KONCERT // ANMELDELSE – Augustin Hadelich ikke blot strålede af musikerskab og virtuost spil, men afslørede samtidig den måske fornemste egenskab en strygerinstrumentalist kan opvise: Den totale legatobeherskelse.
September måneds anden torsdagskoncert bød på Brahms’ Violinkoncert fra 1878, der med noget af det fineste violinspil, som længe har lydt i DR-koncerthuset, var programsat sammen med Alexander Skrjabins 3. symfoni med undertitlen Det gudommelige digt.
Guddommelig var indlevelsen og udførelsen af Brahms’ koncert fra solisten Augustin Hadelichs side. Han ikke blot strålede af musikerskab og virtuost spil, men afslørede samtidig den måske fornemste egenskab en strygerinstrumentalist kan opvise: Den totale legatobeherskelse.
Det fortælles, at Herbert von Karajan under en koncertprøve med en sopran, han endnu ikke havde haft i sine dirigenthænder, blot lod musikken klinge, mens han hørte på og lod sangerinden udfolde sig, før end han efter en rum tid afbrød.
Sopranen havde da sine bange anelser om, hvad dette mon betød, men reaktionen fra Karajan var den, at han slog af for at udtrykke overfor samtlige musikere, at det legato, den pågældende sangerinde beherskede, var noget, som han gennem flere årtier havde ventet på at finde og opleve.
Især i 1. satsens kadence, som solisten selv havde udformet, mærkede man denne fornemmelse at være lukket inde i selv musikkens materie
Havde Karajan været på dirigentpulten i aftes, kunne man meget vel forestille sig, at reaktionen overfor Hadelichs violinspil ville have være noget nær det samme. Han bjergtog alle i salen, dirigent og orkestret inklusive, med et legatospil, hvor tonerækkerne ikke klæbede til hinanden, men derimod fødtes som én sammenhængende tråd, der udrulledes for vores ører. Det var som at følge en strøm af vand, der altid fandt vej gennem tætte glidende noderækker.
Især i 1. satsens kadence, som solisten selv havde udformet, mærkede man denne fornemmelse at være lukket inde i selv musikkens materie, og salen sugede dette ind, mutters stille og uden den mindste bilyd. Et sjældent intenst øjeblik kom her til skue og stod længe tilbage i rummet.
Brahms ønskede at udforme sin violinkoncert med klart forbillede i og som modvægt til Beethovens store ditto, og man må sige, at hans værk står sig på alle parametre. Orkestret høres her i tæt dialog med både solisten og internt med sig selv, samtidig med at komponisten lader ensemblet brillere (især i oboen) helt på lige fod med solisten, der gentagne gange også underlægger sig orkestret på forunderlig vis. Alt blev her holdt sammen med ægte indlevelse under Luisis dirigentpindsfrie hænder.
Som et forførende da capo inden pausen fik vi Hadelichs eget virtuose arrangement af Howdy Forrester’s Wild fiedler’s rag. For mig kunne han gerne være fortsat hermed resten af aftenen, for her er der virkelig tale ikke om en spillemand på tagryg men på en tribune, og modtagelsen deraf var mere end hjertevarm.
Efter pausen kom vi på noget af en universel vandring med Skrjabins mere end timelange 3. Symfoni. Den er både heftig, patetisk, galaktisk svulmende og senromantisk på alle målbare skalaer, og det meget bevidst. Man må her erkende komponistens store beherskelse af et symfoniorkesters potentiale, men samtidig føles udtryksformatet mere end overmættet.
Med sine righoldige udbrud af både ud- og indvendig karakter forekommer musikken mig som en lidt klæg dej, der ikke rigtig vil slippe, og derfor heller aldrig opløser sig i reelle fortællinger, men konstant hænger fast i sin egen bundethed af det digteriske program, den vil skildre af menneskelivets store passioner.
Lydligt kom vi dog fint rundt om alle partiturets muligheder, og en anerkendende tour de force-præstation af især strygerne må man tilkende opførelsen. Men svært fordøjelig forekommer denne svulmende symfoni mig nu med sine mange både udvidende og imploderende universer.
Igen var Luisi med sit sikre overblik manden, der magtede at følge musikken sikkert til dørs, men en hjertevarm gensynsglæde bliver dette storværk ikke for undertegnede i den kommende indspilning af Skrajabins samlede orkesterværker, som DR-symfoniorkestret er på vejs med.
Det er symfonien alt for overophedet til – og det især på en meget lun sensommeraften som i aftes, hvor temperaturen i salen selv var oppe i den allerøverste del af skalaen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
