Kinok: Introduktion til Berlinalen

Frederik Bojer Bové Filmanmelder 09.02.2018

BERLIN FILMFESTIVAL – Frederik Bové forbereder sig til Berlin, hvor en af verdens største og vigtigste filmfestivaler løber af stablen fra næste uge. Inden afrejse og som guide til den daglige dækning, der vil være at læse i POV fra næste uge, har han skrevet denne introduktion til festivalen, som den tegner sig i 2018. Hvad skal vi se frem til?

Berlin Filmfestival var i de danske medier for nylig. Christian Tafdrup brokkede sig gevaldigt over, at hans film En Frygtelig Kvinde var blevet afvist af snart sagt alle internationale festivaler – fordi de alle sammen er så frygtelig politisk ukorrekte, og det kun er i Danmark, at vi tør tale uforfærdet og sandt om tingene, sådan som de er, mens alle andre end danskere er nogle krystere og tøffelhelte.

Det viste sig, at det kun var Berlin-festivalen der havde afvist En Frygtelig Kvinde af politiske grunde. Reelt havde det ikke været noget egentlig afslag, den ansvarlige for film fra Skandinavien mente blot ikke, at en film med den titel havde en chance i Berlin. En storm i et glas vand, kunne man sige. Og dog…

… For hvis der er én filmfestival i verden, hvor anklagen om politisk korrekthed giver mening, så er det nok Berlin. De har i hvert fald måttet høre på det i mange år, og også i Tyskland har der været stor debat om festivalens profil. I november sidste år skrev hele 79 tyske instruktører under på et brev, der opfordrede til en gentænkning af hele festivalens struktur, når den nuværende direktør Dieter Kosslick går af i 2019.

Berlin har mistet anseelse

Kosslick har siddet på posten siden 2001, og har måttet se festivalen miste anseelse. Festivalen ligger klemt i starten af året, hvor opmærksomheden i høj grad går til dels Sundance i USA og i højere og højere grad okkuperes af det evige Oscar-kapløb. Berlin er måske den dårligste platform at lancere en Oscar-film på, og det virker som om, det nærmest er det eneste, der gælder i amerikanske filmkredse, hvorfor Berlin ofte får krummerne fra den side. Ikke en eneste amerikansk film har vundet Guldbjørnen i den tid, Kosslick har siddet på posten, hvilket nærmest er helt imponerende i mine øjne.

Det ligner et program der vil byde på flere overraskelser end helstøbte mesterværker. Men det er i mine øjne også meget spændende

I stedet går priserne til iranske, kinesiske, sydafrikanske, alle mulige slags film fra hele verden. Mange prisvindere forsvinder lidt ud i glemslen – Diao Yinans Black Coal, Thin Ice fik vist ikke engang en festivalvisning herhjemme – men der er i mine øjne også noget lidt morsomt over det flagrende program. Der er muligheder for at blive overrasket, både på godt og ondt. Få film kan være så rærlige som en berlinalefilm, der tydeligvis kun er blevet inkluderet af politiske grunde, men omvendt er der også plads til genrefilm fra hele verden og bizarre stilistiske hybrider.

Årets program, Kosslicks næstsidste festival, ser meget normalt ud. Der er ikke mange af 2018’s mest ventede film, de kommer formentlig på Cannes eller Venedig senere på året, men omvendt er der en del yngre instruktører, der får deres første deltagelse på en større festival.

Det ligner et program der vil byde på flere overraskelser end helstøbte mesterværker. Men det er i mine øjne også meget spændende.

Programmet

Toppen Av Ingenting – Måns Månsson & Axel Petersén.

Hvis vi først kigger på Skandinavien, så blev Tafdrup jo siet fra grundet politisk korrekthed, men der er deltagere fra både Norge og Sverige. Norske Erik Poppe laver store brede dramaer, hvilket vi herhjemme sidst så i Kongens Nej med Jesper Christensen, og hans film Utøya 22. juli skal nok sætte gang i tårekanalerne. Fra Sverige kommer Toppen av Ingenting af de to unge instruktører Måns Månsson og Axel Petersén. Vi snakker to af de mest spændende unge svenske instruktører, der tidligere har arbejdet sammen – Månsson har været fotograf på Peterséns smukke film – og der er mulighed for et helt stort internationalt gennembrud, hvis de er på sædvanligt niveau.

Vandrer vi sydpå til Tyskland, så er de repræsenteret på hjemmebane med fire film; to af veteraner og to af yngre kræfter. De to yngre er Emily Atef med 3 Dage i Quiberon, om den kendte østrigske skuespillerinde Romy Schneider, og Thomas Stuber med In den Gängen, et drama om et supermarked. Jeg skal ærligt indrømme, jeg ikke kender det store til de to instruktører, og på festivaler kan de lokale favoritter altid være under niveau – omend der omvendt også kan være store overraskelser som Sebastian Schippers one-take-bedrift Victoria, der også fik store roser herhjemme.

Mein Bruder Heist Robert und ist ein Idiot – Philip Gröning.

De to veteraner skal til gengæld forhåbentlig nok levere varen. Christian Petzold fik med Barbara og Phoenix slået sit navn fast, og er måske Tysklands største auteur i disse år – hans Transit er nok mit bud på en forhåndsfavorit. Philip Gröning er mindre kendt i brede kredse, men med kultdokumentaren Den Store Stilhed om livet i et kloster og Venedig-prisvinderen Die Frau des Polizisten, har han markeret sig som en ret unik instruktør. Hans nye Mein Bruder Heist Robert und ist ein Idiot har en vidunderlig titel og er i typisk Gröning-stil næsten tre timer lang. Forvent strålende anmeldelser, måske en af de mindre priser, og en enkelt festivalvisning eller to herhjemme.

