MISINFORMATION & YTRINGSFRIHED // KOMMENTAR – Neil Young har stoppet samarbejdet med Spotify, fordi platformen fortsat huser Joe Rogans podcast, selvom podcastværten er anklaget for at sprede misinformation om covid. Hvad stiller man op med folk, der ser stort på fakta, og er umulige at debattere med? Forfatter Lone Theils hylder debat, men det er som om, ytringsfriheden er blevet hacket.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg har tænkt en del over hele den sag, hvor Neil Young har bedt om at få sin musik fjernet fra Spotify på grund af, at platformen også lægger plads til podcastværten Joe Rogan, som han (og mange andre) anklager for at sprede falske informationer om covid.
Groft sagt bad Young det svensk-ejede Spotify om at vælge mellem ham eller Rogan, da han ikke ville være i stald hos en virksomhed, der tjener penge på at viderebringe misinformation.
Siden da har også Joni Mitchell meldt sig ud, og jeg kender flere, der har droppet deres abonnement af samme grund.
Flere meningsdannere kalder det cancel-kultur.
For et vist segment er fakta ligegyldigt. Meninger og synsninger trumfer fakta. Og hvad gør vi så?
Og nu synes jeg faktisk, vi er inde på et helt centralt spørgsmål, som er vor tids værste svøbe og et gigantisk etisk, moralsk og demokratisk dilemma. Hvad stiller man egentlig op mod folk, der er fulde af løgn? Hvad gør man helt konkret?
Vi lever i et samfund, hvor folk selvfølgelig har ytringsfrihed, og det ønsker de færreste af os at afskaffe: Retten til at sige, hvad man vil, og tale magten imod og være fri til at tale uden at frygte nogen form for repressalier, for tanken og talen er fri. Sådan skal og må det være.
Men hvad gør vi så, når vi – som vi gør nu, ikke bare i Danmark, men som verdenssamfund – står et sted, hvor der ikke længere er en fælles konsensus om, hvad der faktuelt er sandt?
Flydende grænser
Vi har vel i mange år haft strategien “lad os få svesken på disken” og tage diskussionen, for når man har sine fakta i orden, så vinder sandheden. Men sådan er det ikke længere. For et vist segment er fakta ligegyldigt. Meninger og synsninger trumfer fakta. Og hvad gør vi så?
Jeg tror, medierne, som jeg til dels selv stadig er en del af, bærer en del af ansvaret for, at grænserne mellem faktuelt baseret journalistik og meninger er blevet flydende.
Sammenstødet mellem disse to ting blev eksempelvis meget godt illustreret ved de live-transmitterede pressemøder, hvor især repræsentanter for Ekstrabladet til stort bifald fra mange regeringskritikere stillede sig op og stillede ikke-opklarende spørgsmål, men i mange tilfælde polemiske diskussionsoplæg.
For mange mennesker er der ikke den store skelnen mellem et læserbrev eller en artikel. Begge dele står i avisen, og de er ikke bevidst om, at inde i avisens maskinrum er artiklen underlagt dokumentationskrav, som et læserbrev eller et debatindlæg desværre sjældent er. Det er jo en mening.
Kampen om fakta
Og så er vi tilbage ved Joe Rogan, der ifølge bl.a. USA’s ledende sundhedsrådgiver Dr. Anthony Fauci spreder misinformation. Og med de lyttertal Rogan har, så må vi konstatere, at det er til millioner af mennesker. Og der er jo, kan man sige, en ekstra dimension i det, når vi taler om pandemi.
For misinformation kan, selv om den ikke er sand, opfattes som sandheden og dermed styre, hvordan de, der tror på den, opfører sig. Det kan fx betyde, at deres opførsel ikke tager hensyn til smittefare, som de ikke anerkender (blot et tænkt eksempel – jeg har ikke hørt Rogans podcast).
