Luksuskarantæne i Hanoi

Dagbog fra luksuskarantæne i Hanoi

i Asien/Reportage af
REJSEDAGBOG // VIETNAM – At være forretningsmand med forretninger i Vietnam kræver tålmodighed, penge og et sjippetov. Da Peter Sørensen efter ugers forberedelser med de vietnamesiske myndigheder, herunder præsentation af tre negative covid19-test, endelig kunne sætte kursen mod Hanoi, var det med udsigt til to ugers indespærring på et selvvalgt hotel for egen regning. Mona Samir Sørensen genfortæller sin brors historie som rejsedagbog fra 14 dages luksuskarantæne i Hanoi til POV International.

Dag 1: lørdag den 31. oktober

Jeg ankommer i den tomme Noibai International lufthavn i Hanoi tidligt på aftenen lokal tid. Vi er blot omkring 12 mennesker med flyet fra Doha.

Vietnam har været hermetisk lukket for udlændinge siden corona-krisen og er det stadig. Selv udlændinge, som er vietnamesisk gift, men som har været så uheldige at forvilde sig uden for landet, kan ikke komme tilbage ind i landet uden et lokalt firma som  sponsor. Selv hvis de har børn i landet.

Det gælder også min amerikanske ven Drew, der på trods af, at han taler flydende vietnamesisk og har været bosiddende i landet i 30 år, nu sidder på niende måned ”hjemme” i Boston, mens han kone og barn er i Vietnam. Det rygtes, at han måske får lov til at blive sammenført i december.

Åbner altanen til de velkendte dufte i Hanoi. Kan høre en beroligende larm fra motorcykler og biler, der dytter

Efter landing går jeg igennem en corona-kontrol, og registrerer mig på den lokale smittestop-app. I paskontrollen, hvor de sidder indpakket bliver der studset lidt over, at jeg har fået nyt pas, siden jeg sidst var i Vietnam. (Peter og hans familie har boet i Vietnam i 11 år, hvor han har drevet og stadig ejer en virksomhed, men bor nu i Danmark, red.) ”Men vi skal nok passe på det”, bliver der sagt fra bag skranken med et glimt i øjet, og fluks bliver passet konfiskeret, som de gør for alle indrejsende, der skal i karantæne.

Peter Sørensen i lufthavnen_

Jeg bliver dirigeret ned ad trappen, hvor min taske venter. En gruppe sygeplejersker iført rumdragter venter på os. Vores navne bliver kaldt op alt efter, hvilket hotel vi skal hen til. Alle de rejsende får derefter udleveret hver deres rumdragt til at tage på, inden de bliver ledsaget til deres hotel.

Mit navn er det sidste, der bliver kaldt. Til gengæld er jeg så heldig, at jeg ikke skal havde dragt på. Måske smitter corona mindre fra folk, der skal bo på et femstjernet hotel. Så jeg bliver eskorteret ud til den limousine minibus, der venter på mig, i mit helt almindelige tøj.

Jeg bliver kørt direkte til Intercontinental Westlake og gennet ind på mit værelse. Karantænepakken (uden lufthavnstransport) koster 1.258 kroner per nat inklusive fire stykker vasketøj per dag og to coronatest.

Åbner altanen til de velkendte dufte i Hanoi. Kan høre en beroligende larm fra motorcykler og biler, der dytter. Der er helt mørkt udover søen, Westlake, som mit værelse vender imod.

De kommer med min taske, som er blevet sprayet med desinfektionsmiddel. Jeg udfylder flere papirer og formularer. De fleste på vietnamesisk.

Så er det tid til at bestille room service. En Pho, den originale vietnamesiske kødnuddelsuppe samt en Bia Hanoi, den lokale ris-baserede øl brygget på det delvist Carlsberg-ejede lokale bryggeri.

Dag 2: søndag den 1. november 2020

Jeg vågner med jetlag og får studeret de detaljerede coronaregler for opholdet nærmere:

Ansigtsmaske og gummihandsker er obligatoriske, når jeg er i kontakt med hotelpersonalet.

Al room service bliver stillet på stolen uden for døren. Personalet vil banke på og gå væk, når du modtager noget. Det er ikke for at være uhøflige overfor dig, men de må ikke havde kontakt med gæster.

På altanen ved siden af min er der en japaner. Han er it-konsulent og skal afsone en uge mere

Der bliver ikke gjort rent. Der er et billede af en glad gæst med en vaskeklud i hånden.

