Japanske animationsfilm på Cinemateket

af i Film

FILM – Japan har en rig og eventyrlig tradition for at lave animationsfilm, skriver Karen Hammer, som i de seneste år begejstret har nydt Cinematekets katalog over japanske film. I denne longread fortæller hun om de væsentligste instruktører og deres film, hvoraf flere regnes for at være ikoniske mesterværker.   

For mig begyndte det hele i 2001, hvor Grand-biografen for første gang præsenterede os for Hayao Miyazakis vidunderlige verden med filmen Chihiro og Heksene. Successen var enorm, og snart fulgte flere film efter. Cinemateket  og Louisiana hoppede med på vognen; udenlandske eksperter holdt foredrag, og Kim Skotte gav seks stjerner og en hel side i Politiken, da han nogle år senere introducerede den utroligt charmerende Min nabo Totoro, om to små piger og deres kæmpestore fantasi ven Totoro.

Hayao Miyazaki arbejdede i 1960’erne som animator på Toie Dogo-studierne.  I 1968 var han chefanimator på  filmen Horus: Prince of the Sun, der blev instrueret af Isao Takahata (1935 – 2018). Historien var bygget over en Aino-fabel, en coming of age-fortælling som så mange andre japanske animerede film. Studiets ledelse fandt imidlertid aino-kulturen lidt for primitiv-eksotisk og ændrede  filmen univers , så Horus – den lille nordiske prins – kom til at kæmpe med vilde dyr og fantasivæsener i det snefyldte Skandinavien.

Hos Toie Studio tog optagelserne til en spillefilm normalt 10 måneder, men takket være Takahatas perfektionisme og de mange animatørers entusiasme tog det hele to år at færdiggøre filmen, og man planlagde at fyre Takahata. Takahata og Miayazaki tog konsekvenserne af studiets manglende loyalitet; de sagde op og dannede Ghibli-studierne i 1985. Et af deres første projekter var en filmatisering af Pippi Langstømpe, men Astrid Lindgren fandt dem uinteressante og ville ikke sælge. Derefter kastede de sig over en anden lille sej europæisk pige, og Takahata lavede Heidi – girl of the Alps.

For mig begyndte det hele i 1990, hvor Grand-biografen for første gang præsenterede os for Hayao Miyazakis vidunderlige verden med filmen Chihiro og Heksene. Successen var enorm, og snart fulgte flere film efter

Isao Takahata , der døde af lungekræft d. 5 februar 2018, regnes for en mesterlig instruktør på højde med Miyazaki. Han lavede mange meget forskellige film –  sågar en dokumentarfilm om kanalerne i Osaka. Hans mest berømte er den poetiske og utroligt sørgelige Grave of the Fireflies fra 1988, der foregår under Anden Verdenskrig og fortæller om to forældreløse børn, der langsomt går til grunde , da onde slægtninge ikke ønsker at hjælpe.Cinemateket ønskede at spille den sammen med tre andre Takahata film i oktober måned.

Af uransagelige årsager aflyste man både Pom Poko (1994), der handler om et Panda oprør mod grådige menneske spekulanter og My Neighbours  the Yamadas (1999), der beskriver livet hos en noget disfunktionel familie tegnet i en helt ny forsimplet stil, der slet ikke minder om Ghiblis. Så fik vi i stedet Minder fra i går (1991), der fortæller om bypigen, der tager på ferie hos familien ude på landet og finder nye værdier der.

En meget charmerende og nostalgisk film, der foregår i 2 forskellige tidsaldre.Takahatas sidste og mest berømmede film blev ”Fortællingen om Prinsesse Kaguya” (2018) baseret på et folkeventyr fra det 10.århundrede-tegnet i en billedskøn ekspressiv malerisk stil  a la traditional japansk kunst.

Hayao Miyazakis mesterværker

Hayao Miyazaki. Foto: Flickr

Myiazakis første film som instruktør og den sidste inden Ghibli-studioet blev etableret var The Castle of Cagliostro (1979), Filmen var en del af adventure/comedy franchisen Lupin III. I 1984 inspillede han Nausicaa of the Valley of the Wind for Ghibli; den gav et pænt overskud, så man ikke behøvede at bekymre sig om Takahatas ofte noget besynderlige ideer. Miyazakis næste tre film: The Castle in the Sky (1986), Min Nabo Totoro (1988) og Kiki – den lille heks (1989) fik også stor anerkendelse og har alle været i dansk distribution. Hvis man googler disse film kan man finde nogle meget avancerede fortolkninger af deres temaer; kig selv. Jeg blev især meget overrasket over af en engelsk skribents analyse af Totoro.