Spørgsmålet er, hvor længe man kan opretholde en debat med et menneske, der simpelthen ikke accepterer fakta eller i det hele taget ikke søger debatten for oplysning, men som en lejlighed til at fornærme og komme af med vrede
Så er det ikke længere, at folk må tænke, hvad de vil, og dem om det. Så får det pludselig betydning for andre. Gør måske endda skade.
Man kan sige det samme om eksempelvis debatten om indvandrere eller flygtninge. Der er “fakta” på begge sider af debatten. Og hvis man ikke bryder sig om modstanderens fakta, så angriber man dem bare – som eksempelvis Rasmus Stoklund (S), der for ikke så mange uger siden forsøgte at miskreditere Amnesty Internationals arbejde, fordi organisationen i en rapport havde dokumenteret, at det var farligt for mennesker at blive sendt hjem til Syrien.
På den vis undergraver vi hele tiden, at vi kan have et samlet billede af, hvad der er det sandfærdige udgangspunkt, hvorfra vi kan have en debat. Sandheden er fragmenteret som aldrig nogensinde før.
Kosmetiske faktalink
Der er en sandhed for Rogan og en anden for Neil Young, og så har vi i sagen her Spotify, der træffer en forretningsbaseret beslutning: Flere hører Rogan end Young, og kurven vil helt sikkert være i Rogans favør på sigt på grund af aldersdemografi.
Spotify har som følge af sagen valgt en Facebook-løsning, hvor de i fremtiden markerer podcasts, der omhandler corona og linker til faktuelle informationer.
Er det cancel-kultur? Det vil nogle nok mene. Jeg ser det umiddelbart som en forbedring af min livskvalitet, at jeg ikke lukker disse mennesker ind i min digitale dagligstue
Det er vel en start, men det er også lidt kosmetik, medmindre man kan fremlægge tal, der viser, at folk rent faktisk trykker på disse link. Min hypotese er, at det sker ekstremt sjældent.
Så hvad hulen gør vi?
Jeg kan sagtens se argumentet for, at hvis vi simpelthen fjerner os fra de steder, hvor folk udbasunerer løgne, så ophører samtalen for alvor. Men på den anden side, hvor længe skal man stå og høre på eksempelvis Donald Trump eller herhjemme Rasmus Paludan, hvis alt der kommer i en given debat, er enten løgn eller profaniteter?
Skal man være i stue med had?
Er dét så faktisk noget, der er en samtale? Det er, som om “alternative fakta” har hacket vores fine ytringsfrihed og er ved at omdanne den til en forvrænget og pervers version af sig selv.
Og spørgsmålet er, hvor længe man kan opretholde en debat med et menneske, der simpelthen ikke accepterer fakta eller i det hele taget ikke søger debatten for oplysning, men som en lejlighed til at fornærme og komme af med vrede, der er rettet mod hvem som helst, der giver dem ørenlyd?
Hvor længe skal man stå i stue sammen med eksempelvis et menneske, der hader udlændinge/kvinder/jøder/homoseksuelle i ytringsfrihedens navn?
Jeg har ikke noget svar. Ikke et system, der gælder for alle situationer, men jeg oplever, at jeg i stigende grad har lært at blokere folk eksempelvis her på Facebook, når jeg ser, at der ikke er udsigt til debat. Enten fordi vi ikke accepterer samme virkelighed, eller fordi det simpelthen bare handler om at hælde møg ud over andre uden at have en dialog.
Er det cancel-kultur? Det vil nogle nok mene. Jeg ser det umiddelbart som en forbedring af min livskvalitet, at jeg ikke lukker disse mennesker ind i min digitale dagligstue. Det er dem, der jævnligt får mig til at overveje, om det er en god ide at have en åben profil. Min tommelfingerregel er, om de her mennesker rent faktisk ville være velkomne i mit hus med den opførsel, de lægger for dagen.
Jeg har ingen løsninger. Lige nu tjekker jeg bare lige, hvad Tidal kan tilbyde som musiktjeneste.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