Jeg må ikke spytte.

Beholder til affald. Heri putter man sin forseglet affaldspose. Vi skal holde 2 meters afstand.

Morgenmad skal bestilles kl. 17 dagen inden.

Vinduerne skal holdes åbne på værelset, og det anbefales, at airconditionanlægget ikke bliver brugt. Temperaturen skal være mere end 26 grader.

Tryk på 0, hvis du har åndenød.

Jeg må ikke koge suppe.

Al mad serveres i take away plastikbakker jævnfør Sundhedsministeriets krav. Der er bestik på værelset (en kniv, en gaffel, en ske og spisepinde), som man selv skal vaske af.

Værelset har sæbe, shampoo, toiletpapir, håndklæder, mundbind, gummihandsker, håndsprit samt vand til opholdets længde.

Diverse grafikker viser, hvordan jeg skal gøre, når jeg nyser og vasker hænder.

Jeg får taget min første coronatest. En sygeplejerske iført rumdragt kommer ind på mit værelse. Jeg bliver podet i halsen. Derefter i næsen, hvor han stikker vatpinden alt for langt op. Det gør ondt.

Det er søndag ved poolen. Kan se flere expats (nok ikke turister), der drikker øl og hygger sig ved poolen.

Nogle velklædte lokale går søndagstur ved hotellet. De tager billeder. Også af mig, der sidder på altanen.

På altanen ved siden af min er der en japaner. Han er it-konsulent og skal afsone en uge mere.

Til aftensmad bestiller jeg den klassiske Hanoispecialitet Bun Cha, vietnamesisk kebab med risnudler, med dybstegte forårsruller til.

Dag 3: mandag den 2. november

Får taget temperatur efter morgenmaden. Heldigvis står den på 36,4 grader. Min temperatur bliver målt to gange om dagen. Formiddag og eftermiddag. Jeg prøver at planlægge, så jeg ikke har lavet motion lige inden. Skulle nødigt vise symptomer.

Dagen går stort set med at studere room service-menuerne. Der er fire menuer. Man kan bestille vietnamesisk fra Saigon-menuen. Den er dyr. Italiensk fra Milanomenuen, hvor de har en Burrata-pizza til 77 kroner. Jeg noterer det mentalt. Desuden er der det japanske menukort og endelig den generelle room service-menu med en blanding af de salater, sandwich, burgers og steaks, som man finder på alle hoteller.

Jeg lægger et træningsprogram for mit ophold. Starter med yogaundervisning på YouTube, og prøver at sjippe i mit medbragte sjippetov. Mit mål er at hoppe uden stop i mere end 10 sekunder ad gangen.

Jeg spiser japansk. Tonkatsu, en japansk wienerschnitzel.

Der står en fisker med en ubundet motorcykelhjelm på hovedet og fisker i søen

Stiller skrald uden for døren om aften som påkrævet. Skraldet skal puttes i skrigende gule poser, hvor der står markeret med stor sort skrift “Fare for Sars Cov 2 smitte” samt et faresymbol, som jeg aldrig har set før, men som ligner en blanding af et radioaktivt symbol og et virusmolekyle. Poserne skal forsegles.

Går i seng kl. 22, men det larmer. Der er firmafest i nærheden med karaokemusik til midnat.

Dag 4: tirsdag den 3. november

Får Pho til morgenmad med en tropisk frugtanretning af passionsfrugt, dragefrugt, vandmelon, ananas og papaya.

Peter Sørensens hotelværelse på Intercontinental Hanoi Westlake

Jeg har målt med mine skridt, at værelset diagonalt og på sit længste er næsten 10 meter. Det vil sige 20 meter frem og tilbage eller 30 skridt på skridttælleren. Jeg løber som en hamster frem og tilbage fem gange. Der skal omkring 300 ture frem og tilbage for at nå 10.000 skridt-parolen om dagen.

Der er en gedehams på værelset. Jeg jagter den med den dåse Raid insektspray, der står på værelset.

Begynder på en arbejdsopgave med at analysere væksten i e-commerce i landet. De officielle tal med et marked på 76 mia. kr. underestimerer helt klart det reelle omfang af e-handel. De indeholder ikke det store grå marked af salg uden moms og diverse afgifter, som stadig dominerer den måde, man opererer på i små virksomheder.

Bestiller en burger med pommes frites. Efter spisning vasker jeg bestik af.

