Det er umiddelbart svært at få øje på nogle positive effekter af Brexit, i hvert fald på den korte bane. Men husk, at det kinesiske tegn for ”krise” også betyder ”mulighed”. På den længere bane kan Brexit blive en forklædt velsignelse, hvis, vel og mærke, EU kender sin besøgelsestid. Set i et længere perspektiv kunne Storbritanniens farvel til EU således vise sig at være en del af et langt større fænomen, nemlig den langsomme opløsning af et økonomisk og politisk system, der er ved at forvitre. Et system som havde sin berettigelse for 30 år siden men som i de seneste årtier er muteret og har forvandlet sig til et system, der hovedsagelig tjener en lille elite (”de 0,1 procent”) og ikke den brede befolkning og som samtidig skaber større og større ulighed og konstant forringelse af miljøet.
Den sandhed er ved at gå op for flere og flere mennesker heriblandt mange af dem, der er utilfredse med EU’s og USA’s ukritiske accept af neoliberalismen. Spørgsmålet er blot, hvornår det går op for EU’s ledelse.
Neoliberalismen
Neoliberalismen er i virkeligheden et politisk projekt, der bevidst er designet til at opfylde af de største multinationale selskabers og deres kontrollerende ejeres vildeste drømme. Nemlig selskaberne, der sætter de ”0,1 procent” i stand til at operere globalt med lidt eller intet hensyn til politiske grænser, miljøet, eller de sociale konsekvenser af deres forretninger. Efter tre årtier er resultatet blevet en katastrofe for miljøet og udviklingen har samtidig skabt uacceptable uligheder i formuer og indkomster uden at levere nogen reelle forbedringer for almindelige borgere i EU eller andre steder.
Under neoliberalismens åg arbejder vi nu alle sammen, også i EU, for de 0,1 procent under et system, der minder om feudalismens genkomst.
Neoliberalismen har imidlertid været en dundrende succes for de 0,1 procent, der kontrollerer disse selskaber. I USA voksede de rigeste 0,1 procents indkomst med forbløffende 390 procent i perioden fra 1979 til 2007. De lavestlønnede 90 procent af amerikanerne oplevede til gengæld en indkomststigning på blot 5 procent i den samme periode. Under neoliberalismens åg arbejder vi nu alle sammen, også i EU, for de 0,1 procent under et system, der minder om feudalismens genkomst.
Europæiske værdier
De fleste europæiske borgere har – i modsætning til de fleste amerikanere – bevaret en sans for social solidaritet, der afspejles i deres tilslutning til velfærdsstaten med dens skattefinansierede gratis uddannelse, gratis lægehjælp, jobsikkerhed og sikring i alderdommen. Dette står i skarp modsætning til den herskende amerikanske “vinderen rydder bordet” mentalitet.
Europæerne har, igen generelt, også langt mere respekt for miljøet, end amerikanerne har. De fleste anerkender deres pligt som forvaltere af miljøet til at overgive dette til næste generation i god stand. De fleste europæere hælder, når de overvejer balancen mellem materiel rigdom og livskvalitet, imod det sidste. Europa er, hvis man ser på alle landene under et, mere lige end USA og med langt bedre standarder for sundhed, mindre stress og lavere sundhedsomkostninger, hvilket, ifølge britiske forskere Pickett og Wilkinson er et resultat af Europas større sociale lighed.
Imidlertid har det europæiske politiske lederskab – uden tvivl under indflydelse af de europæiske multinationale selskaber med hvilke EU-kommissionen jævnligt rådslår sig – indtil nu haft en tendens til at acceptere den neoliberale økonomi som den er, og passivt lænet sig op ad amerikansk ledelse og amerikanske værdier.
Hvis flere europæiske lande tillod deres borgere at stemme om afgivelsen af suverænitet til det overnationale EU, spår jeg, at den dybe kløft mellem EU’s politiske elite og unionens borgere ville blive endnu tydeligere.
Dette har været med til at skabe en dyb kløft mellem EU’s politiske elite og unionens borgere. Denne kløft er måske bedst illustreret af den betydelige divergens, der råder mellem borgerne på den ene side og Europa-Kommissionen på den anden, en kløft som, udover Brexit, også kom op til overfladen da et antal lande – Danmark, Frankrig, Holland og Irland – ad flere omgange afviste foreslåede traktatændringer, vedtaget af regeringerne i Det Europæiske Råd, ved folkeafstemninger. Hvis flere europæiske lande tillod deres borgere at stemme om afgivelsen af suverænitet til det overnationale EU, spår jeg, at disse forskelle ville blive endnu tydeligere.
