Rebecca Aatoft: Med lidt hjælp fra mine piller

i Liv & Mennesker af

‘Det er ikke romantisk at være bipolar. Det er ikke en kreativ fase. Det er pisse pinligt at være hende, der går nøgen ned ad Jægersborggade, indtil en dame kommer løbende med tæpper og ringer efter politiet.’ Rebecca Aatoft forklarer, hvorfor psykofarmaka er noget, man tager for sin egen skyld, for at blive rask. Og fordi det er en hel del mere effektivt end yoga. 

For fem år siden kunne man se mig spadsere ned ad Jægersborggade kun iført trusser. De forudgående uger havde jeg brugt 6000 kr. på bøger om filosoffen Ernesto Laclau og læst over 2000 sider.

Jeg havde ikke spist eller sovet i tre døgn, glemt at betale husleje og den dag også mit tøj. Mit værelse flød med meningsløse noter, for jeg var ikke længere i stand til at formulere en sætning.

Mine tanker larmede som hundrede skrigende saxofoner i forskellige tonearter, og derfor gik jeg en tur. For at dulme larmen.

Det er ikke romantisk at være bipolar. Det er ikke en kreativ fase. Det er pisse pinligt at være hende, der går nøgen ned ad Jægersborggade, indtil en dame kommer løbende med tæpper og ringer efter politiet. Og jeg kan intet huske om Laclau i dag.

Sandheden er bare, at jeg elsker mine piller. Jeg elsker, at jeg nu sover som en sten om natten. Jeg elsker, at jeg ikke får pludselige tanker om at springe ud af vinduet. Jeg elsker, at jeg på urolige dage kan tage en halv ekstra. Jeg elsker, at jeg ikke konstant skal holde øje med mig selv

Men når jeg fortæller folk, at jeg tager medicin, ser de på mig, som var jeg stofmisbruger. ”Hvorfor fylder du dig med det lort! Lægerne mener da også, at piller er løsningen på alt. Har du prøvet yoga og meditation?”

Ja, jeg har prøvet yoga og meditation. Ja, der findes mange historier om læger, der overmedicinerer. Ja, der skal også være plads til at være lidt skør og skæv.

Sandheden er bare, at jeg elsker mine piller. Jeg elsker, at jeg nu sover som en sten om natten. Jeg elsker, at jeg ikke får pludselige tanker om at springe ud af vinduet. Jeg elsker, at jeg på urolige dage kan tage en halv ekstra. Jeg elsker, at jeg ikke konstant skal holde øje med mig selv.

Og jeg føler mig bestemt ikke grå eller som et sørgeligt tilfælde, der i lægernes vold får stoppet piller ned i halsen. Jeg tager dem for min egen skyld, og de gør mig rask.

Men psykofarmaka-debatten handler kun om overmedicinering, manglende virkning af piller og bivirkninger. I aviserne læser vi, at vi skal bekæmpe psykofarmaka epidemien eller Svend Brinkmann rase mod diagnosesamfundet.

De taler ikke om mig. Jeg er blevet glemt, og derfor lykkes vi ikke med at aftabuisere psykisk sygdom. Vi tabuiserer i stedet psykiatrisk behandling. For psykofarmaka er blevet lig med lykkepiller og betragtes som en forfejlet kur til folk med dårligt selvværd.

Men jeg kan forsikre alle, der ser en pige gå ned af Jægersborggade i bare ben og bryster, at hun ikke lider af dårligt selvværd eller har fundet en pludselig indre ro i sit kreative potentiale. Jeg kan næsten intet huske fra de tre maniske uger. Kun den efterfølgende depression. Og skammen.

Det var ikke behandlingen eller diagnosen, jeg skammede mig over. Det var min adfærd. Derfor klarer jeg mig nu med lidt hjælp fra mine piller. Og de virker bedre end yoga.

Topillustration: Flickr.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jeg er 26 år, opvokset i København og har en bachelor i statskundskab. Derudover har jeg gået på Forlaget Gladiators forfatterskole og Tillægsuddannelsen i Journalistik og Formidling, da jeg drømmer om at leve af at skrive både fiktion og journalistik. Jeg har boet halvandet år i Paris, hvor jeg skrev på min roman og arbejdede på et kunstværksted med at løbe ærinder. Nu har jeg base i Hanoi sammen med min engelske kæreste i et kollektiv og rejser ellers rundt i Sydøstasien, når pengene rækker til det.

Seneste artikler om Liv & Mennesker