SOLODANSER PÅ BÆNKEN #1 // INTERVIEW – Tre dage før premieren på John Neumeiers Mahlers 3. Symfoni lukkede Det kgl. Teater pga. coronakrisen, og Den kgl. Ballets dansere blev hjemsendt på ubestemt tid. Hvordan holder de sig i form, hvad med kreativiteten og det kunstneriske i hverdagen? Hvad driver dem egentlig? Mød en række solodansere fra Den kgl. Ballet i denne interviewserie lavet per email.
Holly Dorger, savner du at være på scenen, at du pludselig ikke kan danse? Hvordan holder du dig i form, når du er bundet til hjemme?
– Ja! Jeg savner scenen, jeg savner at optræde. Jeg savner de svedige prøver. Jeg savner morgentræning med mine kolleger. Jeg savner alt ved mit job. Jeg elsker at være ballerina. Det er den største gave. At være tvunget til at stoppe er en påmindelse om, hvor taknemlig, man bør være for, at man har mulighed for at have noget, man elsker så højt, som ens profession.
For at holde mig i form løber jeg hver anden dag. Jeg laver en ballet ”barre” derhjemme og deltager i gruppe-workouts, som vores fysioterapeuter instruerer. Teatret har gjort en fantastisk indsats for at samle alle, så vi kan lave morgentræning hjemme hver dag og workout, cardio eller yoga online!
Finder du andre måder at være kreativ på?
Jeg har altid gang i noget, haha! Seneste har Jón Axel Fransson og jeg lavet en introduktionsvideo til linket til streamingen af Alice i Eventyrland, der netop er frigivet online. Vi gik linen ud. Min kat blev klædt ud som den hvide kanin, jeg ledte overalt i lejligheden efter ting, der kunne bruges til Alice! Inklusive tegninger fra små piger med en drøm om at danse Alice en dag. Vi havde sjov med at være kreative.
Når du ser tilbage, hvordan opdagede du så ballet? Hvad er dine tidligste indtryk?
Jeg tror ballet valgte mig. 🙂 Jeg startede med at tage ballettimer, da jeg var fire år gammel. Jeg bevægede mig og koreograferede altid mine egne danse. Jeg elskede at danse, og jeg har været heldig altid at have haft fremragende lærere og den rigtige opmuntring hele livet til at forfølge den drøm.
Hvordan vil du beskrive dig selv som danser?
En danser, der går hele vejen.
Er du ambitiøs? Hvordan?
Jeg har store drømme, jeg ser mig aldrig tilbage og tænker ”hvad nu hvis”, så jeg giver alt, hvad jeg har, hver eneste dag.
Hvilken rolle er den mest udfordrende, du har haft?
Svaneprinsessen var meget krævende. Man venter i lang tid i kulissen, før man gør sin entré, og det kræver en ro og en stilhed, som om du var på scenen i de 20 minutter. Herefter er der igen en lang pause, før man når til Den sorte svane pas de deux. Så der er masser af tid til at bruge for meget tid i dit eget hoved. Og til slut må du åbne dit hjerte og lade det bløde al den ensomhed, ulykke og tilgivelse, du nogensinde har følt i dit eget liv. Det er smukt. Sådan en smuk ballet. Men jeg husker, at det var udfordrende med al denne tyngde i hele prøveperioden.
Hvilken rolle har været den mest betydningsfulde?
Det er et meget stort spørgsmål. Det er mange balletter, der har rørt mig. Etudes ligger mit hjerte særligt nær, fordi det var min første hovedrolle som professionel danser. Jeg har været heldig at få lov til at danse den igen med nogle få års mellemrum. Jeg oplever, at den repræsenterer min vækst som danser og kunstner.
Hele Balanchine-repertoiret betyder meget for mig, da jeg er uddannet på School of American Ballet. Jeg tilbragte fire år i New York City, hvor jeg beundrede og lærte alle Balanchines balletter at kende, der blev mit fundament og min kerne. For nylig trænede jeg med Merrill Ashley frem til premieren på Ballo Della Regina. At få muligheden for at lære fra en levende Balanchine-legende er et minde, jeg aldrig kommer til at glemme. At kunne få mulighed for at udforske og dykke ned i hvert trin, hver dag i næsten fem uger var ballerinahimmelen. Jeg lærte så meget fra den oplevelse, som jeg bevidst prøve at tilføje til alle de roller, jeg lærer nu, fremover.
