klima vækst corona økonomi

Corona- og klimakrisens fælles rod: den økonomiske vækst

i Miljø & bæredygtighed/Debat af
EFTER CORONA // DEBAT – “Væn dig til tanken. Når coronakrisen engang er forbi, skal vi ikke tilbage til normalen. Det kan vores klode ikke klare. Grøn omstilling er ikke en reel redningsplanke, og vi kommer ikke udenom drastiske ændringer i de kommende år”. Det mener Hans Erik Avlund Frandsen, som ikke er i tvivl om, at pandemien og klimakrisen hænger sammen, og at den vækstmotor, der er indbygget i vores økonomiske system, er hovedårsagen.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Den svenske geograf Andreas Malm har skrevet en bog, Corona, Climate, Chronic Emergency (2020), om sammenhængen mellem corona og klimakrisen. Han viser, at begge kriser er fremkaldt af menneskelige indgreb i naturen.

Hans konklusion er, at det er naivt at tro, at vi – når coronakrisen engang er forbi – bare kan vende tilbage til en slags normaltilstand.

Problemet er, at normaltilstanden er ødelæggende for klodens fremtid. Det gælder både med hensyn til klimaet, biodiversiteten, rovdriften på jordens begrænsede ressourcer og fremtidige pandemier. Vi undgår ikke drastiske ændringer i de kommende årtier.

Coronakrisen var ventet

Lad os tage coronakrisen først: Den pandemi, vi nu står midt i, er ikke en pludselig vanskæbne, der har ramt os. Folk med forstand på pandemier har længe råbt op om, at det kun var et spørgsmål om tid, før det ville gå galt. Der har allerede været en række forvarsler (Ebola, Sars og Mers), men de har stort set ikke ramt de rige vestlige lande, så det er gået ret upåagtet hen i offentligheden.

For det første er det nødvendigt at standse al produktion af og med fossil energi hurtigst muligt. Alene det er en voldsomt krævende opgave.

Det grundlæggende problem er, at ”mennesket” trænger længere og længere ind på områder, som dyrene tidligere havde for sig selv. Denne udvikling er accelereret voldsomt siden 1980’erne. Med foruroligende fart maser motorsave og bulldozere sig gennem de store regnskove. Ifølge dagbladet Information 16/1-21 er der fra 2004 til 2017 ryddet 43 mill. hektar skov.

Det sker, fordi der er et marked i de rige vestlige lande. Et marked for tømmer, oksekød, soja, palmeolie mv.

Allerede i 2007 lagde det samlede forbrug i EU beslag på landområder i den tredje verden svarende til Indiens størrelse.

Hvad har det nu med corona at gøre?

Sammenhængen er i virkeligheden ret enkel: Jo flere dyr, der er presset tæt sammen, jo lettere bliver de inficeret, og jo lettere spredes smitten. Når skove og andre tidligere ”vilde” områder i stigende grad inddrages til produktion, rammer det de dyr, som lever der. De presses til at søge nye habitater, og larm, uro og usikkerhed stresser dem. Derfor bliver de mere sårbare over for angreb fra vira.

Intet vidundermiddel mod klimaforandringer

Også klimaforandringerne spiller ind: Højere temperaturer får dyrene til at flytte rundt. Det gør de mange voldsomme skovbrande også.

Værtsdyrene kommer altså tættere på mennesker, og risikoen for smitte øges. Når den globaliserede økonomi samtidig betyder, at varer og mennesker farer rundt i verden, har vi opskriften på de kommende pandemier. Her kan vacciner være med til at dæmpe risikoen, men den kan ikke afværges, hvis man fortsætter med at ødelægge de vilde dyrs habitater.

En fortsat vækst betyder, at det danske forbrug om 35 år vil være ca. dobbelt så stort, som det er nu

Når det gælder klimatruslen, er der derimod ingen vacciner, der kan hjælpe os. Allerede nu er klimaforandringerne ifølge WHO skyld i op mod 150.000 døde årligt gennem 40 år. 22 millioner mennesker er blevet evakueret alene i 2019. Året før var det 19 millioner.

Hvorfor griber politikerne så ikke ind med samme beslutsomhed som overfor corona?

En af grundene er måske, at klimaødelæggelserne i første omgang rammer hårdest i de befolkninger, der har bidraget mindst til CO2-udledningerne. Men det vil også komme her, og vi er nødt til at se flere generationer frem.

klima vækst corona økonomi
Omfanget af naturbrænde stiger pga. klimaforandringer, og vilde dyr flytter tættere på mennesker. Foto: Sippakorn Yamkasikorn, Pixabay

Overordnet kan man tale om to problemkomplekser.

For det første er det nødvendigt at standse al produktion af og med fossil energi hurtigst muligt. Alene det er en voldsomt krævende opgave. Der er enorme økonomiske interesser på spil. Kæmpe summer er allerede investeret i disse industrier, og indgreb vil givetvis føre til stor modstand.

Et endnu større problem er den kapitalistiske økonomis binding til en kontinuerlig vækst. Systemet er baseret på konkurrence mellem privatejede virksomheder, som derfor hver for sig er nødt til at skaffe sig så stort et overskud som muligt. Er det ikke stort nok, smutter investorernes kapital over til mere lukrative foretagender. Og/eller virksomheden er ude af stand til at investere i ny teknologi – og gør den ikke det i mindst samme omfang som konkurrenterne, ender den med at producere mindre effektivt end dem og bliver udkonkurreret.

