EUROPA // ANALYSE – Det berømte Window of Opportunity, hvor store reformer er mulige i Europa, kan meget vel snart blive smækket i. Det er der betydelig risiko for. Også selv om det ud fra overfladisk betragtning ser meget bedre ud end længe. Når EU’s 27 stats- og regeringschefer mødes i dag og i morgen i Bruxelles, vil man uden tvivl fejre en række fremskridt.
Det nylige topmøde med USA’s præsident Joe Biden, og G7 topmødet i Storbritannien gav grundlag for mere optimisme.
Putins militære oprustning og krænkelser af Ukraines, Georgiens og Moldovas territoriale suverænitet skaber bekymring, men her er der ikke længere usikkerhed om, at EU og USA er allierede og koordinerer indsatsen. Det er meget positivt
Det transatlantiske partnerskab er efter fire vilde år med Donald Trump tilbage, og man har lovet hinanden at samarbejde tæt om at bekæmpe covid19-pandemien, understøtte den økonomiske genopretning med handels-, investerings- og teknologiske aftaler, at fremme den regelbaserede internationale retsorden, at arbejde for en global minimumssats for selskabsskat og at finde fælles fodslag i den geopolitiske magtspil i forhold til både Kina og Rusland.
Putins militære oprustning og krænkelser af Ukraines, Georgiens og Moldovas territoriale suverænitet skaber bekymring, men her er der ikke længere usikkerhed om, at EU og USA er allierede og koordinerer indsatsen. Det er meget positivt.
Forholdet til Kina
Biden-administrationen forsøger også at trække EU ind i en geopolitisk alliance, der skaber en fælles euro-atlantisk front imod Kina, men er det i Europas interesse? Foreløbig går EU på to ben, så man ikke ender i en ny kold krig. EU vil gerne bevare samhandelen med kineserne – det er faktisk i Tysklands kerneinteresse – men man vil også sætte en fod i døren ift. unfair konkurrence fra statsstøttede kinesiske virksomheder og undgå alt for stor afhængighed af råstoffer og varer fra Kina i strategisk vigtige industrier.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har om nogen forstået vigtigheden af det, og Kommissionen har under Ursula von der Leyen – bakket op af den franske EU-kommissær Thierry Breton – sat alle sejl til for at sikre Europas åbne strategiske autonomi. Det gælder både i forhold til Kina og i forhold til USA. Desuden har EU skærpet kritikken af Kinas overgreb på menneskerettighederne. Den europæiske strategi er at sige både-og, mens amerikanerne, i den geopolitiske kappestrid med Kina om at dominere Stillehavet i fremtiden, har lagt en langt hårdere og uforsonlig linje overfor kineserne. Det er mere enten-eller end både-og.
Frankrig ønsker en mere selvstændig europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik, så Europa ikke er henvist til at fortsætte i rollen som USA’s docile lillebror
På EU-topmødet vil stats- og regeringscheferne udveksle synspunkter om, hvordan unionen i fremtiden skal tackle de forskellige geopolitiske udfordringer, og Tyskland vil sammen med de øvrige nordvesteuropæiske lande og Polen trække i retning af et stærkt transatlantisk partnerskab på det økonomiske og sikkerhedspolitiske område, hvor Frankrig ønsker en mere selvstændig europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik, så Europa ikke er henvist til at fortsætte i rollen som USA’s docile lillebror.
I synet på Kina og Rusland vil der også være forskellige positioner, og Viktor Orbáns illiberale demokrati i Ungarn har længe flirtet med de autoritære stormagter mod øst. Orbán har sagt ja til store investeringer og indkøbt russiske og kinesiske vacciner i stor stil, og inviteret det kinesiske Fudan universitet til Budapest, mens han har drevet Det Centraleuropæiske Universitet ud af landet. Til både Tysklands og Frankrigs store irritation har Orbán nedlagt veto mod en række EU-udtalelser i løbet af foråret – bl.a. at EU ville kritisere Kina for overgreb på demokratiet og friheden i Hong Kong.
