NYE BORGERLIGE // DEBAT – Hvad nytter det, at pressen alt i alt favner Nye Borgerlige, som om de var en eller anden Olsen Bande-film — godt nok en smule flossede i kanten, men alt i alt ganske kysselige? Lad mig sige det klart: Det er de ikke. De er fligen af kaos, de er noget af det mindst danske, man kan forestille sig. De er trumpismen i Danmark.
Dette debatindlæg er udtryk for debattørens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Ikke så meget som et kvæk om angrebet på Capitol Hill kunne man finde efter stormen på USA’s kongres den 6. januar på partiformand og medie-kæledægge Pernille Vermunds Facebookside. Intet.
Det er næppe et tilfælde. Det ville være meget svært for hende både at opretholde en facade som tilhænger af demokrati og samtidig undgå at støde et bagland, der, som hun selv har gjort, hylder Donald Trump.
Nye Borgerliges projekt støtter sig op ad en lang række usandheder og mekanismer af nøjagtig samme type som dem, der bar Trump frem
Heldigvis for hende er den danske presse ikke alt for nysgerrige. Stilheden fra Nye Borgerlige om Capitol er så total, som den kan blive uden ligefrem at vække mistanke. Næstformand Lars Boje Mathisen er sendt i byen med det budskab, at Trump ikke opfordrede til noget, og ellers holder man klogeligt mund.
Og så er pressen tilsyneladende mæt.
Ukritisk presse lader fascistiske strømninger flyde frit
Nye Borgerliges kometagtige fremkomst på dansk politiks skrå brædder er drevet af lige dele lodrette løgne, foragt for alt hvad dansk kultur har frembragt de sidste 150 år – og en presse i ukritisk medløb.
En presse, for hvem politik enten er underholdning snarere end benhårde realiteter, eller også et ærinde i sig selv, der dikterer det indhold, man kolporterer. Med stormløbet på Capitol har vi fået en klokkeklar demonstration af, hvad den slags kan føre til, og den nyvalgte præsident Joe Biden ryster ikke mere end sædvanligt på hånden, når han kalder det ‘fascisme’.
Tænk en gang, for få måneder siden var man outreret, hvis man kaldte Trump ‘fascist’, mens borgerlige medier omhyggeligt sørgede for, at der også blev kastet lidt gunstigt lys blev på hans meritter af og til, og at hans fordrejninger om et nyt stor-USA således kunne viderekolporteres.
I dag står den ny-indsatte, og ikke særligt venstre-radikale, demokratiske præsident Biden og bruger fyordet over alle: ‘fascisme’. Og han bruger det om strømninger præcis som dem, vi også ser herhjemme i Danmark.
Løgne og imaginære fjendebilleder på Trump-niveau
Nye Borgerliges stilhed om Capitol-angrebet er så total som den kan blive uden ligefrem at vække mistanke. Udover næstformand Lars Boje Mathisens ytringer holder man som nævnt klogeligt mund.
Hvor var ytringsfrihedsforkæmperne, da journalist David Trads først blev karakteriseret som landsforræder af Pernille Vermund og dernæst udsat for en flod af trusler om vold og mord?
Men hvis Trump og det, han afstedkom, var fascisme (og her nytter de sædvanlige indvendinger om fasces og Italien ikke; ‘fascisme’ betegner et åndsslægtsskab, ikke en idehistorisk korrekthed), er det så ikke på tide at vågne op herhjemme og se lidt på, hvad der grundlæggende sker?
Er det på tide at se lidt på vor egen lidt dorskt favnende tilgang til ‘ideernes brune vinde’, der i lang tid har fejet ind over land?
For tag ikke fejl: Nye Borgerliges projekt støtter sig op ad en lang række usandheder og mekanismer af nøjagtig samme type som dem, der bar Trump frem:
Åndløs nationalchauvinisme uden forståelse for nationen, en overdreven og forvreden fremstilling af en imaginær ydre fjende, hetz og udstilling af en særlig minoritet, dæmonisering af dem, der tillader sig at opponere åbent, løgnen som politisk instrument og så i øvrigt en fundamental mistillid til og mistænkeliggørelse af faktuel viden og indsigt, de steder hvor en sådan helt naturligt står i vejen for de myter, man ønsker fremavlet som sandheder.
