FILM // ANMELDELSE – Den franske instruktør Alice Winocour går til angreb på modebranchen i sin nye film Couture – Modens skjulte tråd. Winocour skildrer usete sider af hårde arbejdsvilkår med realistiske detaljer og leverer en rørende sideløbende fortælling om brystkræft. Men desværre ender filmen med at blive kortfattet, klichéfyldt og unuanceret, når den ikke kan besvare, hvorfor så mange mennesker holder af at arbejde i modebranchen.
For et par år siden spærrede jeg øjnene op, da jeg så et Chanel-show fra Miami og hørte verslinjerne: “Yeah, you see my true potential / And you discovered me, right? / You’re the Columbus to my America”. Modellerne, der kender til arbejdsjargonen om at blive ‘scoutet’ eller ‘opdaget’, må uden tvivl have mærket ironien.
De fremviste modehusets nye cruise-kollektion, mens den elektroniske popduo Charlotte Adigery og Bolis Pupuls i den kække sang ”Thank you” satte rammende ord på underdanigheden og den eksplicitte taknemmelighed, der forventes af modeller, når de er ansat på andres nåde.
Denne besynderlighed går den franske instruktør Alice Winocour bag om i sin dramafilm Couture – modens skjulte tråde, der oprindeligt fik premiere på Toronto International Film Festival i september 2025.
Winocours rå realisme
Siden Winocour blev uddannet som manuskriptforfatter fra den førende franske filmskole La Fémis i 2002, har hun skildret traumer og benhårde arbejdsvilkår. I filmen Gensyn med Paris fra 2022 bliver en bistro ramt af et terrorangreb, hvorefter tjenerne bliver fyret, fordi de er migranter uden arbejdstilladelse.
I Proxima fra 2019 giver en astronaut afkald på et normalt forhold til sin datter, mens vi ser morens intensive, men også fascinerende, forberedelse til at tage på rummission. Til den nye film har Winocour igennem halvandet år haft adgang til scenerne bag modeshows, hvor observationerne fra fotooptagelser og fittings nu får en tur i instruktørens rå, realistiske filmunivers.
Filmen følger tre kvinder, der alle er booket til Chanels haute couture-show i Paris: en erfaren filmskaber, en spritny model og en make-up artist, der egentlig hellere vil arbejde for tyske kunder med stabile arbejdsforhold og ordentlige lønninger.
Faktisk virker ingen af dem synderligt bevidste eller begejstrede for, at de prøver kræfter med modegiganten, hvis historie går tilbage til 1910, hvor Gabrielle ‘Coco’ Chanel åbnede sin første hattebutik på Rue Cambon. Det kommer slet ikke på tale i filmen. Måske fordi ingen af de tre kvinder er i modebranchen, fordi de elsker at udføre selve arbejdet.
Horror i Chanel-huset
“Mode er ubrugelig og nødvendig,” udtaler den amerikanske filmskaber Maxine (Angelina Jolie), der normalt instruerer blodige horrorfilm i en short til Chanels SoMe-team. Senere samme dag overvældes hun af store blomsterbuketter, hvide paneler og udsigten til pariserhjulet i Tuileries-haven fra sit luksushotel på Rue de Rivoli.
Det er udelukkende for pengenes skyld, at hun har sagt ja til at instruere Chanels kortfilm, der skal åbne modeugen, forklarer hun sin kommende eksmand over telefonen.
Og med vampyrtænder, mørk tåge og instruktioner til modellen om at skrige, står symbolikken klar. Vi er i en blodig krigsmaskine, hvilket modebranchen løbende gennem Couture sammenlignes med.
Filmens budskab kunne meget vel være, at selvom branchen har alverdens penge at kæmpe med i denne krigsmaskine, mangler de et formål. Ikke mindst når filmen folder et parallelt handlingsforløb ud, der må siges at være antitesen til modeshowets forberedelser: Maxine har brystkræft og skal begynde kemobehandling. Hun har sit liv at kæmpe for og bør stoppe alt arbejde, fordi hun snart ikke har flere kræfter at kæmpe med.
Et stort antal af filmens skuespillere er velbevandrede i deres karakterers verden. Angelina Jolies mor og mormor døde af brystkræft, og i 2013 undergik Jolie selv en forebyggende bortoperation af sine bryster.
Filmens spritnye model, Ada, der i al hemmelighed for sin far er rejst fra Sydsudan til Paris, spilles af Anyier Anei, der lavede et lignende nummer i starten af sin egen modelkarriere. Men selvom begge kvinders erfaringer uomtvisteligt har bidraget med mange realistiske detaljer, skinner det igennem, at Jolies varme og ømhed leveres af en rutineret skuespiller, i modsætning til Anei, der oplagt kunne have tilføjet en smule mere mimik til sine replikker.
