
CORONATVANG // KOMMENTAR – I Østrig frihedsbegrænser man lige nu de uvaccinerede for at presse dem til at lade sig vaccinere. At man vælger at give køb på værdier om frihed og frivillighed, og vælger en strategi, der ikke indebærer en garanti for at løse det aktuelle problem, for mange hospitalsindlæggelser og alvorlige sygdomsforløb, men som til gengæld indebærer en stor risiko for at gøre myndighedernes fremtidige arbejde endnu mere vanskeligt, vidner om, hvor stort problemet har vokset sig både dette og andre lande. Lige nu ser vi i Danmark ubehagelige tendenser i den offentlige debat om de uvaccinerede, og dem skal vi være uhyre opmærksomme på, skriver Morten Skovgaard.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Gode dystopiske romaner, film og tv-serier handler ofte mindre om de altoverskyggende trusler, vores civilisation står overfor, det være sig rumvæsener, naturkatastrofer, krig eller biologiske trusler, og mere om menneskers evne til at bevare deres medmenneskelighed, når hele verden ramler omkring dem.
Covid19-pandemien har til alt held ikke resulteret i hverken masseudslettelse eller civilisationens totale kollaps, men den har sat vores samfund og institutioner og dermed også vores sammenhængskraft under stort pres. Vi vil som både samfund og individer være forandrede, når det hele en skønne dag er overstået. Og vi bestemmer selv hvordan.
Man skal ikke forveksle apati med modstand, selvom resultatet for os andre er det samme
Vaccinemodstand er en prøvelse for ethvert samfund. Særligt under en langtrukken pandemi som den nuværende, hvor myndigheder konstant skal balancere på en knivsæg mellem restriktioner og frihed for at skabe så stor vaccinetilslutning og samhørighed i befolkningen som muligt.
Det er heldigvis gået meget bedre her i Danmark end i mange andre lande. En meget høj andel af dem, der har fået tilbudt vaccinen, har valgt at tage mod den, mens en forholdsmæssigt lille andel har fravalgt den.
Sidstnævnte gruppe har været meget i vælten i de seneste uger, hvor Covid19-epidemien er blusset op igen over hele verden. De uvaccinerede er denne gang meget synlige i statistikkerne over dem, der bliver indlagt med alvorlige sygdomsforløb, og det er naturligvis noget, der fører til både hovedrysten og harme.
Tilliden må ikke ødelægges
Jeg har selv været gennem stort set alle faserne i forsøget på at blive klogere på vaccinemodstandens dynamikker. Da jeg for et år siden skrev en stor artikel om den historiske kontekst for vaccinemodstanden til POV, blev jeg opmærksom på en del nuancer, jeg ikke havde tænkt over før.
Arbejdet med artiklen bekræftede først og fremmest min faste tilgang om, at man altid skal arbejde mod forståelse og dialog, indtil alt håb om selvsamme er ude – uanset hvor meningsløst modparten opfører sig.
Ingen vinder noget ved udgrænsning og marginalisering, og nogle af de folk, vi forsøger at få til at rette ind, bliver kun endnu sværere at have med at gøre, hvis vi latterliggør dem og tvinger dem til at gøre det, de ikke vil.
Det er i sidste ende skidt for fællesskabet og vores indbyrdes relationer. Det kan i nuet virke som en effektiv løsning på aktuelle problemer, og det kan føles rigtigt godt, men det risikerer på den lange bane at forårsage uoprettelig skade på folks tillid til samfundet og dets institutioner og give os endnu større politiske og sociale problemer, end vi ser i dag. Det er ikke vejen frem for et moderne demokrati.
Samtidig fandt jeg også ud af, hvor vigtigt det er at skelne mellem folks vidt forskellige årsager til at fravælge vaccinen. Ligesom med modstanden mod koppevaccinen for omkring 100 år siden florerer modstanden mod vacciner også blandt en virkelig broget skare af mennesker i dag.
Hvis dialogen bryder sammen, og folk ikke tør at tale med mig om deres valg, mister jeg dels muligheden for at udfordre deres synspunkter og dels risikerer jeg også, at deres modstand bliver forstærket af andre stærke stemmer, der bekræfter deres holdninger
Den typiske fejltagelse er at slå dem alle sammen i hartkorn med hinanden og betragte dem som en homogen masse – de forkætrede ”antivaxxere”. Det er en nem og bekvem kategori at anbringe folk i, men den fortæller os ikke noget som helst om dem.
