OPERA // ANMELDELSE – Med et mesterligt scenografisk greb om en genre-opera, bliver vi i Det Kongelige Teaters produktion af Cosi fan tutte vidne til selve den forvandling, der finder sted af et fotografisk negativ, der gøres til et færdigt og fremkaldt billede af kærlighedens væsen. Operaen synges af unge sangere med lutter gode stemmer i rollerne som de to hovedpar.
Undertitlen på Mozarts kærlighedsintrige Cosi fan tutte lyder “Skolen for de elskende”. Og det er i sandhed lidt af en lektie alle værkets roller her får sig. De to søstre Fiordiligi og Dorabella, står standhaftigt fast på deres kærlighed og troskab til deres to kærester, soldaterne Guglielmo og Ferrando, men både de og kæresterne udfordres af en kærlighedstest ønsket og anført af filosoffen Don Alfonso. Hans test udføres i praksis med behørig hjælp af den jordnære stuepige Despina, der tydeligvis nyder sin rolle som agent provocateur.
Alt er derfor her lutter forviklinger frem og tilbage, for hvem vil ikke gerne vinde et væddemål, om at ens udkårne kan stå fast overfor lokkende erotiske fristelser fra uventede kanter?
Mozart ville i hvert fald gerne deltage i disse udfordringer, og det som i dag stadig betager mest ved denne, hans måske mest uopslidelige musikalske komedie, er netop hans formidable greb om det musikalske kærlighedssprog, som han her lægger frem.
Kærlighedens sande væsen
I sit udgangspunkt må man genremæssigt rettelig betragte værket som en ren komisk opera (eller opera buffa), men i virkeligheden er værket musikalsk set vel mere en af hans mest kærlighedsalvorlige frembringelser.
Ustoppeligt veksler han her sine scener mellem de to hovedpar og deres udfordrere gennem et forløb af sungne recitativer, der som olie flyder ovenpå vandene, for så pludselig at munde ud i intense soloarier, duetter, terzetter og de større ensemblenumre. Og det er i netop disse centrale numre hans kompositoriske og dramaturgiske geni flyder ovenpå i en grad, som ingen andre af hans samtidige komponister formåede. Alene af den grund vil vi gerne se og genhøre denne kærlighedsopera igen og igen.
Vi er helt inde ved kærlighedens sande væsen, om end den som her fremføres i forførelsens tjeneste.
Så godt som alle arierne synges her på skrømt af de respektive rollefigurer, der i deres vokale udfoldelser deklamerer deres udtalte kærlighed overfor dem, de står foran, for derved at kunne teste og udfordre modpartens loyalitet.
Det, som inderst inde især gør denne opera uopslidelig, er, at ingen af disse centrale numre er skrevet med musikalsk ironi eller bliver fremført med lavkomik eller følelsesmæssig distance. Vi er derimod helt inde ved kærlighedens sande væsen, om end den som her fremføres i forførelsens tjeneste.
Mozarts arier udtrykkes alle med en inderlighed og en båren ærlighed, så man genremæssigt i disse højdepunkter helt og aldeles må føle sig hensat til den seriøse opera (eller opera seria, som datiden benævnte det). Han bliver dermed den vel nok mest forførende komponist af alle, som i sine skarpt tilskårne dramatiske arier ustandseligt og gennem mere end næsten 2 ½ times fornem sangkunst, formår at flytte tilhørerens opmærksomhed fra den ydre og egentlig ret banale forvekslingskomedie til de inderste hjertekamre af menneskelivet.
Fine billeder af indre sindsbevægelser
Til dette formål kommer scenografien i Det Kongelige Teaters genopsætning (som er en co-produktion med det engelske operaselskab North Opera) forestillingen til stor hjælp.
Gennem at forestille en art fremkalderrum, hvor vi i det indre af et camera obscura-apparat konstant ser troskaben og utroskaben blive afdækket, er vi ligesom vidne til selve den forvandling, der finder sted af et fotografisk negativ, der gøres til et færdigt og fremkaldt billede af kærlighedens væsen. Et mesterligt scenografisk greb om en genre-opera.
Også de sanglige præstationer af de fire unge danske sangere fremkalder fine billeder af deres respektive indre sindsbevægelser. Skarpest står måske Fiordiligis store arie (Come scoglio immoto resta), hvor hun i 1. akt nægter at give køb på sin troskab til kæresten, mens Ferrando (Jacob Skov Andersen) leverer den mest inderlige præstation i både figur- og stemmetegning gennem sin sikre udførelse af den hundesvære og vel mest berømte af alle Mozart-tenorarier (Un’aura amorosa).
Mozarts inderlige musikalske ærlighed i de centrale kærlighedsarier sikrer dog, at forestillingen spiller sig mere end hjem, og man går derfra med endnu en livserfaring rigere
Simon Duus som Guglielmo har gode linjer og fraseringer og megen stemmemæssig velklang, men forcerer spillet på scenen lidt rigeligt, hvilket vokalt går ud over præstationen. Clara Cecilie Thomsens og Kari Dahl Nielsens stemmeklang står derimod fint til deres respektive rolletegninger af den mere udfarne og mere forsigtige af de to søstre.
Autoritativ og lidt Leander-lignende fremstår Palle Knudsen som Don Alfonso, anføreren af løjerne, mens Eldrid Gorset skildrer den jordnære og livserfarne stuepige fint og pletsikkert gennem sin bevidst flade stemmeklang.
Generelt gør den kendsgerning, at Mozart fordeler de fire stemmelejer (sopran, alt, tenor og bas) ud til de to hovedpar og tillige supplerer dem med en sopran soubrette (Despina) og en basbaryton (Don Alfonso), at vi samlet oplever en fin og intens samklang i dette ellers både orkestrale og vokale ret sprøde værk.
Min eneste indvending bliver måske dirigentens (Kristiina Poska) gennemgående lidt for bastante tag på både orkesterklang og tempo-dynamik, der holdes i det samme gear lidt for længe ad gangen.
Mozarts inderlige musikalske ærlighed i de centrale kærlighedsarier sikrer dog, at forestillingen spiller sig mere end hjem, og man går derfra med endnu en livserfaring rigere.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her