PRÆSIDENTVALGET I FRANKRIG // KOMMENTAR – “Samfundet i vores skønne franske land fortjener noget bedre end den tragikomiske forestilling, vi nu er vidne til”, skriver Jacques Berg. Sammenlagt skulle nu 30 til 35 procent af vælgerne ønske sig en indentitetsplaget racist som præsident for Frankrig de næste fem år.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Demokratiet er træt, siger man. Som et passagerfly, der taber sine vinger og suser videre ned mod jorden.
Men er det demokratiet eller demokraterne, der har mistet pusten? Det første er jo et ideal, og den slags kan hverken gå af mode eller blegne. Det andet er levende mennesker, borgerne nemlig, som med regelmæssige mellemrum bliver spurgt, hvem der skal regere landet i en vis tid.
Det er demokraterne i Frankrig, der er ”trætte”, dem der vender idealet ryggen og i mistillid til systemet og deres lede ved politikerne fortidsdyrkende kaster sig i favnen på folkeforførere og hysteriske sandhedsmonopolister. De er rede til at betro et land på snart 70 millioner indbyggere med en lang historie og uforlignelige humanistiske traditioner til en forvirret tids tribuneartister.
Konkret kan det betyde, at en ud af tre franske vælgere enten bliver hjemme på valgdagen (10. og 24.4.) eller stemmer på en af de to ensporet fremmedfjendtlige kandidater fra den rabiate højrefløj, Marine Le Pen og Eric Zemmour – den evindelige ”datter af” og fransk politiks nye komet.
I henved trekvart århundrede har fransk politik og samfund været låst fast i et anti-demokratisk udtørrende (og delvis illusorisk) enmandsvælde
Hvis de da ikke stemmer på en af de andre kandidater, der har lov og orden, indvandrerkomplekser og fransk selvglæde som deres budskab til folket og nationen.
Sammenlagt skulle nu 30 til 35 procent af vælgerne ønske sig en indentitetsplaget racist som præsident for Frankrig de næste fem år.
Hvordan går det til?
Den 5. republik fra 1958 var som sine fire forgængere et krisebarn. Nationalhelten fra anden verdenskrig, Charles de Gaulle, overtog ved lidt af et statskup magten, da Frankrig var løbet sur i Algier-krigen. Han indførte det autoritære styre, der efter fire års forløb tillod ham at anerkende den nordafrikanske kolonis uafhængighed og i øvrigt fastholde Frankrig i det, man allerede dengang kaldte et ”republikansk monarki”.
Ikke engang generalens død gjorde en ende på en styreform, der ellers helt og holdent var skræddersyet til og af ham: da maj ’68 havde sæbet planken godt til, fortrak generalen efter et nej ved en folkeafstemning til sit beskedne landsted i det østlige Frankrig, hvor han også endegyldigt opgav ævred ved kabalebordet i 1970.
Da var han imidlertid allerede blevet et udødeligt monument som gaullisme – det vil sige selve ånden bag den pyramidalske styreform, der stadig gælder under betegnelsen den 5. republik. Den, der gør Frankrig til en grotesk undtagelse i den europæiske familie.
Et land, hvor suveræniteten har et dobbelt udspring, folket og folket! Et der udpeger en almægtig præsident ved et direkte personvalg, og et der i kølvandet vælger Nationalforsamlingen, parlamentets førstekammer, som næsten kun kan blive fyldt op af følgagtige bænkebidere. Det ser jo bedst ud – og er mest praktisk – hvis præsidenten råder over et flertal på tinge!
I henved trekvart århundrede har fransk politik og samfund derfor været låst fast i et anti-demokratisk udtørrende (og delvis illusorisk) enmandsvælde, der med tiden, selv i sin udvandede form og under mere almindelige, velmenende præsidenter, er blevet en hæmsko for al sand demokratisk udvikling.
Egentlig burde ingen demokrat opstille ved det franske præsidentvalg under den 5. republik, ja ingen vælger af samme støbning afgive sin stemme!
Republikken ligner sin egen gravsten
I en nekrolog over de Gaulle skrev den radikale Pierre Mendès France, at generalen som præsident havde været den store mand, der med – eller trods – al sin magt havde forsømt at styrke Frankrig ved at lede det hen mod et tidssvarende demokrati. Alt var sagt.
PMF vidste, at ordet folkestyre betyder andet end forfatning, valg og ytringsfrihed (som man ikke skal kimse ad). Andet og mere end ydre rammer, institutioner og regler. At det handler om hver enkelt borgers oplyste overbevisning om, at hans og hendes frihed og medbestemmelse også gælder for alle de andre! At demokrati derfor begynder i det enkelte individ, i familien, i skolen… at det er en kultur, en livsform. Der skal tilegnes dagligt. Lidt lige som frihed, lighed og broderskab!
Samfundet i vores skønne franske land, fortjener noget bedre end den tragikomiske forestilling, vi nu er vidne til.
Men at bede en 5. republik-præsident om at demokratisere landet og det politiske liv, det vil sige modne folket til at blive ansvarlige samfundsborgere, ja, det er under de givne omstændigheder som at række ham giftbægeret.
Hvis Frankrig en dag skal have en 6. republik, et repræsentativt parlamentarisk demokrati med forholdstalsvalg og regeringskoalitioner, der ikke sender en bovlam oppositon på gaden med blafrende faner og slagord eller fremtvinger idelige strejker og protestbevægelser (”gadens parlament”), må det enten blive efter en krig, en borgerkrig eller en revolution.
Eller fordi trætheden, der førte til demokratiets styrt, mirakuløst veg for et nyt håb, ægte (jeg var lige ved at sige ukrainsk) frihedstrang og fuld bevidsthed om, at samfundet i vores skønne franske land, fortjener noget bedre end den tragikomiske forestilling, vi nu er vidne til.
Jacques Berg er forfatter til bogen Frankrig – et moderne skindemokrati, den lille jas og forlaget Klim, 2012.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