Dag 5: onsdag den 4. november

Jeg vågner til fuglekvidder, rislende vand fra poolen og den lindrende yogamusik, der er så typisk for hoteller i Asien, og som bliver spillet fra lobbyen. Går ud på altanen, og en ambulance med høj udrykning forstyrrer freden i det fjerne. Ser ned på en død fisk med åben mund i søen. Westlake er meget forurenet.

Der er flyttet en ryger ind på værelset under mig, kan jeg lugte.

Vasker gulv med mit håndklæde og bestiller noget rengøringsmiddel til at tørre bordoverflader af med.

Går lidt mere i dybden med e-handel i Vietnam. Der foreligger flere initiativer fra politisk hold om at kontrollere udenlandske investorer på markedet. Ligner lidt diskussionen i Danmark omkring Amazons indtog.

Klokken er 12, og det summer af aktivitet på hotellet. Hotellets små elektriske golfbiler kører ”frie” gæster fra lobbyen ud til frokost i Sunsetbaren, som ligger omringet af søens vand.

Der står en fisker med en ubundet motorcykelhjelm på hovedet og fisker i søen. Tror han fanger karper. Bestiller ikke fisk i dag.

Tre minibusser med nye rejsende ankommer.

Det er valgdag. Bestiller endelig den Burrata-pizza på menuen.

Dag 6: torsdag den 5. november

Vågner op til avisoverskrifter, der fortæller, at en 60-årig israeler, der var om bord på mit fly fra Doha, Qatar, er blevet testet positiv for corona. Han sad på sæde 30C. Mit sæde var 31C. Han er navngivet som ”patient 1203” og overført til hospitalet for tropiske sygdomme lidt uden for Hanoi. Der vil nu blive sat øget fokus på de passagerer, som var på samme fly som ham.

Jeg laver en kande kaffe på min nye Bodumkande

Hvert tilfælde af corona bliver fulgt nøje af sundhedsmyndighederne. I Vietnam har de formået at holde virusset i skak med kun lidt over 1.200 corona-tilfælde og 35 døde ud af de knap 100 millioner indbyggere. De fremstår som et forbillede for verden takket være en tidlig erkendelse allerede i januar 2020 om, at der var tale om en seriøs virustrussel.

Gadeplakat

Derefter har de haft en skrupelløs test-, opsporings- og isoleringsstrategi bakket op af en folkelig kamp med stor støtte til myndighederne. En ung vietnamesisk sangers håndvaskevideo gik viralt på TikTok og YouTube, og viste meget godt den vietnamesiske kampånd.

Min schweiziske arkitektven Greg kommer forbi hotellet og stiller ting til mig i receptionen: En Bodum stempelkande med en pose Lavazza kaffe samt knækbrødschips fra Em’s New Nordic, et danskdrevet bageri i Hoi An i Centralvietnam. Det sødlige knækbrød er en perfekt snack til en kop nypresset italiensk kaffe.

Senere kommer min israelske ven Doron forbi med forsyninger. Han var på vej til at besøge sin landsfælde, patient 1203, på hospitalet. I receptionen afleverer han en skinkesandwich fra Annam Gourmet, en fransk delikatessebutik.

Holder virtuelt møde med en samarbejdspartner i Centralvietnam. Tyfonen Molave har kostet mange menneskeliv, og der foreligger et stort genopbygningsarbejde i regionen. Næste uge forventes endnu en tyfon at ramme.

Dag 7: fredag den 6. november

Morgenmad består af ferskrøget laks med løg og kapers og en omgang french toast med ahornsirup, jordbærsnitter og clotted cream. Jeg laver en kande kaffe på min nye Bodumkande.

Læsedag. Knækker tal.

Til aftensmad bestiller jeg nyretapper fra Cousins, en fransk restaurant i Tay Ho distriktet. Bestilling foregår via en app med hurtig levering på motorcykel, mens maden stadig er rygende varm.

Cykler var noget, man brugte til transport og ikke til at motionere. At løbe var noget tyve gjorde

I Vietnam vækster take away ekstremt stærkt. Det rammer plet i den unge befolkning at kunne bestille lige, hvad de vil havde på rekordtid via en smartphone. Alt kan leveres til døren med lynende hastighed. Nyretapperne er stegt på åben ild. Denne bøfudskæring er kendt som slagterens hemmelige udskæring. Den har mere smag end en almindelig steak.

