SAMTYKKE // KOMMENTAR – Efter mange års kamp har Frankrigs parlament omsider vedtaget en samtykkelov. Mange tilskriver den landvinding Gisèle Pelicot – en ældre kvinde fra det sydøstlige hjørne af landet. Hun nægtede nemlig at skamme sig, skriver Charlotte Lund om den franske kvinde, der har gjort det til sin mission en gang for alle at plante skyld og skam, hvor den hører til: Hos dem, der begik forbrydelsen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Her i efterårsregnen er der netop vundet en stor sejr for kropslige rettigheder. For ofre for overgreb, der lider i stilhed. Og for demokratiet generelt. Frankrig har fået en samtykkelov.
Jeg tror dårligt, at det kan overvurderes, hvor stor betydning Gisèle Pelicot har haft for tilblivelsen af den. Og hvor stor indflydelse hun vil få på, hvordan vi ser på voldtægt og skam.
Ikke alene blev hun udsat for overgreb af sin egen mand og en række andre mænd, overgrebene blev også filmet
Til trods for at hun har været udsat for overgreb i et omfang, der er svært at fatte. Til trods for at hun er opvokset i en tid med en stærk kirke og et traditionelt syn på moral og kvinders rygte.
Og til trods for at mere end 50 mænd – ikke mindst hendes tidligere mand – stod bag et overgreb af ufattelige dimensioner imod hende.
Overgreb af ufattelige dimensioner
Sagen om masseovergrebet på den 72-årige kvinde tog sin begyndelse, da hun til sin rædsel opdagede, at Dominique Pelicot, hendes ægtemand gennem 50 år og far til hendes tre børn, systematisk havde bedøvet hende og inviteret snesevis af fremmede mænd ind i deres hjem, så de kunne voldtage hende.
Der endte med at sidde hele 52 mænd på anklagebænken. Og til forskel for mange andre voldtægtssager blev de alle også dømt.
Ikke alene blev hun udsat for overgreb af sin egen mand og en række andre mænd, overgrebene blev også filmet. Politiet har efterfølgende fundet i omegnen af 100 videoer på mandens computer.
Det er svært at forestille sig, hvor stort et traume den opdagelse må have været. Såvel det massive tillidsbrud som de psykiske og fysiske eftervirkninger er voldsomt indgribende.
I en årrække havde den ældre kvinde eksempelvis frygtet at lide af Alzheimers eller en hjernetumor, men det var i virkeligheden sideeffekter af den hyppige bedøvelse.
Rædsel og eftervirkninger er desværre symptomatisk for et offer for en overgrebssituation, her ligner sagen de alt for mange andre overgrebsepisoder derude. Men herefter tog sagen en drejning, der både overraskede og skrev historie.
For Gisèle nægtede at skamme sig.
Skammen må skifte side
Mange ofre for overgreb oplever skam, den kan være så indvirkende, at den opsluger dem i et fængsel af skyld og selvbebrejdelser. Et fængsel, som samfundsmoralen ofte har medvirket til at holde låst.
For skam er en af de største faktorer bag, at voldtægter er en af de forbrydelser, der oftest ikke bliver anmeldt. Skammen hos ofrene – og frygten for yderligere skam fra omverdenen – er en meget stærk kraft, der fastholder alt for mange ofre i skamfuld tavshed.
Det er ikke en ubegrundet frygt, historien er proppet med fordømmelse af voldtægtsofre. Hvad havde de på, hvad gjorde de selv, og hvad siger det egentlig om deres karakter? Mon ikke de lagde op til det?
Hun vil vise alle andre ofre for overgreb, at de intet har at skamme sig over
Myterne er mange, og de lever desværre stadig i bedste velgående. Vi taler fortsat om, at antallet af sexpartnere har effekt på en kvindes værdi og anseelse, som om at den skøre myte er en sandhed.
Det vidste Gisèle, det må hun have gjort efter et helt liv i et land med en katolsk seksualmoral. Til trods for det lod hun sig ikke kue. I stedet har hun gjort det til sin mission en gang for alle at plante skyld og skam, hvor den hører til: Hos dem, der begik forbrydelsen.
Skammen må skifte side, som hun selv formulerer det.
Det gjorde den også. Gisèle Pelicot gjorde endegyldigt op med den skam, da hun fik gennemtrumfet, at sagen om overgrebene mod hende ikke skulle foregå i tavs fortrolighed. Hun insisterede på, at de fremmødte, pressen og ikke mindst gerningspersonerne bevidnede de mange timers video med overgrebene på hendes bedøvede krop.
Hun havde nemlig lige præcis ingenting at skamme sig over. I modsætning til dem.
Det kan ikke have været let, for det syn må være ufatteligt smertefuldt for hende. Men hun gjorde det alligevel, fordi hun ville vise alle andre ofre for overgreb, at de intet har at skamme sig over.
Og for at vise Frankrig præcis, hvorfor det er på høje tid med en samtykkelov.
Det gjorde hun med eftertryk, må man sige. Nu har de fået den, og jeg håber, de opkalder den efter Gisèle Pelicot.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og