Jannick Kirk Sørensen: Danflix, public service og filterbobler

i Danmark/Kultur af

PUBLIC SERVICE – Public service-begrebet er tæt knyttet til alsidighed, mangfoldighed, upartiskhed og uafhængighed. I udformning af Danflix som public service-tilbud bliver det spændende at se, hvordan disse værdier kommer til udtryk, skriver medieforsker Jannick Kirk Sørensen, for hvis Netflix’ algoritmer er forbilledet, vil det kræve meget arbejde blot at give brugerne en tilsvarende brugeroplevelse. Skal public service-værdierne repræsenteres i algoritmerne står vi overfor nogle helt andre udfordringer.

Public service? Åh, nej! Nu ikke igen… Ca. hvert fjerde år udbryder der en krig, de færreste rigtigt interesserer sig for, bortset fra at alle synes at være enige om, at DR ikke gør det godt nok, eller burde gøre noget andet, end det de gør.

Denne gang er der dog kommet forslag på bordet, der giver anledning til forstå, at public service ikke kun er lig med DR. Måske kunne det organiseres anderledes? Inden man i større stil begynder at flytte rundt på pengene, er der dog grund til at spørge: Hvad er meningen med public service? Og: Kan algoritmer levere public service?

Hvad er egentlig meningen med public service? Er det at lave det indhold, som ingen ellers vil betale for? Dette peger tilbage på en diskussion, der er lige så gammel som public service broadcasting

Ideen om en stærkt forøget public service-fond, og en fælles internetplatform, f.eks. kaldet Danflix, lyder i første omgang interessant. Her ville borgere og brugere kunne se, hvad man får for public service-pengene, uden at der er andet end algoritmer, der sætter dagsordenen for, hvad der skal vises. Der er dog nogle problemer. Udover det praktiske problem at etablerede mediehuse måske hellere vil præsentere det public service-støttede indhold på egne platforme, så udløser projektet også spørgsmålet: Hvad er egentlig meningen med public service? Er det at lave det indhold, som ingen ellers vil betale for? Dette peger tilbage på en diskussion, der er lige så gammel som public service broadcasting, nemlig dén om hvad der berettiger til at få licensmidlerne. Hvad er det public service-medier gør, som er anderledes end de medier, der skal sælge deres produkter til kunderne, brugerne?

Synligheden af public service er under forandring
Der er blevet sagt meget om den mulige fare for politisk indblanding ved fordelingen af støttemidler i public service-fonden. Et spørgsmål som imidlertid har været mindre diskuteret er om det ønskede mål nås set med brugerøjne? Vil brugerne opleve en større synlighed af de penge, der bruges på public service?

I fleste af de forgangne 90 år med public service har licensbetalere kunnet se og høre en tydelig sammenhæng mellem den licensafgift, der blev indkrævet og dét, der kunne ses på TV-skærmen og høres i radioen. Der var nemlig kun én leverandør.

Synligheden af value for money vil blive mindre, især hvis public service-pengene ikke længere bærer klare genkendelige logoer og brands

Gradvist er det blevet mere mudret for menigmand at se, hvad pengene går til. Med en overgang til skattefinansiering kommer DR, 24Syv, TV2-regionerne og de andre licensfinansierede medievirksomheder dog i endnu mindre grad til at stå til regnskab overfor brugerne: Synligheden af value for money vil blive mindre, især hvis public service-pengene ikke længere bærer klare genkendelige logoer og brands.

Som en del af ideen om en forøget public service-fond har forslagsstillerne foreslået en internetportal for al public service-indhold. Denne fik i første omgang navnet Danflix, inspireret af den populære amerikanske streaming service Netflix. Hvor godt et udtryk Danflix end måtte være for ideen om synligheden af resultaterne af et mangfoldigt public service fond-finansieret medielandskab, så er der, når man overvejer ideen lidt nærmere, problemer nok til at skræmme alle interesserede væk. Nogle af problemerne er af praktisk karaktér, mens andre på interessant vis zoomer ind på selve essensen af public service.

Filterboblerne eller algoritmisk formynderi
Public service er en måde at imødegå en mangel. Oprindelig var det mangel på radiofrekvenser og mangel på penge; det er dyrt at lave radio og TV. Pengene gav og giver stadig en mangel i mediemarkedet, i hvert fald hvis man vil have forskellighed: Hvilken privat medievirksomhed vil investere i indhold der ikke giver afkast? Der, hvor markedsmekanismerne stopper, kunne public service hjælpe. Strategien for public service broadcasting har dog altid været at blande ‘det seriøse’ med ‘det lette’. Programmer der er populære – f.eks. et musikprogram – leder hen til indhold, der har høj public service-værdi, f.eks. nyheder. Logikken i denne diæt bryder dog sammen, når brugeren aktivt skal vælge indholdet, og når der tilsyneladende er nok at vælge imellem.