I 1992 kom eventyrfilmen Porco Rosso, som helt sikkert ikke er en børnefilm. En voksen mand – en antifascistisk pilot – transformeres til en antropomorfisk gris. Filmen foregår i Italien i 1920’erne i et parallel univers, hvor det vrimler med  dusørjægere og luftpirater i voldsomme luftdueller. Miyazakis efter manges mening allerbedste film er den fascinerende og poetiske Prinsesse Mononoke, der kom i 1997. Den fortæller om Prins Ashitaka, der bliver mærket af en grum vildsvinedæmon. For at ophæve fortryllelsen må han rejse langt mod øst for at søge hjælp hos skovguden. På rejsen  havner han i drabelige kampe mellem civilisationens og naturverdenens kræfter og møder ulveprinsessen Mononoke. Denne film blev vist på Cinemateket i sommeren 2018. Spirited away (2001) med den danske titel Chirico og Heksene er en åbenbaring af en eventyrfilm, og den gjorde på meget kort tid os alle sammen til svorne Miyazaki-fans.

Stakkels lille Chirico må arbejde som skurekone i en fortryllet verden, for at redde sine grådige forældre, der er blevet tryllet om til svin. Filmen vandt Guldløven i Cannes og modtog en Oscar. Det levende slot (2004) foregår i en industriel europæisk verden, hvor en ung kvinde trylles gammel og grim. Hun kæmper uforfærdet for at hjælpe andre og  derved også sig selv. Ponyo på Klippen ved Havet (2009) er tydeligt inspireret af H.C.Andersens Den lille Havfrue. Den lille pigefisk boltrer sig livligt nær den lille by, hvor drengen Sosuke lever med sin mor, der arbejder på plejehjemmet.

De to ”børn” bliver gode venner, og Ponyo beslutter , at hun vil leve som menneske. Hendes onde far—havguden – kæmper imod hende og slipper Havets kræfter løs. Ponyo redder det lille samfund og alle plejehjemmets gamle damer fra storm og oversvømmelse. Filmen er meget charmerende  og kun lidt uhyggelig.

Det er mit håb, at Cinemateket og Camera film i mange år vil kunne fortsætte med at friste os med nye vidunderlige animationsfilm fra Japan

Allerede året efter i 2010 lavede Miyazaki en rigtig børnefilm Arietty (2010); en filmatisering af Mary Nortons bog Lånerne. Samme år lavede Hiromara Yonebayashi også for Ghibli Studio  en fortsættelse ”Ariettys hemmelig verden”. Miyazaki tænkte nu på at gå på pension og lavede i 2016 sin sidste film  The wind rises om en flydesigner, der lever og ånder for sit arbejde for militæret  1930’ernes Japan, og deved forlænger Anden Verdenskrig og forsømmer sit privatliv. En flot og sørgelig film med et budskab.

I sine sidste skabende år kæmpede Miyazaki mod sin søn Goro født i 1967, der også ønskede at blive filminstruktør. Måske havde han ikke de samme kreative evner, for hans far gjorde meget for at stoppe ham. Miyazaki blandede sig aktivt i Goros første film Legenden om Jordhavet (2006) efter Ursula Le Guins romaner. Filmen fik på trods af det vanskelige produktions arbejde  ret gode anmeldelser og kom op herhjemme i Grandbiografen. Ghibli Studio producerede den og hans tredje film i 2014 Ronja – the Robbers daughter, men ønskede ikke at støtte hans anden  film Oppe på Valmuebakken (2011), som ellers fik meget fine anmeldelser og kom op i Grand. Meget tyder på, at Goro udover at arbjde med GHIBLI MUSEET, atter for fremtiden skal instruere for sin fars Ghibli Studio.

Et mangfoldigt univers af talent

Mange andre instruktører har i de sidste par år fået deres internationale gennembrud. Takket være Cinemateket har vi i disse dage i anledning af efterårsferien chancen for at se fire udvalgte film fra nyere yngre instruktører, som har ladet sig inspirere af Studio Ghiblis film. Yngst er Makoto Shinkai født 1 februar 1973, der med filmen Your Name (2016) har begejstret verden i den grad, at ingen anden japansk animationsfilm nogensinde har indtjent så mange penge.

Det er en meget flot film med en spændende eventyrlig historie, der foregår i det moderne Japan. Teenagerne Mitsua  og Taki krydser spor, samtidig med, at en stor meteor nærmer sig. Mitsuha bor på landet men længes efter storbyen. Taki studerer i Tokyo og drømmer om landet. I drømme bytter de krop og komunikerer via smartphones.  Filmen indeholder mange sjove situationer, f.eks, Takis bestyrtelse over at have fået bryster.

