PORTRÆTINTERVIEW // POV BUSINESS & SPORT – For Lars Sandahl Sørensen har det at dyrke sport nærmest en eksistentiel betydning. Hvis han ikke mindst to gange om ugen får brugt sin krop til det yderste, er han ikke i balance – hverken fysisk eller psykisk. Og både den fysiske og psykiske balance er afgørende for manden, der sidder på en af de mest magtfulde poster i dansk erhvervsliv. ”Jeg blev lavet på en sejlbåd og smidt i vandet nærmest fra min moders skød,” fortæller direktøren i Dansk Industri til POV’s Poul Arnedal, og lige siden har al slags sport, der har med vand at gøre, været en central del af hans tilværelse.
Alle former for sport, der foregår i vandet, under vandet eller på vandet, har altid været en stor del af Lars Sandahl Sørensens liv. Og er det stadig.
”For mig er fysisk velvære lig med at være i fysisk god form. Sådan er jeg skruet sammen. Det er også med til at holde en i psykisk balance, og i de jobs, jeg har valgt at sige ja tak til, er det temmelig nødvendigt at have både fysisk og psykisk overskud. Det får jeg bl.a. ved at dyrke sport.”
”Siden jeg var otte år, har jeg dyrket sport hver dag, og i de senere år er det mindst to gange om ugen,” siger Lars Sandahl Sørensen, der siden august 2019 har været adm. direktør i Dansk Industri og har studeret og arbejdet i over 25 år rundt om i verden.
Det har været personlighedsskabende, at jeg i så mange år som barn og ung mand har ligget og plasket i vandet to timer hver eneste dag, enten det var sol eller regn eller sne
I sin skoletid svømmede han mindst to timer hver dag og opnåede at blive danmarksmester i flere discipliner. En enkelt journalist fik ham oven i købet udnævnt til ”tidligere elitesvømmer”, da han i 2015 indtog jobbet som koncernchef i SAS.
Det får han dog hurtigt korrigeret, efter at have taget imod i mødelokalet ved siden af sit store, lyse hjørnekontor med udsigt til Tivolislottet og Rådhuspladsen: ”Det med konkurrencesvømningen og danmarksmesterskaberne var dengang, jeg var knægt. På det område har aldrig blandet mig med de store drenge.”
Og det kan måske godt have sin rigtighed, når det drejer sig om hans sportslige meritter. Til gengæld har Lars Sandahl Sørensen ikke holdt sig tilbage med at blande sig ’med de store drenge’ i sit professionelle arbejdsliv.”
”Som direktør i Dansk Industri (DI), der er interesseorganisation for 15.000 af landets største virksomheder, sidder han i dag på en af de mest magtfulde poster inden for dansk erhvervsliv.
At han er nået dertil tilskriver han bl.a. sine erfaringer som sportsudøver.
Blev nærmest kastet direkte i bølgerne fra sin moders skød
”Jeg tror, det har været personlighedsskabende, at jeg i så mange år som barn og ung mand har ligget og plasket i vandet to timer hver eneste dag, enten det var sol eller regn eller sne. Selvom pigerne var sindssygt interessante, så lukkede jeg alligevel øjnene for det og hoppede i swimmingpoolen og svømmede bane op og bane ned.”
”Hård træning og fokus på at gøre det bedre hele tiden har været et værktøj i min tilværelse. Det har handlet om hele tiden at forbedre sig, holde disciplinen og fortsætte selv, når det gjorde ondt. Og når man blev slået af de andre, så alligevel blive ved, knytte næverne og blive endnu bedre,” forklarer DI-direktøren.
Lige meget hvor jeg har boet i verden, har det heldigvis været i nærheden af vand, og så har jeg taget de udfordringer, der var med at surfe, ro kajak og alt muligt andet
Men hvorfor var det så vandet, der blev hans foretrukne element?
”Fra de mest pålidelige kilder er jeg blevet fortalt, at jeg blev lavet på en sejlbåd. Og stort set fra den dag, jeg blev født, har jeg været ude på Sundet,” siger Lars Sandahl Sørensen, der er vokset op i Vedbæk på den sjællandske Øresundskyst.
