REJSEREPORTAGE // ESSAYSERIE – “Det er, som om snapsen og øllet, og det faktum at det er en herlig dag i november i 800 meters højde, hvor ravnen svæver majestætisk over os, og fårene græsser under os, får kasserolle-bøjningerne til at danse på tungen.” Mogens Cuber bor, rejser og cykler rundt i Slovenien og taler med de indbyggere, han møder på vejen. I anden del af serien møder han kvinden Urca, som ikke går op i politik, men som er meget stolt af sin nye cykel. Læs første del her.
SKOFJA LOKA – Sikke en weekend. Sikke en uge.
Vejret har været upåklageligt. Igen og igen har himlen velsignet os med blå sart safir over engene, de omkringliggende bakker, muldvarpeskuddene i op til 1000 meters højde. Og Skofja Loka. En middelalderlig by 20 kilometer fra hovedstaden, Ljubljana. Bjergene i det fjerne, mod nord og Østrig, Karawanke og de Savinjske alper.
Mod syd og vest konturerne af de juliske alper. På flere af mine cykeltogter rundt i landskabet i den uge, der nu lakker mod enden, har jeg kunnet se helt til slovenernes Jellingesten; Triglav – den tretakkede bjergtop i 2800 meters højde. Senest da jeg var i Komenda, cykelrytteren Tadej Pogacars hjemby. Herfra og til himlen og himmeriget, var der ikke langt, husker jeg, at jeg tænkte. Så megen skønhed samlet på så lille et sted.
Og Triglav, som figurerer i flaget. Et (næsten) helligt sted for slovenerne som Besseggen er for nordmændene. Man må forsøge sig mindst en gang i livet. At komme op på toppen. Indrømmet. Jeg har boet i Slovenien i tre år nu, og har endnu ikke været i nærheden af juvelen. Kun nydt den på afstand. Især ved solnedgangstid. For mange turister, for megen alfarvej over det i disse år. I hvert fald indtil coronaen indhyllede det land Gud skabte i en rus, ifølge myten.
Men at gå på gaden for det. Demonstrere og organisere sig. Nej, så hellere tage et job i Østrig som skiguide
Her, klemt inde mellem Italien, Østrig, Ungarn og Kroatien er der aldrig langt til en herlig dag i naturen. Nogen vil påstå, at det er hovedårsagen til, at Slovenien, ifølge Wiki, er det land i verden med flest medaljer målt pr capita;
Hurtig adgang til al slags natur. Vinter- eller sommeraktiviteter. What ever. Du kan stå på ski om formiddagen, men tilbringe eftermiddag og aften ved Adriaterhavet.
Et aktivt folk med 2,2 millioner sjæle. En ny nation med en tusindårig historie. Se på kortet. Find Slovenien. Peg Skofja Loka ud, og da vil du forstå at landet ligger midt i det hele. Hjertet af Europa. Skofja Loka, som betyder Bispens enge.
Her i det nordvestlige hjørne af Slovenien er man lige en tak mere konservativ. Lige en my mere katolsk. Lige en millimeter mere sig selv nærmest og fremmedforskrækket. Men på en fåmælt måde. Man render ikke rundt og
skriger op i gaderne om det. Nuvel. Vi ved godt, at omverdenen slår premierminister Jansa i hartkorn med den ungarske leder. Men, at de skulle være en slags brothers in arms. Det har jeg svært ved at få øje på i dagligdagen.
Den slovenske mentalitet er pragmatisk – formet af århundreder med stormagtspolitik iscenesat i det smukke, frodige og geopolitisk uhyre vigtige land, hvis vi går en eller to verdenskrige tilbage. Men at lege med ideen om, at Jansa forsøger at kopiere, hvad der sker i Ungarn? Det er at sammenligne æbler og pærer.
Her i Pogi Wonderland er sympatien for Janez Jansa fifty-fifty. De unge gider ham ikke. Men generelt gider de unge ikke rigtig politik. De vil tjene penge og rejse ud. Kysse med kæresten, og samtidig være utilfredse med at timelønnen
for en kassemedarbejder i LIDL er 5 euro. Men at gå på gaden for det. Demonstrere og organisere sig. Nej, så hellere tage et job i Østrig som skiguide, eller i Tyskland. Og det skriver jeg med den største angst for klicheer og stereotyper.
