Susanne Sayers: Let me in through your window

i Internationalt/Kultur & Medier af

KATE BUSH – Incest, kappestrid med en solsort, mord, gys, atomkrig, et mislykket bankrøveri, mystik, hyldest til en vaskemaskine … men det begyndte med et spøgelse. Denne weekend er det 40 år siden, at Kate Bush debuterede med singlen ‘Wuthering Heights’. Sangen – og videoen – gjorde et stort indtryk på Susanne Sayers, der har fulgt den engelske kunstner siden.

Jeg er ikke sikker på, hvilket program jeg så på tv, da jeg første gang så videoen til Wuthering Heights. Men jeg ved, at den har fået afgørende betydning for min musiksamling gennem fem årtier.

Ikke at der er så mange album. I betragtning af at det er 40 år siden, Kate Bush udgav sin debutsingle, er antallet af udgivelser forbløffende lavt: Ti studiealbum, et livealbum og opsamlingen The Whole Story. Så meget mere imponerende er spændvidden og den indflydelse, hun som kunstner har haft på andre. Og det stod fra første strofe klart, at her var noget unikt.

En meget ung Kate Bush – hun var 19 år – i hvide gevandter dansede i et mørkt, tåget rum og mimede storøjet som en stumfilmsstjerne Cathys forsøg på at finde en åbning i vinduet

Wuthering Heights er som sang en spøgelseshistorie, baseret på Brontë-romanen af samme navn – eller rettere: på 1939-filmudgaven med Laurence Olivier og Merle Oberon i hovedrollerne som den dystre, temperamentsfulde og hævngerrige Heathcliff og den skønne Cathy med de store følelser, som hun fortrænger for ikke at gifte sig under sin stand.

Kate Bush’ i forvejen høje stemme blev i førstesinglen pitchet endnu højere for at understrege temaet, hvor den døde Cathy kommer tilbage til de stormfulde højder for at hjemsøge sin Heathcliff – ‘my one dream, my only master”.

Der kom to videoer til ‘Wuthering Heights’, en britisk og en amerikansk, men sidstenævnte havde ikke samme gennemslagskraft som den europæiske. Rød kjole, dagslys og ujævnt underlag gør bare ikke noget godt for æterisk uhygge.

Videoen understregede det unikke. En meget ung Kate Bush – hun var 19 år – i hvide gevandter dansede i et mørkt, tåget rum og mimede storøjet som en stumfilmsstjerne Cathys forsøg på at finde en åbning i vinduet.

Det fandt Cathy ikke, men Kate Bush fandt en åbning i musikindustrien, som til dato er hendes helt egen, selv om hun har inspireret andre unikke talenter som Tori Amos og Björk.

Det var og er stadig ikke hverdag på hitlisterne med sange, der er så eksperimenterende, som Kate Bush’ var det fra begyndelsen i både tekst og musik. Og som videoen til Wuthering Heights viste, var hun i høj grad også bevidst om, hvor meget det visuelle kan give til den samlede oplevelse. Da hun året efter gav en række koncerter i Hammersmith Odeon i London, var hendes sceneoptræden lige så banebrydende som musikken og teksterne.

Hun fik til lejligheden lavet en mikrofon, som tillod hende at danse, mens hun sang. I dag er det standard, men dengang var det ikke noget, som fandtes, og hun måtte sammen med teknikerne improvisere en løsning ved hjælp af blandt andet en stålbøjle. De hyppige kostume- og sceneskift var også usædvanlige – det var på nogle punkter mere musikalsk totalteater end koncert.

‘Moving’, åbningsnummeret på debutalbummet ‘The Kick Inside’, fra Kate Bush’ banebrydende koncerter i Hammersmith Odeon. Mikrofonen var egen opfindelse.

Koncerten gav hende samtidig lejlighed til at demonstrere sin stemmes bemærkelsesværdige rækkevidde – den spænder over fire oktaver – og på de efterfølgende albums blev det også klart, at hun kunne gøre den lige så blød og varm, som førstesinglens spøgelse var skingert og kuldslået.

Trods succesen blev det den sidste egentlige koncertrække indtil 2014, hvor hun uventet fortalte, at hun ville optræde igen. De i alt 22 nye koncerter blev udsolgt på under 15 minutter, og Before the Dawn, som koncerterne hed, blev hyldet som en kunstnerisk triumf. Men i de mellemliggende 35 år optrådte hun kun live ved ganske få og særlige lejligheder.