”Mine forældre sejlede meget, og jeg har også selv altid sejlet meget. Min far kastede mig nærmest direkte ud i bølgerne fra min mors skød. På den måde har vand været en stor del af mit liv. Som barn var jeg fuldstændig vildt optaget af tv-udsendelserne med Jaques Cousteau, og som 13-årig blev jeg den yngste nogensinde i Danmark, der fik et dykkerbevis og blev også dykkerinstruktør, samtidig med at jeg svømmede hver dag.
Derfor føler jeg mig tilpas i vandet. Lige meget hvor jeg har boet i verden, har det heldigvis været i nærheden af vand, og så har jeg taget de udfordringer, der var med at surfe, ro kajak og alt muligt andet,” siger Sandahl Sørensen, der i løbet af sin karriere har boet både i Tokyo, Sydney, Minneapolis, Stockholm og London og i dag har slået sig ned i Tårbæk nord for København.
Hans erhvervsposter strækker sig bl.a. over direktørstillingen i Danmarks Turistråd (i dag Visit Denmark), direktør i SAS International, kommerciel direktør i ISS og kapitalfonds-rådgiver, inden han blev koncerndirektør i SAS.”
”Her stod han i spidsen for luftfartsselskabet under den store pilotstrejke i 2019, som endte med et forlig mellem parterne, hvorefter han rykkede til direktørstolen i DI’s hovedkvarter på H.C. Andersens Boulevard.
Windsurfing, svenske kanoturer og vildmarksinstruktør
”Da jeg var teenager, og windsurfing begyndte at komme frem, startede min far importen af windsurfere til Danmark bl.a. for at have et projekt sammen med mig,” fortæller Lars Sandahl Sørensen og fortsætter:
”Og jeg har altid været meget glad for naturen. Som barn holdt vi mange og lange ferier i den svenske vildmark, hvor vi sejlede i kano. Jeg blev selv fanget af det og blev vildmarksinstruktør og tog andre mennesker med op i vildmarken ved søerne i det nordlige Sverige og Norge, hvor vi sejlede rundt i kano i to, tre, fire uger.”
Med den tid jeg har til rådighed, er jeg nødt til at dyrke noget, som er ret fleksibelt. Det nytter jo ikke noget, at der står nogle holdkammerater og venter på mig
I dag windsurfer den 58-årige direktør stadig, når lejligheden byder sig, men ellers er hans foretrukne sportsgrene i dag sejlads, havkajak, løb og mountainbike. Er der en grusbane, kan han også godt finde på at spille tennis. På rejser ud i verden er en af hans sikreste rejsekammerater løbeskoene. Og af hensyn til sin travle og intense arbejdsdag er det mest de individuelle sportsgrene, han dyrker.
”Med den tid, jeg har til rådighed, er jeg nødt til at dyrke noget, som er ret fleksibelt. Det nytter jo ikke noget, at der står nogle holdkammerater og venter på mig, fordi jeg lige skulle have overstået et forretningsmøde. Men hvis jeg ikke jævnligt får brugt min krop til det yderste, så er jeg ikke i balance.”
Den fysiske udfoldelse klarer hjernen og sætter tankerne på plads
”Jeg kan godt starte en løbetur eller en kajaktur med noget tankemylder og problemstillinger, der er gået i hårknude. Men når jeg så løber, padler eller svømmer derudad, så er det ligesom løsningerne kommer helt stille og roligt.”
”Har jeg f.eks. fem forskellige prioriteter, som alle umiddelbart synes lige vigtige, og jeg har svært ved at vælge den rækkefølge, hvori de skal løses, så roder de rundt i hovedet på mig som dominobrikker. Men når jeg så er færdig med en løbetur eller noget lignende, så står dominobrikkerne på række en, to, tre, fire, fem, og jeg ved i hvilken orden, jeg skal gå til dem.”
De mennesker, der er sindssygt gode til at overvinde nederlaget og komme videre, er også oftest dem, der bliver de allerbedste til det, de beskæftiger sig med
”Det kan også være at formulere et brev eller en besked til en ven. Eller måske kommer jeg i tanke om en ven, som jeg ikke har talt med længe.”
