KOMMUNISME & DANMARK // KRONIK – Hvis vi efter 2014 havde erkendt, at Putin-styret er en fortsættelse af Sovjetimperialismen, og hvis vi i den proces havde vedligeholdt erindringen om dens ofre, ville meget se anderledes ud i dag, skriver John de Summer-Brason. Ifølge ham er det på tide at se nærmere på den progressive fløjs indflydelse i det danske samfund – aktuelt og historisk, på dens bagatellisering af Ruslands interesser og negligering af østeuropæeres kamp mod Moskva-styret.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Ruslands overfald på Ukraine var ikke mange dage gammel, før protester mod den forskelshandling ukrainske flygtninges frie indrejse udgør i forhold til mellemøstlige flygtninge satte sit aftryk.
Selv om kritikerne har en pointe, vil jeg påpege, at østeuropæiske flygtninge især før Berlinmurens fald har været underlagt en ofte overset diskriminering, som har fået ny aktualitet, nu hvor Putin i den grad hylder Sovjetunionens storhed og med voldsomme udfald som ”Forrædere skal spyttes ud som et insekt” i sin tv-transmitterede tale den 16. marts tillige med informationsblokader, paranoid propaganda og vilkårlige fængslinger – indskriver sig i den stalinistiske retoriske tradition.
Danske kommunister som hjælpere
Under min research til en kommende bog er jeg stødt på flere cases, hvor østeuropæere er blevet diskrimineret af danske Moskvatro kommunister. Jeg blev sat på sporet af fænomenet af lektor Klaus Neiiendam, der i DR tv-programmet ”Kraniet fra Katyn” forklarer, hvordan hans onkel, læge Helge Tramsen, i årene efter 2. verdenskrig på gadeplan af danske kommunister blev søgt truet til tavshed.
Tramsens brøde var, at han som ung retsmediciner med kolleger fra andre lande i 1943 havde udgravet ligene af +15.000 allierede polske officerer i massegrave – og konstateret, at de var henrettet af russerne.
Fyret fordi de var flygtninge
En konkret case er to 19-årige afhoppere fra Polen og Østtyskland, der i 1960 efter at Dansk Flygtningehjælp havde taget dem under deres vinger, i deres første overenskomstdækkede job på en tagpapvirksomhed blev mødt med krav om fyring efter at være kommet 10 minutter for sent fra frokost. Det var ikke arbejdsgiveren som krævede dem fyret, men deres kommunistiske fagforening! Da arbejdsgiver fastholdt ansættelse, varslede fagforeningen arbejdsnedlæggelse. Afhopperne blev fyret.
Den strukturelle ignorering af østeuropæiske flygtningeerfaringer, som har hersket, har igen ført til den pinlige virkelighed
Siden Danmarks Kommunistiske Parti høstede hele 18 mandater ved folketingsvalget i 1945 har partiet haft markante styrkepositioner i fagbevægelsen. Op til Berlinmurens fald 1989 hed det sig, at en tredjedel af SiD-afdelingerne var kommunistiske.
Nu skal det ikke være en hemmelighed, at jeg er søn af en flygtning (sågar født i Lviv). Hvis jeg skal sammendrage mine indtryk af østeuropæeres historiske flygtningevilkår i Danmark, så er det, at mange har valgt at holde lav politisk profil i deres nye land. Ikke blot har Moskvatro kommunister i fagforeninger bidraget til denne adfærd, men flygtninge har før Berlinmurens fald mødt tilsvarende modvilje på uddannelsesinstitutionerne.
Knud Romer på Litteraturvidenskab
I dag er det svært at begribe, hvor rabiat stemningen var på universiteterne under Den kolde Krig. En af mine ungdomsvenner Knud Romer skriver i Kort over Paradis (L&R, 2016):
”Jeg blev mødt af et menageri af mænd med langt hår og kasserolleklip i panden og vildtvoksende, busket skæg. Ralf, Torben og Dan, eller hvad de nu hed – og man blev kørt gennem en ideologisk mølle, der mindede om hjernevask. Teorierne var doktriner og byggede på ukritisk antagede forudsætninger, som stod til troende (…) Det var en religion. Enhver afvigelse blev straffet med ekskommunikation”.
