
FILM // KLUMME: Frederik Bojer Bové gør status over året der gik, og laver sin egen top ti over de bedste danske film fra 2020. Det var et vanvittigt år for dansk film på mange måder, men kvaliteten har været høj!
2020 var et vanvittigt år for dansk film. Først og fremmest på grund af corona, men året havde været bemærkelsesværdigt alligevel. Billettallene taler deres tydelige sprog, og det er altså ikke kun fordi publikum ikke havde de vanlige amerikanske film-tilbud, at de valgte dansk film i hobetal.
Det var nemlig et ualmindeligt stærkt år bredden i dansk film med kæmpesuccesser som Druk, Retfærdighedens ryttere og Vores mand I Amerika. Selv en film som Undtagelsen, der nu virker lidt glemt i fortællingen om året der gik, formåede at tage et lidt tvivlsomt plot og få det til at gløde med en hyper-ophedet æstetik. Det gav ikke rigtig mening, men det var i det mindste sjovt at se på.
Det var tiltrængt, for de sidste år har kvaliteten i dansk film været højere end billettallene afslørede. De gode film var for små til at folk gad at se dem, og de store film var for dårlige til at folk gad at se dem mere end én gang. Sådan var det ikke i 2020, hvor flere film nærmest satte publikumsrekorder, alt imens det fortsat piblede frem med nye og spændende stemmer. Fremtiden for dansk film er på mange måder lys.
Mainstream har også brug for undergrunden
Der er brug for både stort og småt. Selv de store mainstream-film, med store stjerner, og vægtige historier, kan blive forbedret af de unges energier. Af de sidste par års største successer er det slående hvor mange der er filmet af unge fotografer som Jasper Spanning (Dronningen) Louise McLaughlin (Vores mand i Amerika) og Sturla Brandth Grøvlen (Før frosten, Druk). De tre fotografer fik chancen i små film, fik erfaring, og tilføjede blændende nye billeder til film af erfarne instruktører.
De gode film var for små til at folk gad at se dem, og de store film var for dårlige til at folk gad at se dem mere end én gang. Sådan var det ikke i 2020
Det er dog ikke alt, som er lys og glæde. Det er stadigvæk sådan, at de små film har meget svært ved at blive set. Filmfestivalen CPH:PIX siger, at de fremover vil satse på at være en festival for hvad de kalder ‘talent-film’, men man kan frygte de tværtom bliver en parkeringsplads.
Det virker indtil videre lidt uklart hvor god en skueplads det vil være. 2020 udgaven bestod af blot 2 visninger for hver enkelt film, og de blev jo så selvfølgelig aflyst. I skrivende stund er 2020 udgaven stadigvæk udskudt på ubestemt tid, og der er ikke hørt noget om planer for en evt digital udgave. Det begynder at være svært at se hvornår der skal være plads til et rigtigt talent-films-fokus på denne side af CPH:DOX.
Platform for de yngre og plads til det mislykkede i dansk film
Den største fare for dansk film fremadrettet vil være hvis vi hviler på laurbærrene. Der er stadigvæk plads til forbedringer i de enkelte danske film – og det vil der formentlig altid være. Der er stadigvæk for lidt vilje til at fortælle med æstetikken, og der er stadigvæk for mange manuskripter der bygges op om lige dele højlydte skænderier og fortænkte twists.
Dansk film 2020 var derfor bedst når chilenerne sang, når Mads og Lasse dansede, når Troels og Kirsten flirtede, når signalraketterne oplyste de hårde kvarterer
Ordentlige platforme for yngre filmfolk, så de ikke bliver glemt i jubelen over alt det som går så godt. Blik for både det gode ved dårlige film (Kirsten Lehfeldt og Troels Lyby er f.eks fremragende i den ellers beklageligvis mislykkede Madklubben) såvel som de aspekter af gode film der alligevel kunne forbedres. Det er forhåbningerne for 2021.
Her er min liste over de ti bedste film fra året der gik:
10. Retfærdighedens ryttere (Anders Thomas Jensen)
Desværre nok årets skuffelse, om end det også i høj grad skyldtes den fabelagtige trailer. Men det føles lidt som om Anders Thomas Jensen holder sig til det absolut sikre denne gang. Det æstetiske arbejde er under niveauet fra f.eks. Mænd og høns, og så er tematikken om tilfældigheder ret så forvrøvlet eksekveret. Filmens twists virker fortænkte og mere som en fortæller, der gerne vil fremstå smart, end som om de siger noget om den verden, vi lever i.
