LIBYEN – For at forhindre flygtninge og migranter i at sætte ud mod Europa i vakkelvorne både sættes desperate afrikanere i overensstemmelse med EU-politik i stedet i libyske fængsler og detentionscentre uden udsigt til nogensinde at slippe ud igen. Anette Kjær Jørgensen har kontakt til en af de tusinder, som lige nu sidder indespærrede i nordafrikanske lejre. Her lever de under kummerlige forhold og bønfalder om ikke at blive glemt af verden udenfor.
Desperate beskeder tikker ind på min WhatsApp.
“Help us. Please help us. Hvad skal der ske med os?”
Beskederne er fra et af Libyens mange overfyldte detentionscentre i Tripoli: 1400 mennesker stoppet ind i en stor hangar. Eneste lys, de har set i måneder, er det kunstige fra neonrørene i hangarens tag. Aldrig nogen sol eller en smule frisk luft.
“Vi er alle syge. Vi mangler sol og luft,” lyder en besked.
Jeg har fået kontakt med Efrem fra Eritrea (det er ikke hans rigtige navn, af sikkerhedshensyn er han her anonymiseret) gennem en god ven i Athen. En dag, mens jeg er i Danmark, skriver hun til mig, at hendes bror sidder i et libysk detentionscenter. Han er meget syg, og hun er dybt bekymret. Da broren ikke taler engelsk, begynder en to måneder lang korrespondance med en af hans venner.
Jeg tænker på, hvordan en hel masse mennesker stille og roligt vil blive glemt derude i ørkenen. Det er EU-politik. De kan få lov at dø i et fængsel i en libysk ørkenlandsby
Maden er sparsom, får jeg at vide, og der er tider, hvor de intet får. På heldige dage er det en skål bønner til deling mellem seks mand, om morgenen måske et brød. Drikkevandet er snavset. Ifølge en artikel i The Irish Times må familier sende penge til mad til deres pårørende i Libyens interneringslejre. Ellers får de ingenting.
Efrem fortæller også, at toiletter og brusebade er uhumske. Toiletterne ofte stoppede. Af sikkerhedshensyn kommunikerer vi mest på WhatsApp. Og han sender billeder af tilstoppede toiletter og baderum, hvor folk vader rundt i flere centimeter uhumsk vand. Tuberkulose spreder sig hurtigt i de overfyldte centre, men der er ingen lægebehandling.
“Det kan vi ikke behandle her i Libyen,” fortæller Efrem, at lægen blot har sagt. Når folk er syge nok, flyttes de til et nærliggende rum for at dø. Og alle er hundeangste for at få den frygtede sygdom i den tætpakkede hangar.
Der tikker flere billeder ind på min WhatsApp: Mennesker, som ligger og sidder oven i hinanden i et stort rum. På grund af pladsmangel må de sove på skift. Fotos af udmagrede mennesker, der vækker mindelser om billeder fra koncentrationslejrene under Anden Verdenskrig. Billeder af sårede. Store åbne sår og beskidte hjemmelavede forbindinger.
Jeg tænker på den slags ubehandlet betændelse, som jeg engang så under en rejse langt ude i bushen i Afrika. Betændelse så slem, at man dør.
Der kommer også en video af libyske vagter, der smider tåregas ind i hangaren mod de mange mennesker, som ingen mulighed har for at komme væk. Jeg kan også høre skud i videoen.
En dag virker vifterne i loftet ikke, fortæller Efrem. Udenfor i Tripoli er der næsten fyrre grader. “Vil du se, hvor varmt her er?” spørger han. På telefonens videokamera ser jeg en masse svedige brune kroppe.
Glemt i ørkenen
Indimellem er der kampe omkring hangaren. Libyske militser, der kæmper mod hinanden.
“Det er hård krig, det her. Vi er bange.” Lang pause. Så ny besked.
“De skyder hele tiden, og der står store benzintanke lige ved siden af hangaren” – og jeg får tilsendt billeder af skudhuller i hangarens loft.
Tusinder har siddet mange måneder i forskellige fængsler og detentionscentre i Libyen. Håbet om nogensinde at blive evakueret ud af den såkaldt fejlslagne stat dør langsomt for mange. Derfor råber de om hjælp. Glem os ikke, råber de
Og så bliver de flyttet. Til en landsby, 130 km fra Tripoli, langt ude i ørkenen. Beskederne bliver færre.
“Vi er i fængsel nu,” lyder det, og så afbrydes forbindelsen.
Jeg tænker på, hvordan en hel masse mennesker stille og roligt vil blive glemt derude i ørkenen. Det er EU-politik. De kan få lov at dø i et fængsel i en libysk ørkenlandsby. De er flygtet fra et land og et styre i Eritrea, der sætter folk i fængsel og bruger tortur. De har ikke gjort noget kriminelt. I Europa får flygtninge fra Eritrea – de heldige, som når så langt – tildelt asyl.
