COPENHELL // ANMELDELSE – Copenhells arrangører skal til at gøre op med sig selv, hvad de egentlig vil med festivalen. Mener de stadig noget med det, eller er de tilfredse med at ende som en temapark?
Denne artikel er skrevet før, det blev offentliggjort, at en 64-årig festivaldeltager var død efter en voldshandling på dette års festival.
Der synes ifølge folket på Copenhell i disse dage at være (i hvert fald) to måder at opfatte festivalen i 2025 på.
Den første lyder, at ”så længe, der er kolde bajere, går det jo nok alt sammen!”
Et synspunkt, som i én fortolkning godt kunne få én til at frygte, at Copenhell er ved at ende som ”Smukfest med forvrængerpedal”. Sagt mere prosaisk: skide være med, hvem der spiller, for her er sgu så hyggeligt!
Hvilket så fører os over til den anden fremherskende opfattelse af 2025 festivalen:
At Copenhell er pænt på vej til at ende som en tivoliseret temapark for hr. og fru Danmark (ikke at der som sådan er noget som helst galt med dem). Og alt imens herren og såmænd fruen er velkomne og ikke kan fortænkes i, at de gerne vil være en del af festen… ja, så er festivalen midt i ballongyngementaliteten ved behændigt at glemme kernepublikummet.
Og ser man lige bort fra de allestedsværende battleveste (af hvilke rigtigt mange ligner noget, der har været omtrent så meget i battle som en pacifist på wellnessophold) og i stedet bare ser på alt folkets – dér var den sgu igen – T-shirts, så er den alt overvejende majoritet altså stadigvæk på Copenhell for heavy metal (death metal, thrash metal eller klassisk metal).
Hjerteblod
I nærværende skribents slørede optik er der da plads til andet end metal. Så længe man ikke glemmer, at heavy metal er denne festivals hjerteblod!
Ordet tyndt gik igen blandt mange festivalgængere dette år. Dels pga. nogle bookninger, som gør ordet ”besynderligt” sært utilstrækkeligt. Dels på grund af mærkværdige placeringer på scenerne. Dels fordi det tydeligere end længe i år blev understreget, at festivalen snart skal til at tænke over, hvad de egentlig vil med stammedansen på Refshaleøens beton.
Med al forståelse for, at det selvfølgelig er afgørende for, hvem man kan booke, om de nu er ude på landevejen dette år, så er jeg tilbøjelig til et stykke ad vejen at give kritikerne ret.
Det virker decideret dovent, at man sætter et afdanket electroforetagende som Prodigy på programmet som hovednavn (og jeg er ligeglad, om de ”skabte en fest” – de spiller ikke rock og har ikke noget at gøre på Copenhell), og dovenskaben fortsætter, når man erstatter navne, der har måttet melde forfald, med diverse forhåndenværende, nu de alligevel i forvejen er der.
Det er i øvrigt også nærigt! Og det klæder ikke en festival med et så eksorbitant prisniveau som Copenhell.
Nå, den diskussion kan fortsætte til den dag, en vis amerikansk præsident kommer til at sige noget fornuftigt, så lad os trods alt ikke glemme, at midt i temaparken faktisk også var musik – en del af samme endda rigtigt god.
Copenhell bød på et tordnende triumvirat
Især fredag hvor det tordnende triumvirat, engelske Carcass, dansk/svensk/amerikanske King Diamond og tyske Kreator kollektivt tog Fanden ved vingebenet og fejede den støvede festivalplads med de fleste såkaldte konkurrenter.
Her 39 år efter King Diamonds debut i eget navn med albummet Fatal Portrait, er det hos kongen og bandet, der bærer hans (kunstner)navn, blevet vane snarere end tilfælde at levere klassisk metal i ren opvisningsstil – stensikkert.
Og sådan var det også på Copenhell. Selvfølgelig var det dét, og mere er der sådan set ikke at skrive om det.
