LIV & MENNESKER – Hvornår er det egentlig okay blande sig i hinandens børneopdragelse i det offentlige rum?
Jeg har to restaurantoplevelser på nethinden, som jeg gerne vil dele med dig, fordi jeg tror, at du er et sted i dit liv, hvor du har lyst til at blive involveret i den slags. Den første handler om et besøg, hvor jeg var af sted med en af mine venner, og vi blev placeret ved siden af en familie med to børn. I sig selv ildevarslende, når man opdager dét og ikke får spurgt tjeneren, om han har et andet bord.
Men jeg bliver ofte høflig og autoritetstro på restauranter, så hvis tjeneren mener, jeg skal sidde her, må han jo have en plan med det. Selvfølgelig også dumt at vælge en restaurant, der tiltrækker børnefamilier, men nogle gange vinder sult og logistik som bekendt over fornuften.
Nå, men vi blev altså placeret ved siden af et par uvorne unger på cirka 2 og 5, som fandt stor fornøjelse i at vræle, vælte ting, brokke sig over maden, samtidig med at den ene udøvede en insisterende u-rytmisk trommen med gaflen på bordbenet, dum dadum dum dum.
Hvorfor tager man en dreng med på restaurant, hvis man ikke gider være sammen med ham?
Moren og faren virkede underligt apatiske og opgivende, og når de endelig forsøgte at gribe ind, var det halvhjertet og dømt at mislykkes. Alle os, der har erfaringer med kunsten-at-have-trætte-unger-med-på-restaurant, ved, at man som minimum selv skal tro sine formaninger.
Den anden episode er anderledes – ellers ville teksten blive underlig. Her var jeg med min kæreste på restaurant, og vi sad ved siden af nogle forældre med et barn, som sad med en iPad og store hørebøffer på. Også da maden kom. Så tog drengen nogle pomfritter og proppede dem i munden, mens han blev ved med at glo på skærmen.
Ligegyldigt hvornår vi kiggede, var barnet plantet, fuldstændig stemplet ud af den virkelige verden. Som om han overhovedet ikke var en del af oplevelsen og lige så godt kunne være blevet hjemme. Det gjorde mig ærlig talt deprimeret. Hvorfor tager man en dreng med på restaurant, hvis man ikke gider være sammen med ham?
Børnenes forældre
I begge tilfælde havde jeg lyst til at blande mig. Lyst til at sige til forældrene, at de gjorde det forkert. Kan I ikke se, hvad jeres adfærd gør ved deres børn? Og i begge tilfælde var jeg alenlangt fra at gøre det. I det første tilfælde ville man med rimelighed kunne sige: “Undskyld, kan I ikke godt dæmpe jer? Vi har svært ved at koncentrere os om vores samtaler.”
I det andet tilfælde ville det være bizart: “Undskyld mig, ved I godt, hvad det gør ved børn, når de slet ikke får lov at være en del af oplevelsen?” Og så kunne jeg fiske et par undersøgelser frem om børn, der er for meget på skærm, eller give dem et link til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om god skærmadfærd.
Jeg er helt sikkert typen, der lukker øjnene, prøver at abstrahere fra larmen – eller beder tjeneren om at finde et andet bord. Men er det det rigtige at gøre?
Men hvornår er det egentlig okay blande sig i hinandens børneopdragelse i det offentlige rum? Der kan jo være tusind gode grunde til, at nogle unger ikke kan sidde stille en aften, eller at nogle forældre har brug for at give deres dreng hørebøffer på. Og jeg er da med på, at man skal brokke sig, hvis det bliver så grelt, at man ikke kan høre sig selv eller får kastet papirflyvere eller kødsovs i nakken. Men hvad med de tilfælde, hvor man godt kan holde det ud, men alligevel har lyst til at sige eller gøre noget?
På den ene side er det vel meget fedt, at vi blander os i hinandens liv og taler om, hvor grænserne går. Omvendt er alt med børneopdragelse jo også hyperfølsomt, så vi skal saftsuseme være sikre på, at vi har vores moralske kompas i orden, inden vi går over til andre for at fortælle dem, hvad der er rigtigt og forkert. Især når vi ikke kender hele konteksten.
Jeg er helt sikkert typen, der lukker øjnene, prøver at abstrahere fra larmen – eller beder tjeneren om at finde et andet bord. Men er det det rigtige at gøre?
Tak fordi du læste med.
Apropos opdragelse
Læs også Julie Bendtsens klumme “Nej, jeg vil ikke lave kyllingenuggets til dit barn”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