Her forsvinder den del af public service-berettigelsen som er baseret på at oplyse og bidrage til den demokratiske debat. Tilbage bliver kun den ombejlede underholdning

Det er her, ideen om Danflix bliver interessant. Hvis inspirationskilden er Netflix og lignende personaliserede tjenester, rejser der sig både en række muligheder og en række ubesvarede spørgsmål. Den automatiserede anbefaling af indhold på en streaming-platform kan følge forskellige principper. Hvis man gerne vil ligne forbilledet Netflix, så handler det om at forudsige hvilket indhold, brugeren helst vil se. Udover at det er svært at gøre godt, så er problemet i forhold til public service-ideen at det kan føre til ‘filterbobler’, som blot bekræfter os i vores etablerede synspunkter. Her forsvinder den del af public service-berettigelsen som er baseret på at oplyse og bidrage til den demokratiske debat. Tilbage bliver kun den ombejlede underholdning.

Netlix’ algoritmer giver seerne mere af det, de ved, de godt kan lide. Kan og skal man prøve det modsatte i Danflix for at leve op til værdierne i public service? Foto: Flickr.

En anden – indtil nu uprøvet – mulighed er at udvikle algoritmer, der netop ikke giver brugerne dét der ligner, men dét, der er anderledes og forskelligt. En personaliseret fortolkning af det gamle public service-ideal om ‘ikke kun at give folk, hvad de vil have, men også hvad de ikke vidste, de gerne ville have’.

Det ville kunne styrke nysgerrigheden og folkeoplysningen. Men det ville også være algoritmisk formynderi. Her kan man så igen spørge om det netop ikke altid har været alle mediers opgave på formynderisk vis at sætte en dagsorden, uanset om det sker via en redaktør eller en algoritme? Pointen er at man ikke kan bygge en streaming-platform uden samtidig at beslutte sig for de principper, der styrer den personaliserede indholdsoversigt og den indbyggede søgemaskine. Algoritmer er redaktionelle prioriteringer.

Kernen af public service er kurateringen
Idéen med public service-fonden og Danflix er, at public service-indhold fra forskellige producenter vil være mere mangfoldigt i både udtryk og indhold end indhold fra én bestemt producent.

Men selvom ‘mangfoldigt’ rimer på pluralisme, så har ordet ‘mangfoldig’ også et synonym, nemlig ‘broget’. Og det er her nogle problemerne for Danflix-ideen starter. Uden en redaktionel kuratering af indholdet og algoritmerne vil Danflix’ hurtigt udarte til et meget broget katalog uden nogen samlet oplevelse. I så fald vil det være nemmere at bede YouTube eller Vimeo om stå for driften.

Her kommer vi tilbage til dét, der står tilbage som kernen af public service-medier: Nemlig den menneskelige udvælgelse og sammensætning af indhold. Udvælgelsen handler om sandfærdighed og upartiskhed, men også om alsidighed i både udtryk og indhold. Disse funktioner er der ingen algoritmer, der nogensinde kommer til at kunne varetage. Sammensætningen handler om, at det enkelte medieprodukt indgår i en sammenhæng, der afstemmer brugerens forventninger. Det er derfor, der findes medie-brands, kanal-brands, magasiner og aviser. Vi forbruger vores opmærksom på en medieplatform i forventning om, at dét, vi vil finde i dag, i et eller andet omfang ligner det, vi plejer at finde her. Det skal være nyt, men ikke alt for anderledes i forhold til vores forventninger. Hvis enten uforudsigeligheden eller forudsigeligheden af medieindholdet bliver for stor, taber vi interessen. Og her er det anbefalingssystemerne som regel taber til de menneskelige redaktører, fordi sidstnævnte har en bedre forståelse af menneskers nysgerrighed.

Prioriteringer vil aldrig være neutrale
Ideen om en public service streaming-tjeneste skal derfor, hvis det ikke skal ende som endnu et fejlslået offentligt IT-projekt, have en redaktion, der med opfindsomhed kan benytte algoritmerne til at sammensætte indhold på måder, som det ikke allerede gøres af de eksisterende veletablerede mediehuse. Det vil blive et spændende innovationsprojekt, der dog også vil kræve, at man headhunter nogle af de bedste programmører fra Google, Facebook eller Netflix. Det er nemlig ikke en triviel opgave at bygge og tilpasse et algoritmisk anbefalersystem, der kan komme med andet end de mest forudsigelige forslag. Hvis vi antager at systemet er personaliseret og er baseret på detaljerede beskrivelser af brugernes vaner og interesser, vil det også være muligt at udvælge og målrette indhold, der sætter en dagsorden. Eller rettere: Det er umuligt ikke at lade være.