Europas borgere sætter normalt pris på en høj grad af lokalt demokrati og er derfor skeptiske over for enhver forslået overførsel af magt til hvad der opfattes som en fjern centralregering i Bruxelles. Denne ordning er især profitabel for de multinationale selskaber, men samtidig ødelægges de europæiske velfærdsstater langsomt, efterhånden som flere og flere jobs bliver eksporteret til en dårligt betalt samt miljømæssigt og socialt ødelæggende produktion udenlands.
Der findes heller ikke lige vilkår mellem de udenlandske multinationale selskaber og EU’s mellemstore og mindre producenter. Sidstnævnte kan markedsføre bedre kvalitet og mere miljøvenlige produkter eller serviceydelser, men de er ude af stand til at konkurrere på prisen med de multinationales sweatshops, deres politiske indflydelse, deres interne fastsættelse af priser mellem underafdelinger, deres interne lån i selskaberne og deres udstrakte anvendelse af skattely. De multinationale mangler også sans for ansvar over for de sociale og miljømæssige konsekvenser af deres praksis og politikker.
Nøglen til de multinationales succes er ikke, at de firmaer er mere effektive eller dygtigere end de lokale producenter, men skal snarere findes i det faktum, at de førstnævnte kan overføre en stor del af deres reelle omkostninger til skatteyderne i de lande, hvor de producerer og i de lande, hvor de sælger deres produkter. Dette er en kamp, der ikke kan vindes hverken af mindre europæiske foretagender eller europæiske borgere uden betydelige økonomiske og finansielle reformer, som kan genskabe de enkelte landes kontrol over deres økonomier, miljøer og sociale prioriteringer, hvilket i øvrigt var et nøglekrav fra Storbritanniens ”leave” kampagne.
Truslen mod overlevelse
Det virkelig farlige aspekt ved neoliberalismen er, at den sender vores globale civilisation ud på en selvmorderisk kurs grundet risikoen for en irreversibel, løbsk global opvarmning. Det er nødvendigt med drastisk handling for at reducere den globale CO2 udledning – meget mere end Paris aftalen lægger op til.
En alvorlig hindring for forandring er i den sammenhæng, at WTO (Verdenshandelsorganisationen) – som er en af det neoliberale projekts vigtigste værktøjer – straffer ethvert land, som vover at indføre højere miljøstandarder hjemme, som EU forsøgte at gøre med deres CO2 kvoter. Den relevante WTO-regel siger, at ingen medlemsstat kan fortolde et importeret produkt alene fordi det er blevet produceret med lavere miljøstandarder end hvad de lokale producenter skal respektere.
Det virkelig farlige aspekt ved neoliberalismen er, at den sender vores globale civilisation ud på en selvmorderisk kurs grundet risikoen for en irreversibel, løbsk global opvarmning. Det er nødvendigt med drastisk handling for at reducere den globale CO2 udledning – meget mere end Paris aftalen lægger op til.
Denne WTO-regel er også den enkle forklaring på hvorfor EU’s CO2-kvoteprogram fejlede. EU satte ikke en tilstrækkelig høj pris på CO2 udledninger på grund af pres fra de store europæiske multinationale med det resultat, at der ikke var nogen måde hvorpå mindre lokale producenter kunne beskytte sig imod lavprisimport fra udlandet. CO2 priserne blev sænket til et niveau, hvor deres effekt var betydningsløs. Denne ene WTO regel garanterer et kapløb imod bunden, som sandsynligvis vil føre til en ubeboelig planet og massedød af arter, vores egen inklusive, hvis den fortsætter meget længere.
Der er imidlertid ingen hjælp at hente fra USA, hvor massive propagandakampagner til milliarder af dollars betalt af de multinationale selskaber (inklusive de europæiske multinationale) nu har overbevist 50 procent af amerikanerne om, at den globale opvarmning ikke er menneskeskabt. Den holdning står i klar modsætning til verdens førende klimaeksperters konklusioner, som i deres seneste IPCC (“Intergovernmental Panel on Climate Change”) rapport, skriver, at det nu er 95 procent sikkert, at menneskelige aktiviteter er skyld i den globale opvarmning. I mellemtiden er den amerikanske regering, som er under de samme multinationales indflydelse, ikke til sinds at tage nogen som helst klimainitiativer, der kunne være skadelige for politikernes finansielle bagmænd.
En historisk mulighed
For tiden er EU den eneste globale magt, som har tilstrækkelige økonomiske muskler og bevidsthed til at lede det globale samfund ind på en ny kurs med miljømæssig ansvarlighed. Dette er Europas historiske mulighed for at vise sin sande natur og påtage sig en påtrængt global ledelsesrolle. Men det kræver først og fremmest et definitivt brud med neoliberalismen og en ny social kontrakt med de europæiske borgere.