Med forbehold for at jeg ikke kunne nå så meget rundt på festivalen, som jeg egentlig gerne ville (og at jeg har valgt lørdagen fra) var årets oplevelse på festivalen de tyske thrashveteraner Kreator.
Det var heller ikke just en overraskelse.
For ti år siden spillede Kreator samme sted ikke alene den indtil videre bedste koncert i Copenhells historie men også ét af de bedste festivalshows, det nogensinde har været min lykke at opleve.
Helt derop kom Kreator måske ikke fredag, men igen blev man banket i knæ og siden blæst bagover af det frontalangreb af intensitet, overlegent spil og regulær piskende energi, som er oplevelsen Kreator.
Jeg mener ikke, jeg kender andre bands, jeg kan påstå dét om, men hér fire årtier efter deres debut er Kreator ikke kun still going strong – de er bedre end nogensinde!
Vidtløftigt eller ej. Efter en opvisning i alt det, heavy metal handler om, drog man et lettelsens suk, der kunne høres til bandets hjemby Essen i Ruhrdistriktet.
Pludselig gav festivalen mening igen.
Et suk man lige så vel kunne have draget efter de engelske death metal-veteraner Carcass’ stramt turnerede, timelange sæt umiddelbart før Kreator.
Også Carcass har adskillige årtier på de blankslidte bagpartier, men de spiller fortsat fremragende, og den dag man er træt af en fornem melodisk metalmesse som ”Heartwork”, bør man søge læge, for så er der noget alvorligt i vejen.
Ét af årets store diskussionsemner på Copenhell var, hvad i helvede (!) Billy Idol havde at gøre som hovednavn på festivalen? Det spørgsmål besvarede Billy ikke. Bevares, han gjorde det, han skulle, men den snart 70-årige sanger så vitterlig selv ud, som om han heller ikke rigtigt forstod, hvad han og hans 80’er poprock skulle på den festival.
Det var der heller ikke mange i publikum, der gjorde, at dømme efter den infernalske knævren, Idols anstrengelser blev mødt med. Igen; det var overordnet og musikalsk nogenlunde okay. Det var fejlcastingen på festivalens største scene fredag aften bare ikke!
Der var også dem, der på forhånd mente, at Dizzy Mizz Lizzy ikke havde noget af gøre på samme scene to dage før. Men hér blev skeptikerne sat til vægs, så de sikkert hænger der endnu.
Den tætte trio er og bliver ét af de bedste livebands, dette land har fostret. Mand for mand er de formidable musikere, deres sange er generelt både musikalsk og melodisk ofte i en klasse for sig selv, og forvrøvlede argumenter mod Dizzy Mizz Lizzys deltagelse på festivalen, fordi ”de ikke spiller hård rock”, klinger hulere end en egernfjært i en tom brønd.
Fraset de hidtil nævnte er der points til texanske The Swords benhårde 70’er-rock (torsdag), det hysterisk morsomme og meget velspillende engelske metalband Gloryhammer (torsdag), og selv om jeg ikke har set dem i 30 år, var det en fornøjelse at få en overhaling af engelske Skunk Anansie og ikke mindst deres ustoppelige sangerinde og indpisker Skin (onsdag).
Hér er det også værd at nævne noget, Copenhell er rigtigt gode til: nemlig at give nye(re) unge danske bands fra det så ofte omtalte vækstlag en chance. Det kvitterede f.eks Thus og i særdeleshed de unge knægte i Ashes Of Billy for med behørige brag.
Sluttelig: Nu hvor Copenhell i årenes løb har ageret Jurassic Park for stort set alle metals dinosaurer, er det på tide igen at skære varigheden af festivalen ned til tre dage og få fyldt de store scener ordentligt op med gangbare navne.
Jeg vil hævde, at det pinedød er nødvendigt, hvis man fortsat mener noget med Copenhell. Lige om lidt er de sidste dinosaurer døde og øgledagene endegyldigt forbi, så noget skal der altså gøres.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og