”Når jeg så lander derhjemme og har fået pulsen ned, er det første, jeg gør, at kontakte vedkommende, for ellers får jeg det ikke gjort,” fortæller Lars Sandahl Sørensen, der ved siden af sine erhvervsmæssige poster også har engageret sig på den organisatoriske side i eliteidrætten bl.a. som medlem af Dans Idrætsforbunds Olympiske Idrætsforum, som skal sikre de mest optimale forhold for de danske olympiske deltagere.
Indtil for nylig sad han også i bestyrelsen for Sports Event Danmark, der skal skaffe de største idrætsbegivenheder som EM i fodbold, VM i cykling, i Håndbold og i ishockey til Danmark.
En urkraft til at kunne overvinde nederlag
”Noget af det mest fascinerende ved eliteidrætten, og som jeg har stor respekt for, er dens udøveres evne til at håndtere deres nederlag. Ingen mennesker kan gå igennem livet og vinde hele tiden. Det gælder både i og udenfor sporten.”
”De mennesker, som efter et nederlag kan sige til sig selv, at det her kan jeg gøre bedre, har en urkraft, som på alle måder er vigtig at have med sig gennem hele sit liv.
Det er ikke nemt. Du møder nederlag mange gange i løbet af dit liv. Indimellem flere gange i løbet af en dag.”
”De mennesker, der er sindssygt gode til at overvinde nederlaget og komme videre, er også oftest dem, der bliver de allerbedste til det, de beskæftiger sig med, fordi de bliver ved og ved på trods af nederlagene. Det gælder både i sportens verden og udenfor.”
Det er det, jeg mener med at bide tænderne sammen og holde ud, selvom det gør ondt
”Ligesom alle andre oplever jeg jo også, at mange topidrætsfolk er en særegen kombination af kæmpeegoister, og samtidig skal være afsindig gode til at samarbejde med andre.”
”For selv de allerbedste individuelle sportsudøvere kan i dag ikke klare sig uden et team omkring sig. Nøjagtig det samme gældende inden for forretningsverdenen,” siger Lars Sandahl Sørensen.
Også på vandet med familien og vennerne
Man kan så undre sig over, hvordan en travl erhvervsleder, der også skal klemme tid ind til sine fysiske aktiviteter, overhovedet har tid til sin familie og sine venner. Men her spiller sporten også en central rolle for Sandahl Sørensen. For heldigvis kan hans familie og venner også lide at dyrke sport. Det er aktiviteter, de kan udfolde sammen.
”Når man er på havet i en sejlbåd eller puster ud efter en løbetur, en tur på surfbrættet eller i kajakkerne, har vi virkelig mulighed for at tale sammen om vores fælles oplevelser – og om alt muligt andet,” konstaterer han.
Min søn har også et sportsur, og da vi forleden var ude at løbe otte kilometer sammen, holdt jeg trit med ham hele vejen. Forskellen på vores ure var blot, at mens min søns holdt sig i gul zone hele tiden, så var min oppe i det røde felt under hele turen
Seancen er ved at være slut. Vi mangler kun lige at få taget nogle billeder ude på en af DI-hovedkvarterets mange terrasser med udsigt over Tivoli. På vej fra vores mødelokale og ind på hjørnekontoret for at hente sin ’bilforhandlerjakke’, som han kalder den, så han kan se standsmæssigt ud, strækker Sandahl Sørensen sin venstre hånd frem.
”Se,” siger han, ”jeg har lige fået det her avancerede sportsur, som måler både puls og iltindtag. Min søn har også et, og da vi forleden var ude at løbe otte kilometer sammen, holdt jeg trit med ham hele vejen. Forskellen på vores ure var blot, at mens min søns holdt sig i gul zone hele tiden, så var min oppe i det røde felt under hele turen.”
”Det er det, jeg mener med at bide tænderne sammen og holde ud, selvom det gør ondt,” slutter direktøren, inden han ifører sig sin noble jakke.
DU KAN LÆSE FLERE AF POUL ARNEDALS PORTRÆTTER OG ARTIKLER HER
Topfoto: Lars Sandahl Sørensen på terrassen ud for sit kontor i DI’s hovedsæde på H.C. Andersens Boulevard i København. Foto: Poul Arnedal
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her