Resten af Vesteuropa er ret tyndt repræsenteret. Fra Frankrig kommer to auteurs af hvad jeg vil kalde mellemklassen: Både Benoit Jacquot, der deltager med Eva, og Cédric Kahn med La Priére, har været på stort set alle festivaler, men har aldrig vundet helt store priser eller lavet den der film, som alle kender. Jeg forventer noget godt og solidt. Mere spændende finder jeg den italienske deltager Laura Bispuri, hvis debutfilm Sworn Virgin var i New Talent Grand Pix herhjemme og viste en virkelig spændende ny stemme i italiensk film. Hendes nye, Figlia Mia, er en af dem, jeg glæder mig mest til.

Østeuropa: Fra Polen kommer en vaskeægte Berlin-veteran. Szumowska deltager i kampen om Bjørnen for tredje gang i træk med Twarz, og eftersom begge tidligere bidrag vandt priser, må hun også siges at høre til favoritterne. Jeg kan ikke helt finde den personlige kerne i Szumowskas film, som jeg leder efter hos festivalveteraner, men omvendt bliver hun bedre og bedre, så jeg krydser fingre for, at Twarz er mindst lige så god som Krop og Sjæl, der også fik premiere herhjemme.

Fra Rumænien kommer debutanten Adina Pintilie med Touch Me Not, en film om intimitet, og med rumænsk films generelt høje niveau i betragtning har jeg høje forventninger. Endelig deltager russiske Aleksej German Jr med Dovlatov. German Jr er en krævende instruktør, der står lidt i skyggen af både hans far Aleksej German samt landsmanden Andreij Zvyagintsev, men han er altid garant for i det mindste nogle særprægede billeder.

Fra USA kommer tre instruktører: Wes Anderson er det helt store trækplaster, når han åbner festivalen med Isle of Dogs. Det er instruktørens anden optræden i Berlin efter The Grand Budapest Hotel og er den mest hypede af alle film i konkurrence. Guldpalme-vinderen Gus van Sant skulle måske også kunne have bygget hype op om Don’t Worry, He Won’t Get Far On Foot, men den har allerede haft premiere på Sundance, så who cares? Derudover var hans seneste, Sea of Trees, så elendig, at forventningerne nok er sænket en del. Endelig får Zellner-brødrene deres første store festivaldeltagelse med Damsel. De to brødre David og Nathan havde deres største hit med Kumiko the Treasure Hunter, en skæv men også ret typisk indiefilm.

Sydamerika stiller med to film: Marcelo Martinessi er måske konkurrencens mest ubeskrevne blad; jeg tror endda at hans Las Herederas bliver den første film, jeg ser fra Paraguay overhovedet. Omvendt er Alonso Ruizpalacios en af de mere ventede instruktører, efter at hans stærke og egensindige Güeros vandt debutantprisen i Berlin i 2014. Hans Museo har superstjernen Gael Garcia Bernal i hovedrollen og kunne sagtens blive et af de store hits.

Rejser vi hen over Stillehavet kommer vi til Filipinerne, hvorfra Lav Diaz deltager – naturligvis med konkurrencens længste film. Sidst han var med, i 2016, var det med den hele otte timer lange Lullaby to the Sorrowful Memory, der vandt Alfred Bauer-prisen. Siden da har han vundet Guldløven for The Woman Who Left. Hans Season of the Devil er kun fire timer lang og efter sigende en rockopera, så det lyder som en af hans relativt mere kommercielle film. Dansk distribution er en ønskedrøm til denne bizarre og unikke instruktør, der dog efterhånden har opbygget en fuldstændig uomgængelig filmografi.

Endelig er der Iran, et af filmfestivalens yndlingsområder. To gange dette årti har en iransk film vundet Guldbjørnen: Asghar Farhadis Nader og Simin – En separation i 2011 og Jafar Panahis Taxi Teheran i 2015. Mani Haghighi, der deltager med Khook – hvilket betyder ‘Gris’ men lyder bedre på originalsproget – er en atypisk iransk instruktør, nærmest postmoderne i hans surrealistiske hybridstil. Måske for vild til det internationale publikum, der hellere ser instruktører fra dikaturer lave modig politisk realisme, men det skal forhåbentlig nok blive en vild oplevelse.

Der er naturligvis meget mere på programmet. Der er flere film i hovedserien, der bare ikke er i konkurrence, inklusive film fra så rutinerede kræfter som Steven Soderbergh og José Padilha. Og sidekonkurrencerne Forum og Panorama bugner af lækkerbiskener fra folk som Hong Sang-soo, Corneliu Porumboiu og Claire Simon. Det er måske ikke navne, der er garant for blockbustere, men forhåbentlig er det film som vil komme til PIX og DOX, og som nok skal give anledning til diskussion.

Festivalkritik er en mærkelig størrelse. Man skriver i sagens natur altid om film, som ens læsere umiddelbart ikke har mulighed for at se, og som de måske aldrig nogensinde kommer til. Den typiske forbrugerguide-anmeldelse er derfor heller ikke så interessant, for selv den mest ekstatiske seksstjerners anmeldelse vil ikke sælge en eneste billet. Men få begivenheder giver mulighed for at skrive så bredt kritisk om tendenser og billeder fra hele verden, fem kontinenter i denne ombæring. Netop Berlin, uden de store auteurs, kræver måske nok mere debatterende kritik. Jeg glæder mig til at gøre forsøget, og håber du vil læse med.

Photocredits: Berlinfestivalen

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.