Et flertal i Folketinget vedtog en beslutning i sidste uge: “Folketinget konstaterer med bekymring, at der i dag er områder i Danmark, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande er over 50 pct. Det er Folketingets opfattelse, at danskere ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark”. Siden har der været debat om vedtagelsen. Tidligere chefredaktør og journalist Peter Wivel giver sit bud på, hvad der er på spil. Han er ikke i tvivl om, hvad vedtagelsen handler om: diskrimination.

Et spinkelt folketingsflertal vedtog i sidste uge at opdele danske statsborgere i to uskarpt adskilte grupper. Ifølge vedtagelsen bebos Danmark herefter af på den ene side ”danskere” og på den anden af ”indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande”.

Vedtagelsen savner den fornødne præcision, hvis det er tanken, at den skal have nogen som helst praktisk betydning. Den manglende præcision kan omvendt være tilsigtet, hvis lovgivernes hensigt er helt officielt at stemple visse borgere som ”anderledes” i den offentlige debat. Man skulle ikke umiddelbart tro, at det var nødvendigt i Danmark, men vedtagelser og bestemmelser er altid at foretrække. Desuden flytter de grænser fra fordomme til vedtagne sandheder. Ordnung muss sein.

Om man er ”dansker” ifølge den ny bestemmelse, afgøres, må man forstå, af et afstamningsprincip, der i dette tilfælde er rummeligt nok til at omfatte mennesker med en familiær oprindelse i andre, ikke nærmere bestemte ”vestlige” lande.

Ifølge vedtagelsen bebos Danmark herefter af på den ene side ”danskere” og på den anden af ”indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande”.

Den befolkningsgruppe, der nu udskilles som anderledes, er mennesker med en ikke nærmere tidsafgrænset oprindelig afstamning i ikke nærmere bestemte ”ikke-vestlige lande”. Disse nu udgrænsede mennesker er stadig danske statsborgere, må man indirekte slutte, men af anden klasse. De fortaber ikke deres statsborgerskab.

Det er hensigten med vedtagelsen at give dem en ganske særlig markering og om fornødent forbyde dem at bo i bestemte kvarterer eller landområder. Hvordan det skal forvaltes administrativt, melder vedtagelsen intet om.

USA har i disse dage udstedt dekreter, der udelukker borgere fra særligt markerede muslimske lande fra at nyde den beskyttelse fra amerikanske love, som ellers tilkommer dem. Og omend dekretet nu er sat på pause af en føderal domstol, kan man tænke sig noget lignende i Danmark, f.eks. ved at stemple et bogstav i de anderledes danske statsborgeres danske pas. Så er eventuelle videre skridt også nemmere at tage.

Her er tale om en klar etnisk opdeling af borgerne i Danmark. Forslagsstillerne vil naturligvis ikke kalde det racisme. Det er mindst af alt, hvad der har været hensigten med denne separation af statsborgere efter etniske kriterier, vil de forklare. Men problemet med racisme er, at ofrene, ikke gerningsmændene afgør, om begrebet eventuelt kan komme på tale.

EU-borgere og statsløse

Fra tid til anden beslutter nationalstater, at visse grupper ikke er “ægte” nationale og udviser dem. At tage statsborgerskabet fra nogen er således at udelukke dem fra det politiske rum – og fra politik, skriver James Wickham, leder af en tænketank for Action on Social Change i Dublin, Irland.

Den omstændighed, at man kan være EU-borger og frit søge arbejde inden for EU’s grænser, har ændret EU-borgeres status fra ren arbejdskraft til delvis politiske individer med rettigheder, der dog stadig kun rækker til stemmeret ved kommunalvalg og valg til Europaparlamentet i værtslandet. Når Brexit bliver gennemført om et par år, reduceres britiske borgere i EU igen fra borgere til arbejdskraft. Det samme gælder EU-borgere, der endnu til den tid måtte opholde sig i Storbritannien.