Tidløst debutalbum
Wuthering Heights endte med at sparke Abbas Take a Chance On Me væk fra førstepladsen på de britiske hitlister, og det var første gang, at en kvindelig kunstner indtog toppen med en sang, hun selv havde skrevet. Sangen var forløberen for debutalbummet, The Kick Inside, som demonstrerede, at det eksperimenterende i Wuthering Heights ikke var en undtagelse. Med valget af single demonstrerede Kate Bush også, at hun ikke var tilbøjelig til at lade sig tromle. Pladeselskabet ønskede den mere ordinært rockende James and the cold gun som single. Kate Bush insisterede på Wuthering Heights og fik sin vilje.

Albummet er bemærkelsesværdigt tidløst, uden for gængse genrer som det er. Det åbner med sang fra pukkelhvaler, som glider ubesværet ind i klavertoner (spillet af Kate Bush selv, hun er en habil pianist) og sangen Moving. Hovedtemaet på albummet er kærlighed, fra det euforiske som på Oh, To Be In Love til det tragiske i titelnummeret, hvor sparket indeni er et ufødt barn, og sangen er afskedsordene fra en kvinde til barnets far, som også er hendes bror, før hun begår selvmord.

Kate Bush aldrig været bange for at tage kontroversielle emner op. Sangen Infant Kiss fra det tredje album, Never for Ever, mere end antyder kvindelig pædofili og er inspireret af Kerr-filmen The Innocents

I det hele taget har Kate Bush aldrig været bange for at tage kontroversielle emner op. Sangen Infant Kiss fra det tredje album, Never for Ever, mere end antyder kvindelig pædofili og er inspireret af Kerr-filmen The Innocents. En fanvideo fik rosende ord fra hende selv, hvor hun fortalte skaberen af den, at det var netop de scener, hun selv havde haft i tankerne.

Never for Ever var mere dystert end de to første album – i mellemtiden var kommet opfølgeren Lionheart til debutalbummet, som det musikalsk og tekstmæssigt var en forlængelse af – og coveret til Never for Ever med dets drømmende stemning af mørkt eventyr ramte blandingen af skønhed og uhygge perfekt.

Her er en mors sorg over sin døde dreng i Army Dreamers – fyldt med hendes skyld over, at hun ikke forhindrede drengen i at gå i krig. Hvilken krig, der er tale om, bliver aldrig klart, men Kate Bush har på sangen en svag, irsk dialekt, hvad der antyder den nordirske konflikt, som i 1980 var højaktuel. Sangen fik den tvivlsomme ære at komme på listen over sange, som BBC ikke spillede under den første Golfkrig.

Singlen Breathing fra samme album er et ufødt barns oplevelse af atomkrig, hvor det at trække vejret forvandler sig fra livgivende til dødbringende på grund af strålingen. “We’ve lost our chance, we’re the first and last after the blast”, synger Kate Bush om den nukleare dommedag.

Som sagt er Never for Ever ikke et just et muntert album, men det understregede hendes evne til at tage svære emner op og forvandle dem til noget smukt. Og videoen til singlen Babooshka om en kvindes farlige forsøg på at sparke liv i et dødt ægteskab med Kate Bush i fuldt amazoneudstyr gav en generation af unge mænd våde drømme.

Det fjerde album, The Dreaming, blev ikke et kommercielt hit. Der var grænser for, hvor eksperimenterende musik selv hendes trofaste fans kunne kapere, men siden er det vokset i omdømme, og sangen Houdini, hvor Bess Houdini prøver at kontakte sin afdøde elskede, tryllekunstneren Harry Houdini, hører sammen med Night of the Swallow til på listen over mine personlige Kate Bush-favoritter.

Night of the Swallow er umiddelbart en sang om kvindes forsøg på at forhindre sin elskede i at tage på smuglertogt, men i bredere forstand handler det også om alle de parforhold, hvor den ene vil kontrollere den anden og stække hans eller hendes frihed. “Would you break even my wings, just like a swallow?” spørger han?