Dag 8: lørdag den 7. november

Store løsladelsesdag på hotellet efter morgenmaden. Min japanske nabo Yoshi skal ud og starte sit arbejdsliv i Vietnam og har allerede aftalt at mødes med en mægler for at finde en lejlighed. Han havde aldrig været i Vietnam før. Han er gået meget op i, at hotelværelset er større end den lejlighed, han bor i sammen med sin kone og to børn i Tokyo. En familie med tre børn bliver også lukket ud.

Jeg har et lille kig til Kim Lien-pagoden ved siden af hotellet. Der er travlt fra morgenstunden. Det er den niende måned i Rottens år, som er giftesæson. Flere brudepar tager billeder ved søen.

Udsigt fra hotellet til Westlake søen

Lørdagen er lang uden arbejdsopgaver. Vandrer hvileløst frem og tilbage på værelset. Snakker med familien i Danmark og følger med i mine børns aktiviteter. Spiser spaghetti carbonara fra Milano-menukortet og ser Netflix.

Dag 9: søndag den 8. november

Klokken er 6.30 om morgenen og lokalbefolkningen er allerede vågnet. Løbe- og cykelkulturen har taget Hanoi med storm. Det vrimler med cyklister, der hjuler rundt om Westlake, og som konkurrerer ivrigt med de mange kondiløbere.

For blot 10 år siden ville det have været et særsyn. Cykler var noget, man brugte til transport og ikke til at motionere. At løbe var noget tyve gjorde. Morgengymnastik har altid været en fast bestanddel af Hanoilivet, men dengang gik motionisterne kapgang, baglæns eller svingede kantet med armene.

Mon ikke den nye præsident godt kan forstå, at underskuddet blot skyldes, at flere amerikanske virksomheder rykker deres produktion fra Kina til Vietnam, hvilket er i USA’s klare interesse

I dag kan jeg se, at der også er en gruppe ældre damer i Kim Lien pagoden. De laver Tai Chi-motion på god gammeldags vietnamesiske vis.

Hanoi vågner også op til lysere tider fremover med den endelige sejr for Biden. Trump har som en af sine sidste mærkværdige anfald fået den ide, at Vietnam kunstigt holdt sin valuta billig på grund af det underskud, som USA har på handelsbalancen med Vietnam. Udenrigsminister Mike Pompeo var i Hanoi igen, inden jeg kom (dog uden at skulle i karantæne), og truede med flere afgifter på Vietnamesisk eksport.

Foruden karantænepavillonen er hotellet spøgelsestomt mandag morgen

Mon ikke den nye præsident godt kan forstå, at underskuddet blot skyldes, at flere amerikanske virksomheder rykker deres produktion fra Kina til Vietnam, hvilket er i USA’s klare interesse. Vietnam er en klar allieret af USA og hjælper med at modstå Kinas dominans i Sydøstasien, så vi må håbe på mere logik i fremtiden.

Spiser vietnamesiske Banh mi til morgenmad. Banh mi er et levn fra den franske kolonitid og består af et baguette med leverpostej med diverse grønt, syltede agurker og gulerødder.

Personale bringer maden ud

Kan høre, at det er en italiener, der er flyttet ind som min underbo. Tre minibusser ankommer fra lufthavnen, hver med deres koreanere klar til indkvartering. En på hver side af mit værelse. Downloader en skridttæller.

5.930 skridt.

Dag 10: mandag den 9. november

Foruden karantænepavillonen er hotellet spøgelsestomt mandag morgen. Alle weekendgæsterne er taget hjem. Uden internationale turister er der ikke nogen rejsende i ugens løb. Er oppe på 1.000 skridt fra morgenløbetur fra dør til altan.

Deltager i et seminar om turisme i Vietnam. Diverse eksperter giver et bud på, hvornår vi kan komme til normalen og karantænekrav bliver fjernet. Med eller uden vaccine tror de færreste, at det sker før andet halvår af 2021. Vietnam vil ikke kompromittere sin position som corona-frit område. Det forventes, at rejsebobler kan etableres, som vi nu ser mellem Singapore og Hong Kong.

Mødet trækker ud hele dagen, da det foregår på vietnamesisk, engelsk og japansk

Der var i weekenden ikke registreret nogle nye corona-tilfælde i Vietnam. 320 vietnamesere, inklusive flere børn og gravide kvinder, blev airliftet hjem med Vietnam Airlines fra Tyskland og Holland i weekenden og er nu under medicinsk opsyn i Can Tho i Mekongdeltaen. Myndighederne arbejder hårdt på at få vietnamesere i udlandet hjem i sikkerhed.