Mens Kinas præsident, Xi Jinping, har rost Orbán for landets ”venlige Kinapolitik”, har Tyskland krævet en ændring af stemmereglerne i EU’s udenrigspolitik, så man i fremtiden kan træffe afgørelser med kvalificeret flertal. Det er et af de spørgsmål, der også vil blive taget op på den igangværende konference om fremtidens Europa. Hvor længe skal EU fremstå som en tandløs papirtiger i udenrigs- og sikkerhedspolitikken og lade genstridige medlemslande som Ungarn blokere for det store flertal?
Kommissionen vil presse på for at få medlemslande som Danmark, Finland, Sverige, Østrig, Tyskland og Frankrig til fjerne den midlertidige grænsekontrol, så man kan få genskabt hele Schengen-området med fri bevægelighed
Hvordan kan EU vise et globalt lederskab i kampen for en stærkere international retsorden, hvis man konstant risikerer at blive slået tilbage til felt nummer et af illiberale og autoritære regeringschefer som Viktor Orbán? Det er en reel udfordring. For EU-institutionerne er det en rodet kamp, hvor man ofte ender med tage et lille skridt frem for derefter at blive slået tilbage til start. Ungarn er dog afhængig af de store økonomiske bevillinger fra EU-budgettet, så der er visse grænser for, hvor meget ungarerne kan sætte sig på tværs. De risikerer desuden at blive ramt af de nye retsstats-mekanismer, der er indført i EU.
Så nogle gange undlader Ungarn at bruge sin vetomulighed, hvilket skete da EU besluttede at indføre sanktioner på grund af Kinas menneskeretskrænkelser imod det muslimske Uighur-folk i Xinjian-provinsen. Men omvendt ville Ungarn i maj ikke bakke op bag en fælles EU-udtalelse med krav om at lave en våbenhvile mellem Israel og Palæstina. Det er uholdbart i længden, hvis EU skal zigzagge i udenrigspolitikken på Viktor Orbáns nåde.
Fælles indsats mod covid19
Ud over geopolitikken vil EU-topmødet også tage bestik af den fælles indsats imod covid19-pandemien. Man kan her begynde at øjne et lys for enden af den lange mørke tunnel, EU-økonomierne genåbnes, de hvide ansigtsmasker forsvinder, flere og flere europæere er blevet vaccineret, smitten er i tilbagegang, og Kommissionen vil presse på for at få medlemslande som Danmark, Finland, Sverige, Østrig, Tyskland og Frankrig til fjerne den midlertidige grænsekontrol, så man kan få genskabt hele Schengen-området med fri bevægelighed.
Flere lande som bl.a. Danmark vil modsætte sig, enten med henvisning til nye mutationer eller med henvisning til imaginære terrortrusler, så nogle af spørgsmålene vil blive parkeret i forhandlingerne om en revitalisering af Schengen-samarbejdet og en ny fælles asyl- og migrationspagt for Europa. Her vil Danmark givet markere sig mere som et forbeholdsland end som en proaktiv medspiller. Socialdemokratiet vil næsten hellere lave aftaler med Rwanda end i Bruxelles, når det gælder udlændingepolitikken, hvor man ønsker at markere national suverænitet i stedet for at blive fedtet ind i større fælleseuropæiske kompromiser.
Men nogle gange er kompromisets vej mere effektivt til at sikre danske interesser end at gå solo. Det er coronaindsatsen et glimrende eksempel på, selv om ikke alle danske EU-skeptikere deler den opfattelse.
Det er den slags handlekraft, som der er grund til at fejre på EU-topmødet. Hvis enkeltlande havde ført ekspansiv finanspolitik uden massiv opbakning fra EU og Den Europæiske Centralbank, ville de formodentlig være blevet straffet af de globale finansmarkeder
Den Europæiske Union har nået utrolig meget, siden man sidste sommer holdt flere langvarige EU-topmøder for at nå til enighed om det syvårige EU-budget og at optage et fælles lån på 750 mia. euro til NextGenerationEU-fonden til at investere sig ud af krisen. Dengang var de fedtede fem i sparebanden – inklusive Danmark anført af statsminister Mette Frederiksen – med til at skære ned på den andel, der skal gives som tilskud til de kriseramte lande, og man fik også barberet Europa-Kommissionens budgetforslag, så der ikke blev afsat så mange penge til forskning og udvikling og klimaindsatsen, som oprindelig foreslået. Til sidst fik man dog lavet et fælles kompromis, der muliggjorde, at EU kunne optage det store lån på 750 mia. euro med dækning i medlemslandenes bidrag.