Men med fantastisk replikskrivning, og en præstation fra Lars Brygmann, der formentlig er årets største birolle-præstation, så fortjener Retfærdighedens ryttere alligevel en plads i top ti.
9. Show Dancer (Laurits Flensted-Jensen)
Laurits Flensted-Jensen har allerede lavet fiktionsfilmen Usynligt hjerte, men dokumentarfilmen Show Dancer er stærkere. Der er en stærk æstetisk energi i de mange danse-scener, og så rammer fortællingen om danseren Lasses kamp for at stoppe et kokain-misbrug så meget hårdere, fordi den har dokumentarens uforudsigelighed, frem for at være bliver tilpasset typiske dramaturgiske regler. Der er aldrig rigtig nogen forløsning. Sådan er livet nogle gange.
8. Mit børnehjem i Kabul (Sharbanoo Sadat)
Shahrbanoo Sadats opfølger til Wolf and Sheep var ikke helt lige så stærk, men de dansk-producerede film om opvækst i Afghanistan i krigens skygge bliver ved med at være en stærk blanding af dokumentarisme og fantasi. Denne gang var det bollywood-æstetik der mødte en grum fortælling om skiftende magtforhold på både børnehjemmet og i det krigshærgede samfund.
7. Druk (Thomas Vinterberg)
Jeg har allerede én gang forklaret, hvorfor jeg ikke mener, Druk er årtiets danske film, eller hvad man nu gerne vil gøre den til. Årets bedste slutning og generelt stærke skuespillerpræstationer, kan ikke rigtigt skjule, at filmen ikke tør og gør nok. Sturla Brandth Grøvlen har leveret bedre billeder mange gange før, og dramaturgien virker en lille smule mekanisk. Men alligevel. Når Mads Mikkelsen danser til What A Life, så er det så absolut mesterligt.
6. I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die (Eva Marie Rødbro)
Eva Marie Rødbros portræt af den amerikanske underklasse er ikke så æstetisk nyskabende, at det gør noget. Vi har set ret mange danske dokumentarfilm, der ser sådan her ud og f.eks. tager barnets blik seriøst. Men det ændrer ikke ved, at filmen er fremragende udført, kompleks i sine udsagn, og smuk i billede og lyd. Jeg kan godt tåle at se den her type film en del gange endnu.
5. Shorta (Anders Ølholm & Frederik Louis Hviid)
Til gengæld er der for dansk film sjældent æstetisk smæk på skillingen i debuten fra de to unge instruktører. Fortællingen om politivold og mod-oprør var præget af en nærmest musikvideo-kraftfuld billedside. Og så var Simon Sears suveræn som den unge betjent Jens, der endnu ikke helt har fundet ud af, hvem han er, og hvor meget han vil være med til at gøre som de andre betjente. Han overspiller. Altså Jens, ikke Simon Sears.
Filmen blev anklaget for racisme, hvilket jeg ikke helt mener er ramt rigtigt. Jeg kan ikke se en eneste indvandrer-karakter opføre sig på en måde, som ikke er fuldstændig legitim i forhold til de ting, filmen siger, de bliver udsat for. Men man kan godt spørge sig selv, hvorfor det i så ekstrem grad skal være betjentene, vi identificerer os med, og det afsluttende twist er helt ærligt bare stupidt. Det virker, som om filmen slår knuder på sig selv, af frygt for at sige for rene ting rent politisk, og det gør den i sidste ende bare knudret.
4. The Cave (Feras Fayyad)
Grumme historier om Feras Fayyad har fjernet noget af glansen fra såvel den unge instruktør som fra produktionsselskabet Danish Documentary. Men det kan ikke ødelægge, at The Cave er en sublim film, der samtidig også er et lærestykke i, hvordan man bruger æstetik og metafor i en dokumentarisk sammenhæng. To gange i filmen, til start og til slut, dykker vi ned under overfladen. Resten af filmen udspiller sig i hospitalet i hulen. Virkningen er, at det ikke blot bliver en film om de forfærdelige forbrydelser, der foregår i Syrien, men også bliver til en fortælling om, hvordan den her slags rædsler er skjult, gemt væk under overfladen. Det er ikke bare optagelserne, som er eminente. Det er ganske enkelt hele pakken.