Det samme gør Rasmus Paludan og Stram Kurs.
Så farligt og så udansk som muligt
Alt i alt tegner begge partier konturerne af et projekt, der – for nu at anvende nutidens nationalistiske vokabularium – er så udansk, som noget kan blive, fordi tankegangen strider imod oplysning; udansk fordi det fremmer splid, og udansk fordi projektet i sin natur er voldeligt og intolerant.
Det er – hvis man må være så fri – et utyske, der snarere bringer mindelser om 1930-40’ernes Tyskland og Sydeuropa, end om de hovedstrømninger, der har har præget Danmark, siden den gang i 1870’erne, hvor Georg Brandes satte gang i “Det moderne gennembrud“, og Louis Pio kickstartede arbejderbevægelsen herhjemme.
Hvad nytter det at tage afstand fra en flok rablende demonstranter på Rådhuspladsen, når rigets øverste selv betjener sig af uvederhæftigheder?
Hvor var ytringsfrihedsforkæmperne, da journalist David Trads først blev karakteriseret som landsforræder af Pernille Vermund og dernæst udsat for en flod af trusler om vold og mord? Og det i en grad, der ikke bare førte til domfældelse, men efter hans eget udsagn satte en grænse for hans virkelyst som udøver af det frie ord? En af pressens egne, truet på sit ord. Vi hørte intet ramaskrig.
Kan man tale om en ramatavshed, om et tilfælde rama-ikke-mit-problem, der griber både politikere og presse på en gang?
Når den mest voldsparate højrefløj, vi har haft i umindelige tider, skænder en jødisk gravplads på det groveste og krænker jødiske medborgeres fred med antisemitisk propaganda i postkassen, hvilket signal sender det så, når statsministeren få uger efter mener, at islamisme og ekstremt venstreorienterede er primærkilde til antisemitisme, og ikke synes villig til at diskutere højreradikalisering?
Nye borgerlige er trumpisme i Danmark
Hvad nytter det at tage afstand fra en flok rablende demonstranter på Rådhuspladsen, når rigets øverste selv betjener sig af uvederhæftigheder?
Hvis presse og politikere er oprigtige modstandere af fake news, burde de så ikke selv hæve barren, og i højere grad forlade sig på det udsnit af virkeligheden, der har reel betydning, selv når det evt. modsiger egne synspunkter?
Om demokratiets fjender skal forbydes, er en stående diskussion med meritter på begge sider, men skal hadet ligefrem fremelskes?
Hvad siger det om den danske demokrati-forståelse, at en mand som Rasmus Paludan, komplet med egen opfunden rigsfører-titel, skal beskyttes af tonstungt politi? At tanker om, at “de forkerte” skal træde ud på fortovet i mødet med en af “de rigtige”, skal inviteres ind i selve parlamentet?
Om demokratiets fjender skal forbydes, er en stående diskussion med meritter på begge sider, men skal hadet ligefrem fremelskes?
Ah – vil sofisten selvtilfreds indvende:
“Men det er netop vor styrke, at selv demokratiets fjenders budskaber har sin ret” – og se sig selv i selfie-linsen.
Jeg siger nej: Når denne “ret” går hen og smager af privilegier, er demokratiets pligt for længst overskredet. Kunne man forestille sig en venstreradikal stå i Gentofte og skrige “luder” af tilfældigt forbipasserende kvinder under samme beskyttelse?
Og endelig: Hvad nytter det, at pressen alt i alt favner Nye Borgerlige, som om de var en eller anden Olsen Bande-film — godt nok en smule flossede i kanten, men alt i alt ganske kysselige? Det er de ikke. De er fligen af kaos, de er noget af det mindst danske, man kan forestille sig. De er trumpismen i Danmark.
LÆS MERE I POV AF ESBEN MAALØE HER
Topillustration: Foto taget af Klaus Holsting af Pernille Vermund. Baggrund: Foto af Capitol under angrebet af Trump-tilhængere d. 6. januar. Creative Commons. Collage ved Kristian V. Jensen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