Sangen er heftigt præget af “uillean pipes” – irsk sækkepibe, og fra The Dreaming og fremefter blev elementer fra folkemusikken mere fremtrædende i Kate Bush’ musik. I det hele taget tog hun hele arsenalet af dyrelyde, elektroniske eksperimenter – herunder Fairlight-synthesizeren, som kom til at definere flere musikeres 80’er-lyd – og uventede instrumenter i brug på The Dreaming, opkaldt efter de australske aboriginales mytiske drømmetid, hvor alt er skabt og bliver skabt. På titelnummeret synger hun selv med tillagt australsk dialekt om, hvordan de hvide tilflytteres jagt på uran ødelægger de indfødtes hellige steder og land.

Et univers af fortællinger
Herefter gik der lang tid, før man hørte noget til Kate Bush igen. Rygter ville vide, at hun var blevet junkie, fed, færdig … men så kom Hounds of Love, som var en triumf og med en B-side, The Ninth Wave, som er én lang fortælling om en druknende, alene på havet, med drømme, flashbacks, glimt af fremtiden og – måske – i allersidste øjeblik redning. I hvert fald slutter siden med den jublende The Morning Fog.

Hounds of Love regnes af mange for hendes ubestridte hovedværk. Det er lettilgængeligt, men igen veg albummet ikke tilbage fra eksperimenter, heller ikke tekstmæssigt. Og videoen til Cloudbusting med Donald Sutherland i hovedrollen som den østrigske psykoanalytiker og opfinder Wilhelm Reich er på én gang fortællingen om Reich set med sønnen Peters øjne (spillet af Kate Bush) og en mere universel fortælling om børns forsøg på at beskytte deres forældre.

Det er karakteristisk for de fleste Kate Bush-sange, at de er fortællinger. Ofte baseret på film eller litteratur og set fra en af hovedpersonernes side. Det er for så vidt også tilfældet på det næste album, The Sensual World, hvor Kate Bush havde bedt om Joyce-familiens tilladelse til at bruge det allersidste kapitel i James Joyces Ulysses som tekst til titelsangen. Det er kapitlet, hvor hovedpersonens hustru, Molly Bloom, i én lang tankestrøm mindes og siger ja til den kødelige kærlighed, ja til nydelse, ja til seksualiteten, ja til det sansede, sansende liv.

Men Kate Bush fik nej, og så måtte hun lade Molly træde ud fra siderne og fortælle, hvad hun ville have gjort ude i den virkelige, sensuelle verden.

Det er et album, hvor Kate Bush i det hele taget træder lidt ned fra siderne og det litterære udgangspunkt. Her er mere hverdag end på de tidligere album, mest følelsesladet måske på This Woman’s Work, hvor en svær fødsel ses fra den ventende fars side, og sangen var en del af soundtracket til den amerikanske film She’s Having a Baby.

Teksterne er ligetil i forhold til forgængerne. Selv synes jeg, at Never Be Mine er en af hendes stærkeste sange om kærlighed og også en af de mest hjerteskærende. Situationen er såre dagligdags: En mand følger en kvinde hjem over markerne, som brændes af efter høsten, ganske som deres kærlighed er udbrændt. Eller måske har den aldrig rigtig været der. Hun kigger på ham og ser det liv, som hun ønsker, men som aldrig bliver hendes:

That clumsy goodbye-kiss could fool me. But I’m looking back over my shoulder at you, happy without me”, synger hun om farvellet og om det savn, som altid fremover vil trænge sig på ved lugten af brændende marker. Det er et præcist og intenst øjeblik af smerte og fryd.

Til gengæld eksperimenterede hun løs rent musikalsk og inviterede blandt andet det bulgarske vokalensemble Trio Bulgarka med på flere af sangene, hvad hun også gjorde på det efterfølgende album The Red Shoes.

Her er titlen taget fra filmen af samme navn, men det er måske hendes svageste album, som trods kendte gæstemusikere som Eric Clapton og Prince ikke rigtig tilføjer noget nyt til hendes repertoire. Det rummer til gengæld den fænomenale og meget personlige ballade Moments of Pleasure, som er et langt tilbagekig og kunne have været en slags testamente over hendes liv og de mennesker, hun havde kendt og elsket. Det blev den heldigvis ikke, men det er en moden Kate Bush, som synger, og det var også det sidste, hun lod høre fra sig i lang tid.