Et første krav til Danflix må således være fuld gennemsigtighed i principper og mekanismer, der producerer anbefalingerne, herunder hvilke data man har om brugeren, jvf. EUs nye lovgivningen om persondata – GDPR

Det er tillokkende at betragte anbefalingsalgoritmer som neutrale værktøjer, der blot optimerer dét, som brugeren vil have. Men som vi ved fra Facebook og Google, er algoritmer også et udtryk for prioriteringer. Et første krav til Danflix må således være fuld gennemsigtighed i principper og mekanismer, der producerer anbefalingerne, herunder hvilke data man har om brugeren, jvf. EUs nye lovgivningen om persondata – GDPR. Det næste, lidt mere kontroversielle problem, er princippet for anbefalingerne: Hvor kommercielle aktører ønsker at forøge salget eller forbruget – tænk her på hvor tillokkende Amazon’s anbefalingssystem stadig virker – så bør public service-medier have et mere anstrengt forhold til denne form for succes. Man kan måske forsigtigt antyde at en del kritikken af DR netop går på, at man har været for opsat på kvantitativ succes. Når vi derfor diskuterer anbefalingssystemer til public service-indhold, så er det værd at diskutere, om der skal være andre succeskriterier end at øge forbruget?

DR har i generationer været synonymt med public service i Danmark.

Før Danmarks Radio blev udsat for konkurrence, var populariteten af udsendelserne ikke et emne, der optog beslutningstagerne. Måske var man til tider bekymret for, hvordan udsendelserne blev modtaget og fortolket politisk og kollegialt, men brugertal for lyttere og seere fandtes ikke som argument. Public service broadcasting var defineret af dets evne til at oplyse, informere og underholde – med sidstnævnte som et ugleset bindemiddel for de første ingredienser. Som monopol fulgte også en forpligtelse til at være alsidig i programudbuddet. Alle (større) samfundsgrupperinger skulle kunne genkende sig selv i programmerne, selvom det tog en del årtier, inden Danmarks Radio havde samlet mod nok til også at tage fat på mere samfundsmæssige kontroversielle emner, f.eks. bolignød (Willy Reutners reportager) og udtryk som f.eks. popmusik (via P3).

Hvordan sikrer man alsidigheden, upartiskheden og mangfoldigheden i de automatiske anbefalinger, hvis public service-værdierne skal repræsenteres i algoritmerne?

Public service-begrebet er således tæt knyttet til alsidighed, mangfoldighed, upartiskhed og uafhængighed. I udformning af Danflix som public service-tilbud bliver det spændende at se, hvordan disse værdier kommer til udtryk. Hvis Netflix’ algoritmer er forbilledet, vil det kræve meget arbejde blot at give brugerne en tilsvarende brugeroplevelse. Imidlertid kræves der endnu mere programmeringsarbejde, hvis public service-værdierne skal repræsenteres i algoritmerne: Hvordan sikrer man alsidigheden, upartiskheden og mangfoldigheden i de automatiske anbefalinger?

I gennem de seneste år har vi været vidne til talløse diskussioner af “filterbobler”. Danflix skulle nødigt ende med at blive en filterboble. Men den må heller ikke blive for populær.

Danflix, som public service-tilbud, skal ikke konkurrere med private medier – dette ville være skjult og ulovlig statsstøtte. Derfor må den algoritme, der anbefaler indhold til brugerne også basere sig på andre principper end optimering af forbrug. Her kræves der udviklingsarbejde, da alle eksisterende løsninger baserer sig på optimere valget af indhold mod den størst mulige sandsynlighed for forbrug.

Omvendt vil alle andre anbefalingsprincipper, f.eks. et princip om den størst mulige alsidighed i de personaliserede anbefalinger, hurtigt støde på dén kritik som Danmarks Radio så ofte har måtte høre, nemlig at være formynderisk overfor lyttere og seere. Endelig, da systemet vil indsamle en del brugerdata, og ideelt set har behov for endnu mere for at kunne komme med præcise anbefalinger, vil der opstå udfordringer med hensyn til troværdigheden af databeskyttelsen.

Der venter således en række spændende problemer for dem, der vil byde på opgaven med at bygge Danflix. Men der ligger også en mulighed for at genfortolke hvad public service-medier er og kan være.

Hovedillustration: Udsnit af forside til Public Service-udvalgets rapport Public Service de næste 10 år.

Jannick Kirk Sørensen, PhD., er forsker ved Center for Communcation, Media and Information Technologies ved Aalborg Universitet, København. Hans PhD-afhandling (2011) handlede om Public Service Medier og personalisering teknologier. I dag forsker han internationalt i, hvordan public service medier anvender algoritmiske anbefalersystemer i forhold til deres public service-forpligtelser, og i hvilke data nyhedshjemmesider og annoncører indsamler om brugeren.

Seneste artikler om Danmark