grænseovergangen ved Cúcuta

Coronavirus i Sydamerika: En pandemi af bekymringer og uretfærdighed

i Syd- og Latinamerika/Sundhed af
CORONAKRISE // REPORTAGE – Jeg kan huske den barbecuefest i Quito i januar, hvor vi begyndte at tale om coronavirus i Kina. Om det mon var så alvorligt, hvad der mon ville ske? Vi kiggede på fotos af en flagermus og lavede sjov med det – eller mente, at det var ren overdrivelse. Sagde hvorfor så meget fokus på coronavirus? Husk nu, at der også er dengue.

Så begyndte det at blive værre i Europa også. Og d. 29. februar kom det første tilfælde af covid-19 til Ecuador. En kvinde, der var kommet til landet fra Spanien, blev testet positiv. Ecuador blev dermed det tredje land i Latinamerika med coronavirus bekræftet indenfor landegrænserne.

Jeg nåede akkurat lige at ramme ecuadoriansk territorium, efter at have været forbi blandt andet lufthavnen i Miami, inden der, samme aften, blev erklæret national undtagelsestilstand pga. covid-19 – emergencia sanitaria.

Heldigvis kom jeg ikke afsted for at lave den reportage om ukontaktede, oprindelige folk dybt inde i Amazonas som planlagt. I to uger har jeg netop arbejdet på en historie om mistanke om covid-19-smittede nær Javari-territoriet i Brasilien, hvor de fleste af landets (og verdens) ukontaktede oprindelige folk bor.

Tager du hjem, er jeg også blevet spurgt? ”Ja, altså hjem til Danmark.” Jeg tog hjem til Ilaló, til mit hus på bjerget udenfor Quito. Måske har corona mindet mig om, hvor hjem er for mig

Torsdag d. 26. marts døde en syv måneder gammel baby af coronavirus i provinsen Sucumbios i Ecuacor. Der er søndag d. 30. marts registreret 34 tilfælde i Amazonas-regionen i Ecuador, flest i Sucumbios (18). Det bekymrer mig dybt, hvis coronavirus for alvor skulle komme til Amazonas. Konsekvenserne vil være store for regionens oprindelige folk i et område, hvor infrastrukturen betyder, at man taler om dage eller uger i forhold til at nå sundhedsfaciliteter. Kan næsten ikke overskue at tænke på det.

Hjem til bjerget

Tager du hjem, er jeg også blevet spurgt? ” Ja, altså hjem til Danmark.” Jeg tog hjem til Ilaló, til mit hus på bjerget udenfor Quito. Måske har corona mindet mig om, hvor hjem er for mig. Hvor vil du opholde dig under coronakarantænen? Hjemme selvfølgelig. Og er det overhovedet forsvarligt at krydse landegrænser for at komme “hjem” midt i en global pandemi, hvor alle anbefalinger handler om ikke at bevæge sig?

Forleden kom min nabo på besøg. Hendes søster havde for nylig været sammen med en person, som nu er testet positiv for covid-19, så familien kom i karantæne. Så kom coronavirussen langsomt snigende også op på mit bjerg. Senere skrev hun til mig “Será que nos vamos a extingir?” – mon vi bliver udryddet?

Foto: Lise Josefsen Hermann.

Jeg sagde, nej. At vi har brug for håb nu, brug for at håbe på, at det hele nok skal gå. Men sætningen er rammende for denne mærkelige følelse, som mange har. Hvad er det, der sker? Det er, som om verden, som vi kender den, er holdt op med at eksistere. Og vi befinder os nu i et underligt rum, som vi ikke kender. Hvem laver planer længere? Hvad skal du i næste uge? Om en måned? Det giver ikke mening at planlægge en fremtid, vi ikke aner, hvordan kommer til at se ud.

Jeg følger officiel information, holder mig orienteret, men forsøger også at holde mig sund og rolig. En ekstrem svær balance, synes jeg

Kort tid efter havde jeg et voldsomt apokalyptisk mareridt. Om coronavirus og om døden, der bare kom tættere og tættere på. Som en dårlig science fiction-film, der desværre bare er vores virkelighed 2020. Hvor ser jeg frem til den dag, hvor kurven ikke længere går opad i det mindste.

Som journalist forsøger jeg ellers at passe virkelig på, jeg ser ikke videoer og undgår at høre lydbeskeder, som kan påvirke for meget mentalt. Jeg følger officiel information, holder mig orienteret, men forsøger også at holde mig sund og rolig. En ekstrem svær balance, synes jeg.

Corona kan være gnisten

Jeg betaler min rengøringskone for at holde sig hjemme. Men størstedelen af latinamerikanere arbejder i uformelle sektorer, hvor deres løn er fra dag til dag. De kan ikke bare blive hjemme. Og de flere millioner venezuelanske flygtninge og migranter: Sulten forsvinder ikke, selvom der er coronavirus. De uformelle grænseovergange ved Cúcuta mellem Colombia og Venezuela er stadig fyldt med mennesker, som søger en fremtid udenfor Venezuela. På trods af coronavirus.

Grænseovergangen ved Cúcuta.
Foto: Ferley Ospina.

