FILM // TOP10 – Frederik Bojer Bové gør status over endnu et år i dansk film. Året var fyldt med spændende film, men ikke alle fik så meget plads. Så vær forberedt på at finde film, du måske ikke har hørt om, på listen.
2023 var på godt og ondt et tilbageskuende år for dansk film. Per Juul Carlsen udgav i efteråret Miraklet 1996-2006, der kiggede tilbage på dengang, det gik rigtig sjovt for Filmdanmark, dengang med Dogme-kvalitet og megahits som Den eneste ene, Nattevagten og Kongekabale. Den slags er meget godt til at sætte nutiden i relief. (POV anmeldte bogen ved udgivelsen, red.)
For mig var 2023 et ganske fint år for dansk film, men sammenlignet med 90’erne kan jeg godt forstå, hvis det virker lidt tamt. Der var ikke nogen kæmpe publikumssucces à la Ternet Ninja. Der blev vundet flotte internationale priser, men det var for kortfilm eller debutantfilm, og det er ikke helt det samme som Cannes-deltagelse og Oscar-nomineringer.
Det brede og det smalle, det sikre og det nye
Hvis man kigger på de store billetsælgere, så var der filmatiseringen Meter i sekundet – baseret på en allerede elsket hit-roman – med 351.000 solgte billetter, og så var der gud hjælpe mig endnu en 2. verdenskrigs-film med Når befrielsen kommer, der solgte 290.000. Det er flotte billetsalg, men heller ikke historisk højt, og det er begrænset, hvor mange store romaner som Meter i sekundet, der laves om året, ligesom vi måske er ved at have dækket de fleste vigtige historier fra 2. verdenskrig?
I modsatte ende var det igen et år, hvor en hel masse smalle film endte med at ramme et smalt publikum – så mange, at det igen blev omtalt som et problem. Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Selv de største instruktører starter ofte småt.
Før Christian Tafdrup lavede En frygtelig kvinde (2017) og Speak no evil (2022), solgte hans Forældre fra 2016 blot 1.334 billetter. Ali Abbasis debutspillefilm, Shelley fra 2016, solgte 448 billetter i danske biografer, men hans næste film, Grænse (2018) og Holy Spider (2022), blev ret meget større.
Det er essentielt, at der laves film, der tør noget nyt, også selvom de rammer forbi publikum. Det kan komme med erfaringen.
Hvis ikke Fenar Ahmad eller Ole Bornedal tør satse på en original idé, hvilken chance har den nye generation af danske instruktører så?
Og under alle omstændigheder er det så absolut ikke nu, vi skal skrue ned for mængden af nye ideer og navne i dansk film, for det begynder godt nok at se lidt trist ud her. Ja, dansk film har været i krise de sidste par år, så der bliver satset på det sikre, men vi plejede ikke at få direkte efterfølgere til tidligere hits, med mindre det var komedier eller familiefilm.
Men efter en ny sæson af von Triers tv-serie Riget samt Hvidstengruppen II fik vi i år både en efterfølger til Ole Bornedals Nattevagten samt Underverden 2 af Fenar Ahmad.
Det er ikke, fordi de her film nødvendigvis er dårlige i sig selv. Hvidstengruppen 2 er bedre end 1’eren (begge instrueret af Anne-Grethe Bjarup Riis, red.). Men det er et faresignal, at så mange store danske instruktører er nødt til at satse på det sikre frem for at lave noget nyt. Hvis ikke Fenar Ahmad eller Ole Bornedal tør satse på en original idé, hvilken chance har den nye generation af danske instruktører så?
Til sidst kørte jeg lidt træt i det. Selv med Nikolaj Arcels Bastarden, som åbenlyst har sine kvaliteter, kunne jeg ikke lade være med at blive en lille smule træt af, hvor meget den mindede om instruktørens tidligere En kongelig affære. Og måske var jeg ikke alene, for Bastarden, en af årets bedst sælgende danske film, solgte altså alligevel kun cirka halvt så mange billetter som En kongelig affære gjorde det tilbage i 2012.
Så hvis vi også skal have hits om ti-tyve år, så kræver det altså nok, at der bliver lavet noget helt nyt.
