OPRINDELIGE FOLK // LONGREAD – For ti år siden bliver der offentliggjort en rapport med 94 anbefalinger til forbedring af de oprindelige folks vilkår i Canada, hvor de har boet i årtusinder. Det var selvfølgelig længe før de europæiske indvandrere begyndte at overtage deres land. Men hvordan ser det ud i dag for den oprindelige befolkning, der i dag kun udgør fem procent af befolkningen?
”I dag er der grund til håb……Vi har behov for intet mindre end en total fornyelse af relationerne mellem Canada og De Oprindelige Folk…. Vi vil sikre, at samtlige 94 anbefalinger bliver omsat fuldt ud til handling.”
OTTAWA – De lovende og optimistiske ord kom fra den nyvalgte liberale premierminister, Justin Trudeau, da rapporten fra Truth and Reconciliation Commission blev offentliggjort i 2015, efter mere end seks års arbejde med indhentning af vidnesbyrd fra mange oprindelige folk og formulering af de 94 såkaldte calls for action, som omfattede børns velfærd, uddannelse, sprog og kultur, sundhed, retlige spørgsmål og forsoningsaktiviteter.
”Kill the Indian in the child”
Et af de spørgsmål, der fyldte mest i kommissionens undersøgelser, var, hvad der skete på kostskolerne, de såkaldte Residential Schools, for børn fra de oprindelige folk. De består af tre grupper, First Nations (indianere), Inuits og Metis (som typisk har blandede rødder hos europæiske pelsjægere og indfødte kvinder). Mellem 1828 og helt frem til 1997 blev skolerne drevet af katolikker og protestanter på regeringens vegne. Med skabelsen af Canada i 1867 og gennemførelsen af ”The Indian Act” i 1876, loven der regulerer forholdene for de oprindelige folk, blev assimilationspolitikken officiel og sat i system.
Det vurderes, at 150.000 børn, ofte under tvang, blev fjernet fra deres hjem og placeret på disse skoler. Ideologien bag var klar, som det udtrykkes i senere regeringsdokumenter: ”Kill the Indian in the child.” Assimilation var målet. Det var i børnenes interesse at blive ”civiliseret”, så de kunne blive fuldgyldige medlemmer af det euro-canadiske samfund, var holdningen. Børnene skulle lære engelsk (eller fransk), måtte ikke bruge deres eget sprog, de blev klippet og iklædt tøj, så de lignede de europæiske indvandrere.
Det vurderes, at over 4.000 børn døde under deres ophold på skolerne. Mange døde på grund af sygdom, andre på grund af de barske fysiske vilkår. Hvor mange der døde og hvordan, er i dag et stærkt omdiskuteret spørgsmål. Der er i kommissionsrapporten mange vidnesbyrd om overgreb og misbrug, hvor præster og hjælpepersonale har forgrebet sig på børnene. Ikke kun de direkte berørte, men også efterkommere kæmper i dag med stofmisbrug. Der tales om intergenerationelle traumer.
Ligesom i Grønland har tvangssterilisering af kvinder blandt de oprindelige folk været en udbredt praksis
Dokumentationsarbejdet med de umarkerede gravsteder er vanskeligt at gennemføre, da der mangler præcise historiske optegnelser over geografiske placeringer. Samtidig vender flere oprindelige folk sig mod at forstyrre de døde. Den sparsomme dokumentation, der er fremkommet indtil nu, har hos nogle givet anledning til afvisning af kritikken af forholdene på skolerne. Benægtelsen af misforholdene er blevet mødt med krav fra de oprindelige folk om kriminalisering af holdningen, ligesom man kender det mht. det jødiske holocaust i flere europæiske lande. I 2023 var den daværende liberale føderale justitsminister, David Lametti, parat til at indføre en lov, der forbød benægtelse. Indtil videre er der dog ikke sket videre i sagen.