I de seneste uger er det tikket ind med gode nyheder. Alle EU-lande har godkendt, at EU skal have flere af deres egne ressourcer til at finansiere tilbagebetalingen af det store lån, der skal afdrages frem til 2058. Man har allerede aftalt at indføre en plastikafgift, men derudover vil Kommissionen i juli måned fremlægge forslag til flere egne ressourcer. Det kan måske blive en ny afgift på flybrændstof, en CO2 grænseafgift, en digital serviceafgift og en finansiel transaktionsafgift. I sidste instans skal afgifterne dog godkendes af medlemslandene, for skat er endnu en suveræn national kompetence, så der venter stadig en magtkamp i de kommende måneder om at udmønte principbeslutningen om at give EU egne ressourcer.
Genopretningsplaner
Men da alle medlemslande har givet grønt lys for, at man skal finde egne ressourcer til at dække det fælles lån, kan Kommissionen nu optage de første lån på det internationale finansmarked. Det betyder dog ikke, at alle 750 mia. euro – målt i løbende priser kan det meget vel blive op til 800 mia. euro – optages i et stort fælles lån, for lånoptagningen sker drypvis over flere år for at sikre fordelagtige lån. Man håber at rejse 15-20 mia. euro på lånemarkedet hver måned. De første tilskud er måske først ude ved de mest nødstedte lande i sensommeren – dvs. omkring 45 mia. euro – og derefter følger små dryp med lån og tilskud over flere år.
Genopretningsfonden med fælles lånoptagning er ikke desto mindre et markant brud med den sparekurs, som Tyskland og andre sparelande gennemtvang under finanskrisen. Det er positivt. Man tog ved lære af fejl, der blev begået under finanskrisen, hvor den stramme sparekurs betød, at det tog EU-landene mellem 7-10 år at komme ud af krisen, hvor det i USA kun tog cirka 3 år. Desuden har EU suspenderet vækst- og stabilitetspagtens skrappe krav til medlemslandenes underskud og gæld, og Kommissionen ønsker at fortsætte med det i 2022.
Det har muliggjort en historisk stor lånoptagning i medlemslandene under krisen. Faktisk har medlemslandene og EU i løbet af 2020 tilsammen smidt over 4780 mia. euro ind på at holde hånden under økonomien. Det er den slags handlekraft, som der er grund til at fejre på EU-topmødet. Hvis enkeltlande havde ført ekspansiv finanspolitik uden massiv opbakning fra EU og Den Europæiske Centralbank, ville de formodentlig være blevet straffet af de globale finansmarkeder, og så vil de være endt i den nationale konkurrencestats fælde.
Endnu mere opsigtsvækkende er udviklingen på sundhedsområdet, hvor EU ikke havde beslutningskompetencer før covid-19, men hvor man i fællesskab og på rekordtid har taget historisk store beslutninger midt under krisen, som virkelig gør en forskel
Men fordi det er sket koordineret og som led i en fælles europæisk strategi, er det lykkedes at bryde ud af den fælde, som den nationale sologang ender i. De seneste økonomiske prognoser er justeret op, og noget tyder på, at euro-landene allerede i 2022 vil være tilbage på samme vækstspor, som før covid-pandemien ramte os. Det er langt tidligere end oprindelig forudset, og uden en stærk handlekraft fra både de nationale regeringer og fra EU ville det aldrig have været muligt.
Kommissionen har her i juni haft travlt med at godkende medlemslandenes nationale genopretningsplaner, hvor de fortæller, hvordan de vil investere midlerne fra NextGenerationEU-fonden. Det er vigtigt at pengene investeres på en klog måde, og EU har stillet krav om mindst 37 pct. skal gå til klimaet og mindst 20 pct. skal gå til digitale investeringer. Udfordringen bliver dog at undgå, at der ikke siden dukker skandaler med korruption og fejlinvesteringer op i medlemslandene, så Kommissionen er meget omhyggelig med at kontrollere, at pengene investeres rigtigt. Det er lettere sagt end gjort. De lande, som ikke ønsker flere penge til EU-budgettet eller lave flere fælles EU-lån i krisesituationer, vil gøre alt for at udnytte enhver lille skandale til at smide grus i maskineriet.