Der er for eksempel de uvaccinerede, der af forskellige årsager er deciderede modstandere af vaccinen. Der er folk, der bare ikke får det gjort, eller som ikke oplever det som vigtigt, fordi de ikke følger tilstrækkeligt med i verden omkring dem. Eller dem, der trods gentagne opfordringer bare ikke har fået gjort det endnu, fordi andre ting fylder mere i deres hverdag. Man skal ikke forveksle apati med modstand, selvom resultatet for os andre er det samme.
Hvis vi reelt interesserer os for at forstå, hvorfor folk ikke tilvælger det, der for os andre virker som det eneste fornuftige og moralsk rigtige valg, er vi nødt til at sætte os bedre ind i de dynamikker og strømninger, der får folk til at træffe denne beslutning.
En broget skare
Det danske HOPE-projekt, der løbende måler tillid til myndighederne under pandemien, har givet os et glimrende datagrundlag indtil videre. Analytikerne og forskerne, der er tilknyttet projektet, udgiver løbende rapporter om ændringer i folkestemningen, tryghed, stress, vidensniveau osv., og det er god og oplysende læsning.
I den seneste rapport konkluderede man blandt andet, at den aktuelle vaccinemodstand er stærkest blandt unge i grupperne 18-29 og 30-39 år; at der er en lille tendens til, at vaccinemodstand hænger sammen med lavt uddannelsesniveau; at der er markant større modstand blandt arbejdsløse (hver 8.) i forhold til lønmodtagere (hver 13.); og at Region Sjælland står for den største del af vaccinemodstanden, mens Region Hovedstaden står for den laveste.
Ikke overraskende peges der også på en tydelig sammenhæng mellem vaccinemodstand og lav tillid til myndighederne. HOPE-projektet kortlægger imidlertid ikke årsagerne til vaccinemodstanden, så her må vi selv forsøge at sætte os ind i de mange mulige grunde til at modsætte sig det lille stik.
Her er nogle oplagte bud på en række mere specifikke kategorier, man kunne anbringe folk, der fravælger vaccinen, i:
– Personer, der er blevet arbejdsløse eller har mistet indtægt under restriktionerne
– Personer, der er modstandere af den socialdemokratiske regering/befinder sig på den politiske højrefløj
– Personer, der har haft dårlige oplevelser med sundhedsvæsenet og ikke stoler på, at det kan løse deres problemer
– Personer, der lider af alvorlige sygdomme
– Personer, der er ensomme/mangler sociale netværk
– Personer, der er modtagelige over for konspirationsteorier og systemundergravende tænkning
– Personer, der bliver snydt af misinformation/desinformation
– Personer, der tror på alternativ behandling og fravælger etablerede behandlingsmetoder
– Personer, der ikke forstår videnskab, data og statistik
– Personer, der ikke er fællesskabsorienterede og primært handler ud fra egennytte
Ovenstående opdeling er ikke baseret på hverken statistik eller undersøgelser og står helt for egen regning. Den skal først og fremmest læses som et forslag til, hvordan man kan vælge at forholde sig mere nuanceret til de uvaccinerede – tilføj eller fjern gerne selv kategorier efter behov. Til inspiration anvender flere forskningsstudier også den psykologiske 5C-model i forbindelse med vaccinetilslutning og fravær af samme.
Forskellige dynamikker i spil
Det er vidt forskellige dynamikker, der styrer de forskellige persontypers beslutninger og adfærd, og der er så mange underlige overlap, at det ud over mistilliden til myndigheder er svært at pege på brede tendenser blandt modstanderne som samlet gruppe. Det er også vigtigt at huske på, at vaccinemodstand kan være både svag og stærk, uanset årsagerne til den – netop derfor er det så vigtigt at skelne mellem reel modstand og andre psykologiske og kulturelle dynamikker.
For nogle af tvivlerne og modstanderne er vaccinerne ligesom i USA blevet ekstremt politiserede: Et vaccinestik er det samme som at overgive sig til Mette Frederiksen og regeringens formynderiske behandling og frihedsberøvelse. For andre er det slet ikke politisk betinget overhovedet, men handler måske mere om valget af en alternativ livsstil, hvor man orienterer sig mere i retning af det naturlige og spirituelle end det liv, flertallet vælger.
Rent politisk befinder lige netop disse to grupper sig typisk på henholdsvis yderste højre- og venstrefløj, men hestesko-effekten gør dem til løjerlige sengekammerater i forbindelse med lige netop vaccinemodstanden. Det er ikke så mærkeligt, at det kan være svært at gennemskue, hvorfor folk egentlig er mod vaccinerne, og at mange af os har nemmere ved bare at opfatte dem under ét samlet begreb – antivaxxere.