Dette er derfor ikke det rigtige tidspunkt til at indgå en ny frihandelsaftale med USA, som kun ville tjene til at styrke de multinationale yderligere og skabe endnu mere ulighed. Det er snarere tiden til – måske for allerførste gang – at de europæiske ledere følger folkets ønsker snarere end at forsøge at lede dem et sted hen, hvor de ikke ønsker at være – som har kendetegnet EU’s historie hidtil.
For tiden er EU den eneste globale magt, som har tilstrækkelige økonomiske muskler og bevidsthed til at lede det globale samfund ind på en ny kurs med miljømæssig ansvarlighed. Dette er Europas historiske mulighed for at vise sin sande natur og påtage sig en påtrængt global ledelsesrolle
Sådan en ny social kontrakt ville udløse en enorm mængde energi hvis det politiske lederskab ville engagere sig i en ægte udøvelse af lokalt demokrati og spørge deres borgere, hvad de egentlig ønsker og gennemføre udfaldet af en sådan øvelse. Jeg er sikker på at folk vil stemme for et renere miljø, et mere lige samfund, meningsfuldt arbejde og solidaritet – også selvom det ville betyde et mindre forbrug på grund af mindre brug af ressourcer.
Et nyt EU
Hvordan ville et nyt EU – et der prioriterer bæredygtighed, lighed og solidaritet over økonomisk vækst – se ud? I min bog Occupy World Street, har jeg ret detaljeret beskrevet de typer af politiske ændringer og nye institutioner, der vil være nødvendige. I begyndelsen vil de interne forandringer i EU være mindre, mens nogle af de anbefalede eksterne ændringer på sigt kort kan opsummeres som følger:
En ny handelsorganisation
EU bliver nødt til samlet at forlade WTO. EU’s nye handelsprincip bør være, at unionen alene bestemmer, hvilke varer, der er tilladte og ikke tilladte at importere. Udenlandske kommercielle interesser vil miste deres indflydelse. Handelsniveauet vil generelt blive lavere end i dag, eftersom de fleste nødvendige varer vil blive produceret lokalt i en genoplivning af lokalsamfundene og mange nye arbejdspladser. Man vil lægge told på eller nedlægge direkte forbud mod udenlandske produkter der ikke lever op til EU’s miljøstandarder. Handelen vil blive meget mere selektiv og mere fordelagtig for EU i længden. Denne EU-politik vil lægge direkte pres på vores handelspartnere til at opgradere deres miljømæssige og sociale standarder, hvis de ønsker at handle med os.
Kapitalkontrol
Kapitalstrømme ind og ud af EU (over et vist minimum) vil skulle kontrolleres. Dette vil reducere risikoen for udenlandske spekulative angreb og spredning af udenlandske finansielle kriser, samtidig med at det giver større kontrol med de typer af udenlandske investeringer, som vi ønsker ind i EU. Sådan et system var den internationale standard fra omkring 1946 til begyndelsen af 1980’erne uden nogen negativ effekt på hverken handel eller vækst.
Klimainitiativ
EU bør vedtage en klimaaftale med loft for CO2-udledninger, dvs. et absolut loft for udledninger fra medlemsstaterne (inklusive importerede varer, biomasse, skibsfart og luftfart) der gradvis sænkes. Den høje pris på udledninger vil stimulere investeringer i nye grønne teknologier hos de hjemlige producenter. Disse vil til gengæld være beskyttede af toldmure imod fremmede producenter med lavere miljøstandarder.
Clearing union
EU bør fremsætte John Maynard Keynes’ forslag fra 1945 om en Clearing Union til formidling af international handel. Alle valutaer vil blive lige for første gang i modsætning til tilstanden i dag, hvor den amerikanske dollar fungerer som den største kilde til likviditet i handler, hvilket skaber større internationale ubalancer. Systemet kan startes med ret få medlemmer i begyndelsen. På grund af euroens betydning vil initiativet sandsynligvis få en positiv modtagelse og mange deltagere.
En enestående mulighed for Europa
Brexit kunne repræsentere en enestående historisk mulighed for EU’s politiske ledelse til at tage initiativer, som kan ændre hele retningen af vor civilisation hen imod en positiv og længevarende periode af social og økonomisk retfærdighed og miljømæssig ansvarlighed i hele menneskehedens interesse. Hvis EU tager ledelsen, er jeg sikker på, at andre vil følge.
Topfoto: Wikimedia Commons Flag of the European Union. Credit: MPD01605.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