Jeg gruer for de underliggende sociale konflikter og problematikker, som coronasituationen kan sætte ild til. Om covid-19 blandt udsatte venezuelanske flygtninge og migranter. Vi har allerede set mange mennesker samlet til protester i flere byer i Latinamerika, på trods af forbud mod forsamlinger og reglerne om at blive hjemme. Hvad skal alle de her mennesker leve af, spise, mens denne her nødsituation står på? Der har været opstande i flere fængsler rundt om i regionen.

Coronavirus blotter vores samfund for hver enkelt krog og detalje, som ikke fungerer, som er uretfærdig.

Hver dag kommer der nye tal

Jeg har stort set ikke forladt bjerget, siden jeg ankom til Ecuador for to uger siden. Én dag var jeg på opgave for TV2 fra Danmark, ude for at interviewe nogle af de mange danskere, som var strandet i Ecuador. Men hvor vigtigt var det egentlig at fortælle den historie? Er den værd måske at blive smittet for? Så jeg måske risikerer at smitte videre? Et dilemma som mange journalister står i for tiden.

Hjemme på bjerget er dét med udlændinge, der er strandet i Ecuador, også aktuelt. Et chilensk par, der var på besøg hos mig, fik pludselig deres besøg forlænget på ubestemt tid. Efter et par mislykkede forsøg på at få plads på fly til Santiago, har de ikke kunnet rejse hjem.

I det mindste har jeg selskab her i karantænen. Vi må nu gå ud for at handle to gange om ugen, kun en person per husstand. Der er udgangsforbud i hele landet fra klokken 14 til klokken 05.

Hvis du ikke overholder det, får du 100 dollars i bøde; overtræder du forbuddet igen falder der en måneds mindsteløn – tredje gang er det fængselsstraf.

Udgangsforbud Ecuador.
Foto: David Diaz/Fluxus Foto.

Hver dag kommer der nye tal for covid-19 i Ecuador. Næsten ¾ af tilfældene er i Guayaquil, landets største by. Hvordan kan man overholde udgangsforbud, hvis man bor i et fattigt slumkvarter, mange mennesker samlet i en lille bolig? Det virker helt umuligt at overholde og ikke mindst at kontrollere. Flere end 1000 personer har været tilbageholdt for ikke at overholde udgangsforbuddet.

Der er også bekræftet fire tilfælde på Galapagos fordelt på tre forskellige øer. Forleden blev der offentliggjort information om intensive sengepladser. På Galapagos er tallet 0. Nul.

For hele Ecuador er tallet 1183 intensive sengepladser. Ecuador har ialt 9805 hospitalssengepladser. Fredag d. 27. marts lå der coronapatienter i 152 af disse senge.

Men er der nogle lande i Latinamerika, eller i Afrika, der har ressourcerne til at håndtere denne krise? I verden?

Onsdag d. 18 marts beordrede Guayaquils borgmester, Cynthia Viteria, at kommunens køretøjer skulle blokere landingsbanen på byens internationale lufthavn, så et fly fra Spanien ikke kunne lande og måtte fortsætte til Quito. Det skabte endnu flere problemer med internationale flyvninger og for eksempel strandede udlændinge i Ecuador, som ikke har kunnet komme hjem endnu. Dagen efter meldte hun ud, at hun var testet positiv for Covid-19.

Lørdags d. 21. marts gik Ecuadors sundhedsminister af med begrundelsen, at landet ikke har ressourcer til at klare coronakrisen. Noget, der senere er blevet blankt benægtet af regeringen selvfølgelig. Men er der nogle lande i Latinamerika, eller i Afrika, der har ressourcerne til at håndtere denne krise? I verden?

Karantæne

Min nabo fortæller også om, hvordan hendes børn – ligesom de fleste af os – spiser mere nu, de er hjemme i huset. Samtidig har hun selv udsigt til at miste sit arbejde på grund af coronakrisen. “Hvad skal jeg gøre, når maden i huset slipper op, Lise”?

Jeg har ikke noget svar, andet end at vi må hjælpe hinanden. Få dage inden coronakarantænen skrev hun og nu eksmanden under på skilsmissepapirerne. Nu må de udholde hinandens selskab under samme tag et stykke tid endnu: Det er trods alt en global pandemi, de har imod sig, imod deres personlige planer.

Min dag i karantæne går med at tjekke coronatallene for Danmark og for Ecuador. Jeg ringer oftere til min familie hjemme i Danmark. Mine forældre er begge over 70 år gamle, og bekymringen tærer. Hvad hvis de får coronavirus? Og jeg sidder lukket inde på mit bjerg i Ecuador?

Jeg vander mine blomster og går tur med hundene i det fri. Jeg har overhovedet ikke været nede af bjerget i en uge nu. Bager brød, så vi slipper for at risikere at tage til bageren. Har virtuelle yogatimer om aftenen, prøver at finde ro midt i pandemien af bekymringer.

Andre kolleger, der arbejder i medier og ikke mindst i sundhedssektoren, bliver nødt til at tage ud for at passe deres arbejde. Med de risici det indebærer.