Det nytter ikke noget at drive klapjagt på de uvaccinerede i forsøget på at tvinge dem til at lade sig stikke. Og hån, latterliggørelse og udskamning er historisk set nogle af de værste og mest destruktive redskaber, vi kan hive op af værktøjskassen, når vi vil løse komplekse samfundsproblemer
Jeg har selv venner og bekendte i flere af de ovennævnte grupper, som ikke ønsker at blive vaccineret. Jeg bifalder bestemt ikke deres beslutning – og det ved de godt – men jeg insisterer ikke desto mindre på, at vi er nødt til at kunne tale om det løbende, og at der er mange andre ting, der definerer vores relationer.
Det er valgfrit, om man vil tage mod vaccinen eller ej, og derfor er jeg som borger i et demokratisk land pinedød nødt til at respektere om ikke deres valg, så i hvert fald deres frihed til at træffe det. Hvis dialogen bryder sammen, og folk ikke tør at tale med mig om deres valg, mister jeg dels muligheden for at udfordre deres synspunkter og dels risikerer jeg også, at deres modstand bliver forstærket af andre stærke stemmer, der bekræfter deres holdninger.
Det er afgørende at holde kanalen åben, selv når venskaber og bekendtskaber kommer under pres på grund af dette vigtige spørgsmål. Relationerne er vores suverænt bedste redskab, hvis vi vil gøre os nogen forhåbninger om at præge folk til at træffe beslutninger på vegne af samfundet frem for bare dem selv.
Oprøret mod tvang
Danmarks myndigheder har valgt en coronastrategi, der langt hen ad vejen har baseret sig på frivillighed og gentagne opfordringer om at udvise samfundssind, fordi vi her i landet ikke har en tradition for tvang, før det bliver strengt nødvendigt (som det var med for eksempel koppevaccinen i sin tid).
Nogle har opfattet både vacciner, mundbind og forsamlingsforbud som helt urimelige frihedsindskrænkninger – men de er for intet at regne mod, hvad der sker i for eksempel Østrig i disse dage. Landets regering har ikke kun indført nogle af verdens p.t. strengeste restriktioner, der forskelsbehandler de uvaccinerede, men indfører også vaccinationspligt fra den 1. februar næste år.

Vi skal lige nu være ekstremt glade for, at vi her i landet ikke har haft brug for at træffe den slags beslutninger. Alene i de seneste dage har voldelige optøjer fundet sted i indtil flere europæiske lande alene på grund af genindførelsen af forskellige samfundsrestriktioner.
Vi har i europæisk sammenhæng klaret os godt mod truslen fra coronavirusset. Debatterne er imidlertid blevet stadigt mere skingre i de seneste par uger i takt med, at smitten har taget til. Det er ganske forståeligt, for tålmodigheden er ved at være tyndslidt, og den berettigede frygt for, at sundhedsvæsenet ikke kan følge med hen over vinteren, fylder meget i offentligheden lige nu.
Covid-19 indebærer tillige også risiko for senfølger og yderligere mutationer, potentielt med øget resistens mod vacciner, så til trods for faldende dødstal er virusset i modsætning til for eksempel influenza uforudsigeligt og kan stadig risikere at overbelaste vores sundhedssystem. Allerede nu mærker vi igen effekten af den tiltagende smitte og følgende indlæggelser ved, at andre behandlinger bliver udsat.
Det er noget, der både vækker vrede rettet mod de uvaccinerede og mistillid til til sundhedsvæsenets prioriteringer – og skaber perfekte vækstvilkår for misinformation. Det er en potentielt virkeligt giftigt cocktail for et samfund.
Behovet for fjendebilleder
Der er mange årsager til, at der lige nu ligger en ubehagelig understrøm i den fornyede offentlige debat om vaccinemodstanderne. Der er en tiltagende tendens til at udgrænse og definere dem i et samlet fjendebillede, og medfølelsen med de uvaccinerede, der bliver alvorligt syge, kan helt generelt ligge på et meget lille sted. Undertiden udmønter fraværet af den sig endda i decideret skadefryd. ”De mennesker er jo så snotdumme og ude af stand til at træffe fornuftige beslutninger, at de fortjener at opleve det selv,” synes at være grundtanken nogle steder.
Vi er også nødt til at være opmærksomme på følgevirkningerne af den polarisering, vores vrede mod de uvaccinerede skaber
Men det nytter ikke noget at drive klapjagt på de uvaccinerede i forsøget på at tvinge dem til at lade sig stikke. Og hån, latterliggørelse og udskamning er historisk set nogle af de værste og mest destruktive redskaber, vi kan hive op af værktøjskassen, når vi vil løse komplekse samfundsproblemer.
