
Bilfabrikanten Ford har annonceret en flåde af selvkørende taxaer i 2021. Det er om fem år. For halvandet år siden udtrykte den etablerede bilbranche til et møde med daværende transportminister Magnus Heunicke, at der ville være selvkørende biler på vejene om 10-23 år. Fremtiden nærmer sig med andre ord hurtigere end forventet. Claus Skytte byder velkommen til den 1. eksponentielle revolution med robotter bag rattet. En ny verden, der fuldstændig vil forandre vores måde at leve på.
Bilproducenterne taler pludselig meget hurtigt om, hvordan de skal tjene penge, når der bliver brug for mange færre biler på vejene. VW har lige hyret 4000 programmører med speciale i selvkørende biler. Bilproducenterne er begyndt at overveje, hvordan de kan flytte deres forretninger ind på sikkerhedsområdet, logistik, rengøring, navigation og andre services og forsikringer, der knytter sig til automatisk transport fra A til B.
For den selvkørende bil er ikke en bil. Det er internet med en hård skal omkring. Det, vi plejer at kalde en computer. Den eneste forskel på den og den computer, du sidder foran lige nu, er, at du kan være inden i den – og at den har hjul. Så vil der blive brug for bilforhandlere, når bilerne repareres med en softwareopdatering? Vil app’s til biler blive for 20’erne, hvad app’s til smartphones var for 10’erne?
For fem år siden satte de færreste bestyrelseslokaler sociale medier på dagsordenen. Nu vil jeg anbefale dem at sætte selvkørende biler på dagsordenen, for de kommer til at ændre verden mere end internet, internethandel og sociale medier tilsammen. Robotterne overtager kort sagt rattet.
Hos forsikringsselskaberne begynder man også lige nu at tænke sig om. For at de selvkørende biler overhovedet kan få lov at komme på gaden, skal bilejerne selv tage forsikringsansvaret. Og bilejerne er ikke længere dem, som vi før kendte som bilejerne. Biler overgår til at være en service og ikke et statussymbol. Det betyder, at der ikke længere bliver brug for bilforsikringssælgere. Det er det område, hvor forsikringsselskaberne tjener flest penge. Samtidig er det altid mennesker, som laver ulykker i bilerne, og robotterne vil bringe afstanden til næste skade voldsomt ned. Ingen vil dø i trafikken.

Alle vores biler bliver ambulancer, der kan bringe os lynhurtigt på hospitalet, hvis hjertet går i flimmer. Falck vil være lige så bekymrede, som Maersk blev det, efter at fossile brændstoffer blev erklæret døde ved Cop21 i Paris (og snart vil jeg skrive om, hvad 3D printing kommer til at betyde for deres containerforretning). Men lige nu bliver vi ved de selvkørende biler og forsikringsselskaberne, som vil begynde at se på tiden før og efter, at kunden stiger ind i bilen. Forsikring begynder at flytte sig fra at handle om ting til at handle om mennesker, efterhånden som ting bliver fejlfri robotter. Det er kun mennesker, som laver fejl, man kan tjene sine penge på.
Hos taxaselskaberne vil de stærke mænd omsider overgive sig. Som væverne overgav sig til dampvævene i den 1. industrielle revolution, som håndværkerne opgav at stikke kæppe i hjulene på samlebåndene for at stoppe den 2. industrielle revolution. Som typograferne måtte opgive efter en stund at have nedlagt den frie presse i form af de store papiromnibusaviser, da de ville undgå edb-maskinernes indtog under den 3. industrielle revolution.
Bare rolig – der er nye job til alle
I USA mener Det Hvide Hus, at 80 procent af alle lavtlønsstillinger bliver automatiseret. Men bare rolig. Der skal nok blive arbejde til alle. Deleøkonomi gør ting til services. Og mennesker til servicemedarbejdere.
Den selvkørende bil er ikke en bil. Det er internet med en hård skal omkring. Det, vi plejer at kalde en computer. Den eneste forskel på den og den computer, du sidder foran lige nu, er, at du kan være inden i den – og at den har hjul
Hvis de er kvikke købmænd i ledelsen hos supermarkederne og megamarkederne, begynder de allerede nu at overgive sig til en samtale om, i hvor høj grad deres hyperbutikker uden for byerne er defineret af biler mere end af mennesker. Måske de mest loyale bilder sig ind, at mennesker elsker at gå at hygge sig i deres indkøbskatedraler, men måske de smarteste af købmændene også begynder at forestille sig supermarkeder som rene lagre, hvor de selvkørende biler henter varer, som bliver læsset af robotter. De vil begynde at tale om, hvordan de kommer med ind i folks hjem og står for aftensmaden og inspirationen.
Når de selvkørende biler og droner leverer varerne direkte til dørtrinet eller vinduet eller oppe på taget – eller hvor det nu bliver mest praktisk at levere varen – må transportfirmaerne fokusere på management af flåder og leveringsservice, mens Rådet for Sikker Trafik må lukke ned, efter den sidste højresvingsulykke er historie. Tankstationerne vil i kort tid udelukkende leve af at sælge hotdogs, inden de drejer nøglen om.
Hotelbranchen vil med rædsel se hotelværelserne køre forbi dem, fordi man som familie kan sove på rejsen fra det ene til det andet sted, og børnene vil aldrig længere brokke sig over køreafstanden, for de selvkørende biler vil blive den bedste computer, man har adgang til med computerspil, hvor det bliver rigtig sjovt at fange Pokemons. Far kan slå forruden til i et computerspil, hvor han kan få lov til at køre lige så hurtigt han vil på øde veje uden bilkøer. Køreglæden vender tilbage til bilen, når han ikke længere skal køre den.
Deleøkonomi gør ting til services. Og mennesker til servicemedarbejdere.
Vores verden ændrer sig lige nu med en hast, som vi ikke har set mage til, siden bilerne afløste hestene. Nu afløser robotterne chaufførerne. Forhåbentlig skal vi ikke på sæbefabrik. For to år siden grinede folk til mine foredrag, når jeg postulerede, at vi havde selvkørende biler på vejene inden for de næste fem år. ”Prøv med 25 år”, sagde de og rystede på hovedet.
Jeg tog fejl ligesom dem. Der gik ikke fem år. Det er kun et år siden, at det blev afsløret, at Uber eksperimenterede med selvkørende biler i Pittsburgh, og nu er de på vejene. Hvis du synes, at internethandel og sociale medier ændrede dit liv, så skal du glæde dig til deleøkonomiens næste fase: Den selvkørende bil.
Topfoto: U.S. Department of Transportation.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her