Vietnam: Romantisk by minder om Nyhavn og Firenze

Jesper Koerstz Jensen 05.01.2025

REJSEBERETNING // KLUMME – Det skulle være så smukt i vietnamesiske Hoi An, men byen er et antropologisk feltstudie af vestlig dekadence og masseturismens skyggesider. Til gengæld fandt vi et uspoleret sted i Vietnam, hvor de griner og ryster på hovedet, hvis man vil betale med kreditkort, skriver Jesper Koerstz Jensen i dette tredje rejsebrev fra Vietnam.

Alle steder havde vi læst om det hyggelige Hoi An med de gule huse og lysende lanterner. Det skulle være så utrolig smukt og romantisk. Vi var derfor kede af, at vi kun skulle være der en enkelt nat (udsigten til kontinuerlig regn havde fået os til at nedregulere antallet af dage), men det viste sig at være en gave.

For det kan godt være, at byen har været hyggelig, pussenusset og romantisk. Men det er den ikke længere. Nu er den fuldstændig ødelagt af masseturisme.

find et sted væk fra centrum og gå kun ned i infernoet, når du føler et mentalt overskud til at betragte det som et antropologisk feltstudie af vestlig dekadence og masseturismens skyggesider

Gåsegang i gaderne, skilte med happy hour, konstante henvendelser fra provisionslønnede unge mænd: This way? Nice dinner? Want a drink? Som en blanding af Nyhavn og Firenze med alt for mange mennesker og så meget larm og uro, at det er umuligt at nyde noget som helst.

Hoi An er spækket med vesterlandske turister, skriver Jesper Koerstz Jensen. Foto: Wikimedia Commons.

Og lad mig hurtigt indskyde, vi har slet ikke været i nærheden af denne form for masseturisme andre steder. Overalt har det været afdæmpet, begrænset og med flest asiatiske turister. Men i Hoi An var de fulde englændere, de larmende russere, de dominerende amerikanere og de allestedsnærværende tyskere.

Og på hotellet, som lå lige i bykernen, fik vi fornøjelsen af at være nabo til en af karaokebarerne, hvor de underholdt med vinduesblafrende høj musik til klokken tre om natten.

Så hvis du overvejer at tage til Hoi An, ligesom alle andre, så find et sted væk fra centrum og gå kun ned i infernoet, når du føler et mentalt overskud til at betragte det som et antropologisk feltstudie af vestlig dekadence og masseturismens skyggesider.

Quy Nhon

Så hurtigt videre. Men hvordan? Vores sidste-sekund-ombookninger af hoteller havde givet os nye transportudfordringer, og pludselig viste det sig, at det ville være hammerdyrt med en privatchauffør sydover (af en eller anden grund svinger priserne på den type luksustransport helt enormt, måske på grund af roadpricingsystemerne).

Men så fandt vi ved et tilfælde en sleeperbus, der kørte til vores nye destination Quy Nhon næste morgen for kun 600 kroner, under halvdelen af privatchaufførens pris. Så vi slog til. Og det var en sjov oplevelse.

Først blev vi hentet af en normal taxa ved vores hotel og kørt til opsamlingsstedet, hvor vi blev ledt hen til bussen. Da vi trådte ind, skulle vi tage skoene af, og så fik vi anvist vores pladser, som ikke var almindelige bussæder, men senge, hvor man kunne ligge og sove under transporten. Faktisk temmelig behageligt. Bare ligge og stene, mens landskabet bevæger sig forbi.

Quy Nhon viste sig at være et interessant bekendtskab, som ikke havde været på radaren fra start. Foto: Wikimedia Commons.

Men fedest med lidt større børn. Det gik lige med den syvårige med hjælp fra Uno og en del improviseret ord og bogstavleg, men jeg ville nødig være der med to på tre og fem. For folk sover rundt omkring, og man er nødt til at være rimelig stille.

Men helt bestemt en sjov, og faktisk også hurtig måde at blive transporteret på, fordi busser i Vietnam er trafikkens drager og dæmoner. De drøner derudaf med hornet i bund, og det er bare med at komme af vejen, når man hører en bus komme susende (så mere fredelig er transportformen heller ikke).

Quy Nhon viste sig i øvrigt at være et interessant bekendtskab, som ikke havde været på radaren fra start. Her var der kamp om kunderne, så vi kunne få et femstjernet hotel til spotpris, og de var slet ikke vant til mennesker fra Nordeuropa.

Det kom for eksempel til udtryk, da en dreng og en pige kom hen til mig i parken og ville holde mig i hånden, fordi de fandt mig eksotisk, eller da min kæreste og jeg tog en løbetur i gaderne og folk hujede og klappede, fordi de aldrig havde set noget lignende (og så specielle ser vi altså heller ikke ud, når vi løber).

En stor og synlig kontrast mellem fattig og rig. Der er en del store hoteller ned til vandet som absorberer turisterne, men resten af byen er temmelig uspoleret, og det vrimler med gadekøkkener og butikker, hvor de griner og ryster på hovedet, når man viser dem et kreditkort.

Med vigtigst: Brug kun kort tid i Hoi An, selvom guidebøgerne siger, at det er utrolig hyggeligt.

Tak fordi du læste med.

Se også skribentens øvrige rejseklummer fra Vietnam her.

Jesper Koerstz Jensen

Jesper Koerstz Jensen er lektor i pædagogik og indehaver af hjemmesiden dengodeopdragelse.com, hvor han hver fredag udgiver et indlæg om pædagogik, forældrerollen og børneopdragelse i Danmark i dag. Han deltager desuden flittigt i den offentlige debat og rejser rundt og holder foredrag om pædagogiske og opdragelsesrelaterede emner.