Ligesom i Grønland har tvangssterilisering af kvinder blandt de oprindelige folk været en udbredt praksis. Reproduktion hos nogle kvinder, der blev anset som ”unfit” for samfundet, var uønsket. Mere end hundrede kvinder siger, at de er blevet udsat for den problematiske praksis så sent som i 2018.
Ti år efter, hvor langt er Canada nået?
Her i efteråret 2025 har Canada gjort status. Hvad er der så egentlig sket i løbet af de ti år, der er gået? I en opgørelse sidst i september 2025 er alle 94 anbefalinger gennemgået af NGO’en Indigenous Watchdog, der konkluderer, at 40 procent af kommissionens anbefalinger enten ikke er startet eller gået i stå: Kun 14 anbefalinger er fuldt gennemført, mens 42 er ved at blive gennemført. 22 er gået i stå, og for de sidste 15 anbefalinger er implementeringen endnu ikke begyndt.
Den statslige TV- og radiostation CBC oprettede i 2018 en hjemmeside, der også følger udviklingen. Der er betydeligt sammenfald mellem de to opgørelser.
Ingen af anbefalingerne på de tunge områder som børns velfærd, uddannelse og sundhed er blevet gennemført. På alle områder har de oprindelige folk fortsat dårligere vilkår end befolkningsgennemsnittet. En af udfordringerne for at kunne nå alle med bedre serviceniveau som for eksempel rent drikkevand er, at en del af den oprindelige befolkning fortsat foretrækker at bo i mindre samfund langt fra større bysamfund.
Blandt de gennemførte anbefalinger i rapporten fra 2015 er oprettelsen af en Indigenous Language Commissioner-stilling, der skal hjælpe med til at sikre, at de oprindelige folks sprog får støtte til at leve videre, efter at have været marginaliseret siden Canadas oprettelse i 1867. Kommissionsrapporten anbefalede også gennemførelse af en særlig undersøgelse om ”savnede og myrdede indfødte kvinder og piger”. I 2019 offentliggjordes en rapport på 1.200 sider, inklusive ikke mindre end 231 anbefalinger. Kun et begrænset antal er gennemført. Datoen den 30. september blev i 2021 etableret som en særlig nationaldag for at mindes ofrene fra kostskolerne og fastholde opmærksomheden på de fortsatte behov for forsoning.
På det, der kaldes forsoningsområdet i rapporten, er der gennemført ti tiltag, heriblandt oprettelse af et National Center for Truth and Reconciliation, tilknyttet University of Manitoba. Dets opgave er at fortsætte indsamling af dokumentation og følge implementeringen af de mange anbefalinger og bidrage hertil.
Ved lov blev der oprettet et National Council for Reconciliation i 2024, bestående af både oprindelige folk og andre canadiere med henblik på løbende at sikre gennemførelse af anbefalingerne og årligt rapportere til parlamentet om fremskridt samt udvikle flerårige planer for den fortsatte forsoning og fremme af den offentlige dialog om udviklingen.
Folkedrab eller kulturelt folkedrab?
Kommissionsrapporten kaldte det, der overgik børnene på kostskolerne, for kulturelt folkedrab. Ikke alle bryder sig om udtrykket, da det kan forbindes med folkedrabs-begrebet, som i sin snævre juridiske udgave forudsætter et bevidst forsøg på fysisk udryddelse af en befolkningsgruppe.
Alene de fire bosætter-lande, Canada, USA, Australien og New Zealand stemte imod
Nogle, inklusive tidligere premierminister Justin Trudeau, har været parate til at anvende termen folkedrab. I 2018 ændrede det Canadiske Museum for Menneskerettigheder i Winnipeg, Manitoba, beskrivelsen af forholdene på kostskolerne fra ”kulturelt folkedrab” til folkedrab, inspireret af kommissionsrapporten. I 2022 vedtog det føderale parlament i Ottawa en enstemmig beslutning, der opfordrer regeringen til at benævne forløbet som folkedrab. Det skete i forlængelse af pave Frans’ besøg samme år, hvor han, men først i flyet på vej tilbage til Vatikanet, over for journalister endnu en gang fremkom med en undskyldning for den katolske kirkes involvering og omsider tog ordet folkedrab i sin mund. Den canadiske regering anvender fortsat ikke officielt termen folkedrab. Men med tilføjelsen ”kulturelt” har begrebet fået bredere opbakning.