Nürnberglovene er ikke læsning for tøsedrenge, men Folketingets jurister finder en sand guldgrube af bestemmelser og definitioner her.

Theresa May, den britiske premierminister, vil bruge EU-borgere, der opholder sig i Storbritannien, som led i en byttehandel, der skal komme britiske statsborgere i andre EU-lande til gode, når hendes land bryder alle bånd med kontinentet.

Langt mere drastisk er naturligvis fratagelse af statsborgerskab, som det rent faktisk skete efter vedtagelsen af de tyske Nürnberg-love – se nedenfor. Men det er også sket i Europa efter krigen. F.eks. kunne ledelsen i DDR fratage kritiske østtyskere deres statsborgerskab og udvise dem til Forbundsrepublikken.

Velkendte eksempler fra det afrikanske kontinent er Idi Amins fordrivelse i 1972 af asiatiske ugandiske statsborgere. Den egyptiske præsident Nasser forjog i 1956 og 1957, efter Suez-krigen, alle såkaldte ” mutamassirun”, altså ”egyptiserede fremmede”, bl.a. jøder og grækere, der havde boet i Egypten i 2.000 år. Såvel Egypten som Uganda betalte dyrt for denne folkefordrivelse.

 Halv, kvart, ottendedels eller nul rigsborger

Sagens omtågede tilstand taget i betragtning kan Folketingets jurister hurtigt komme i arbejde, når vi nærmere skal bestemme kvaliteten af det danske statsborgerskab, der nu risikerer at skulle relativeres. Men juristerne kan glæde sig over, at man i andre lande har gjort et omfattende, effektivt og afprøvet forarbejde, når det gælder om at sortere borgere efter deres formodede oprindelse.

I Tyskland vedtog man i 1935 en lang række love, der siden kendes under betegnelsen ”Nürnberg-lovene”. De gik ned i de mindste detaljer, når det retligt skulle afgøres, hvor meget eller rettere hvor lidt ”tysk” en hidtidig tysk statsborger egentlig var. Det fik stor betydning for de tyskere, der ikke kunne leve op til de nye bestemmelser, der blev vedtaget 15. september 1935.

Det udtrykkes i lovkomplekses paragraf 2 med en tydelighed, som vi i Danmark endnu ikke kan præstere. Første afsnit lyder: „Rigsborger er kun en statsborger af tysk eller artsbeslægtet blod, der gennem sin adfærd beviser, at han er villig og egnet til trofast at tjene det tyske folk og rige”.

Nürnberglovene er ikke læsning for tøsedrenge, men Folketingets jurister finder en sand guldgrube af bestemmelser og definitioner her.

Svar til Uffe Gardel

Ikke alle er enige med mig. Uffe Gardel skal have tak for at have beriget debatten med dette korte modindlæg til mig:

”Arh, Peter, det er under dit niveau. Folketinget har for det første ikke taget stilling til hvem der er dansker, og hvem ikke; dette har intet med statsborgerskab at gøre. Og for det andet er denne statistiske opdeling en man har anvendt i mange år, f.eks. til at opgøre kriminalitet efter. I disse opgørelser går man endda helt ned på landeniveau”.

Hertil er svaret: Jo, selvfølgelig tager Folketingets flertal stilling til, hvem der er dansker, og hvem der ikke er. Ellers ville vedtagelsen ikke have praktisk betydning. Det hedder udtrykkeligt i vedtagelsen: ”Det er Folketingets opfattelse, at danskere ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark”. Uden en skelnen mellem ”danskere” og ”indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande”, der åbenbart ikke er danskere, er vedtagelsen meningsløs.

Denne skelnen hviler på, men adskiller sig ikke desto mindre fra terminologien i et forarbejde fra Danmarks Statistik, der selvfølgelig nævner dansk statsborgerskab.

USA har i disse dage udstedt dekreter, der udelukker borgere fra særligt markerede muslimske lande fra at nyde den beskyttelse fra amerikanske love, som ellers tilkommer dem. Og omend dekretet nu er sat på pause af en føderal domstol, kan man tænke sig noget lignende i Danmark, f.eks. ved at stemple et bogstav i de anderledes danske statsborgeres danske pas. Så er eventuelle videre skridt også nemmere at tage.

