbevisning.
Hvis der er noget sted, Dylan ikke bor, så er det i Texas. Han har hus i Santa Monica, en gård i Midvesten og formentlig stadig hus i upstate New York, foruden givetvis et eller andet i New Orleans-området eller Florida. Men han orker ikke rige og indflydelsesrige mennesker, der skal hen og tale med ham, for at kunne sige til deres børnebørn, at de har talt med Bob Dylan. Sådanne useriøse samtaler har han måttet sno sig ud af siden begyndelsen af 1960’erne.
I stedet kan man se ham nærmest vagabondere i al slags vejr, som dengang beboerne i et villakvarter 50 kilometer syd for New York havde ringet til politiet, fordi der gik en hjemløs rundt i regnen. Man kan lige høre det for sig: “Men jeg er Bob Dylan,” hvortil politimanden svarer, “Ja, og jeg er Elvis.”
Der er ikke noget at sige til, at Dylan en gang i mellem gerne vil være lidt i fred for myten om sig selv. Også selvom han måske selv har skabt den.
Der går masser af den slags historier om Dylans omflakkende gadeliv, flere af dem fortalt af musikerkolleger, som Lenny Kravitz, der har gået rundt i regnen med ham i flere timer. Der er ikke noget at sige til, at Dylan en gang i mellem gerne vil være lidt i fred for myten om sig selv. Også selvom han måske selv har skabt den.
2: Hvordan det er at være Bob Dylan
En af Dylans helt store fortolkere og gensidige musikalske inspirationskilder, den brilliante guitarist Jerry Garcia fra The Grateful Dead døde i 1995 efter lang tids organiseret skørlevned. Den amerikanske præsident gik på National TV og begræd tabet. 100.000’er sad som (for)stenede og hørte Grateful Deads geniale livemusik, som alt sammen er optaget og tilgængeligt. Hvad sagde Dylan? Han sagde: ”Jerry var den eneste, der vidste, hvordan det er at være Bob Dylan”.
At være Bob Dylan er at have haft alles andre mennerskers øjne på sig hver dag siden 1963. Ligesom Jerry Garcia havde. I øvrigt anmodede Dylan ifølge bl.a. biografen Howard Souness forgæves om at blive medlem af Grateful Dead i 1987. Senere sagde Dylan også mere substantielle ting om Jerry Garcia.
3: Dylans mest spektakulære fornærmelse
Dylan har i årevis været kendt for ikke at sige ret meget, og for, at når han endelig siger noget, siger han det ligeud. Nogle gange lidt for ligeud.
Blandt Bob Dylans mest spektakulære fornærmelser er bemærkningen til Mick Jagger: ”Forskellen på os to er, at jeg kunne skrive Satisfaction og du kunne ikke skrive Mr Tambourine Man.” Det er Souness, der nævner det et sted. Udover at Dylan formentlig ikke har sagt det, og at hvis han har, har han ret – og udover, at der er rigtig mange flotte samfundskritiske vers på Satisfaction (1965), sikkert voldsomt inspirerede af sangene på A-siden af Dylans album Bringing It All Back Home, der kom 4 måneder tidligere (og har Tambourine Man på B-siden) – så hersker der stor respekt mellem Dylan og Stones.
De var på plakaten sammen i Sydamerika i 1998, og Dylan medvirkede på The Rolling Stones fortolkning af hans egen Like A Rolling Stone. Begge dele, bandet og sangen, er opkaldt efter en Muddy Waters-sang fra 50’erne, der bruger et latinsk ordsprog, ‘der gror ikke mos på en rullesten‘ som titel. Muddy Waters kendte det, fordi man under debriefingen præsenterede amerikanske soldater fra Koreakrigen for talemåden, for at undersøge, om de kunne forstå den eller havde mistet forstanden. Men det er en anden historie.
4: Dylans uvirkelige duetter
Duetten mellem Mick Jagger og Bob Dylan i 1998 er ikke den eneste uvirkelige duet med Dylan som den ene part. Der er også den med Neil Young i 1975, da de uden overgang går mellem Youngs Helpless til Dylans Knockin’ On Heavens Door. De to sange har næsten samme akkordfølge, som det er kendt af enhver lejrsbåls- og luftguitarist med respekt for sig selv.