Nu er de her mennesker blot overladt til at dø i et andet fængsel.
EU-politik
Tusinder har siddet mange måneder i forskellige fængsler og detentionscentre i Libyen. Håbet om nogensinde at blive evakueret ud af den såkaldt fejlslagne stat dør langsomt for mange. Derfor råber de om hjælp. Glem os ikke, råber de. Hver dag kan jeg høre det. Når beskederne kommer.
“Hvis politiet opdager min telefon, bliver jeg anholdt og solgt,” skriver Efrem. Telefonen er hans kontakt til omverdenen
Det hele er EU-politik. For at forhindre flygtninge og migranter i at sætte ud mod Europa i vakkelvorne både har vi indgået en aftale med Libyen. Vi betaler masser af penge til en dybt korrupt libysk kystvagt, mod at den til gengæld holder afrikanerne tilbage. Vi har vist endda også været nede og uddanne dem i at fange desperate afrikanere.
I stedet sættes migranter og flygtninge i libyske detentionscentre. Uden udsigt til nogensinde at slippe ud igen. Hvis de altså ikke sælges på et libysk slavemarked som dokumenteret af den amerikanske tv-station CNN, og som mine kilder i detentionscentrene frygter allermest. De ved endda, hvad prisen på et slavemarked er for sådan nogen som dem.
“Hvis politiet opdager min telefon, bliver jeg anholdt og solgt,” skriver Efrem. Telefonen er hans kontakt til omverdenen. Da jeg ikke hører fra ham i en uges tid, viser det sig, at han er løbet tør for data. En italiensk hjælpeorganisation sender ham penge til et nyt kort.
Mange af de økonomiske migranter i Libyen kan sendes tilbage til det land, de kom fra, og det er organisationen IOM i fuld gang med. Men de, som er flygtet fra deres hjemlande af politiske grunde, kan ikke bare sendes tilbage, og ifølge international lov har de krav på at få deres asylsag prøvet. Det sker bare ikke i Libyen. Officielt er de under beskyttelse af UNHCR. Som bevis på denne beskyttelse får jeg et billede af en papirlap med et UNHCR-nummer hurtigt nedskrevet med kuglepen.
Fornylig begik en 28-årig mand fra Somalia selvmord i et af detentionscentrene. Han havde netop fået at vide af UNHCR, at han havde meget få chancer for at blive evakueret til et sikkert land
Så er du sikret, flygtning. Så er du under vores beskyttelse, siger nummeret.
“Men hvor er UNHCR? Vi ser dem aldrig,” står der i en WhatsApp-besked.
UNHCR’s arbejde i Libyen ER svært: En morgen forlader de libyske vagter hangaren med 140 af de internerede, skriver Efrem, som nu kalder mig mor. Før var det madam. De bliver gennet op på ladet af en lastbil og kørt væk. Om aftenen vender de alle tilbage.
En UNHCR-medarbejder i København fortæller mig, at det næsten er umuligt at evakuere folk, selv de mest sårbare, kvinder og børn, som der satses mest på. I lufthavnen siger libyerne, at flyet alligevel ikke afgår i dag. Måske i morgen eller i overmorgen.
Selvmord
Fornylig begik en 28-årig mand fra Somalia selvmord i et af detentionscentrene. Han havde netop fået at vide af UNHCR, at han havde meget få chancer for at blive evakueret til et sikkert land, skrev avisen The Irish Times den 25. oktober i år.
En solstrålehistorie: Den 17. oktober kan UNHCR på Twitter fortælle, at 135 særligt sårbare flygtninge er evakueret fra et af Libyens detentionscentre til en lejr i Niger. De evakuerede havde tilbragt mange måneder i Libyens detentionscentre og var ved ankomsten til Niger underernærede og syge.
I oktober skrev UNHCR i Libyen på Twitter, at den libyske kystvagt havde reddet 100 flygtninge og migranter af forskellige nationaliteter ude på Middelhavet.
Happening now 🇱🇾: 100 #refugees and #migrants from different nationalities rescued at sea and disembarked by Libyan Coast Guard at #Tripoli naval base. #UNHCR is in place to provide them with humanitarian & medical assistance, food, water and dry clothes. pic.twitter.com/vu91z0CCy3
— UNHCR Libya (@UNHCRLibya) 26. oktober 2018
UNHCR var på plads med mad, vand, tørt tøj og lægehjælp, lød det i tweetet – hvorefter de reddede formodentlig er bragt til et af detentionscentrene i Tripoli.
Om de nogensinde kommer ud igen, er der ingen, som ved. Den politiske situation ser ikke ud til at ændre sig – hverken i Europa eller Libyen.
Tværtimod arbejder vi i Europa og i Danmark for oprettelse af flere lejre i Nordafrika.
Topillustration: Skærmbillede fra YouTube-video
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
