
TEATER // ANMELDELSE – Amors kalden eller Cupid’s Call, som det hedder på efterhånden alles andetsprog, er en lille velsunget spøg, der viser, hvor meget vi savner kabareten. Det er mindre forpligtende end teater eller koncert, men sætter alligevel prikken over i’et som musikalsk show på en aften i byen.
Scenen er LiteraturHaus i Møllegade, og gæsterne er hovedsagelig medlemmer, der efter tid og lyst tager aftenens program ind. Til premieren på Cupid’s Call selvfølgelig bekendte af de optrædende. Stemningen er intim, pianisten sætter sig til rette og – ta-da – så kommer aftenens vært ind.
Selveste kærlighedens sendebud – eller CEO i Love Inc. – Cupid, ankommer i Pablo Laras skikkelse iført lyserød habit, regnbueseler og de yndigste vinger. Ja, vi kalder ham jo normalt for Amor – med meget fladt a, hvilket bliver en stedspecifik joke i den ellers engelsksprogede kabaret.
Cupid’s Call er først og fremmest underholdende
Han får snart selskab af kabaretens svar på ”a cast of thousands”, Gracia Rios, der supplerer som komisk assistent (jalousien), Den Katolske Kirke (stort K hele vejen) og ”the Muse of Wi-fi” (en reference til vor tids kærligheds-apps).
Kærlighedens musik
Cupid’s Call er først og fremmest underholdende. Pablo Lara er velsyngende – uanset om det er let omskrevne udgaver af ”Cheek to Cheek” eller Gloria Gaynor-hittet ”I Will Survive”. Han og Gracia Rios er også gode til publikumsinteraktion (ikke for de seksuelt tilbageholdende) og improvisation.

Plottet – hvis vi skal tale om en handling i Cupid’s Call – er, at det er et hårdt job at kæmpe for kærligheden. Det har affødt en befolkningseksplosion, mens hovedpersonen selv ikke har fået lov til at smage kærlighedens frugt. Dertil kommer skuffelsen over kirkens (især den katolske) undertrykkelse af kærlighedens mangfoldighed.
Efter hans succes med 60’ernes frie kærlighed er hans dybest set romantiske tilgang (mødet over køledisken) blevet skuffet af kynismen i diverse dating-apps. Og når nu hans ivrige assistent jalousien – spillet med charmerende overbid og hjælpsomhed af Tom & Jerry-skuffen – er klar til et skridt op ad karrierestigen …
Cupid’s Call er cabaret
At Cupid’s Call er en sprogleg i forårsnattens kogleri med masser af glimt i øjet, illustreres måske bedst ved at nævne, at Mary Poppins-sangen ”Supercalifragilisticexpialidocious” til lejligheden versioneres til noget, der starter med polyamorous – og så ellers fortsætter, så det passer med versefødderne.
To performere på en lille scene, lynhurtige kostumeskift bag en skærm, lidt lys samt naturligvis en god pianist, er alt, hvad der skal til
Det er alt sammen veloplagt og gennemmusikalsk, og tempoet er højt gennem den time, det varer. Altså et show, der sagtens kunne fungere på et serveringsteater, hvad kabaret jo netop er. Og præcis som Cabaret også lidt vovet og med stik til de herskende normer. To performere på en lille scene, lynhurtige kostumeskift bag en skærm, lidt lys samt naturligvis en god pianist, er alt, hvad der skal til.

Cupid’s Call er dermed rejseklar til små scener landet over og for den sags skyld – i kraft af sproget – hele verden. Undtagen naturligvis, hvor den slags frivolitet er bandlyst. Så bravo til Nordisk Teaterlaboratorium, Grapa Teatro og LiteraturHaus for at sætte i scene. Der er i skrivende stund ikke annonceret flere opførelser, men mon ikke de kommer?
Klik dig videre til mere kulturstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og