Nogle af dem kan ikke se deres familie på grund af det. Fredag d. 27. marts døde den ecuadorianske journalist Victor Hugo Peña fra tv-kanalen Ecuavisa af coronavirus, 42 år gammel.

Foto: David Diaz Arcos.

Jeg føler mig heldig at være lukket inde.

Er begyndt selv at undervise virtuelt. Flere af mine jobs er blevet aflyst – og ingen af os aner jo, hvordan verden ser ud i morgen, i næste uge, næste måned. Hvornår kan en freelancer som mig, der arbejder med at rejse, mon komme tilbage til “hverdagen” igen. Må genopfinde mit arbejde. Ligesom så mange andre mennesker. Heldigvis for mig er der også skrivebordsopgaver.

Ecuador er efter Brasilien og Chile det land i Latinamerika, der har flest tilfælde – og flest tilfælde og dødsfald per indbygger. Det skyldes formentlig flere faktorer som migration og stor kontakt med lande som Spanien og Italien, og en befolkning, som af en række årsager har svært ved at overholde retningslinjer og regler etc.

Der er registreret 1890 tilfælde af coronavirus i Ecuador… Jeg drømmer om den dag, hvor jeg ikke holder øje med disse tal længere.

Denne uge har corona for alvor strammet sit hårde greb om Ecuador også. Ifølge indenrigsministeren Maria Paula Romo er der i løbet af tre dage (24., 25. og 26. marts) fundet 100 lig i folks hjem i Guayaquil – nogle af dem er relateret til Covid-19, har ministeren udtalt.

Det rejser flere spørgsmål: Hvorfor er de døde i deres hjem? Manglende adgang til sundhed generelt? Coronaviruspatienter prioriteres, så har de ikke haft adgang til hospitalet, fordi de fejlede noget andet end covid-19? Hvor stor er afstanden fra de officielle coronatal til virkeligheden

Der er i øjeblikket ved at blive forberedt en massegrav til ligene – og til covid-19-relaterede dødsfald. Der er plads til 300 kroppe, og der kan laves plads til flere. Søndag d. 28. marts er 57 coronapatienter døde i Ecuador.

Der er registreret 1890 tilfælde af coronavirus i Ecuador. 1376 i regionen Guayas, hvor Guayaquil ligger. I hovedstadsregionen Pichincha er der registreret 171 smittede med covid-19.

Jeg drømmer om den dag, hvor jeg ikke holder øje med disse tal længere.


LÆS ALLE LISE JOSEFSEN HERMANNS TEKSTER PÅ POV HER.


Topfoto: Ferley Ospina.
Andre fotos: Lise Josefsen Hermann og David Diaz/Fluxus Foto.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jeg blev forelsket i Latinamerika og journalistik, da jeg som 17-årig besøgte Bolivia og interviewede oprindelige folk, der blokerede landeveje i hele landet i protest mod en ny vandlov.

10 år senere vendte jeg tilbage til Latinamerika og har boet i verdensdelen lige siden, først Mexico, så Bolivia, Colombia og nu Ecuador.

Min passion for bjergene, naturen, oprindelige folk og menneskerettighederne har ført mig til at bestige bjerge mere end 5 kilometer høje for at lave reportager om de tropiske gletschere, som er igang med at forsvinde lynhurtigt på grund af klimaforandringer. Sammen med andre passionerede bjergbestigere ønsker jeg at transmittere kærligheden til naturen.

Det brænder jeg for at vise i min journalistik.

Jeg besøger også de mennesker der bor allerlængst væk i Amazonas og for eksempel er med til at lave ulovlig skovhugst eller de oprindelige folk, som kæmper for at forsvare deres territorium mod guldgravning og medfølgende forurening.

Jeg er interesseret i 'the bad guys'... Guerrillasoldater, teenage-lejenordere, miljøforbrydere, forældre der sender deres børn i prostitution. Det interesserer mig at menneskeliggøre disse personer, der traditionelt spiller skurkerollen i vores historier. Fordi kun sådan kan vi skabe empati og synliggøre bagvedliggende problematikker - og i sidste ende ændre de forhold, der bringer disse personer i deres situation.

Danskernes aftryk på verden er meget større end de fleste danskere aner, eller ønsker at se. Den kokain du sniffer er med til at skabe død, ødelæggelse og voldsom forurening i blandt andet Colombia, kullet der varmer danskernes huse kommer fra Colombia og har konsekvenser for folk, der bor omkring minerne. De bananer du spiser, er med til at gøre folk i Latinamerika syge og forurene.

Derfor brænder jeg for at lave journalistik fra Latinamerika til Danmark.
Fordi verden hænger sammen og dét du som dansker gør og beslutter sætter aftryk.

Som freelancejournalist arbejder Lise fra Latinamerika (Bolivia, Colombia, Costa Rica, Cuba, Ecuador, Nicaragua, Peru etc.) for medier som Deutsche Welle (DW), BBC, DR, Information, Magasinet360, TV2, Politiken, Kristeligt Dagblad, Børneavisen, Danwatch, Amnesty, Bistandsaktuelt, DDRN.dk, Vice etc.

Seneste artikler om Syd- og Latinamerika