Biden om klimaet

Da klimaet lød som Tolkien

i KLIMAKRISE/Internationalt af
KLIMARETORIK // ANALYSE – Global opvarmning blev til klimaforandringer blev til klimakamp. I politik betyder det noget, hvilke ord man bruger. Hvor klimaforandringerne hos Donald Trump var et ”hoax” – svindel – er de hos Joe Biden blevet til en af vores generations store kampe. Rune Kier, der selv er taleskriver, har set på den politiske kommunikation om den globale opvarmning. Og Tolkien.

Det er noget, der nager mig. Det er noget som president-elect Joe Biden har sagt, og som får mig til at tænke på elver, hobbitter og troldmænd. Det var lige efter, at sejren (endelig) var blevet bekendtgjort, og han holdt en tale.

Om klimakampen sagde han: “Americans have called on us to marshal the forces of decency and the forces of fairness. To marshal the forces of science and the forces of hope in the great battles of our time”.

Huset brænder faktisk og unges fremtid står i flamme

Straks tænkte jeg på Gandalf i Tolkiens Ringenes Herre: “The board is set, the pieces are moving. We come to it at last, the great battle of our time”. Her er det kampen mod den onde Sauron, som den definerer overgangen fra den tredje til den fjerde tidsalder.

Og var det bare det: I sidste halvdel af 2020 udkom David Attenboroughs bog A Life On Our Planet med fokus på biodiversitetskrisen. Her skriver han i introduktionen: “The natural world is fading. The evidence is all around. It has happened during my lifetime. I have seen it with my own eyes. It will lead to our destruction”.

Og her – igen – begynder klimadebatten at lyde som Tolkien: ”The world has changed. I see it in the water. I feel it in the Earth. I smell it in the air. Much that once was is lost. For none now live who remember it”.

“The great battle of our time” – klimaretorikken begynder at lyde som “Ringenes Herre”. PR-foto fra filmen

Men det er ikke linket til Tolkien, der nager mig. Det er skiftet fra tidligere snak om klima. Det er radikalt, og det er berettiget, men det er ikke til at sige, om det er klogt.

Videnskaben, CO2 og forandringer i klimaet

Vi har vidst, at klimaet forandrede sig, og at der skete en global opvarmning som følge af CO2-udledninger, siden den svenske nobelprisvinder Svante Arrhenius skrev om det i 1896. I 1959 udstedte et observatorium i Hawaii de første videnskabelige advarsler om høje koncentrationer af CO2 i atmosfæren.

På dette tidspunkt var ”global opvarmning” det gængse begreb, som Bush ofte selv brugte i sin taler, og der var stigende opbakning til at gøre noget ved det

I en tale til Kongressen i 1965 var Lyndon B. Johnson den første amerikanske præsident til at nævne udledning af CO2 som et politisk problem: ”This generation has altered the composition of the atmosphere on a global scale through […] a steady increase in carbon dioxide through the burning of fossil fuels.

I 1975 skrev geofysikeren Wallace S. Broecker en artikel, der hed ‘Climatic Change: Are We on the Brink of a Pronounced Global Warming?’ og begrebet “global opvarmning” blev langtsomt mainstream. Så meget endda, at flere af de store olieselskaber, bl.a. Exxon, selv havde forskningsprogrammer i konsekvenserne af drivhusgasser i atmosfæren.

I starten bekræftede de global opvarmning, men langsomt begyndte de at benægte den videnskabelige konsensus og bekæmpede aktivt den politiske regulering, særligt Kyoto protokollen. Det virkede.

I november 2000 blev George W. Bush valgt til den 43. præsident i USA i tæt kamp med vicepræsident Al Gore. Valgkampen havde stillet Bush og Gore op overfor hinanden som diametrale modsætninger: Gore var den klimabevidste, men elitære professor, og Bush var den tidligere alkoholiker og olieglade cowboy fra Texas. Gore var også fra Texas, men det blev glemt.

De kaldte dem klimaforandringer

Der gik da heller ikke lang tid, før George Bush trak USA ud af Kyoto Protokollen. På dette tidspunkt var ”global opvarmning” det gængse begreb, som Bush ofte selv brugte i sin taler, og der var stigende opbakning til at gøre noget ved det.

Det skiftede imidlertid i 2002. Fra 1995 havde opinionsanalytikeren Frank Luntz arbejdet med, hvad folk hørte, når politikere talte om klima, miljø og energi. Han opsummerede det i 2002 i et notat, og det notat gav George W. Bush svar på, hvordan han kunne omtale det, så folk var ligeglade.

