Jens-Martin Eriksen: Burkaloven er en hatespeechlov

Jens-Martin Eriksen 14.02.2018

KOMMENTAR – Burkaloven er et forbud mod at udtrykke sin sympati eller identifikation med en ondartet voldsideologi, og et forbud mod dette statement er en hatespeechlov, skriver forfatter Jens-Martin Eriksen, der ikke mener, at et forbud fører noget godt med sig. “Det betyder imidlertid ikke, at man ingenting skal gøre for at bekæmpe islamismen, der begrunder de voldsanslag, som vi har været vidne til de seneste år. Vi skal blot ikke lade os afficere af symbolerne for den ideologi, der informerer volden, men koncentrere os om handlinger og intentioner om vold og trusler,” mener han.

Folketingsmedlem for Liberal Alliance Henrik Dahl forsvarer i Berlingske den 10. februar sin støtte til vedtagelsen af ‘burkaloven’ med det, man kunne kalde ‘erosionsargumentet’.

Den samme begrundelse har andre også peget på, og det gennemgående motiv for støtte til forbuddet mod den islamistiske uniform (som man ser den) er, at man vil bekæmpe den ideologi, som man ser fysisk manifesteret med burka og niqab.

Se teksten og argumentet udfoldet her:

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=592560541083857&id=100009897489935&pnref=story.unseen-section

Ytringsfriheden er et alt for svagt instrument til at gøre op med islamismen. Og i forhold til et principielt argument for ytringsfrihed, så er det ødelæggende at beskære den yderligere. Vi skal ikke have flere hatespeechlove

I min og andres modstand mod lovforslaget er der naturligvis ingen uenighed om at islamismen er en virulent ideologi, der udover at være bigot og voldelig, også med et voksende antal tilhængere er med til at undergrave demokrati og den selvsamme ytringsfrihed, som den parasitisk lukrerer på.

Henrik Dahl nævner derudover, at den er med til at informere og legitimere ‘Voldsmandens veto’ imod politiske modstandere. Derfor vil han støtte et forbud mod at skilte med det symbol, som burka og niqab er for islamismen.

Når jeg er imod, så skyldes det i første omgang, at jeg ikke har tillid til, at hatespeechlove bringer noget godt. For burkaloven er et forbud mod at udtrykke sin sympati eller identifikation med en ondartet voldsideologi, og et forbud mod dette statement er en hatespeechlov.

For ironiens skyld kan man tilføje, at når venstrefløjen har sin hatespeechlov i form af paragraf 266b i straffeloven, der kun bruges mod venstrefløjens politiske modstandere, så er det vel også i orden, at venstrefløjens modstandere får deres egen hatespeechlov, som de kan rette mod ideologiske kombattanter, der for dem udgør en umiddelbar fare med deres voldsideologi og deres erosion af demokratiet. Men dette ræsonnement holder naturligvis kun i en joke.

Vi må bære den smerte som politisk liberale (som liberale socialister og liberale liberale) at udholde og tolerere de intolerante, der i kraft af deres ideologi ikke vil tolerere os.

Vil man derimod bekæmpe paragraf 266b og på længere sigt nå frem til amerikanske tilstande, hvor det juridiske begreb om hadetale helt udfases, og de ideologiske slag overlades til borgerne og deres argumenter fremfor til domstolene med bøder og straf, så er det et meget dårligt træk at tilføje endnu en hatespeechparagraf.

Vi må i stedet bære den smerte som politisk liberale (som liberale socialister og liberale liberale) at udholde og tolerere de intolerante, der i kraft af deres ideologi ikke vil tolerere os.

Det betyder imidlertid ikke, at man ingenting skal gøre for at bekæmpe islamismen, der begrunder de voldsanslag, som vi har været vidne til de seneste år. Vi skal blot ikke lade os afficere af symbolerne for den ideologi, der informerer volden, men koncentrere os om handlinger og intentioner om vold og trusler. Ytringsfriheden er et alt for svagt instrument til at gøre op med islamismen. Og i forhold til et principielt argument for ytringsfrihed, så er det ødelæggende at beskære den yderligere. Vi skal ikke have flere hatespeechlove.

Det forhindrer ikke, at man som i Forbundsrepublikken i halvfjerdserne kan vedtage undtagelseslove som Berufsverbot, hvor man forbinder det med visse omkostninger at alliere sig med- og komme med statements for en voldelig ideologi.

Willy Brandt stod bag loven om Berufsverbot – forbud mod ansættelse i det offentlige til personer, der ikke var tro mod den demokratiske forfatning. Denne lov blev til på baggrund af en situation med politiske mord. Vi står i den samme situation i dag. Personer, der trodser islamismens dogmer bliver myrdet, også i København.

Det forslag, som SF kommer med (foreløbigt med støtte fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, så vidt jeg er orienteret) adresserer reelt og præcist voldens problem. Det drejer sig om en tilføjelse til paragraf 266, der omhandler trusler og vold.

Sker disse med legitimation og motivering i nogens brug af deres grundlovssikrede ytringsfrihed eller deres ret til at skifte religion eller frafalde religion, så skal strafferammerne udvides markant, og undersøgelser om muligheden for udvisning skal også med i det lovforberedende arbejde.

En sådan lov vil gøre så lidt som muligt, idet den ikke vil røre ytringsfriheden. Men den vil være så præcis og så hård som muligt, idet den kun vil ramme voldsmændene med deres veto mod politiske modstandere, muslimske oprørere og fritænkere og alle andre, der gør brug af deres demokratiske rettigheder.

Topillustration: Wikimedia Commons.

Jens-Martin Eriksen

Forfatter Jens-Martin Eriksen debuterede i 1985 med fortællingen Nani. Derpå fulgte den postmoderne og genreeksperimenterende Entusiastiske historier, som blev efterfulgt af bl.a romanen, Den hvide væg. Med romanen Vinter ved daggry (1997) sker der et radikalt brud i hans forfatterskab. Beretningen omhandler det nye Europa efter den kolde krig. En ung mand farer vild i den politiske malstrøm i et unavngivet land og ender i en dødspatrulje, der sættes ind overfor en fjendtlig civilbefolkning. Romanen er iscenesat som en autentisk historie, og giver indtryk af at foregå på Balkan efter borgerkrigene i begyndelsen af 1990’erne. De seneste år har Eriksen, bl.a. sammen med Frederik Stjernfelt, skrevet en række genremæssigt hybride bøger, kulturkritiske reportager og analyser, bl.a. Hadets anatomi og Adskillelsens politik. Senest har Jens-Martin Eriksen fået opført teaterstykket Le Procés de Malaparte i Schweiz og udgivet romanen Et hvidt reb til Philippe Deprez (2015). Jens-Martin Eriksen har modtaget Otto Benzon prisen, Leo Estvad legatet, Adam Oehlenschläger legatet for litteratur, Beatriceprisen fra Det Danske Akademi, Jeanne og Henri Nathansens mindelegat samt Statens Kunstfonds livsvarige hæderslegat. Foto: Tatiana Kandaouroff