Her er udfordringen, at NextGenerationEU-fonden ikke er et permanent instrument, men blot et midlertidigt redskab. For at blive til virkelighed måtte den igennem en langvarig godkendelsesproces i alle medlemslandene – den er nu overstået – og Kommissionen skal på forventet efterbevilling nu til at overbevise alle medlemslande om, hvilke konkrete skattekilder skal finansiere festen. Det komplicerer det hele og understreger, at EU i hastighed og agilitet endnu ikke kan måle sig med USA, hvor præsident Joe Biden allerede indenfor sine første 100 dage fik Kongressens opbakning til en kæmpe stimuluspakke på 1900 mia. dollars.
EU er dog med NextGenerationEU-fonden ved at krydse Rubicon-floden, og man har optaget et stort fælles lån til at investere sig ud af krisen, men man står stadig i vand til maven og forsøger nu at hoppe fra sten til sten midt i strømmen. Det er endnu uvist, om man når helt over floden. EU har midt i coronapandemien opfundet en ny politik. Det er ikke kun sket med en kursændring i den økonomiske strategi, som jeg vender tilbage til om et øjeblik. Endnu mere opsigtsvækkende er udviklingen på sundhedsområdet, hvor EU ikke havde beslutningskompetencer før covid-19, men hvor man i fællesskab og på rekordtid har taget historisk store beslutninger midt under krisen, som virkelig gør en forskel.
Man vedtog sidste år en fælles vaccinestrategi, der har muliggjort, at Kommissionen har indkøbt og bestilt 4,4 milliarder vaccinedoser til borgerne – heraf er 385 mio. nu leveret til medlemslandene. Man har holdt sammen på fællesskabet og sikret vaccinesolidaritet på tværs af grænserne, selv om der undervejs har været spændinger på grund af bl.a. flere østeuropæiske landes indkøb af kinesiske og russiske vacciner, der ikke var godkendt af det europæiske medicinalagentur.
Mette Frederiksen og Østrigs Sebastian Kurz iscenesatte også en symbolpolitisk vaccineudflugt ned til den nu forhenværende israelske leder, Benjamin Netanyahu. Det endte som et slag i luften, hvor Kommissionen og den ansvarlige kommissær for koordination af vaccineindsatsen, Thierry Breton, elegant dansede uden om en åben konflikt med de danske og østrigske soloryttere. Kommissionen talte i stedet gennem konkrete gerninger, der gjorde en forskel for borgerne. Breton satte ekstra fart i vaccineleverancerne, investerede mere i nye produktionsfaciliteter i EU og bestilte ekstra 2 mia. vacciner i løbet af foråret.
Hvis den danske regering ikke hele tiden var så optaget af demonstrere sin EU-skepsis for at genvinde tilliden blandt forhenværende socialdemokratiske vælgere på det yderste højre, ville man formodentlig have været langt mere proaktive ved at støtte op bag en langt mere ambitiøs EU-politik på sundhedsområdet
Mette Frederiksens symbolpolitiske markeringer har intet leveret i forhold til, hvad Kommissionen med opbakning fra en bred kreds af medlemslandene har gjort. Samtidig har Breton søsat et nyt strategisk EU-initiativ kaldet HERA-incubator, der skal sikre et langt mere robust samarbejde mellem forskere, virksomheder og offentlige myndigheder på tværs af grænserne for at ruste sig i kampen mod kommende pandemier. Det tegner lovende og er i klar dansk interesse.
Hvis den danske regering ikke hele tiden var så optaget af demonstrere sin EU-skepsis for at genvinde tilliden blandt forhenværende socialdemokratiske vælgere på det yderste højre, ville man formodentlig have været langt mere proaktive ved at støtte op bag en langt mere ambitiøs EU-politik på sundhedsområdet.