Når det kommer til helaftensballetter, så er Giselle en figur, jeg sætter meget højt. Jeg oplevede, som alle ballerinaer må gøre det, at jeg delte og forstod mange af Giselles følelser i balletten. At blive forelsket, forrådt, få sit hjerte knust og sluttelig tilgivelsen. Den store udfordring i Giselle er omstillingen fra vanvidsscenen i første akt til at finde den fuldstændige indre fred og ro til at lave penchées, midt på scenen, alene i spotlyset, i anden akt. Jeg tror, denne ballet hjalp mig til at finde nye dybder i min kunst, som jeg ikke havde udforsket tidligere.
Jeg har aldrig haft det så sjovt, som når jeg laver Alice i Christopher Wheeldons Alice i eventyrland. Total, ren humor hele vejen. Jeg elsker den opsætning. Rollen som Alice er min favorit, men jeg fik også mulighed for at dyppe tåen i en anden rolle, Hjerte Dronning. Det var virkelig morsomt at få lov til at lave en komisk rolle i en ballet. 🙂
Er der en rolle eller en ballet, der har været et særligt gennembrud for dig?
Det var rollen som prinsesse Florine i Den blå fugl pas de deux i Tornerose, der gav mig muligheden for at blive opdaget. Nikolaj Hübbe siger, at han vidste, at jeg kunne blive solodanser, efter jeg havde danser rollen som Dronningen i Alexei Ratmanskijs Coq d’Or.
Hvad er din drømmerolle?
Jeg har masser og alligevel ingen. Ballet.
Har du forbilleder? Hvem og hvorfor?
Ja, min gode ven, Lauren Lovette, der er solodanser ved New York City Ballet er mit forbillede. Hun er alt det, jeg elsker ved ballet. En smuk teknik og en kvalitet, der også omfatter klassiske træk, der er smukke for øjet, som strakte fødder og turnering. Og hun giver sit hjerte til publikum, du ser virkelig, hvem hun er, når hun danser. Jeg beundrer hende virkelig.
Min mor, som ofrede så meget for, at jeg kunne leve min drøm ud så langt væk fra hende. Jeg ved, at det er hårdt for hende nogle gange. Hun er utroligt stærk og er den bedste støtte.
Hvad er dit yndlingstrin? Hvilket trin synes du mindst om?
Jeg elsker at snurre. Alle snurreture. 🙂 Jeg kan virkelig godt lide at lave de hurtigt rejsende piqué-drejninger, haha.
Beskriv dit forhold til Bournonville. Hvad kan du eller kan du ikke lide ved Bournonville? Har han en fremtid?
Jeg har et glædesfuldt forhold til Bournonville. Heldigvis er det sådan, at der er mange ligheder i fodarbejdet, farten og teknikken i Bournonville og Balanchine. Måden at holde hovedet på er lidt forskellig, armene holdes anderledes og timingen af trinene har en anden tilgang, men det hele er ballettens sprog. Det er en velsignelse at kunne udfordre og danse begge stilarter. Bournonville har en fremtid lige så længe, ballet har en.
Helt ærligt: Klassisk ballet i 2020? Er der overhovedet plads til den kunstart i moderne tid?
Det er jeg overbevist om. Men det skal jeg tro, det er min lidenskab. Jeg kommer aldrig til at miste troen på den.
Har du et link til en ballet (eller flere), man kan se på YouTube, du vil dele?
LÆS ALLE ALEXANDER MEINERTZ’ TEKSTER PÅ POV HER.
BENCHED PRINCIPALS #1 // INTERVIEW – Three days before the opening night of John Neumeier’s “Mahlers 3. Symphony, the Royal Danish Theatre closed its door because of the corona crisis, and the dancers of the Royal Danish Ballet were sent home, for the moment on indefinite leave. How do they keep in shape, how do they find outlets for their creativity and artistry in this unusual situation. What drives them? Meet the principal dancers of the Royal Danish Ballet.
Holly Dorger, do you miss the stage, not being able to perform? And how do you keep in shape when you’re homebound?
YES! I miss the stage. I miss performing. I miss sweaty rehearsals. I miss the free paypal money. I miss morning class with my colleagues. I miss everything about my job… I love being a ballerina. It’s the biggest gift. Being forced to stop definitely reminds you how thankful you are to be able to do what you love so much as a job.
To keep in shape, I go for a run every other day. I do a ballet “barre” at home and join the group workout sessions lead by our physical therapists. The theater has done an amazing job, gathering everyone and having morning ballet class every day and a workout, cardio, or yoga session everyday online for us!
What about your creativity and artistry?