Vi er nødt til at holde øjnene på bolden og huske på, at epidemien i Danmark lige nu ikke specifikt er drevet af uvaccinerede personer, selvom de naturligvis rent statistisk bliver mere syge af Covid-19 end de vaccinerede og dermed fylder mest blandt de alvorligt ramte.
Vi er også nødt til at være opmærksomme på følgevirkningerne af den polarisering, vores vrede mod de uvaccinerede skaber. Det er en velkendt samfundseffekt, at folk, der udtrykker bekymring og tvivl, mangler information eller har svært ved at orientere sig i problemstillinger, bliver vrede og bevæger sig i den stik modsatte retning, hvis vi ikke taler ordentligt til dem og stempler dem som ekstremister, så snart de åbner munden.
Hvis vi opfatter de uvaccinerede som privilegerede egoistiske idioter alle til hobe, skubber vi endnu flere af dem ud af det fællesskab, de ligesom alle os andre har brug for at være en del af. Vi er som flertal i et land med stor frivillig vaccinetilslutning nødt til at gå mere åbent og nysgerrigt til dem, hvis vi vil gøre os nogen forhåbninger om at flytte folk i statistikkerne.
Giv plads til tvivlen og tid til den rolige eftertanke. Prøv at nå ind til mennesket bag holdningerne. Forstå vedkommendes dilemma
Det nytter for eksempel ikke noget som helst at håne for eksempel en kronisk syg person, der er plaget af en uoverskuelig ophobning af skam og skyld over sin egen manglende handlekraft og mistillid til sundhedssystemet opbygget gennem mange års manglende effekt af behandlinger. Corona ligger formentlig temmelig langt nede på listen over ting, der virker afgørende i denne persons liv.
Ligeledes skal vi heller ikke forvente, at folk, der har haft store økonomiske og personlige omkostninger under restriktionerne, uden videre lader sig flytte af formaninger om at udvise samfundssind, for de vil typisk sidde med oplevelsen af, at det lige netop er det, samfundet ikke har udvist over for dem.
Vi skal fortsætte med at prøve at få disse og alle andre personer til at forstå fordelene for både dem selv og resten af verden ved at tage mod vaccinen. Men vi får dem ikke til det, hvis vi møder dem med en byge af skældsord og isolerer dem endnu mere. Det er en virkeligt ringe strategi, der på langt sigt skader langt mere, end den gavner. Det bedste, vi kan gøre, er at give folk god information og gode relationer, der hjælper dem med at træffe de bedst tænkelige beslutninger.
Nye dilemmaer på vej
Jeg har ikke nogen konkrete løsninger på optimale tilgange til de deciderede vaccinemodstandere. Dem vil jeg lade fagfolk om at forholde sig til. Der eksisterer tilfælde, hvor personer er så selvradikaliserede af konspirationsteorier, psykiske problemer og dårlig indflydelse, at al dialog virker formålsløs.
Det er skønne spildte kræfter at forsøge at overbevise disse personer om vaccinerne, for de vil gå velforberedte ind i alle debatter med forvredne statistikker, håndplukkede fakta, effektfulde YouTube-videoer og et bjerg af links til ikke-fagfællebedømte studier. De kan virke ekstremt overbevisende og trække enhver diskussion så langt ud, at selv de mest tålmodige opgiver ævred, fordi der ikke er nogen bevægelse overhovedet i samtalen.
Lige nu er der alt for mange forhastede konklusioner og skarpt optrukne fronter derude
Overlad trygt arbejdet med at imødegå deres misinformation til de mange dygtige læger, forskningskommunikatører og andre fagspecialister, der gør et eksemplarisk stykke arbejde derude – som for eksempel folkene bag den fremragende Facebook-gruppe Spørg en læge om coronavirus, der kompetent og tålmodigt besvarer alle spørgsmål respektfuldt og med glimt i øjet.
Inden længe står vi med en ny vigtig samfundsdiskussion: Vacciner til børn i alderen 6-11 år. Vi vinder som samfund intet på at skubbe nogen forældre endnu længere væk fra dén tanke, og vi skal slet ikke i retning af vaccinemæssig opdeling af børn på nogen som helst måde. Og der vil komme endnu flere dilemmaer hen ad vejen, hvor vi har brug for at kunne tale sammen og forstå hinanden, og hvor tolerancens iboende paradoks igen vil splitte os.
Tænk over det, næste gang du taler med en person, der ikke er vaccineret. Giv plads til tvivlen og tid til den rolige eftertanke. Prøv at nå ind til mennesket bag holdningerne. Forstå vedkommendes dilemma. Lige nu er der alt for mange forhastede konklusioner og skarpt optrukne fronter derude.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her