FILM // ESSAY – Alle ser den, og alle taler om den. Druk er årets store danske film og er nærmest på egen hånd i gang med at redde det danske biografmarked. Og nu har den så vundet en Oscar. Det er flot, men flere har fortalt Frederik Bojer Bové, at de har nogenlunde det samme problem med filmen, så han begiver sig ud i en essayistisk forklaring på, hvad der er galt.
Artiklen er opdateret med en henvisning til The Academy Awards (Oscar-uddelingen), hvor filmen vandt en Oscar.
Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at skrive om Druk, men i sidste ende er det samme sket lidt for mange gange. Folk er kommet hen til mig, spurgt om jeg har set filmen, om jeg kunne lide den, været lidt uforstående over for de overvældende anmeldelser, den har fået.
Jeg har svaret ja og jo da, snakket om den sublime slutscene. Og flere gange, og så sent som i mandags, har folk så derefter sagt præcis det samme: ‘Men var det ikke, som om den holdt lidt igen?’
Bare fordi man slutter af med årets bedste scene er det ingen undskyldning for ikke at levere årets næstbedste scene fem minutter tidligere
Og jo. Jeg sad også lige præcis, mens jeg så Druk og tænkte, at den på en eller anden mærkelig måde holder igen. Det er dybt sært, for dens sidste minutter er måske årets bedste scene. Den giver los til sidst, og det er sublimt.
Resten af tiden giver den ikke los, og det er ikke sublimt. Og bare fordi man slutter af med årets bedste scene, er det ingen undskyldning for ikke at levere årets næstbedste scene fem minutter tidligere.
Men jeg har tænkt over det, og når andre har haft den samme fornemmelse, så vil jeg skrive lidt om det. For jeg tror godt, jeg ved hvad det er, som giver den fornemmelse. Og herefter bliver det så nok en smule nørdet.
Når perfektionen rystes væk
Det er nemlig, er jeg ret sikker på, det håndholdte kamera, som giver den mærkelige fornemmelse. Det lidt rystede billedsprog skal give en fornemmelse af impulsivitet, af realisme, af improvisation, og det clasher med alle de måder, som Druk ellers er sublimt og tålmodigt stykket sammen på.
https://www.youtube.com/watch?v=LUy-4zYc7OQ
F.eks. lyssætningen. Åh hvor er der vidunderlig brug af lys i forskellige scener, f.eks. den mørklagte scene hvor de fire mænd sidder sammen og fortryder drukturen fra dagen før. Eller scenen hvor Martin og Anika sidder på en café og diskuterer deres brud, måden de er filmet i modlys, som om sandheden er alt for klar og lysende og skærer især Martin i øjnene.
Sjældent har jeg set en film, der stoler så lidt på dens egne vidunderlige tableauer. Det skal hele tiden væk, skal rystes lidt, vi skal ikke dvæle for meget
Men i begge de scener er det som om, at kameraet finder det helt perfekte billede til at skildre, hvad der sker, og så ryster lidt, så det forsvinder. Den fantastiske æstetiske idé rystes ud.
Det sker hele tiden. Sjældent har jeg set en film, hvor de faste indstillinger er så vidunderlige. Mads der danser naturligvis, men f.eks. også de fire mænd, der sidder på en bænk og snakker om tabte drømme.
Og sjældent har jeg set en film, der stoler så lidt på dens egne vidunderlige tableauer. Det skal hele tiden væk, skal rystes lidt, vi skal ikke dvæle for meget.
Hvorfor?
To slags håndholdt
Jeg vil godt snakke lidt om teori bag ved to former for håndholdt kamera, og den er altså som så meget filmteori hentet hos de fransksprogede, så som man siger: Pardon my french.
Men altså. Man kan sige, at der er to slags håndholdt kamera. Der er ‘verité’-kamera, sandheds-kamera, den gammeldags opfattelse fra ‘cinema verité’, hvor det er en slags garant for realismen. Og herimod vil jeg opstille den anden opfattelse, som jeg tager fra de belgiske Dardenne-brødre, som kalder deres håndholdte kamera for et ‘corps’-kamera, krops-kamera, hvor det omvendt er kameraet og kameraførerens materialitet, som vi registrerer.
Der er intet reelt bag det håndholdte kamera i Druk. Det skal få, hvad der er en virkelig kalkuleret film til at fremstå ukalkuleret.
Jeg vil næsten vove den påstand, at ‘verité’-kameraet rent faktisk er en kliché, en refleks vi har taget med os fra nogle tresser-dokumentarer, og som ikke længere fungerer. Det er fernis, det er tyndt, vi kan efterhånden godt forstå, at en film kan være ekstremt konstrueret, også selvom man ryster lidt på hånden.
Men ‘corps’-kameraet det fungerer stadigvæk sublimt, for det fungerer via en kobling til noget reelt. Og det behøver ikke at være rystet, når, f.eks. i Dronningen, kameraet glider rundt om Trine Dyrholm, mens hun danser med solen, så er det glatte bevægelser både fra kamera og skuespiller, og dermed sætter fornemmelsen af at svæve sig også i beskueren.
Der er intet reelt bag det håndholdte kamera i Druk. Det skal få, hvad der er en virkelig kalkuleret film til at fremstå ukalkuleret. Hvilket for det første ikke virker, og for det andet er lidt mærkværdigt, for det er en sublimt kalkuleret film det meste af tiden, så hvorfor forsøge at skjule det?