Når jeg taler om det ømtålelige emne med den canadiske boomer-generation, får jeg at vide, at de kun i meget begrænset omfang hørte herom som børn og unge. ”We did not know about the residential schools,” var en acceptabel undskyldning. I dag er emnet en del af den obligatoriske læseplan i skolerne, og medierne omtaler ofte forhold forbundet med efterveerne.
Canadas tøvende vej til accept
UNDRIP, FN’s erklæring om oprindelige folks rettigheder, individuelle og kollektive, var cirka tyve år undervejs, før den på FN’s Generalforsamling i 2007 blev vedtaget med 143 stemmer, inklusive de europæiske. Alene de fire bosætter-lande, Canada, USA, Australien og New Zealand stemte imod.
Det er vigtigt, at vi bygger, men lige så vigtigt, hvordan vi bygger
Kommissionsrapporten fra 2015 havde som en vigtig anbefaling, at den føderale regering skulle tilslutte sig UNDRIP og gøre erklæringens ord til en del af canadisk lov. Med Trudeau-regeringen i 2015 ændredes holdningen helt. Men der skulle gå yderligere syv år, inden parlamentet vedtog en lov, der forpligtede at gøre UNDRIP’s principper til en del af det føderale lovkompleks. Og indtil videre er det kun British Columbia (2019) og Northwestern Territories (2023), der har gennemført lokale implementeringslove.
Den tøvende og langvarige proces er et klart udtryk for den usikkerhed, der hersker mht. forholdet mellem de Oprindelige Folk og det øvrige Canada på trods af, at section 35 i forfatningen af 1982 fastlægger beskyttelsen af de Oprindelige Folks rettigheder. Hvad betyder UNDRIP for fortolkningen af de mange historiske traktater, der er blevet indgået mellem de oprindelige folk og the Crown, tidligere den engelske konge, i dag repræsenteret ved den canadiske regering. Hvilken betydning får det for den nye Carney-regerings muligheder for at udvikle en økonomi som er mere uafhængig af den amerikanske storebror i syd, som hidtil har stået for mere end 70 procent af den canadiske eksport?
Premierminister Carneys dilemma
Marc Carney, der står over for massive økonomiske trusler mod Canada fra Trumps vilkårlige tarif-tyranni, har været klar i spyttet og erklæret, at der ikke er nogen vej udenom. Canada må hurtigst muligt sikre en økonomisk udvikling, der via store infrastruktur- og industriprojekter vender den canadiske økonomi mod andre horisonter, først og fremmest Europa og Indopacific.
På den nye nationaldag, 30. september, til minde om de oprindelige folks lidelser, udsendte Carneys kontor en erklæring, hvor forsoningsarbejdet realistisk kaldes et ”generational task, lived and practised every day…“. “Det er vigtigt, at vi bygger, men lige så vigtigt, hvordan vi bygger – hvor oprindelige folks lederskab, velstand og muligheder er grundlæggende”. Smukke ord.
Men Carneys faktiske evne og vilje til at kombinere ønsket om hurtig realisering af kæmpeprojekter via hans nyetablerede Major Projects Office samtidig med involvering og respekt for de oprindelige folks interesser vil meget snart blive testet, for mange af de identificerede projekter skal udvikles på landområder, der via historiske traktater tilhører de oprindelige folk.