Luntz konkluderede i notatet, at republikanerne havde “lost the environmental communications battle” og løsningen var at lægge vægten på usikkerhed og manglende videnskabelig konsensus i deres argumentation.

The ”international fairness” issue is the emotional homerun. Given the chance, Americans will demand that all nations be part of any international global warming treaty

Climate change is less frightening than global warming. As one focus group participant noted, climate change “sounds like you’re going from Pittsburgh to Fort Lauderdale.” While global warming has catastrophic connotations attached to it, climate change suggests a more controllable and less emotional challenge”, skrev han i notatet.

Folk troede stadig ikke, at der var konsensus i videnskaben, påpegede Luntz. Samtidige skulle Bush undgå at bruge skræmmende begreber som fx global opvarmning og erstatte dem med climate change – klimaforandringer. Det virkede hverken skræmmende eller akut.

”Forandring” var hverken godt eller skidt og ”a change of climate” lød tiltrækkende for mange. På samme måde fik det en truende temperaturstigning på 2 grader til at lyde som tidligt sommervejr eller en charterrejse til Sydfrankrig. Notatet konkluderede, at republikanerne samtidig burde lægge vægt på kun at handle når alle facts var på bordet.

Sprogbrugen skiftede først for alvor, da Greta Thunberg trådte ind på verdensscenen med sin ”skolestrejke for klimaet” i 2018

Bush fulgte notatets anbefalinger. Han nævnte sjældent ”global opvarmning” i sine taler efter 2002, selv om han fastholdt, at den fandtes, men understregede uenigheden om, hvorvidt den var menneskeskabt eller naturlig. I sin State of The Union-tale fra 2008 lancerede han en plan om en fond til at bekæmpe klimaforandringer gennem teknologi, men forpligtigende internationale aftaler afviste han med argumentet om, at de kun virkede, hvis alle var med.

Som det hed i Luntz-notatet: “The ”international fairness” issue is the emotional homerun. Given the chance, Americans will demand that all nations be part of any international global warming treaty. Nations such as China, Mexico and India would have to sign such an agreement for the majority of Americans to support it”.

Ergo kunne USA vente, indtil alle var med, og fordi alle de andre også gjorde det, skete der ingenting. I mellemtiden ramte finanskrisen, og klimaspørgsmålet blev i endnu højere grad polariseret og baseret på gruppetilhørsforhold.

Obama, skuffelse og stadig ’klimaforandringer’

Bush overlod i 2008 det Hvide Hus til Barack Obama. Han havde en mere progressiv dagsorden på klima, men brugte stadig begrebet ”klimaforandringer”, som framet af Luntz.

På trods af sine hensigter om at forene blev Obama en polariserende præsident, der oplevede massiv modvilje fra Republikanerne.

Denne polarisering blev forstærket af finanskrisen og det fik tydelige konsekvenser for klimaet: Republikanerne gjorde klimaskepticisme til en del af deres politiske platform og derved udbredtes Luntzs tanker yderligere, så klimavidenskab blev set som en sammensværgelse, og forandringerne opfattet som et naturligt forekommende fænomen.

Fra svindel og humbug til kamp og nødsituation

I december 2015 vedtog man Paris-Aftalen, og EU ratificerede den i oktober 2016, hvilket gjorde den bindende den 4. november 2016. Kun 4 dage efter vandt Donald J. Trump det amerikanske præsidentvalg over Hillary Clinton og overtog året efter det Hvide Hus efter Barack Obama.

Hvor Obama talte om klimaforandringer blev det nu officiel amerikansk politik, at klimaforandringerne var et ’hoax’ opfundet af Kina for at straffe USA eller en myte. Trump anvendte alle trickene i Luntz’s notat. Trump betvivlede videnskaben på trods af overvældende konsensus, han beskyldte andre lande for at ville snyde USA, og han fremhævede endda, at begrebsskiftet (Bush/Luntz-skiftet fra ”global opvarmning” til ”klimaforandringer”) skyldtes, at verden ikke blev opvarmet.

Samtidig trak han USA ud af Paris-Aftalen, han truede med at trække USA ud af UNFCCC (The United Nations Framework Convention on Climate Change), og han fjernede omtale af klima fra officielle dokumenter og hjemmesider.