12 år gik der, før albummet Aerial – delt op i A Sea of Honey og A Sky of Honey – dukkede op. Det var på én gang klassisk eksperimenterende Kate Bush, men samtidig for første gang præget af en kvinde, som har fundet ro i sit liv og sågar kan synge en hyldest til en vaskemaskine og tage en rask duet med solsorten oppe i antennen på A Sky of Honey, der samlet og jublende beskriver et sommerdøgn.

Endnu en fanvideo. ‘Somewhere in between’ fra ‘Aerial’ er en sang om tusmørket og de stunder, som er en tid uden for tiden

Og så er vi fremme ved det foreløbig seneste, men forhåbentlig ikke sidste studiealbum, 50 Words for Snow fra 2011, fyldt med varm modenhed trods det kølige tema. At lytte til albummet kræver tid og tålmodighed, intet nummer varer mindre end syv minutter, men så er det til gengæld også som at være sneet inde et rart sted i godt selskab, hvor fortællinger får lov til at fylde rummet og vække forundring, fryd og eftertanke, hvad enten det handler om menneskelivet som et smeltende snefnug eller en særdeles voksen udgave af mødet mellem Snemand Frost og Frøken Tø.

“Lake Tahoe” fortæller legenden om en kvinde, som druknede i Lake Tahoes  vinterkolde vand – hun forenes med sin elskede hund Snowflake, da den dør mange år senere.

Albummet blev budt velkommen med ros fra de fleste anmeldere, kom ind på den britiske hitliste, og dermed blev Kate Bush den første kvindelige kunstner, som fem årtier i træk har haft et nyt album på hitlisten.

Hun fylder 60 år i juli i år, men stemmen er stadig i god form, og intet tyder på, at hun har mistet evnen til at skrive gode sange

I mellemtiden er også kommet livealbummet til koncerterne i 2014, Before the Dawn, og Director’s Cut, som er nyindspilninger af sange fra The Sensual World og The Red Shoes. Her fik Kate Bush omsider lov til at bruge sidste kapitel af Ulysses direkte, og sangen The Sensual World blev til Flower of the Mountain med Mollys egne ord og store livsomfavnende ‘ja!’ som et punktum.

Imens ved vi ikke rigtig, om vi hører fra hende igen. Hun fylder 60 år i juli i år, men stemmen er stadig i god form, og intet tyder på, at hun har mistet evnen til at skrive gode sange.

Men kommer der ikke mere, er det en rig musikalsk arv, hun efterlader sig. Foruden musikken har hun rykket grænserne for, hvad en kvindelig kunstner i musikbranchen kan og ikke mindst kan bestemme selv – hun har aldrig rettet sig efter normerne, og på den måde har hun banet vej for en række kvinder, som også kan og vil selv.

Spøgelset er blevet til en levende musikalsk legende.

Har man lyst til at vide mere om Kate Bush og hendes personlige baggrund, kan BBC-dokumentaren fra 2014 anbefales.

Susanne Sayers er selvstændig journalist og forfatter med 25 års erfaring og underviser bl.a. på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i kritisk og udredende journalistik og interviewteknik.

Senest har hun sammen med professor og digital vismand Jan Damsgaard udgivet bogen ‘Den digitale omstilling’ og arbejder lige nu blandt andet på en bog om aktieinvestering foruden det store Kulturby 2017-projekt ‘Habitat: Aarhus’. Desuden er hun hyppig gæst i debatter om journalistik og journalistisk etik.

Susanne Sayers har tidligere bl.a. været chefredaktør på 24timer, redaktionschef på metroXpress, klimakorrespondent for Metroaviserne internationalt samt nyhedsredaktør på Børsen. Hun er af sine to voksne børn blevet kaldt ‘verdens mest nørdede mor’, og sandt er det, at de naturvidenskabelige områder har en særlig dragning på hende, ikke mindst i relation til den menneskelige trivsel.

Som Dame Edna ville have sagt: ‘She loves nature in spite of what nature has done to her’.

Susanne Sayers er netop flyttet til Lissabon, som hun tror på bliver en af Europas mest dynamiske byer de kommende år og vil også bidrage med indlæg fra Europas sydvestligste hjørne.

Skulle du have lyst til at donere til Susannes skriblerier, er nummeret til Mobilepay +45 40 99 49 36

Seneste artikler om Internationalt