Der er flere mineprojekter med udvinding af Canadas rige ressourcer af kritiske mineraler. Og Carney har meldt ud, at han ønsker at gøre Canada til en ”energi-supermagt”. Det skal blandt andet ske ved, at der gives grønt lys for udvinding af mere gas og olie.
Udbygning af anvendelse af atomkraft, hvorfra Ontario allerede i dag får 50 procent af sin elektricitet, er også på tapetet. Mere vind skal udnyttes. I alt er der foreløbig sendt projektforslag med status af ”national interest” for det, Carney har lanceret som ”One Canadian Economy”. Der appelleres til den nye canadiske nationalisme, som er vokset frem på baggrund af Trumps trusler om at gøre Canada til den 51. delstat i USA.
Der skal gennemføres accelererede miljøvurderinger, men også gennemføres konsultationer med det rådgivende organ af oprindelige folk, som er knyttet til projektkontoret. Samtidig er det meldt ud, at principperne i UNDRIP vil være ledende for, hvordan projekterne skal gennemføres. Foreløbig ligger der i projektkontoret forslag til en samlet værdi af 106 milliarder canadiske dollars, små 500 milliarder kroner. Mange flere projekter forventes tilføjet.
Det er lykkedes mindre grupper enten at forsinke projekter i mange år eller helt få dem skrottet
På papiret lyder det godt. Canada vil blive rigere, og de oprindelige folk forventes at blive tilført betydelige ressourcer og arbejdspladser. Men som bekendt befinder djævelen sig i detaljen. Og der er allerede flere kurrer på tråden ved flere af projekterne, hvor nogle lokale oprindelige folk, og også provinsledere, har udmeldt bekymringer, hvis ikke modstand.
De næsten to millioner oprindelige folk er fordelt på mere end 600 First Nation stammer, som udgør hovedparten, cirka 70.000 inuitter, der i stort omfang lever i de nordlige områder samt omkring 625.000 metis. Lederne af hovedorganisationerne for de tre grupper har foreløbig meldt positivt ud. Det er rigtig mange penge, projekterne vil tilføre deres samfund. Men den krævede konsultationsproces kan muligvis afdække negative miljø- og sikkerhedsmæssige konsekvenser for de lokale. Konsultation er en ting, men endelig accept er en anden ting. Vil Carney-regeringen i sidste ende være parat til at presse projekter igennem med henvisning til ”den nationale interesse”? Canada har erfaringer med langvarige konflikter, hvor det er lykkedes mindre grupper enten at forsinke projekter i mange år eller helt få dem skrottet.
Retten til jorden – en domsafgørelse med svimlende perspektiver
I august 2025 blev der truffet en højesteretsdom i provinsen British Columbia, en sag, der startede i 2014. Dommen kan få vidtgående konsekvenser for hele Canada og være med til at skabe usikkerhed om mulighederne for gennemførelsen af de store projekter. I dommen tildeles de lokale Cowichan First Nation stammer rettigheder til den jord, hvorpå de har levet, som det siges ”since time immemorial”, og som dommeren har vurderet, at historiske aftaler giver dem krav på. Det drejer sig om cirka syv kvadratkilometer i byen Richmond.
Sagen er blot, at der senere i Canadas historie er solgt jord og givet individuelle skøder til privatpersoner og firmaer til selvsamme jord. Ikke overraskende har disse ejere reageret voldsomt over for dommen, hvor de ikke har været inddraget i sagen før domsfældelsen. For yderligere at komplicere tingene, så har andre First Nations meldt sig på banen og også gjort krav på området.
Der er en spændende tid forude for Canada. Den fortsatte opfølgning på kommissionsrapporten kan i den sammenhæng synes at være en opgave i den lettere ende af skalaen. Derfor gør Carney-regeringen klogt i at accelerere implementeringen, så der kan skabes noget goodwill hos de oprindelige folk, som i for lang tid har skullet vente på, at de 94 anbefalinger fra 2015 alle bliver taget alvorligt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og