Der er også de gange, han har spillet med Elvis Costello, Paul Simon og Mark Knopfler. Og sammen med Norah Jones ved internetbutikken Amazons 10 års jubilæumsfest for de ansatte i 1995, da de to synger I Shall Be Released. Eller My Back Pages (Another Side Of Bob Dylan, 1964) fra Dylan 30-års jubilæumskoncert i 1992, da Clapton, Neil Young, Tom Petty, Dylan, George Harrison og Roger McGuinn fra The Byrds tager et vers hver. Eller Dylan og Cash sammen på Girl From The North Country i 1969. Eller Dylan sammen med Ringo Starr og George Harrison på Bangla Desh-koncerten i 1971, oprindelsen til ”Live Aid”-idéen. Og så selvfølgelig duetten med Van Morrison i Birmingham 24. juni 1998, hvor ikke Dylan, men Van the Man spiller mundharpesoloen i Knockin On Heavens Door!
5: Klokkerne ringer for Dylan
“For whom the bells toll” er titlen på en Hemingway-roman fra 1940 og en Metallica-sang. Titlen er hentet fra et digt af John Donne fra 1624. Men hvorfor er der så mange klokker i Dylans sange? Og hvem ringer de for?
Donnes digt vejer tungt ind på Dylans store frihedssang, Chimes of Freedom fra Another Side Of Bob Dylan (1964). Men der er også klokker i Sara og på Joey (begge Desire, 1976), på Ring Them Bells og Shooting Star (Oh Mercy, 1989). Der er klokker på Call Letter Blues, en af sangene, der blev valgt fra materialet til Blood On The Tracks (1975) og på Blind Willie McTell, fra materialet til Infidels (1983), der anses for en af Dylans største sange af bl.a. Allman Brothers-guitaristen Warren Haynes. Andre klokker, f.eks. dem i Stuck Inside Of Mobile (Blonde On Blonde, 1966) tyder på, at Dylan med kirkeklokker og lyden af klokker i det hele taget afsøger et næsten Chagallsk moment i sin jødiske indvandrerbaggrund fra begyndelsen af 1900-tallet. De smukkeste kirkeklokker kan være dem, han tænker tilbage på i Sara:
”I can still hear the sounds of those Methodist bells,
I’d taken the cure and had just gotten through,
Stayin’ up for days in the Chelsea Hotel,
Writin’ “Sad-Eyed Lady of the Lowlands” for you.”
Andre siger, at Dylan skrev Sad Eyed Lady of the Lowlands, det mægtige surrealistiske epos, der fylder hele side 4 på Blonde On Blonde, verdens første rock-dobbeltalbum, i studiet, hvor man ikke kunne høre klokkerne. Men det er en anden historie.
6: Dylan, dommere og dommedag
Og så er det heller ikke klokker alt sammen, når det runger i hele rummet. Nogen gange er det meget værre. Dylan har igen og igen sunget om dommedag. Hvis man tror, at politik eller voksen kærlighed er hovedtemaet hos Dylan, så er det forkert. Lige fra The Times They Are a-Changing og Chimes of Freedom på de tidlige folkemusikplader, er der, oftere end at man kan se bort fra det som en tilfældighed, et dommedags-aspekt et eller andet sted. På Gates of Eden (Bringing It All Back Home, 1965), på Three Angels (New Morning, 1970), på Desolation Row (Highway 61 Revisited, 1965), i det store Titanic-nummer på Tempest (2012), under alle de bibelske sange på Slow Train Coming (1979), Saved (1980) og Shot of Love (1982), på When The Night Comes Falling From The Sky fra Empire Burlesque (1985), for ikke at tale om tre vers med hentydninger til globalt sammenbrud på Blowing In the Wind (Freewhellin, 1963), der er masser af dommedag på Changing Of The Guards og Senor på Street Legal (1978) og Trying To Get To Heaven fra Time Out Of Mind (1997), Shooting Star på Oh Mercy og dybest set også på When The Deal Goes Down og oversvømmelseshentydningerne i øvrigt på Modern Times (2006). Albumtitlen Under The Red Sky (1990) er i sig selv et dommedagsbillede. Det er et træk i hans univers, som mange har set og skrevet om.
Men prøv en gang at tjekke, hvad der sker, når Dylan skriver om almindelige dommere. På Hurricane (Desire, 1976) er dommeren korrupt og siger dumme vittigheder, på Day Of The Locust (New Morning, 1970) eksploderer hovedet på én. På den berømte Jokerman, der åbner den delvis Knopfler-producerede Infidels (1983) dør de hjerteløst falske dommere i de net, de selv spinder. Dommeren i den eksistentielle protestsang The Lonesome Death of Hattie Carrol (The Times They Are a-Changing, 1964) er slemt forudindtaget og giver en hvid mand 6 måneders fængsel for drabet på en sort kvinde. På Lily, Rosemary And The Jack Of Hearts (Blood On The Tracks, 1975) er han fuld hele tiden og begår selvmord til sidst.