I sine sidste skabende år kæmpede Miyazaki mod sin søn Goro født i 1967, der også ønskede at blive filminstruktør. Måske havde han ikke de samme kreative evner, for hans far gjorde meget for at stoppe ham

De lever ikke præcis i den samme tid, og dog er de via deres venskab og samarbejde i stand til at forhindre at Mitsuhas lille by bliver total udraderet  af meteoren. Shinkai  Makoto lavede sin første film  Garden of Words allerede som 20 årig. Det er en stille smuk film om en gymnasieelevs betagelse af en køn 27 årig kvinde, som han gennem mange måneder møder i en smuk park i regnvejr. Han glæder sig over forårets  lange regnperiode og pjækker meget fra skolen for at kunne møde denne ukendte og meget stille kvinde. Makoto Shinkai har  også instrueret Children who chase lost voices,  og sciencefiction-filmen  The voices of a distant star (2002) og 5 centimeter per second (2007).

Hiromara Yonebayashi født 10 oktober 1973, som jeg allerede har omtalt, lavede hos Ghibli Studio i 2010 Ariettys hemmelige verden og i  2014 Marnie – Min hemmelige veninde.  En fascinerende spøgelseshistorie fra Japans nordligste ø Hokkaido. Anna bor hos sine plejeforældre i storbyen. Hun er stille og tilbagetrukket og har ikke mange veninder. Da hun efter et asmatisk anfald sendes ud på landet mod nord, liver hun pludselig gevaldigt op i mødet med naturen og det mystiske marskhus, hvor den smukke Marnie bor.  De to småpiger bliver fine venner og ror rundt på den store sø nær huset. En dag er Marnie forsvundet; hvem var hun mon? En lokal malerinde kan huske den næsten glemte familietragedie.Tak til Cinemateket for at give os denne tankevækkende oplevelse fra en smuk og anderledes verden.

Hiroyuki Okiura født 19 oktober 1966 startede sin karriere som animator på bl. a.science fictionfilmen  filmen Memoirs-Magnetic Rose ( instrueret af Katuhiro Otomo, Koji Moritomo og Tensai Okamura). Et rumskib modtager et nødsignal og vælger at følge det. (jeg gyser straks og tænker på Alien.) De to astronauter ankommer til en øde magnetisk planet, der er skabt af en kvindes  erindringer. I 1999 lavede han sin første film som instruktør Jin Roh- The Wolf Brigade. Den begynder som en dokumentarfilm, der viser os atombombens eksplosion over Hiroshima, luftphotos af den store smadrede slette som engang var en by, og lokalbefolkningen, der prøver at genskabe en daglig tilværelse kontroleret af millitær og poilti.

Ponyo på Klippen ved Havet (2009) er tydeligt inspireret af H.C.Andersens Den lille Havfrue. Den lille pigefisk boltrer sig livligt nær den lille by, hvor drengen Sosuke lever med sin mor, der arbejder på plejehjemmet

En speaker forklarer,  at det efter krigen  blev nødvendigt at skabe selvforsvars grupper for at holde de oficielle forsvarsbander på plads. Tiden er 2029; en ny verdenskrig er på trapperne. Forskellige paramillitære grupper kæmper mod hinanden. En traumatiseret medlem af politiets elite paramilitære gruppe forelsker sig i søsteren til en kvindelig terrorist, som hans gruppe har dræbt.  Han fortæller hende om sit arbejde:

”Vi  er ikke mennesker forklædt som ulve; – vi er ulve forklædt som  mennesker!”

Kærlighedsforhold mellem ulve og mennesker ender aldrig godt. Han går i en fælde, og deres lig bliver smidt i en affaldscontainer. Grimms eventyr  Den lille Rødhætte har en tematisk rolle i denne underlige  og meget voldelige film.

Cinemateket viste nu i efteråret Okiuras anden spillefilm fra 2011 Brevet til Momo. Den 12-årige Momo flytter væk fra Tokyo og kommer til at bo på en lille ø hos fjerne slægtninge. Da hendes far døde, efterlod han et halvfærdigt brev til hende. Hun ville gerne kunne læse, hvad han ønskede at fortælle hende. Ude på øerne opsøges hun af tre meget underlige ånder, som måske føler sig skyldige i hendes situation og gerne ville hjælpe, hvis de bare ikke var så snotforvirrede. Den mindste af dem virker meget hjælpsom, men er handicappet af  at være utrolig glemsom. Momo sørger over sit tab, og ånderne klovner løs uden egentlig at foretage sig noget fornuftigt. Men de har deres egne problemer og er faktisk på en mission, som de ikke har lyst til at afsløre. En spøjs film med megen fatasi og humor.