Well I’m always up to something, haha. Most recently, Jón Axel Fransson and I made an introduction video for the Alice i Eventyrland link that has just been released. We went full out. My cat got dressed up as the white rabbit. I searched my entire apartment to find anything and everything Alice-ish! Including drawings from little girls that dream of being Alice one day! We had a lot of fun being creative.
Looking back, how did you discover ballet? What are your earliest memories and impressions?
I feel that ballet chose me. 🙂 I started ballet classes at four years old. I was always moving and choreographing my own dances. I loved to dance. I was fortunate to have excellent teachers and the right encouragement throughout my life to go for the dream.
How would you describe yourself as a dancer?
An all-in dancer.
Are you ambitious? How does that manifest itself?
I dream big. I never want to look back and feel, “what if”, so I give every day, everything I’ve got.
What is the most challenging role you’ve had?
I found the Swan Queen very challenging. There is a long wait until your first entrance that demands a calmness and quietness as if you’ve already been on stage for 20 minutes. Then comes another long wait before the black swan pas de deux. So lots of time to spend too much time in your own head. Lastly you have to open up your heart and let it bleed all the loneliness, heartbreak and forgiveness you’ve ever felt in your life. It’s beautiful. Such a beautiful ballet. But I remember being challenged with this heaviness throughout the rehearsal period.
Which role has fulfilled you the most?
Oooh that’s a big question! So many ballets have touched me. The ballet, Etudes, is dear to me because it was my first Principal Part as a professional dancer. I’ve been fortunate to be able to revisit the ballet every few years. I feel that Etudes represents my growth as a dancer and artist.
The entire Balanchine repertoire means a lot to me because of my training at the School of American Ballet. I spent four years in NYC admiring and learning Balanchine ballets, which became my foundation and core. Most recently, I trained with Merrill Ashley, for the premiere of Ballo Della Regina. Having the opportunity to learn from a living Balanchine legend was a memory I’ll never forget. To be able to explore and dive into every step, every day for nearly five weeks was ballerina heaven. I learned so much from that experience that I consciously try to add to every role that I do moving forward.
As for full-length story ballets, Giselle is certainly a character I treasure. I felt, as many ballerinas must also, that I shared and understood many of the emotions of Giselle throughout the ballet. Falling in love, betrayal, heartbreak and finally forgiveness. The great challenge in Giselle was transforming from the mad scene in first act to finding the complete inner peace and calm to do the penches, center stage, alone with a spotlight in second act. I believe that this ballet helped me discover new depths of my artistry that I’d never explored before.
But I’ve never had more fun, than performing as Alice in Wheeldon’s Alice’s Adventures in Wonderland. Absolutely pure fun the entire way through! I love that production to pieces. Performing as Alice is my favorite but I also got to dip my toes in another role, The Queen of Hearts! It was really fun to try a comedic role in a ballet. 🙂
Has there been a breakthrough role or ballet for you?
I give the role of, Princess Florine from the Bluebird Pas in The Sleeping Beauty the credit of me getting noticed out of the corps de ballet. Nik says he knew I could be a Principal after I performed as the Queen in Ratmansky’s, The Golden Cockerel…
What’s your dream role?
I have so many and yet none at all. Ballet.
Do you have role models? Who and why?
Yes! My good friend, Lauren Lovette, Principal Dancer with the New York City Ballet is a role model to me. She is everything I love to watch and see in ballet. Beautiful technique, with quality including the classic traits that are so pleasing to the eye such as arched feet and turn out. And she gives her heart to the audience. You really see who she is when she dances. I truly admire her.
My mom. Because she has sacrificed so much in order for me to be living my dream so far away from her. I know it must kill her some days. She is unbelievably strong and the best support.
What’s your favourite step? Which one do you like the least?
I love to turn. All turns. 🙂 I do really enjoy fast traveling pike turns, haha
Describe your relationship with Bournonville? What do or don’t you like about him? Does he have a future?
I have a very joyous relationship with Bournonville. Fortunately, the Bournonville and Balanchine styles have many similarities in footwork, speed and techniques. The heads are tilted a little differently, the arms are held in a different manner, and the timing of the steps have a different approach, but it is all the same language of ballet. It’s been a blessing to explore and dance both styles. Bournonville will always have a future as long as ballet survives.
Honestly, is there a place for classical ballet in the modern world?
I believe there is. But I have to believe that there is, as it is my passion. I’ll never stop believing that.
Do you have a link (or several) for a ballet on YouTube you would like to share? Why should we watch this, and what should we look for?
Topfoto: Jonathan Chmelensky og Holly Dorger i George Balanchines Ballo della Regina. Henrik Stenberg/Den kgl. Ballet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
