Countrykostumet gemt bagerst i skabet

af i Kultur/Musik

ANMELDELSE – Kigger jeg mod den lille scene, ser jeg kassebukser, 70’er-hår og en dundrende rickenbackerbass. Lader jeg øjenlågene glide i, hører jeg Ryan Adams’ Rock’n’roll-plade blandet med Dylans vokal på Self Portrait. Lauritz Korfix Schultz har været til koncert med Daniel Romano i Los Angeles.

Daniel Romanos lyd fangede min opmærksomhed, da en countryglad kollega i 2014 introducerede mig for mandens dejligt gyngende plade Come cry with me, der på vinylens frontcover har Romano ømt iscenesat i ægte countrystil med et kostume, der vil få den mest ihærdige linedancer til at blegne:

Cowboyhat akkompagneret af et skrækkeligt kitschet rodeodress og velplejet overskæg.

På trods af at det visuelle udtryk kaldte på opmærksomheden, betød det ikke, at Romano ikke havde læst flittigt i countryformelsamlingen inden eksamen. Snarere tværtimod. Billede og lyd går hånd i hånd.

På Come cry with me synger Romano om de genvordigheder, der præger tilværelsen, og som kendetegner genrens hverdagsrealisme: at være mellembarn, at drikke sig ned i whisky, om smerten over ikke længere at være en two-pillow-sleeper.

Alt sammen spillet langsomt, med perfekt doserede mængder lapsteel, der i et svagt øjeblik giver mig lyst til at søge amerikansk statsborgerskab.

Guderne skal vide, at jeg trængte til at høre pladen.

Jeg trængte i det hele taget til rigtig musik.

Hvad er forkert musik?

Musik spillet på en iPhone, der sommetider er eneste mulighed, når man er langt væk hjemmefra. Ikke tilstrækkeligt. Middelklassetilværelsens ulidelige lyd. Derfor var det en smal sag at overtale mine brødre til en aften i countrymusikkens tegn, da jeg så, at Romano gav koncert på denne vores sidste aften i Los Angeles.

Rammen om koncerten var spillestedet The Moroccan Lounge i byens Arts District.

Stedet ligner udefra, hvad navnet peger på – en marokkansk riad sirligt bygget af småsten, hvor te uden sukkerknalder er helligbrøde og kun drikkes af mænd med dårlige tænder i lange gevandter. Det smukke arkitektoniske ydre stod i skarp kontrast til flere af livets synder, der viste sig indenfor: et fyldigt ølkort og djævelens musik.

Efter de første minutter håbede jeg også selv, at countryprammen snart skulle lægge sikkert fra havn, men da Romano i et tempoopskruet ræs sang den ene mere hårdtslående rocksang efter den anden, accepterede jeg præmissen

Den gode lyd, jeg efterspurgte, skulle vi få.

Og højt som bare fanden.

Jeg håbede til at begynde med, at han ville spille numre fra Come cry with me, da jeg kun overfladisk har hørt hans andre skiver. Min ene countryglade bror kiggede spørgende på mig efter sættets første numre som for at sige: Hvornår kommer det, vi er kommet for at høre?

Efter de første minutter håbede jeg også selv, at countryprammen snart skulle lægge sikkert fra havn, men da Romano i et tempoopskruet ræs sang den ene mere hårdtslående rocksang efter den anden, accepterede jeg præmissen.

Og det gjorde de par hundrede fremmødte også.

Jeg så mig omkring – de var ikke kun kommet for at se giraffen men også selv for at være den: Hvad der prydede de californiske koncertgæster, var som revet ud af en hip genbrugsbutik: huer af rævepels, store 70’er-briller og bukser med svang, der hurtigt svingede i takt til lyden af Romanos velspillede rockkoncert, der var tjep som en fodboldhalvleg, overstået på 45 minutter og næsten var gået i gang, inden vi fik fundet os til rette bagerst i det lille koncertrum, der lå afsides fra baren.

Romano havde fjernet hillbilly-overskægget, og musikken afspejlede igen udseendet.

Kiggede jeg mod den lille scene, så jeg kassebukser, langt hår, der omkransede et glatbarberet ydre og dundrende rickenbackerbass.

Lukkede jeg de fortsat jetlagged øjenlåg, hørte jeg Ryan Adams’ Rock’n’roll-plade blandet med Dylans vokal på Self Portrait.

Romano spillede primært sange fra den seneste plade Finally Free, der på indspilningen lyder langt mere afdæmpet, end det var tilfældet live.

Og den aggressive lyd klædte ham.

Derudover: Ingen snak mellem numrene. Intet pis. Simple akkorder, stærke sange, fremført af et voldsomt velspillende band i den almindelige opsætning: kedler, bas og to guitarer.

Hvorfor opfinde den dybe tallerken, når man efter behag kan lyde som rødderne i den amerikanske, klassiske rock

Styrken ved Romano er hans evne til at skifte ham: i forgårs country, i går singer/songwriter for så til i dag at sætte strøm til guitaren.

Og aftenens menu ikke bare fungerede. Den fik kuplen på det marokkanske tempel til at dirre.

Ikke nyskabende, nej, men hvorfor opfinde den dybe tallerken, når man efter behag kan lyde som rødderne i den amerikanske, klassiske rock.

Det bliver spændende at høre, når Romano kaster sig over andre genrer.


Daniel Romano på The Moroccan Lounge, Los Angeles, fredag d. 15. februar 2019.


Topbillede fra albummet, “Come Walk with Me”.

Seneste artikler om Kultur