3. Kød og blod (Jeanette Nordahl)
Kød og blod er et bevis for, at der er et nærmest uendeligt reservoir af kræfter, som dansk film kan trække på. Nordahl er uddannet fra Super 16 helt tilbage i 2012, men har først nu fået lavet sin debut. Manuskriptet er af Ingeborg Topsøe, og ligesom med hendes tidligere manuskript til Charmøren er det en overrumplende, facetteret og kompleks sag om identitet og tilhørsforhold. Topsøe er en auteur i egen ret. Fotografering er af columbianske David Gallego (Slangens Favntag, Trækfugle), og for musikken stod Frederikke Hoffmeier aka Puce Mary.
Det hele er brugt på en fortælling, hvor vi aldrig rigtig er sikre på, hvor vi har folk henne. Sidste Babett Knudsens mafia-mor er et enigma og fremstår så meget stærkere, fordi hun ikke bliver gjort til filmens hovedrolle. Hendes fingre, hendes ryg, det er tydeligt, at der altid foregår et eller andet, men vi forstår aldrig hvad.
2. Vores mand i Amerika (Christina Rosendahl)
Alene indledningen. Det første lange klip, holdt helt stille, fra den helt perfekte kameravinkel. Og så de glidende kamerabevægelser fra det lille sygeleje. Vores mand i Amerika valgte som nærmest ingen anden dansk film i årevis at stole på æstetikken. Peter Albrechtsens lydarbejde, der også løftede The Cave, nåede her nye højder, men fik selvfølgelig også mere plads. Og Louise McLaughlins kameraarbejde var måske endnu bedre end i Team Hurricane om end helt anderledes.
Fortællingen om Henrik Kauffmann var i sig selv ret forudsigelig. Vi ved jo alle sammen godt, hvordan Anden Verdenskrig ender. Netop derfor var der plads til at tage den fortælling og så gøre så meget andet ved den. Lys, lyd, farver, scenografi, alt syntes tiltænkt at skulle skabe et rum snarere end bare at skulle understøtte et plot. At det samtidig også ramte et bredt publikum, det giver enorm fortrøstning for dansk films fremtid.
1. Undertrykkelsens sang (Marianne Hougen-Moraga & Estephan Wagner)
Vinderen af CPH:DOX prisen er ganske enkelt tæt på at være perfekt. Historien om det religiøse samfund i Villa Baveria i Chile udviklede sig hurtigt til at blive et studie i psykologisk fornægtelse. Ingen i filmen ser ud til at kunne håndtere fortiden, hverken gerningsmænd eller ofre, men der bliver ved med at poppe nye horrible oplysninger op som tekst på skærmen. Alle forsøger at tale udenom, mere og mere afsløres som værende del af en dybt forfærdelig historisk hændelse.
Undertrykkelsens sang forsøger ligesom f.eks. Sauls søn at vise noget, der ikke kan vises. Lige som den film ikke var med inde i gaskammeret, så rekonstruerer Undertrykkelsens sang aldrig forbrydelserne. Den lader traumet stå som et sort hul, hvorom resten af filmen drejer. Dermed bliver virkningen bare så meget desto stærkere. Hvis det kunne rekonstrueres, hvis bare en enkelt af de medvirkende kunne fortælle fattet og detaljeret om, hvad der var hændt, så havde det virket mindre voldsomt. Men det kan de ikke. Så der må bare synges lidt mere.
Det er lige nemlig ikke alt, der kan fortælles. Det er derfor, ikke alle filmiske opgaver kan løses med manuskriptet. Dansk film 2020 var derfor bedst når chilenerne sang, når Mads og Lasse dansede, når Troels og Kirsten flirtede, når signalraketterne oplyste de hårde kvarterer. Så lærte vi mere om os selv. Også på måder det til tider var svært at forklare.
LÆS FLERE ANMELDELSER AF FREDERIK BOJER BOVÉ HER
Fotocredit:
Retfærdighedens ryttere, Mit børnehjem i Kabul, Druk, Shorta, The Cave, Kød og blod & Vores mand i Amerika: Kino.dk
Show Dancer, I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die & Undertrykkelsens sang: CPH:DOX
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.