De helt nye viser vej
At det kan betale sig at drage videre, blev også bekræftet af, hvad der i mine øjne var årets helt store succeshistorie: Den første nye årgang fra Filmskolen siden Tine Fischer blev rektor. Som grundlægger af CPH:DOX og siden festivaldirektør var Fischer nærmest personificeringen af den succesfulde festival, så hvad skulle der dog ske, hvis de to blev skilt ad?
Jo, festivalen havde såmænd et ganske glimrende 2023, og Filmskolen synes optændt af en ny energi med filmarrangementer for publikum, heriblandt den nye Generation-festival for ‘talentfilm’ og en kæmpe imponerende samling af afgangsfilm. Sensationelt vandt Marlene Emilie Lyngstad Cinefondation Award i Cannes for Norwegian Offspring, og det var bare toppen af isbjerget.
Selvom dansk film i 2023 var præget af dels diverse kriser, så kan man godt tillade sig at have forhåbninger til fremtiden
Næsten alle af årets afgangsfilm var værd at se og afslørede kunstnere med originale og personlige ideer. En del af dem blev bestemt ikke forløst, træerne gror ikke ind i himlen, men det var langt det meste af tiden interessant alligevel. Det giver håb om stærke debutfilm, hvis støttesystemet stadig tør give unge instruktører chancen.
Så ja. Selvom dansk film i 2023 var præget af dels diverse kriser, dels ret mange instruktører, der lavede deres bedste film i ‘mirakelårene’ for efterhånden lang tid siden, så kan man godt tillade sig at have forhåbninger til fremtiden. Der laves stadig rigtig mange stærke billeder – rigtig mange forskellige steder.
Her er årets ti bedste danske film:
10. Toves Værelse (Martin Zandvliet)
Toves Værelse er et vidunderligt lille kammer-projekt fra Zandvliet, efter han sidste gang forsøgte sig med noget så stort som en Afdeling Q-film. Marco Effekten fra 2021 var mere eksperimenterende filmet end den meget filmet-teater-agtige Toves Værelse, men det siger også noget om, hvor meget Zandvliet misforstod opgaven med at lave en blockbuster, som vel først og fremmest skal underholde.
Toves Værelse er måske mest filmet teater, men det er også godt nok, når Paprika Steen og Lars Brygmann er så meget i topform. Brygmann har måske sit livs rolle, og alene den måde, han bevæger sit adamsæble på, er helt formidabel. Filmen kan nu bl.a. streames på Viaplay.
9. Nationen / Romantica (Thomas Elley)
At filmskolens årgang 2023 er uhørt ambitiøs, ses måske især med Thomas Elley, der leverede hele to film som afgangsprojekt.
I Nationen følger vi gruppen ‘Ulvefri Front’, der tydeligvis giver unge mænd i provinsen et fællesskab med mening i, i et udkants-Danmark uden ret mange andre muligheder. Og i doku-kollagen Romantica følges en række mennesker i provinsen, inklusiv mange af de amatører, der spillede med i Nationen, mens de drikker sig fulde og leder efter venskaber og romantik.
Nationen havde smuk fotografering af Emil Aagaard – en af de mest lovende fra årgangen – og viste Elley som en fremragende instruktør af amatører, mens Romantica var villig til at trække sin æstetik rigtig langt ud, og i øvrigt indeholdt den nogle af årets mest komiske scener med et spil ‘Jeg har aldrig’ som kæmpe højdepunkt. Filmene blev vist som afgangsfilm fra Den Danske Filmskole.
8. Drifting Woods (Pia Rönicke)
Billedkunstner Pia Rönickes film om svenske skove forsøger åbenlyst at overbevise os om skovenes sublime skønhed og indeholder derfor en hel masse flotte og meget langsomme klip af træer. Men det er en bedre film, fordi den også indeholder en hel masse langt mindre pæne klip af samme slags træer, nemlig fra diagrammer, 3D-modeller og laser-skabte kort, som myndighederne bruger for at gøre de store skove håndterbare, analyserbare og dermed mulige at udnytte.
I kontrasten mellem de to typer bliver skovenes skønhed i sig selv så meget større og nem at afkode, hvilket give Rönicke plads til på lydbilledet at levere anekdoter om for eksempel ‘skovfinnerne’, og hvordan deres vilkår var i Sverige i gamle dage.