For det andet skriver Gardel, at den statistiske opdeling, som han i første afsnit af sit indlæg i øvrigt finder irrelevant, har været anvendt i mange år, f.eks. ”til at opgøre kriminalitet efter”.

Det er ikke helt sandt: Folketingsvedtagelsens tilføjelse ”fra ikkevestlige lande”, af hvilke der unægtelig er mange, indgår ikke i Dansk Statistiks overordnede begreber. Gardels henvisning til kriminalitet kan vække forkerte associationer. Men den er på ingen måde grebet ud af luften. Den ligger lige til højrebenet efter folketingsvedtagelsen.

Statistik og begreber

I sammenligninger mellem befolkningsgrupper i Danmark bruger Danmarks Statistik (DS) betegnelserne ”indvandrere og efterkommere” og ”befolkningen som helhed”.

Forud for Folketingets behandling af et DF-forslag om yderligere indskrænkninger i tildelingen af dansk statsborgerskab udsendte Danmarks Statistik (DS) den 7. februar en officiel statistik til hjælp for sagsbehandlingen i folketingssalen. DS’s ultrakorte tekst var også tænkt som grundlag for debatten om den folketingsvedtagelse, der i 8. februar stærkt betænkeligt opdelte danske statsborgere i ”danskere” og ”indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande”. Det er denne debat, Gardel kommenterer.

Danmarks Statistik skelner i sin baggrundsskrivelse mellem ”indvandrere og efterkommere” og ”personer med dansk oprindelse”. Folketingsvedtagelsens ord ”danskere” og ”efterkommere fra ikkevestlige lande” står for folketingsflertallets egen regning.

For at kunne komme i betragtning som en ”person med dansk oprindelse” skal ”mindst én af forældrene være født i Danmark og være dansk statsborger”, skriver Danmarks Statistik.

Danmarks Statistik forklarer: ”Det vil sige, at en borger der på et givent tidspunkt har været klassificeret som efterkommer, kan komme til at blive klassificeret som person med dansk oprindelse på et senere tidspunkt, hvis mindst én af personens forældre er født i Danmark og opnår dansk statsborgerskab og samtidig opgiver tidligere udenlandske statsborgerskab”.

Det er i Danmark ikke kriminelt selv at vælge bolig og adresse. Folketingsvedtagelsen 8. februar vil kriminalisere visse samfundsgruppers boligvalg.

Man placeres altså ikke i gruppen ”indvandrere og efterkommere”, hvis mindst en af den pågældende persons forældrene er født i Danmark eller er blevet dansk statsborger.

Danmarks Statistik bestemmer generelt begreberne således: ”En person har dansk oprindelse, hvis han eller hun har mindst én forælder, som både er dansk statsborger og født i Danmark”. Om den anden gruppe hedder det: ”Hverken indvandrere eller efterkommere har én forælder, som både er dansk statsborger og født i Danmark. Forskellen mellem indvandrere og efterkommere er, at indvandrere er født i udlandet, mens efterkommere er født i Danmark”.

Danmarks Statistik oplyser i sin redegørelse af 7. februar, at ”i to postnumre i Danmark bor flere indvandrere og efterkommere heraf end personer med dansk oprindelse”. Der henvises til postnumrene 2660 Brøndby Strand og 5240 Odense NØ. I det første område har 51 procent af borgerne ikke dansk oprindelse, i det andet er forholdet cirka 50-50.

Dette balanceforhold holdes kunstigt i live af diverse folketingsflertal, tilføjer jeg for egen regning, fordi det år for år gøres sværere at opnå dansk statsborgerskab.

Kriminalitet

I en begrebsverden, der kan opfattes som racistisk af dem, der er dens ofre, bliver det ikke bedre af, at den nyder almindelig udbredelse. Slet ikke, hvis den forbindes med kriminalitet, som Gardel i ren oplysende hensigt gør i sin kommentar, men som et knebent folketingsflertal lægger utvetydigt op til.