Fest, drinks og lækre mennesker på hotelværelse
De øvrige af filmens modeller spilles også af virkelige modeller. Mona Tougaard spiller den succesfulde Romeo, der viser, hvordan man bevæger sig som en fjer på Chanels catwalk. De, der følger med i den københavnske modeuge, vil formentlig også genkende Nina Marker og Rebekka Eriksen.
Denne trio fester på hotelværelser, råber om pornstar martini-drinks og fortæller Ada, at det hele nok skal gå, når hun kommer til at tjene så mange penge, at hun kan købe et hus til sin familie. Men netop fordi vi ser en del kendte ansigter fra modebranchen, virker mange af scenerne som dokumentariske optagelser i stedet for som autentiske greb til en fiktionshistorie.
Dog sidder jeg tilbage og tænker på, hvorvidt modellerne, efter at have set den færdige film, er glade for, at deres erhverv portrætteres som en klichéfyldt sladderhistorie om et glamourøst, fordrukkent og nedværdigende miljø med lækre mennesker.
Filmen vil give stemme til menneskene bag de mange billeder, vi eksponeres for
Den nedværdigende del ser vi, da Ada ankommer til en såkaldt modellejlighed. Ligesom i den virkelige verden, råder parisiske modelbureauer over lejligheder, de udlejer til modeller. Det er billigere end et hotel, og så behøver man ikke at spilde tid på selv at lede efter en bolig.
Her kan man skabe et hyggeligt hjem, og få nye venner at gå på opdagelse med i en fremmed by. Andre gange er en modellejlighed udelukkende et tag over hovedet, hvor man ender med bofæller, der hverken viser hensyn til søvnbehov eller kan finde ud af at tage en opvask, før der kommer fluer.
Filmen præsenterer os for sidstnævnte, med flydende pizzabakker og et for stort antal beboere til antallet af senge. Her vifter modellerne med pengesedler, fordi de, ligesom den førnævnte succesfulde trio, først og fremmest er tiltrukket af indtjeningsmuligheder og den sociale prestige.
Som et forstørrelsesglas over de rådne dele af modebranchen, er Couture en pessimistisk film, der konstaterer, at sådan som råddenskaben ser ud, er og bliver den.
Bag om billederne
I 2025 uddybede filmens instruktør på Toronto International Film Festival årsagen bag: Hun vil give stemme til menneskene bag de mange billeder, vi eksponeres for. Menneskene, der arbejder som syersker og som husmodeller. Menneskene, der sjældent står bag de kunstneriske visioner, men eksekverer selve arbejdet.
Syerskerne får faktisk en hyldest, når vi nænsomt og taktilt følger nåle og hvide blonder, der skal præsenteres til det store modeshow. Og hvor ville det være skønt at kunne følge en model eller en filmskaber, der havde arbejdet benhårdt for at nå til det punkt i deres karriere, hvor de endelig kunne gå op ad Chanels famøse vindeltrappe på Rue Cambon.
Så ville filmen være et mere nuanceret billede af problemerne med usikre ansættelsesforhold, hvor konstant udskiftning er fuldkommen normaliseret.
Makeupartisten Angèle (Ella Rumpf) er den tredje kvinde i arbejdstøjet, som filmen følger tæt. Akkurat da modellerne er ude på catwalken, sidder hun med blikket rettet på sit egentlige hjertebarn: at skrive en bog om sine oplevelser i modebranchen.
Men når citaterne fra bogen læses op som et forsøg på en moralsk fortællerstemme, falder det til jorden. Også fordi Angèle igennem filmen selvretfærdigt har proklameret, at hendes observationer af interessante oplevelser ikke behøver sproglig bearbejdning, arbejde eller redigering, det er nok blot at nedskrive dem.
Når Jolie er for bordenden, er det en varm, rørende film om brystkræft og kontrollen over kreativ produktion i modebranchen. Men det er ærgerligt, at filmens fine proklamation om at skildre de menneskelige historier fra modebranchen, ikke kommer problemerne med arbejdsvilkårene nærmere.
Uden at afsløre filmens afslutning er det ikke for meget at sige, at filmens pessimisme udvikler sig til en dystopisk fortælling. Filmen har ikke behov for idealistiske løsninger.
Grundlæggende mangler den at spørge, hvor følelsen af arbejdsværdi opstår, og hvorfor mange ender med at få et had-kærligheds-forhold til branchen. Det er fint at udstille branchens dårligdomme, men det vil være mere sandfærdigt at skildre dårligdommene som en del af et større system med mennesker, der faktisk holder af at være medskabere af modens kreative og visuelle udtryk.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og