Thunberg har ret – på to måder: For ikke nok med at klimaet forandrer sig, det gør klima-retorikken også

Sprogbrugen skiftede først for alvor, da Greta Thunberg trådte ind på verdensscenen med sin ”skolestrejke for klimaet” i 2018. Al Gore havde tidligere talt om klima-”krisen”, men nu blev det en ”nødsituation”, en climate emergency, og Greta kunne både appellere til følelserne og til videnskaben.

Når en 16-årig pige stod foran verdens (voksne) ledere og begræd sin tabte fremtid som følge af deres passivitet, var det en følelsesmæssig og moralsk platform for klimahandling. Det var set-up til en emotionel historie, hvor det var umuligt at forsvare inaktivitet, og hvor sund fornuft og ”sound science” bare ikke rakte.

Foto: Anders Hellberg, Wikimedia Commons

På den måde var Greta i 2019 en modgift mod Luntz-notatet fra 2002 og et modsvar til Trump.

Huset brænder faktisk og unges fremtid står i flammer. Det efterlod verden med valget mellem at se klimakrisen som et svindelnummer eller et brændende hus, at tro på den videnskabelige konsensus eller ej, og at vente på et teknologisk fix eller slukke branden nu.

Vor tids (klima)kamp som en eksistentiel trussel

Og så er vi tilbage i 2020 og den amerikanske præsidentvalgkamp, der lige er overstået. I juni blev vicepræsidentkandidat for demokraterne Kamala Harris spurgt om klimaet, og hun svarede: “I don’t even call it climate change. It’s a climate crisis”.

Og hun har ret – på to måder: For ikke nok med at klimaet forandrer sig, det gør klima-retorikken også i takt med, at den tid, vi har tilbage til at håndtere klimaet, løber ud. Hvad der engang var ”forandringer” og ”opvarmning” er blevet til ”en krise” og en ”nødsituation”.

I sin nomineringstale talte Joe Biden om ”the existential threat posed by climate change. I november 2020 vandt han og Kamala Harris over Donald Trump og Mike Pence, og efter sejren brugte Biden det citat, som jeg startede det hele med; at klimakampen er et af ”the great battles of our time”.

Og så er vi tilbage ved det, der satte tankerne i gang. For hvad betyder det egentligt? Det er vel ikke bare, fordi Joe Biden ”binger” LOTR med børnebørnene i kælderen? Hvad er det for en verden, han har ført klimakampen ind i?

Det er en stærk tanke at fokusere og samle opbakning om den ene kamp, som hver generation skal vinde. På den måde er det historiens ”Must Win Battles”. Den ligger i Biblen og i Tolkiens værker

Framen er, at vi er i en krig, hvor vi skal beskytte klimaet og vores jord. Vores styrker er anstændighed, retfærdighed, videnskab og håb. Hver generation har sin(e) kamp(e). Men det er mere end en frame – det er en forståelse af, at hver tidsalder har sin definerende kamp. ”The battle of our time” er et citat, der giver klare patos-fyldte associationer.

Allerede den 20. september sidste år skrev Al Gore en kronik i New York Times med overskriften: “The Climate Crisis Is the Battle of Our Time, and We Can Win. Den er interessant, fordi Gore udpensler, hvad framen betyder og indeholder. Han trækker på kendte myto-religiøse og historiske billeder.

Han taler om ”monster fires”, om havstigninger, der ’truer’ lavtliggende byer og ø-stater og om ”biblical deluges”, der truer med sult og tvinger folk på flugt. Og han konkluderer, at vi skal fastholde “the ability to avoid truly catastrophic, civilization-ending consequences”. Tag den: ”I sandhed katastrofale, civilisations-sluttende konsekvenser”. Han skriver videre: ”This is our generation’s life-or-death challenge. It is Thermopylae, Agincourt, Trafalgar, Lexington and Concord, Dunkirk, Pearl Harbor, the Battle of the Bulge, Midway and Sept. 11”.

Denne ’1 generation, 1 kamp’- tanke kræver lederskab. Biden kalder kampene for ”inflection points”, vendepunkter: America has always been shaped by inflection points — by moments in time where we’ve made hard decisions about who we are and what we want to be. Lincoln in 1860 — coming to save the Union. F.D.R. in 1932 — promising a beleaguered country a New Deal. J.F.K. in 1960 — pledging a New Frontier. And 12 years ago — when Barack Obama made history — and told us, “Yes, we can.” We stand again at an inflection point”.