Hvor Knuds institut var domineret af VS’ere, var mit domineret af KAP. Med min specielle familiebaggrund følte jeg mig dengang klart utryg ved ældre medstuderende (et par stykker havde faktisk været gæster hos Khmer Rouge), der diskuterede, om ikke Khmer Rouges stalinistiske leder Pol Pot havde ret i dette eller hint?
Mellemøstlige følger opfordringer
Flygtninge fra Østeuropa har således mødt modstand i et modtagerland, hvor kommunisme i visse kredse er udtryk for, at stå på den rigtige side af historien. På denne måde er en grundstemning fra diktaturet af helst-ikke-blande-sig-i-politik blevet vedligeholdt. Når danskere med mellemøstlig baggrund hyppigere sidder i kommunalbestyrelser og Folketinget end de mange med østeuropæisk baggrund, skyldes det bl.a. dette forhold.
Vi har været så forhippede på russisk gas og strategiske markedsåbninger for vores mange unikke brands, at vi – i modsætning til fordømmelsen det tyske amokløb under 2. verdenskrig – har ladet dem slippe
Denne diskrimination er dog ikke kun gået ud over flygtningene. Den strukturelle ignorering af østeuropæiske flygtningeerfaringer, som har hersket, har igen ført til den pinlige virkelighed, at vi – i modsætning til den rettidige omhu Finland og Polen har udvist ud fra deres blodige erfaringer med russiske aggressioner – nu er tvunget til i en fart at opruste og omlægge store dele af energiforsyningen med store omkostninger til følge.
Denne chokkur kunne have været undgået, hvis vi efter 2014 havde erkendt Putin-styret som en fortsættelse af Sovjetimperialismen og i denne proces havde vedligeholdt erindringen om dens ofre: Fra millioner af slavearbejdere i Gulag-lejre og utallige voldtagne kvinder under 2. verdenskrig til implementeringen af østeuropæiske marionetregeringer og myrdede politiske modstandere i Vesten. Det burde have sat begrænsninger for samarbejdet.
Sovjetnostalgi spærrer for menneskerettigheder
Når det er faldet anderledes, skyldes det ikke blot at dele af den progressive fløj har bidraget til en bagatellisering af Ruslands interesser vs. NATO, men også markedsøkonomiens altid påtrængende begær efter kortsigtet profit.
Disse to forhold går nogle gange alt for godt i spænd. Vi har været så forhippede på russisk gas og strategiske markedsåbninger for vores mange unikke brands, at vi – i modsætning til fordømmelsen det tyske amokløb under 2. verdenskrig – har ladet dem slippe og dermed har efterladt dem i Sovjetnostalgiens og megalomaniens begsorte verden.
Tiden er ikke kun inde til en militær, politisk og økonomisk revurdering. Hvor vi indtil invasionen af Ukraine til en vis grad havde slået en streg over årtiers brud på menneskerettigheder, ytringsfrihed og velfærd, er vi nødt til at erkende, at dårlig sovjetisk stil har så stor fascinationskraft, at vi også bliver nødt til at visualisere dette nedbrud, ligesom vi vedvarende opretholder erindringen om nationalsocialismens forbrydelser, så det er blevet en genre i populærkulturen.
Vi skal ikke blot bidrage til det samvittighedsarbejde, som bl.a. menneskerettighedsorganisationen Memorial stod for, indtil Moskvas nedlagde forbud mod den i juledagene. I en dansk kontekst handler det også om kritisk at beskæftige sig med den indflydelse, som det tidligere Moskvafinansierede Danmarks Kommunistiske Parti havde, og som det i sin reformerede form, Enhedslisten, har i dag.
Man kan roligt sige, at tiden er inde til en nyorientering.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og