
COPENHELL // ANMELDELSE – Scene-slalom på Copenhell bød på alt fra rå dødsmetal og moderne metalcore til et triumferende klimaks med Papa Roach. Undervejs var der både positive overraskelser og enkelte skuffelser, men især hovednavnet leverede en koncert, der samlede festivalpladsen.
“Scene-slalom” er en særlig oplevelsesform for festivalgængere, og ordet har dets oprindelse fra 90’er-årene på Roskilde Festival, hvor der blev pendlet i ét væk fra scene til scene på kryds og tværs af Dyrskuepladsen.
Denne skribent genoptog disciplinen torsdag eftermiddag og tidlig aften på Copenhell, hvor der – for denne pen – ikke var de store velkendte præferencer på programmet, men til gengæld forskellige optrædende med en ganske forskelligartet appel til nysgerrigheden.
Livlig metalrock og rå kvindebands
Først på hovedscenen var den tidligere Ozzy-guitarist Zakk Wylde og hans band Black Label Society, som lagde en solid bund for dagen omkring frokosttid.


Fundamental hård rock med metallisk kant, og hvor frontmand Wylde, som også agerer vokalist her, ikke går i vejen for de lange, ekvilibristiske ture op og ned ad gribebrættet. Indimellem lidt i overmål, men musikken fejlede stort set intet. Copenhell kunne sagtens bruge mere gedigen, velspillet metalrock som Black Label Society.

Dernæst blev der slalomet ned til to mindre scener, Boneyard henholdsvis Gehenna, hvor begge steder bød på rene kvindegrupper.
Først var der de nye danske Braindead, der dyrker dødsmetal i dens essens, og ikke lader brutalitet og dybe growl være en ren drengeting. De mener det, de unge kvinder her. Råt, ondt og charmerende var det, omend endnu på et meget tidligt stadie, og desværre også med en lidt for mudret lyd.
Videre ind i det idylliske skovområde, genlød det ikke af fuglekvidder, men af rusten garage-rock fra de fire unge kvinder i Die Spitz. Ikke et electronicaband fra Berlin, nej, men altså en rå kvinderock-gruppe fra Austin, Texas. Desværre i den lidt småkedelige afdeling denne eftermiddag.
Kølig metalcore
Man blev ikke just mindre svedig af denne slalomtur som torsdagen skred frem, så måske ville Ice Nine Kills’ kølige og moderne horror-metalcore netop bekomme én vel?


Ja, jo, bandet fra Boston, Massachusetts, gik da til sagen med en dedikeret optræden på festivalens hovedscene Helviti, der bød på et spektakulært horror-sceneshow med velekviperede Patrick Bateman-typer i lineuppet. Bandets musik skiller sig måske ikke nævneværdigt ud fra mængden af moderne metalcore, der består af både popmelodiske omkvæd og metalliske powergrooves. Men sine steder var Ice Nine Kills ganske underholdende.


Kort efter gik turen videre til det stilmæssigt beslægtede President på Pandæmonium-scenen. En ditto velekviperet, småmystisk skikkelse, som veksler mellem en meget melodisk poplyd og pludselige, ekstremt metalliske breaks. Der var stort opmøde, men President fik ikke rigtig skabt en samlet stemning.
Klimaks på hovedscenen
Sidste stop i dagens slalomøvelse kort før redaktionens afslutning blev nået på den samme Helviti-scene, hvor turen var startet fem timer tidligere. Amerikanske Papa Roach stod for en hyperenergisk omgang nu-metal, som undergenren overordnet blev kaldt i start-00’erne, hvor bandet brød igennem.

Dengang som nu med fængende melodier, bastante heavy-grooves, skarpe metalklodser og rocket rap-rytmik.
Tidligt torsdag aften havde bandet, med den udadvendte og højenergiske frontmand Jacoby Shaddix som afgørende indpisker, en fabelagtig rockfest kørende, der fik samlet hele pladsen til metal-bal. Bandet var topmotiveret og helt og aldeles velkørende. Og publikum gav i dén grad tilbage.
Et kæmpemæssigt klimaks på denne Copenhell-torsdag.



POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og