Drifting Woods er spækket med info, som var det en tv-dokumentar, men er samtidig æstetisk doku-kunst på højt niveau. Filmen havde premiere på CPH:DOX og kan ses på webtjenesten PARA:DOX.
7. Vokseværk (Mikkel Kruse)
Mikkel Kruses afgangsfilm fra dokumentarlinjen er en lille genistreg. Man filmer en masse børn, der leger frit i en børnehave, og så krydrer man det med scener, hvor de bliver ‘testet’ og for eksempel bliver spurgt, om de ved, hvad ‘læringsparat’ betyder. Kontrasten mellem hvor levende børnene er, når de må lege, og hvor fortvivlede de virker, når de bliver tvunget ind i en test-verden, kunne alene bære filmen.
Men idéen er også forløst på ekstremt højt niveau, med vidunderlige billeder i børnehøjde af Emil Aagaard (igen) og smarte ideer såsom en indledning, hvor kameraet er fikseret på børnene i børnesæder på cykler. Det er billigere at komme i gang med at lave dokumentarfilm, så vi får forhåbentlig snart spillefilmsværker at se fra Kruses hånd. Filmen blev vist som afgangsfilm fra Den Danske Filmskole.
6. Viften (Frederikke Aspöck)
Frederikke Aspöck satte ambitionsniveauet i vejret efter den fine, men også lidt almindelige De frivillige fra 2019. Der er nærmest auteur-agtig kontinuitet mellem de to film: De frivillige foregår i et lille fængsel, mens Viften foregår i et kæmpe fængselslignende slavesamfund. Til sidst i De frivillige er det kun den rige fange, der får sin fortælling udgivet, mens det til sidst i Viften fremhæves, at vi kun har danskernes vidnesbyrd om hændelserne.
Og begge film har helt særlige rytmer med den up-speedede fællessang i De frivillige og årets utvivlsomt bedste soundtrack i Viften. Publikum fulgte desværre ikke rigtig med Aspöck, som de gjorde, da hun lavede film med Anders Matthesen, men til gengæld viste hun stort kunstnerisk format og vandt Nordisk Råds Filmpris. Filmen kan streames på Grand Teatrets Hjemmebio m.fl.
5. Norwegian Offspring (Marlene Emilie Lyngstad)
Der er ét problem ved Norwegian Offspring: Den føles ikke så meget som en kortfilm på 45 minutter – mere som en spillefilm, der bare stopper halvvejs igennem. Den episodiske afgangsfilm har så mange stærke indfald – fra åbningen fortalt fra en ånds perspektiv til slutningen, der bryder den fjerde væg ned i et brusebad – at den ikke engang forsøger at samle sig til en helhed.
Men fred være med det. Marlene Emilie Lyngstads film om den norske fritænker, der aldrig kan holde kæft med sine kontroversielle holdninger om sex og køn, så han kan få held med en date, vandrer fra den ene vidunderligt tragikomiske scene til den anden.
Og i sidste ende er dens løse og eksperimenterende manus måske dens største bidrag til at forny den danske filmscene, hvor selv de smalleste film gerne skal følge gængse dramaturgiske regler. Filmen blev vist som afgangsfilm fra Den Danske Filmskole.
4. Idioten (Kasper Rune Larsen)
Kasper Rune Larsens debutfilm Danmark (2017) var skøn og helt sin egen men også meget slacker-agtig og æstetisk præget af sit lave budget.
Med Idioten bevarede han sine styrker: Det vidunderlige, improviserede skuespil, her særligt fra Jacob Skyggebjerg, og den på overfladen løse men bestemt skarpt konstruerede fortælling. Og så tilføjede han en joker i form af fotograf Stroud Rohde Pearce (Kandis for livet).
De helt igennem vidunderlige billeder tilføjede ekstra emotionel dybde til fortællingen om at være en ‘idiot’, i hvert fald set med systemets øjne. Filmen kan bl.a. streames på Grand Teatrets Hjemmebio.
3. Silent Sun of Russia (Sybilla Tuxen)
Jeg tænker ikke, det kommer som en overraskelse for nogen, der har set Sybilla Tuxens debutfilm Silent Sun of Russia at høre, at hun er uddannet fotograf fra Fotoskolen Fatamorgana. Tuxens film er dokumentarisme som æstetisering af virkeligheden.
