‘Livets bedste år’ – Claude Lelouch graver fortiden frem

i Film/Kultur af
FILM // ANMELDELSE – For 52 år siden skrev Francis Lai temamusikken til Claude Lelouchs gennembrudsfilm Manden og kvinden. Det blev et fransk verdenshit af de store, og vi kan alle i dag synge med på ”dabba -dabba-da, dabba- dabba-da”-i en uendelighed. Melodien genbruges i Lelouchs nye fortælling om kærligheden og specielt erindringen om den store, umulige kærlighed, som man måske med lidt held kan falde over.

Manden og kvinden fra 1966 var Lelouchs femte film, alt før den var mislykket, og han var voldsomt forgældet. Endelig fandt han sin genre, og historien om racerkøreren Jean Duroc (Jean-Louis Trintignant) og filmscripteren Anne (Anouk Aimée), der finder hinanden på stranden ved Deauville, vandt Guldpalmerne i Cannes og senere to Oscars. Han var bare 29 år, men fik nu råd til at blive selvstændig og kunne for fremtiden uhindret lave de film, han brændte for. Han er nu blevet 82 år gammel og har 50 film bag sig.

Jean og Anne mødtes tilfældigt i Deauville, hvor deres børn gik på samme kostskole. De var unge og smukke og havde begge mistet deres ægtefæller. Det var meningen at denne lille hektiske affære skulle være kortvarig, Men passionen og erindringen spiller dem et puds: Han sætter hende på toget i Deauville og tager afsked for altid. Han skal tilbage til Monte Carlo og køre race; hun skal på arbejde i Paris. Toget racer gennem natten;  han fortryder og kører mod Paris, hvor han ankommer lige i tide til at stå på perronen og tage imod hende. Det er en betagende sekvens,  og vi er nu ikke i tvivl om, at dette er den store kærlighed.

Antoines plan lykkes: Jeans hukommelse bliver bedre og med den genser vi mange af de smukke og fine skildringer fra deres første kærlighedsmøder og turene ude på stranden ved Deauville med de to små børn og en hund

I 1986 lavede Lelouch Manden og Kvinden – 20 år efter uden den store succes. Vi får at vide, at forholdet ikke varede; de gik hver til sit. De søgte begge efter noget bedre, uden at vide, at de allerede havde fundet den eneste ene.

Claude Lelouch vover nu for tredje gang med Livets bedste år atter at sætte dem sammen. De oprindeligt unge og smukke skuespillere er blevet 89 og 88 år gamle, men alderen trykker dem ikke – de er fortsat fremragende skuespillere.

Jean er blevet rynket og skarp i trækkene, medens Anne stadigvæk er smuk. Kvinden her har holdt sig meget bedre end han, der er kommet på plejehjem og er smådement. Hun er stadigvæk i fuld gang med livet og har sin egen butik. Hun opsøges af hans søn Antoine, der beder hende besøge Jean på plejehjemmet. Måske vil et besøg kunne hjælpe på hans hukommelse, for han – den tidligere storforfører – fabulererer nu kun om hende.

Nu, hvor han bare sidder og venter på døden, husker han de mange lykkelige og passionerede scener med hende, den uforglemmelige eneste ene, som han – dengang i jagten på flere smukke kvinder – lod smutte. Anne opsøger plejehjemmet og sludrer med ham, Han småflirter med hende, men genkender hende ikke. Trintignant er rørende i sit spil.

Antoines plan lykkes: Jeans hukommelse bliver bedre, og med den genser vi mange af de smukke og fine skildringer fra deres første kærlighedsmøder og turene ude på stranden ved Deauville med de to små børn og en hund. Flere af disse sekvenser er skildret i dobbelteksponering, medens andre er reelle bidder fra den originale Manden og Kvinden fra 1966.

Nu må det vist være på tide, at biograferne tager Claude Lelouchs mesterværk op igen

Vi får også et gensyn med en racerkørsel gennem byen understøttet af Francis Lai’s jazzede verdenshit. Det er spændende og smukt at se dem sammen, hvor hun udmærket ved, hvem han er, medens Jean ikke kan se, at hun er Anne, mens han lidt usikkert flirtende fortæller hende om den højtelskede kvinde, som hun minder ham om, hende han aldrig har kunnet glemme.

Livets bedste år er en smuk og rørende film om hukommelsens gave. Langtidshukommelsen giver os korte øjeblikke fra fortiden – skærer et hul i tiden og beriger vores liv. Og Jean fatter endelig, at hans jagt på den mest vidunderlige kvinde måtte mislykkes, for han havde allerede for længst truffet hende.

Nu må det vist være på tide, at biograferne tager Claude Lelouchs mesterværk op igen.


LÆS FLERE ANMELDELSER AF KAREN HAMMER HER


Foto: PR

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Seneste artikler om Film