7.870 skridt.

Dag 11: tirsdag den 10. november

Fuglene lyder trætte fra morgenstunden. Eller måske er det bare mig. Den ene koreaner er kæderyger. Jeg sukker højlydt over lugten. Gør rent på værelset og tjekker mit træningsprogram:

30 armbøjninger

30 mavebøjninger

40 jumping jacks

15 walkdowns

Sjipning et minut eller mere

Tyve minutters YouTube yoga

10.000 skridt virker uopnåeligt, så vil stille mig tilfreds med alt over 5.000.

Femten minutters dans (hjælper på skridtregnskabet).

To gange femten minutters meditation.

Laver et sidste kampspring for af finde den rigtige model for e-handel i Vietnam. Tror jeg har fundet koden.

Begge koreanere går rundt på deres værelser og dukker op med jævne mellemrum på altanen. De tæller nok også skridt. Jeg går langs væggen på mit værelse og ud på badeværelset, tilbage forbi TV’et og ud på altanen, mens jeg synger ”Nu’ det jul igen og nu’ det jul igen”. Opnår 1.000 skridt på den måde.

6.901 skridt.

Dag 12: onsdag den 11. november

Er på Zoom-opkald med en lokal virksomhed, en japansk partner samt nogle advokater i Saigon. Mødet trækker ud hele dagen, da det foregår på vietnamesisk, engelsk og japansk. Men vi når til enighed om en action plan på trods af, at det hele er sprogligt lidt op ad bakke.

10.018 skridt.

Dag 13: torsdag den 12. november

En rumdragt kommer ind og tager den anden og sidste corona-test. Han sprayer efter sig med desinfektionsmiddel på gulvet og håndtaget.

Deltager i et Zoom-seminar arrangeret af konsulentfirmaet Grant Thornton, der går i dybden med, hvordan den vietnamesiske økonomi klarer sig under corona-krisen. Med næsten tre procents forventet vækst i 2020 ligger Vietnam i førerposition i hele Sydøstasien.

De ringer fra receptionen. Corona-test og papirer er i orden

En professor fra det australske RMIT-universitet i Vietnam fremlægger en trebenet forklaringsmodel for, hvorfor de gør det så godt. Synes han rammer plet. Omstillingsparatheden blandt de lokale, private firmaer er et stærkt kendetegn.

Virksomhederne ligger ikke fast i femårsplaner, og kursen kan ændres, når der er behov. Eksemplet med den lokale bilproducent, der på én dag i marts besluttede at omlægge produktionen til at fremstille respiratorer i stedet for biler, bliver brugt et par gange.

7.342 skridt.

Dag 14: fredag den 13. november

Min motivation til at arbejde er lav. Nu vil jeg godt ud.

7.810 skridt.

Dag 15: lørdag den 14. november

Er med til virtuel morgenmad via Whatsapp med familien i Danmark. Har løbende fulgt med i deres liv på skærmen.

De ringer fra receptionen. Corona-test og papirer er i orden. Jeg kan få udstedt en attest om, at jeg er clearet og kan tjekke ud i morgen.

7.397 skridt.

Dag 16: søndag den 15. november – farvel til luksuskarantæne i Hanoi

Har sovet dårligt. Er nok lidt spændt på at komme ud i friheden. Spiser morgenmad, pakker de sidste ting, og så er jeg fri. Et samlet hold af personale smiler ivrigt, og jeg siger farvel.


Note: Cirka 15.000 mennesker er p.t. indlogeret i tvungen hotelkarantæne i Vietnam. Den konsekvente corona-strategi i landet betyder, at blot omkring 1.200 borgere er blevet smittet med corona ud af en befolkning på knap 100 millioner. Til sammenligning bliver der herhjemme meldt om mellem 1.200-1.500 nye smittede dagligt.


Fotos: privatfotos af Peter Sørensen

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Mona Samir Sørensen, freelancejournalist og sproglærer. Hun har været ansat som journalist på Politiken i 20 år, og har siden taget en mastergrad på Københavns Universitet som underviser i dansk som andetsprog. Når Mona ikke skriver artikler, underviser hun voksne udlændinge i dansk. Hun har tidligere arbejdet i Institut for Menneskerettigheder samt Dansk Flygtningehjælp

Seneste artikler om Asien