Reality Rules
Her bliver jeg nødt til at komme med et par bemærkninger om filmens manus-forfatter, Tobias Lindholm, og dennes koncept om ‘Reality Rules’, som han fremlagde for film-Danmark sammen med Michael Noer, da de til sammen debuterede med fængselsdramaet R. På et eller andet tidspunkt bør jeg give mig en kast med en større analyse af konceptet, for jeg mener virkelig, dels at det er et af de større fejltrin i dansk film det sidste årti, dels at Noer og Lindholms karrierer illustrerer dette på fineste vis.
Det er virkelig en af kunstnerens vanskeligste opgaver at modulere mellem virkelighed og uvirkelighed.
Kort fortalt kan jeg ikke se, hvad i alverden det indebærer, og det virker helt absurd. Det er naturligvis fint for en instruktør at inddrage virkeligheden i sin film, så betyder det ikke, at virkeligheden pludselig bestemmer, det er stadigvæk instruktøren, der bestemmer, hvor meget plads, der er til virkeligheden. The Director Rules! At lade som om man lader virkeligheden bestemme, virker mest af alt lidt ligesom Lars von Triers film Direktøren for det hele, hvor ansvaret bliver lagt væk fra den virkelige chef, så han kan slippe af sted med mere uden at stå til ansvar.
Således også med især Tobias Lindholms film som Kapringen og Krigen. Det er dybt manipulerende melodramaer, og de bliver så meget desto mere manipulerende,, fordi de ikke vil stå ved det. Hvorimod Noer i film som Nøgle Hus Spejl og Før Frosten lader til at have vendt sig imod det, og har fundet en langt mere subjektiv og stram stil, som så omvendt giver langt mere plads til at diskutere udsagnene.
I det mindste ved vi, at der er udsagn. Det er ikke bare en eller anden påstand om, at virkeligheden har sagt noget.
Melodrama!
På samme måde er Druk dybt manipulerende, og det meste af tiden på allerbedste vis. Men når man skal håndtere fire mænds fortællinger og få dem til at hænge sammen, så er det tilgiveligt og naturligt, at der til tider er nogle udviklinger hos den ene mand, som ikke sådan rigtig hænger sammen.
Det går værst udover Peter, der reelt set ikke har så vanvittig meget plot at forholde sig til, men som så til sidst pludselig er kommet sig over sin angst for tilknytning, og bliver kærester med formnings-vikaren.
Hvordan? Hvorledes? Hvorfor?
Jeg ved det ikke, og jeg er egentlig også lidt ligeglad, ligesom jeg er fint tilfreds med, Nikolaj bare sådan til sidst finder sammen med konen igen, og de forklarer det med det meget lidt dramaturgisk tilfredsstillende ‘Det hjalp,, at jeg holdt op med at tisse i sengen’ Det er sjovt! Og effektfuldt! Og det er vigtigere end realisme.
Det er helt overvældende rigtigt at se Martin folde sig ud på den måde, på den måde fortælle med sin krop, og svæve helt stille i luften. Det siger så meget om livet, som virker sandt.
Og ligeledes er det vel heller ikke så vanvittig realistisk, at Martin stadigvæk er i stand til at danse på den måde. Fortællingerne om scenen har jo også handlet om, at det tog en del træning og koreografi, selvom det ser ud, som om han bare lige kan huske sin ungdoms jazzballet. Det er manipulation, det er ikke realistisk. Og derfor er det sgu da stadigvæk det mest sublime øjeblik i nogen dansk film længe.
For det rammer noget andet, måske det som Herzog kalder en ‘ekstatisk sandhed’. Det er helt overvældende rigtigt at se Martin folde sig ud på den måde, på den måde fortælle med sin krop, og svæve helt stille i luften. Det siger så meget om livet, som virker sandt, også selvom det rent nøgternt nok ikke er det.
Det er den slags ekstatiske sandheder, der bliver ofret i resten af filmen, til fordel for det rystede pseudo-objektive rationale. Og det er synd.
Modulering!
Det er virkelig en af kunstnerens vanskeligste opgaver, at modulere mellem virkelighed og uvirkelighed. At få os til at tro der er en kobling til virkeligheden, selvom vi stadigvæk godt ved, at det er en konstruktion. For at bruge et eksempel fra en anden nylig dansk film, så skal vi tro at kvarteret Svalegården fra Shorta er en brugbar substitut for et af kvartererne på den såkaldte ‘ghetto-liste’, men samtidig skal vi jo ikke tro, at det er virkelighed, når en ung mand bliver slået ihjel, for så ville vi jo blive sure på skuespillerne.
Druk holder for meget igen. Vinterberg holder i for meget af filmen sig selv i for kort snor, for i stedet at lade, som om ‘virkeligheden’ styrer slagets gang
Det er altid en balancegang, og Druk falder lidt for meget til den ene side. Den vil så gerne fremstå som objektiv, som noget andet end bare Vinterberg og Lindholms tankespind, og så bliver den i sidste ende i stedet til mindre.
Det er derfor, selvom jeg virkelig godt kan lide filmen, og elsker den inderligt for dens succes i en svær tid for biograferne, at jeg i sidste ende foretrækker andre af årets danske film som Shorta, Kød og Blod, Vores mand i Amerika og dokumentarerne The Cave og Undertrykkelsens sang. Det er film som fornemt modulerer forholdet mellem virkeligt og konstruktion, selv i dokumentarfilmene, hvor konstruktion ellers længe har været et skældsord.
Druk holder for meget igen. Vinterberg holder i for meget af filmen sig selv i for kort snor, for i stedet at lade, som om ‘virkeligheden’ styrer slagets gang. Det gør det ikke, det er den ekstatiske sandhed, der vinder til sidst. Havde den dog bare fået lov til også at bestemme resten af tiden.
LÆS MERE AF FREDERIK BOJER BOVÉ HER
Foto: Pressefoto
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