For selvfølgelig er det ikke sort og hvidt. Heller ikke i Slovenien.
Generelt er politikerleden udpræget, men problemerne med korruption og nepotisme langt fra så gennemtærende som længere syd på. Men, den er der, og det betyder først og fremmest at folk passer deres egen biks mest muligt. Man handler med hinanden. Familiedrevne virksomheder. Man sanker brænde og stabler op til vinteren. Næste års investeringer bliver udsat. For i tanke og handling er slovenerne også lige en tand mere langmodige. Bondeland.
Hvorfor ændre på noget, som i realiteten fungerer nogenlunde? Intet bliver jo alligevel som på Titos tid.
”Vi var verdensstjerner dengang”, konstaterer Harmonikaspilleren med et smil.
”Nu er vi fuldstændig ubetydelige”, fortsætter han og understreger, at han går på pension om tre år som maskiningeniør:
”Gudskelov forblev jeg i mit fag. Jeg klarer den. Også som pensionist. Så skal jeg cykle hele tiden. Og om 20 år skal jeg ha’ en E-bike. Men først når jeg bliver gammel. Hvor gammel er du?”
Jeg svarer, at jeg er en årgang 62, og at inden et år, så har jeg en E-bike. De her bakker slår mig ihjel en skønne dag.
”Så er vi lige gamle. 58 år. Fire år yngre end Jansa. Jeg er sikker på, vi er i bedre form end ham.”
Gregor, den overvægtige, men med ny hofte og cykel indvender, at Jansa muligvis føler sig ensom og forladt. Måske Jansa bare skulle hoppe på cyklen og møde folket, der hvor folket er, ude i naturen. Væk fra de tomme gader i byerne.
De nedlukkede barer, cafeer, frisører, de dekonstruerede bænke, hvor sæderne er skruet af igen og forseglet med skilte og rød/hvide plastikstrimler. Måske han bare keder sig, nu hvor landet har isoleret sig selv og med jævne mellemrum peger belærende fingre af kroaterne, som ifølge almindelig floskel og klichebrug som sædvanligt klokker rundt i det. Zagreb er blodrød. Tallene overstiger 1000 om dagen. Alene i hovedstaden. Men alt er fortsat åbent. Her er alt lukket. Men vi cykler. Det tør ingen forbyde. Heller ikke Jansa.
Hans ven, der hedder Gregor, så vidt jeg forstår, spørger på slovensk: Hvad er tweet egentlig? Og alle slår op i en høj latter, der trækker damerne til
”Jeg har ikke set min kroatiske kæreste i en måned snart. Hun blev igen afvist ved grænsen til Slovenien forleden,” forsøger jeg mig.
”Så din kæreste er kroat. Mine forældre er fra Serbien og Bosnien. Du skulle få din kæreste til Slovenien i en fart. Få hende til Skofja Loka. Hvis hun er fra hovedstaden, kan hun med garanti ikke cykle, som vi gør. Slovenere er aktive
mennesker, der helst ikke betaler for meget i skat. Vi hyler op om alt muligt, men lader en mand som Jansa komme tilbage igen og igen, selvom hans fortid er broget. Det er stadig kommunisme. Som i Kroatien. Som i hele det tidligere Jugoslavien.”
Marco buldrer afsted på tysk. Det er, som om snapsen og øllet og det faktum, at det er en herlig dag i november i 800 meters højde, hvor ravnen svæver majestætisk over os, og fårene græsser under os, får kasserolle-bøjningerne til at danse på tungen. Mit eget tyske hakker afsted. Men i godt og trygt selskab smider vi hæmningerne overbord. Genstandsled og akkusativ. Der, den og des.
Triller ned i dalen under os. Heroppe i højderne er der med et slag højt til loftet. Med solen lige i øjnene og udsigt til indfaldsvejen til det forjættede mellemstykke, kaldet Poljanska Dolina, hvor tiden står stille både søndag og i overført betydning, generelt i hverdagene, denne symfoni af syns- og lydindtryk bringer det bedste frem i Marco:
”Fortæl mig nu, hvad du mener om slovenerne. Om os.”