Der er mange andre dommere og klokker og løgne og fornærmelser i Dylans forfatterskab. Der er ingen grund til kun at se Dylan som en yderst populær, langvarigt og uforudsigeligt kreativ folkesanger, der satte strøm til for 40 år siden og blev opfinderen af folkrocken. Det er han. Men han er også en digter med et mangetydigt forfatterskab, der bruger billeder, fortællinger, litterære inspirationer og som har skabt et stort og langt hen ad vejen endnu uudforsket tekstunivers. Som i øvrigt er i gang: En hjemmeside undersøger f. eks et dusin Shakespeare-hentydninger hos Dylan.
7: Dylan søger bagud i tid
Dylan har netop udsendt sit andet album i træk med jazz-standards som Frank Sinatra tidligere har sunget. Det kan virke underligt, og anmeldere tager det som endnu et uforudsigeligt træk i Bob Dylans karriere. Men det følger en nøje afstemt udviklingslinje.
Omkring 2001 introducerede Dylan rockabilly-rytmer på sine albums, det var dem, han selv var inspireret af i gymnasietiden. Det er f. eks. på Summer Days på Love and Theft, i øvrigt også en dommedagssang. Derefter har han arbejdet med genudgivelsen af nogle tabte Hank Williams-ting, som dem, der blev spillet i radioen i Dylans tidlige teenagerår, inden gymnasietiden, og nu har han kastet sig over de jazzsange, der lød i radioen endnu tidligere i hans barndom.
8: Dylans coveralbums
Lad os nu sige, at Dylan kun havde spillet andres sange, hvad var der så kommet ud af det? Det første album Bob Dylan (1962) er et vildt, utæmmet folkemusikalbum af en urutineret kunstner med versioner af gamle folkesange. Siden har der været endnu et par albums med selvcentrerede titler Selfportrait, med helt få egne ting (1970) og Dylan (1973), udelukkende med andres ting. I 90’erne kom de flotte akustiske coveralbums Good As I Have Been To You (1992) og World Gone Wrong (1993), hvor Dylan sidder og spiller guitar alene, og i 2009 kom hans intense juleplade Christmas In the Heart og senest de to jazz-albums, hvor det oprindelige big band er skiftet ud med Dylans eget lille backing-band: Shadows In The Night (2015) og Fallen Angel (2016). 8 albums! Det må være godkendt i sig selv.
9: Musikkens Mount Rushmore
Hvilken sang er – som formentlig den eneste – sunget af The Beatles, Frank Sinatra, Elvis Presley og Bob Dylan, musikkens mest ikoniske navne, næsten som et musikkens Mount Rushmore? Det er George Harrisons Something fra Beatles-albummet Abbey Road (1969). Dylan sang den ved en ordinær koncert i Harrisons fødeby Liverpool, kort efter beatlens ubetimelige død i 2001.
Her synger Dylan den året efter i Madison Square Garden, 2002:
Sinatra anså den for den bedste kærlighedssang, der er skrevet og fortolkede den flere gange, Elvis havde den på setlisten i en af de første globalt transmitterede tv-koncerter nogensinde, Aloha From Hawaii 14. janiar 1973.
10: Cover-versions i hundredevis: Hvilken er den bedste?
At Dylans egne sange er indspillet af Gud og hver mand er en kendt sag. Vi taler om hundredevis af indspilninger af de mest populære sange. Listen over albums, der udelukkende består af Dylan-sange er nærmest endeløs. The Hollies, The Byrds, Joan Baez, Jerry Garcia og Brian Ferry er blandt navnene. Den engelske Wikipeda forsøger sig med en liste over kunstnere, der har spillet Dylan.
Hvad der er den bedste Dylan-cover står sikkert stadig mellem en ung og fuldstændig suveræn Van Morrisons It’s All Over Now, Baby Blue fra Dylans Bringing It All Back Home (1965) og Jimi Hendrix indspilning af All Along The Watchtower fra Dylan-albummet John Wesley Harding (1967). Men det er sikkert fordi de færreste har hørt en Hendrix-tolkning, der først er udsendt for få år siden, den mere end 10 minutter lange, smilende laid back-version af Like A Rolling Stone fra Highway 61 Revisited (1966). Like A Rolling Stone er i øvrigt rockmusikkens mest indflydelsesrige single, efter sigende den første over tre minutter – den varede til gengæld seks. Den satte f.eks. Springsteen i gang, som han har fortalt. Også det er en anden historie.
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Her får du alle links til vores nye artikler. Bliv ven med os her.
Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
Topfoto: Dylan på scenen i 1980. Wikipedia.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