Filmen følger tre unge russiske kvinder, der er i opposition til Putins styre, og må se deres liv blive sværere og sværere, idet flere og flere venner og bekendte kommer i regimets søgelys. Tuxens film starter der, hvor de unge reelt allerede har opgivet at gøre en forskel, så i stedet for nogen dramatisk handling er det en række billeder af angst og opgivenhed samt mennesker, der gemmer sig i mørke lejligheder – og en gang imellem scener, hvor lys og håb glimter i korte øjeblikke.
Tuxens film var meget lille, men indeholdt nogle af årets smukkest visualiserede scener. Filmen havde premiere på CPH:DOX og kan streames fra deres onlinetjeneste PARA:DOX
2. Apolonia, Apolonia (Lea Glob)
Hvis Apolonia, Apolonia havde været en fiktionsfilm, havde vi kritikere sikkert brokket os over, at der skete urealistisk meget i den. Det er simpelthen en vanvittig proppet film.
Alene Apolonia Sokols kamp for at slå igennem som maler er mere dramatisk, end man turde håbe på, og så optræder for eksempel en grundlægger af den kendte feministiske gruppe FEMEN i periferien af fortællingen, ligesom handlingen pludselig sættes på pause, mens en anden karakter svæver mellem liv og død. Tænk hvis danske spillefilm turde indeholde så meget drama!
Og tænk hvis de turde indeholde så mange visuelle ideer. Apolonia, Apolonia flintrer af sted og indeholder blandt andet en sexvideo, flere kunstneriske happenings, en lang række rolige landskabsbilleder og rigtig meget andet. I alt bliver det til en episk oplevelse, og det tætteste dansk film er kommet på postmoderne storfilm, som fx Arnaud Desplechin eller måske endda Baz Luhrmann leverer.
Det virkede som om, Apolonia, Apolonia også var det endelige gennembrud for, at dokumentarfilmen blev accepteret som værende på lige fod med fiktionsfilmen. Historien var fantastisk, æstetikken var stærk, og så viste Lea Glob sig som en af vores største auteurs.
Hendes Olmo and the Seagull (2014, co-instrueret med Petra Costa) handlede også om en kvindelig kunstner, og Venus – Let’s Talk About Sex (2016, co-instrueret med Mette Carla Albrechtsen) satte fokus på unge kvinders seksualitet.
Det leder alt sammen frem til Apolonia, Apolonia, der er den slags storfilm, som selv de største instruktører kun laver et par af i løbet af en karriere. Filmen kan bl.a. streames på Grand Teatrets Hjemmebio.
1. Stille Liv (Malene Choi)
Malene Chois film blev en større succes i udlandet end herhjemme. Hun vandt FIPRESCI-prisen i Panorama-konkurrencen i Berlin og blev siden nomineret til Discovery of the Year ved European Film Award. Men herhjemme ved jeg ikke hvor mange, der fik opdaget hende.
Stille liv er dog også en åbenlyst internationalt orienteret film, der dyrker et kunstsprog, der måske ikke virker så dansk. Hvis man har været på filmfestivaler, så kender man de mange langsomme landskabspanoreringer, ligesom man fanger hilsenerne til store instruktører som thailandske Apichatpong Weerasethakul og taiwanesiske Tsai Ming-liang.
Jeg elsker ubetinget det filmsprog, det langsomme, det eksperimenterende, det skønhedssøgende men alligevel mærkværdigt utilpassede. Og den helt store magi i Chois vidunderlige film kom af mødet mellem det internationale – måske særligt asiatiske – filmsprog og så den djurslandske virkelighed, som filmen foregår i. Bakkerne er ufatteligt smukke, men måske ikke så sublime som junglen i Thailand. Måske det er lidt mere pudsigt med svævende meteoritter eller tavse spøgelsespiger på en lille jysk restaurant.
Men Choi skabte en hybridæstetik til sin fortælling om hybrididentitet. Om at være transnationalt adopteret og derfor ikke altid at have lige nemt ved at passe ind nogle steder. Og den kobling mellem form og indhold er særdeles ny, ikke bare i dansk film, men også i international festivalfilm.
For mig var 2023 derfor et af de meget få år, hvor min yndlings danske film også kunne siges at være en af de mest innovative film i en international sammenhæng. Filmen kan bl.a. streames på Grand Teatrets Hjemmebio.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