Vidunderlige japanske animationsfilm

Mamoru Hosoda, som er født den 19 seotember 1967,  har allerede mange film bag sig. Hans nyeste film Mirai (2018) blev vist på CPH-pix for nylig, og da den  var dansktekstet gætter jeg på, at den snart kommer i biograferne. Den fortæller om lille fire-årige Kun og hans noget svingende følelser overfor sin splitnye lillesøster Mirai. Det er ikke nemt at være en smækforkælet lille dreng, når en større del af far og mors opmærksomhed pludselig er flyttet over på en lille ny meget tidskrævende søster.

Kun finder en tidsportal i baghaven og hvirvles ind i et magisk univers, hvor han møder både fortid og fremtid. Hvor afdøde bedsteforældre og  Mirai som teenager, hjælper ham med at sætte tingene i et tiltrængt perspektiv. Hosoda lavede i 2006 en sciencefiktion The girl who leapt through Time, og i 2009 Summer Wars, der fortæller om  computernørden, der tager et job ude på landet: Han skal lade som om , han er boyfriend til sit hemmelige sværmeri, og tage med til hendes bedstemors 90 års fødselsdag . Et lyn eller måske er det skurke saboterer internettet, og civilisationen er i fare. Han står pludselig med et kæmpe ansvar. Kun han kan redde verden fra at gå under.

I 2o12 kom Osodas  fascinerende og tankevækkende Wolfchildren (kan købes på Cinemateket). En ung kvinde forelsker sig i en spændende flot mand, der ved fuldmåne bliver til en varulv. De lever sammen og får et par fortryllende unger. Desværre bliver han dræbt samme dag, hun føder den lille søn. Måske er det en togulykke? Måske skydes han ned? Hun ser oppe fra en jernbanebro hans døde krop blive samlet op af ordensbetjente og smidt ind i en affaldskværn! Hun skal nu alene opdrage deto små,  sende dem i skole og sørge for, at ingen forstår, hvem de egentlig er.

Wolfchildren. Foto: Flickr

Pigen falder godt til i skolen; hun ønsker at leve som et menneske og undertrykke ulven i sig, mens drengen er vild med at løbe rundt ude i naturen og møde andre dyr. Hans søster bebrejder ham voldeligt, at han pjækker fra skolen. Som deres far kan de skifteudseende  efter behov. Deres mor kæmper for sine børn. Forleden  viste Cinemateket hans flotte fjerde film Udyret og hans lærling, der foregår i et parallel univers til en moderne storby.

Den forældreløse dreng Ren vil ikke bortadopteres og stikker af fra myndighederne. Han finder en hemmelig dør ind til landet Jutengai, hvor beboerne ligner dyr og har styrke som guder. Der er politisk strid imellem den store stærke bjørn Kumatetsu og hans modstander den hurtig og populære Løve; hvem vil folket vælge som deres nye overhoved. Kumatetsu er en vrissen og doven person, så der er ingen, der kan holde ham ud, og han kan ikke skaffe den påkrævede lærling. Ren lader sig under voldsomme protester kidnappe som lærling. Han er bare 9 år gammel og utrolig trodsig; der bliverråbt og skreget meget i dette partnerskab .

Med tiden lærer Kumatetsu at lære fra sig,  og med årene bliver de to en slags venner. Da dagen for konkurrencedysten endelig kommer går alting galt, men Ren viser sig mere loyal end forventet. Udyret og hans lærling er en meget flot tegnet og animeret film. Den har en spændende og fantasifuld historie og personer, som man kommer til at holde af på trods af deres vanskelige sind.  Den har selvfølgelig allerede gået i Grand.

Ghibli Studios arbejder med instruktører fra andre lande end Japan, og lader Disney distrubuere dem. For et års tid siden kom den brasilianske  Den Røde Skildpadde op i Danmark. Det er en smuk romanti sk fortælling fra en fjern Sydhavs ø instrueret af den hollandske Michael de Witt Dudock – og det er også  en Ghibli film. Den høje kvalitet og de fascinerende historier, der primært belærer os om vigtigheden af at holde sammen i familierne og om ungdommens coming of age, får os til gang på gang at opsøge Ghiblis fantasifyldte og utroligt velanimerede verden.

Det er mit håb, at Cinemateket og Camera film i mange år vil kunne fortsætte med at friste os med nye vidunderlige animationsfilm fra Japan.

Topfoto: Flickr

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Seneste artikler om Film