Det er i Danmark ikke kriminelt selv at vælge bolig og adresse. Folketingsvedtagelsen 8. februar vil kriminalisere visse samfundsgruppers boligvalg. Gardels påstand, altså at man i statistik over kriminalitet betjener sig af samme skelnen som i folketingsvedtagelsen (trods dens egenmægtige tilføjelser ”danskere” og ”ikkevestlige lande”), kan utilsigtet medvirke til at forværre og forstærke fordomme omkring indvandrere og deres efterkommere i Danmark.

Mennesker, der er ”indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande”, vil herefter ikke nyde samme retsstilling som danskere og indvandrere og efterkommere af borgere fra vestlige lande.

Den firewall, der i ethvert samfund må være mellem kriminalitet og lovlig adfærd, nedbrydes ved folketingsvedtagelsen i offentlighedens bevidsthed og skiller forbilledligt ”indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande “fra ”danskere”. Den sidste gruppe skal beskyttes mod den første. Men hvorfor?

Sammenblandingen ligger lige for hånden. Folketingsvedtagelsen agter på en eller anden foreløbig ubestemt måde at ophæve det fri boligvalg for bestemte befolkningsgruppers vedkommende. Uden en sådan truende kriminalisering af nogle samfundsgruppes boligvalg vil folketingsvedtagelsen ikke kunne gennemføres i praksis. Der skal lovgives på området, og en sådan lovgivning vil nødvendigvis bryde med princippet om lighed for loven.

Mennesker, der er ”indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande”, vil herefter ikke nyde samme retsstilling som danskere og indvandrere og efterkommere af borgere fra vestlige lande. Folketingsvedtagelsen lader det stå hen i det uvisse, hvilke konkrete lande der skal betegnes som ”ikkevestlige”, og hvilke der ikke skal.

Bevisbyrden

Her kommer vi til et centralt punkt i debatten: Bevisbyrden.
De oprørende uklare formuleringer i folketingsvedtagelsen fremmer vilkårlighed i retsplejen. Søgelyset rettes mod ofrene og væk fra det flertal i folketinget, der bruger så meget af deres kostbare tid på at sprede frygt i offentligheden for indvandrere og flygtninge.

Det hedder diskrimination, og den næres af en særlig animositet mod mennesker fra ikke nærmere angivne ”ikkevestlige lande”.

I sin yderste konsekvens betyder vilkårlighed, at den person, myndighederne med denne folketingsvedtagelse retter skytset imod, fordi han eller hun stammer fra et uafklaret ”ikkevestligt land”, ikke ved sine levende råd. De mennesker, der nu udpeges som ikke-danske, ved ikke, hvordan de skal opføre sig for at undgå at overtræde uskrevne danske love. De påføres ved folketingsvedtagelsen en mistanke, hvis begrundelse de ikke kan anfægte, da den svæver i det uvisse.

Indtil der kommer navne på Folketingets henkastede proskriptionsliste over ”ikkevestlige lande” og begrundelser for lovinitiativet ikke at forglemme – altså indtil Folketingets flertal forpligter sig på papir, og det har næppe nogen hast, gætter jeg på – svæver der en ubestemmelig anklage over hovedet på en stor gruppe indbyggere i Danmark. De har adresse på steder, hvor et folketingsflertal nu åbent tilkendegiver, at et ukendt antal af dem ikke bør bo.

Beviset, at man ikke er til fare for den danske samfundsorden, selv om man kommer fra, eller er flygtet fra et ikke-vestligt land, er umuligt at føre, så længe ingen ved, hvilke lande der er tale om, og hvorfor de ikke må vælge adresse som alle andre.

Det hedder diskrimination, og den næres af en særlig animositet mod mennesker fra ikke nærmere angivne ”ikkevestlige lande”.

LunaPicEditor: Brøndby Strand on edge.