Mødt vennerne, kollegerne, flirtet og indfanget det, jeg holder mest af ved landet; det uprætentiøse, det der karakteriserer et land, som fortsat leder efter sin identitet efter selvstændigheden i 1991
” Jeg hader stereotyper,” svarer jeg undvigende, velvidende at det er, hvad man som journalist ofte tyer til for at forenkle komplekse historier.
”Prøv alligevel. Vi har hele søndagen, jo.”
”Nej, det har vi ikke. Jeg skal hjem og se Roglic cykle ind i Madrid som en slavisk kejser.”
”Vi er ikke slavere. Vi kommer længere øst fra.”
”Stop dig selv. Det bliver alt for kompliceret for journalisten. Lad ham nu bare snakke. Vi sidder jo så godt her.”
De to cykelvenner er gået i udbrud og slår over i slovensk. Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Men især, hvor vil vi hen? Som den eneste nordfra, fra Danmark, i miles omkreds, har jeg måttet stå model til utallige af den slags samtaler. Det starter med et spørgsmål, og så stikker det af. God balkansk skik og brug.
”Vi er ikke fra Balkan. Vi er… helt ubetydelige, og hver gang Jansa tweeter så skaber det splid. Som jeg sagde,” siger Marco.
som i princippet ikke har meget at byde ind med, når det gælder grundlæggende frihedsrettigheder og demokratiske grundprincipper, som eksempelvis det jeg på en søndag i november må stille mig op og forsvare: mediernes ret og pligt til at arbejde uden censur og trusler fra nær og fjern, og især den tweetende Jansa
Hans ven, der hedder Gregor, så vidt jeg forstår, spørger på slovensk: Hvad er tweet egentlig? Og alle slår op i en høj latter, der trækker damerne til. En kvinde, klædt i nationaldragten lycra, hjelm, solbriller og cykelsko, triller ind på pladsen foran den lukkede beværtning, hvor cykelbannere hænger. Her har man mødtes igennem 100 år. Vandrefolket. Cykelfolket. Slået sig ned og fået sig en snak. Mødt vennerne, kollegerne, flirtet og indfanget det, jeg holder mest af ved landet: det uprætentiøse, det der karakteriserer et land, som fortsat leder efter sin identitet efter selvstændigheden i 1991.
Et land, der på mange måder minder om en hvilken som helst dansk provinsby af en vis størrelse: Alle kender i store træk hinanden. Alle er i udgangspunktet lidt forsigtige med at give sig til kende politisk, med mindre det finder sted i
lukkede selskaber. Et land der cykler, løber, svømmer, danser, kæmper, hopper, springer sig vej ind i alle sportsglade hjerter verden rundt, men som i princippet ikke har meget at byde ind med, når det gælder grundlæggende frihedsrettigheder og demokratiske grundprincipper, som eksempelvis det jeg på en søndag i november må stille mig op og forsvare: mediernes ret og pligt til at arbejde uden censur og trusler fra nær og fjern, og især den tweetende
Jansa.
”Medierne er venstreorienterede og korrumperet. Det er ren kommunisme, det der foregår,” siger Gregor, mens han med slet skjult fornøjelse forsøger at lokke den nys tilkomne kvinde i Lycra til at sætte sig ved vores bord. Hun smiler over hele femøren, og det skal vise sig at være, fordi hun i dag er på sin første tur på en nyindkøbt cykel.
”Jeg elsker min cykel,” udbryder hun på slovensk.
”Du elsker også Jansa?”, svarer Marco igen.
Kvinden forklarer mig på et udmærket engelsk, at hun ikke interesserer sig for politik, men hvis jeg er interesseret i hendes cykel, kan hun anbefale mig at søge mod Sencur, hvor der er en cykelforretning, hun kan anbefale:
”Du hilser bare fra Urca. Så giver han dig en god pris.”
LÆS FØRSTE DEL AF REJSEREPORTAGEN HER
Fotos: Mogens Cuber, Cuberscorner.com
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