Det er en stærk tanke at fokusere og samle opbakning om den ene kamp, som hver generation skal vinde. På den måde er det historiens ”Must Win Battles”. Den ligger i Biblen og i Tolkiens værker. Men den er også svær. For ligesom Al Gore har svært ved at begrænse sig til kun én kamp per generation (der er fire på fem år under anden verdenskrig), så har Joe Biden også svært ved at begrænse sig til én definerende kamp.

Så fra at være svært tilgængelig videnskab, har klimaet været ”en tur til Sydfrankrig” og er nu blevet den definerende kamp i vor tid

Efter hans ’battles of our time’ kommer nemlig en liste over, hvilke kampe der er tale om:

  • The battle to control the virus [COVID-19].
  • The battle to build prosperity.
  • The battle to secure your family’s health care.
  • The battle to achieve racial justice and root out systemic racism in this country.
  • The battle to save the climate.
  • The battle to restore decency, defend democracy, and give everybody in this country a fair shot.

Klimaet står altså sammen med COVID-19, økonomien, sundhedsforsikring, racisme og anstændighed, demokrati og retfærdighed. Vores generation har nok at tage fat på.

Katastrofe, syndflod og kaos – den bibelske krig mod klimaet

Måske har man i FN lyttet med. I hvert fald gik der ikke længe fra Joe Bidens tale i november og til FN’s generalsekretær Antonio Guterres holdt tale om klimaet på Colombia University den 2. december 2020. Det var i anledning af, at rapporten The state of the planet blev lanceret:

“To put it simply, the state of the planet is broken. Dear friends, Humanity is waging war on nature. This is suicidal. Nature always strikes back — and it is already doing so with growing force and fury. Biodiversity is collapsing. One million species are at risk of extinction”.

Gad vide, hvordan præsident Joe Biden taler om klimaet i tiltrædelsestalen den 20. januar?

Væk er al snak om neutrale klimaforandringer eller en håndterbar klimakrise. Han taler om en ”planetary (eller) climate emergency” og stærkere endnu om ”a climate catastrophe” med ”[a]pocalyptic fires and floods, cyclones and hurricanes”, der truer med en egentligt ”climate cataclysm” og ”our descent towards chaos”. Klimakrigen får her tydeligt bibelske dimensioner, og man står tilbage med det indtryk, at havde talen været en smule længere, var den kulmineret med en egentlig”’klima-armageddon”.

Det var en tale på et universitet, men hans ord blev gengivet i American Press med overskriften: ”UN calls on humanity to end ‘war on nature,’ go carbon-free. Her blev alle krigsmetaforerne med de bibelske dimensioner videreformidlet til hele verden. Så fra at være svært tilgængelig videnskab, har klimaet været ”en tur til Sydfrankrig” og er nu blevet den definerende kamp i vor tid – taget lige ud af det gamle testamente (eller Tolkien). Det var måske ikke så underligt, at det nagede.

Apokalytisk kommunikation er som at prædike til de frelste. Den overbeviser ikke nogen. Men måske er tiden til overbevisning ovre, måske er det tid til at handle, måske er det bedre, at de overbeviste handler resolut, end at flere overbevises, og færre handler…

Gad vide, hvordan præsident Joe Biden taler om klimaet i tiltrædelsestalen den 20. januar?


Denne artikel er et bearbejdet uddrag af Rune Kiers kommende bog om, hvordan taler og taleskrivning kan gøre en forskel for bl.a. klimaet.


LÆS FLERE INDLÆG AF RUNE KIER NIELSEN HER


Topfoto: Joe Biden under kampagnen, Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Rune Kier Nielsen (f. 1979) er selvstændig taleskriver. Han er uddannet i antropologi med speciale i storytelling og narrativ identitet blandt minoriteter i Brasilien. Han har arbejdet som taleskriver i Københavns Kommune, i Klima, Energi og Bygningsministeriet og senest i Miljø- og Fødevareministeriet. Han interesserer sig for kommunikation af den grønne omstilling, mangfoldighed og flygtninge, europæisk politik samt taleskrivning og for særhederne ved amerikansk politik. Han skriver jævnligt på KommunikationsForum og har tidligere blogget på London School of Economics, Social Europe Journal og Democracy Now. Og så er han eksiljyde boende på Amager med sin kæreste og to børn.

Seneste artikler om KLIMAKRISE

jorden

Vi skal kysse jorden

KLIMAKRISE // KOMMENTAR – Temperaturstigninger, uoprettelige tipping points, ekstreme vejrfænomener, udpint jord,