Konsekvenser af vækst

Der er altså en indbygget vækstmotor i vores økonomiske system, og hvis den begynder at gå i stå eller ned i tempo, får vi nye økonomiske kriser.

Det er derfor alle toneangivende økonomer opererer med, at vi skal have en gennemsnitlig vækst på 2-3% om året, hvis man skal undgå fallitter, arbejdsløshed, øget pres på statens udgifter og social uro.

Tankerne om en ”grøn” vækst som den redningsplanke, der kan holde vækstøkonomien oppe, er da også ifølge en nyligt udkommet rapport fra EU’s eget miljøagentur de rene drømmerier

Væksten giver sig ikke kun udtryk i et voksende forbrug, men også i en større og større CO2-udledning. Umiddelbart lyder 2-3% ikke af så meget, men pointen er, at det ikke kun er i et enkelt år, men hvert år.

Det betyder, at de 2-3% vækst hvert nyt år beregnes af et stadigt højere beløb. Det har medført, at den samlede produktion i verden er tredoblet i løbet af de sidste 40 år.

I Danmark er der tale om en fordobling fra 1966 til 1996. Og en fortsat vækst betyder, at det danske forbrug om 35 år vil være ca. dobbelt så stort, som det er nu. Det gælder også for hele EU.

Grøn omstilling er ikke nok

Jamen, væksten skal jo være ”grøn”, hævder både borgerlige og socialdemokratiske politikere. Tanken er, at man ved at gøre produktionen mere ”grøn”, kan ”afkoble” CO2-udledningen fra væksten.

Den offentlige debat tyder desværre på, at de fleste politikere fortrænger, hvilken kæmpe opgave det er. Anders Holst Bodin viser i Klimakrisens rødder (2020), hvor meget der skal til, hvis Parisaftalens mål skal holdes, samtidig med at den økonomiske vækst fortsætter.

Man kan også pege på, at allerede med det nuværende forbrug har vi brug for fire jordkloder

Indtil nu er det i årene efter 1970 lykkedes at gennemføre en reduktion i CO2-udledningen per dollar (i BNP-regnskabet) på 1,6% per år. Det tal gælder også, hvis vi kun ser på årene 2010-2017.

Men det er alt for lidt. Hvad man kan se, er, at disse ”fremskridt” ikke engang har kunnet holde CO2-udledningen på et stabilt niveau. Tværtimod er den nu højere end nogensinde. Vi skal helt op på en afkobling på 5,9%. Om året – hvert år – frem til år 2100. På verdensplan.

Vi har kun en klode

Tankerne om en ”grøn” vækst som den redningsplanke, der kan holde vækstøkonomien oppe, er da også ifølge en nyligt udkommet rapport fra EU’s eget miljøagentur de rene drømmerier.

Agenturet har gået alt, hvad der foreligger af rapporter og beregninger, igennem. Konklusionen er glasklar, det kan ikke lade sig gøre: ”økonomisk vækst er tæt forbundet med stigninger i produktion, forbrug og ressourceanvendelse og har skadelige virkninger på det naturlige miljø og menneskers sundhed. Det er usandsynligt, at en langtidsholdbar, absolut afkobling af økonomisk vækst fra miljømæssige pres og påvirkninger på global skala kan opnås”.

Man kan også pege på, at allerede med det nuværende forbrug har vi brug for fire jordkloder, hvis der skal være naturressourcer nok til at hele jordens befolkning kan få det samme forbrug, som vi har her i Danmark.

Det er i denne sammenhæng, man må se de indgreb, der nu foretages mod coronaen.

På den ene side viser det, at staterne kan tage styringen og gribe drastisk ind. På den anden side gør de det ved at optage enorme lån for at holde hånden under de private virksomheder. Argumentet – som deles af de fleste økonomer – er, at renten er stort set ikke eksisterende, og at hvis bare økonomien vokser hurtigere end det nuværende renteniveau, så vil gælden over tid faktisk udgøre en mindre og mindre del af den samlede økonomi.

Forudsat at væksten bare fortsætter, er argumentet godt nok. Forudsætningen holder bare ikke. Vi har kun én jordklode, og det betyder, at den kapitalistiske vækstøkonomi uvægerligt rammer nogle materielle og jordnære grænser. Det er dem, vi møder allerede nu i coronakrisen og i klimaforandringerne.


LÆS MERE I POV OM KLIMATRUSLEN HER


Topillustration: Sachu Sanjayan, Pixabay

Omtalte bøger:

Andreas Malm: “Corona, Climate, Chronic Emergency. War Communism in the twenty-first Century”, Verso, 2020.

Anders Holst Bodin: “Klimakrisens rødder”,  Multivers, 2020.


 

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Jeg har undervist på RUC, KU, Det Fri Gymnasium og Frederiksborg Gymnasium i dansk og filosofi. Gennem årene har jeg skrevet bøger og artikler om bl.a. nyere danske historie, herunder "Klassesamarbejde og klassekamp - Danmark 1940-78", "Socialdemokratiets (ide)historie", "Marx og Kierkegaard", "Piketty" og "Om kapitalismen og klimatruslen".

Seneste artikler om Miljø & bæredygtighed