Det kunne man have gjort allerede sidste sommer, hvor den danske regering modsatte sig ekstra bevillinger til EU, så Kommissionen kunne skalere op for vaccineindkøbene i tide. På samme måde stod Danmark som førnævnt i den fodslæbende lejr i forhandlingerne om det flerårige EU-budget og NextGenerationEU-fonden. Indenrigspolitisk kan man stadig høre ledende socialdemokrater, som bl.a. beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, tale om, hvor vigtigt det er, at vi tager ved lære af finanskrisens fejl og investerer os ud i økonomiske kriser. Men Europapolitisk har regeringen gjort det stik modsatte ved at alliere sig med de ordoliberale lande som Østrig og Holland i sparebanden.
Behov for en lille økonomisk muskel
Det er meget sandsynligt, at den socialdemokratiske regering igen allierer sig med de ordoliberale lande, når EU-landene skal aftale, om provenuet fra de nye ”egne ressourcer” kan føres ind i den fælles EU-kasse for at betale af på det fælles lån. Det kan også ske, når Frankrig i alliance med de sydeuropæiske lande vil kæmpe for at gøre NextGeneration-fonden til en permanent mekanisme. Italiens regeringschef, Mario Draghi, har åbent talt om behovet for strukturelt at ændre kurs og gøre den fælles lånoptagning og fonden til en permanent mekanisme.
Ideen er, at EU har brug for en lille økonomisk muskel, så man altid er klar til at kunne optage lån og rejse penge på kapitalmarkederne, når globale megakriser rammer fællesskabet. Det giver rigtig god mening. Men Danmark vil næppe igen alliere sig med sydeuropæerne og vil nok nærmere vælge en kombination af EU-skepsis og ordoliberal stabilitetspolitik, hvor man ikke viser for stor solidaritet med de såkaldt ”løsslupne” sydeuropæere. Og her kan de snart finde en allieret i det konservative Tyskland, der siger Keine Experimente og i det hele taget er ret fodslæbende i forhold til den grønne omstilling og ideen om at føre finanspolitik i økonomiske kriser.
Hvis man f.eks. læser det nye valgprogram for Tysklands kristelige demokrater, CDU/CSU, vil de kæmpe imod. Genvinder kristendemokraterne kanslerposten ved forbundsdagsvalget i september – evt. med støtte fra det liberale FDP – ser det billedlig talt sortere ud for Europa. Selv om de har givet deres program lidt pyntegrønt med et nyt krav om at gøre Tyskland CO2-neutral allerede i 2045, er der intet i programmet, der viser, hvordan de vil gøre visionen til virkelighed.
CDU/CSU ønsker ”ingen fartgrænser, intet forbud mod dieselbiler, ingen øgede skatter, ingen ny gæld”, skriver ugemagasinet Der Spiegel, der ligefrem har kaldt valgprogrammet for ”Valium for folket”. Kanslerkandidaten Armin Laschet siger også nej til at hæve priserne på flybilletter, for tyskerne skal have råd til at flyve på ferie på Mallorca. Det lyder næsten som et ekko af de danske socialdemokrater.
Hvis ikke de Grønne og/eller SPD får opbakning nok ved valget til at gøre krav på kanslerposten eller at aftvinge markante indrømmelser fra kristendemokraterne i en ny regeringskoalition, vil Tyskland igen gå med i den ordoliberale sparebande i EU. For CDU/CSU kræver ikke alene, at princippet om ”det sorte nul” skal tilbage i finanspolitikken – dvs. ingen tyske statsbudgetter, der stifter ny gæld – men de insisterer også på, at EU´s NextGeneration-fond skal være en engangsforeteelse og midlertidig.
Får de held med at gennemtvinge den politik i EU, er vi inde i et scenarie, man kunne kalde for reaktionens tid. For lykkes det for den ordoliberale blok under tysk lederskab at genindføre vækst- og stabilitetspagtens stramme sparekrav, samtidig med at man stopper alle ambitioner om at gøre NextGeneration-fonden til en permanent mekanisme, kan det føre til en voldsom opbremsning af den europæiske økonomi med nye sparediktater til de gældsatte EU-lande. Sker det, vil det efter alt at dømme også skade den grønne omstilling og investeringerne i klimapolitikken.
Topfoto: Udenrigsministrene mødtes til G7-topmødet i London, 6. maj, 2021. Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
